Annonce

15. september 2008 - 14:23

Preben Møllers lonely hearts club band

Jeg har en ven, der fik sin første 25-øre af Preben Møller Hansen. Det betyder en del for ham. Det kan jeg mærke på ham. Ikke på den der ’ej-hvor-skægt-tænk-engang-Preben-Møller’-måde. Nej, når han fortæller om den 25-øre, og om Preben, så sker det med så meget respekt, at jeg enkelte gange er blevet helt skræmt. Hvem var denne sømand?

Direktøren for CEPOS hedder Martin Ågerup. Enhver der har set ham i paneldebat med en af venstrefløjens velfærdsøkonomer, må ydmygt erkende, at her er en mand, der har tjek på sit pis. Den 7. oktober holder Ågerup foredrag under overskriften ’En liberal tolkning af The Beatles’. Direktøren lokker med følgende spørgsmål: Burde ungdomsoprøret i virkeligheden betragtes som udtryk for en liberal strømning snarere end en venstreorienteret?

Jeg kan godt se, hvor Ågerup vil hen, og jeg er sådan set enig langt hen ad vejen. Bortset fra, at hverken 68’erne eller CEPOS tør erkende, at det i ideologisk forstand ikke er et enten-eller. Men at det vi kender som ungdomsoprøret, med den deraf følgende oprørskultur, båret frem af C.V. Jørgensen-lyttende, Scherfig-læsende, pamflet-skrivende velfærdsbørn, både var en liberal strømning og en venstreorienteret på en og samme tid.

Preben Møller Hansens politiske vinter i Københavns Borgerrepræsentation blev forholdsvis ensom. Og efter hans død har hovedparten af nekrologerne da også beskæftiget sig med hans sprogbrug, hans livslange forhold til Glistrup og hans evige væren-på-tværs med alle andre. Men det er formentlig fordi skribenterne hverken kender KRS One eller historien bag Malcolm X.

Hvorfor? Jo, fordi så ville de have vidst, at Preben Møller Hansen, mere end nogen andre, langt mere end jeg overhovedet tør drømme om nogensinde at blive, var inkarnationen af en vaskeægte ’field nigger’.

I en TV debat hvor Malcolm X bliver spurgt, hvorfor han ikke tilslutter sig Martin Luther King og hans ikke-volds strategi, svarer manden fra ghettoen:

’Da vi sorte arbejdede på sydens bomuldsplantager, var langt de fleste ’field niggers’. Vi arbejdede hele dagen i markerne og sov med dyrene i staldene. Men de hvide havde også brug for sorte tjenestefolk indendørs; ’house niggers’. De gik med hvide handsker, sov i rigtige senge og spiste resterne fra herskabets bord. Når mester var syg, sagde de ’are we (!) sick?’. Hvis stuehuset brændte, ville de være de mest heroiske i brandslukningen. Det var jo deres privilegier, der stod i flammer,’ forklarede Malcolm X og sluttede, ’we still got some house niggers running around.’ Begreberne er herefter blevet en fast del af hiphop-ordbogen i de amerikanske ghettoer, bedst fortolket af Old School-fænomenet KRS One.

Jeg tror, det er Preben Møllers erfaringer fra bomuldsplantagerne, der aftvinger den dybeste respekt fra min ven. Sømanden forstod allerede i 80’erne, hvad der først langsomt er ved at gå op for mig selv nu.

Vores 4. socialistiske ringhjørne er blevet BZat af liberale venstreorienterede idéer. De kom som en tyv om natten, omskrev vores historie, stjal vores partier, nedgjorde vores kultur og snakkede vores idéer ihjel. Preben Møller var aktiv for sine kolleger og sin klasse i et halvt århundrede. Han nåede at fucke mangt og meget op, men:

Preben holdt kursen.

Sømand og field nigger

06.09.29 – 11.09.08

R.I.P.

Annonce