Annonce

FagligtArbejderbevægelsen og arbejdskamp
14. januar 2012 - 21:28

There was a war, and we lost it

KOMMENTAR. Simon Spies sendte i slutningen af 60’erne hundredvis af turistbusser til Spanien. På strandkanten kunne danske arbejderfamilier møde ufaglærte og faglærte arbejdere fra det meste af Vesteuropa.

Charterbevægelsen var altså ikke kun et skandinavisk fænomen. Den opstod tværtimod ud af de velstands- og velfærdsstater, der prægede alle vesteuropæiske lande i efterkrigstiden.

I Tyskland blev perioden betegnet som et wirftschaftswunder. I Storbritannien kaldtes årene frem til oliekriserne i starten af 70’erne for The Golden Years. Og i dag befinder Sverige sig ifølge flere debattører i en Folkhemsnostalgi – en længsel efter højkonjunkturen, den fremadstormende industrialisering og rekordhøje stemmetal til skiftende socialdemokratiske landsfaddere.

Noget er forandret

Når en dansk 3F-familie i dag tager på ferie, vil de ikke møde tyske, britiske og spanske lønmodtagere fra samme sociale lag som dem selv. I London kæmper de fleste rengøringsassistenter nemlig for at få udbetalt den lovfæstede mindsteløn på 5,93 pund.

I Berlin er reallønnen for mange bygningsarbejdere halveret på et årti. I Andalusien må hundredtusinder i gartneribranchen kæmpe om midlertidige stillinger, der trods arbejdsuger på 50 eller 60 timer, aldrig vil kunne betale for en uges familieferie i et andet EU-land.

Årsag: På bunden af det europæiske arbejdsmarked, har der udviklet sig en lavtlønssektor, der ligesom i mellemkrigstiden ikke kan sikre de beskæftigede og deres familier en tilværelse med frihed fra fattigdom.

JPEG - 114.8 kb
Kommentarens forfatter Mattias Tesfaye på byggepladsbesøg i København. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

I Skandinavien er fattigdom stadigvæk forbundet med langvarig arbejdsløshed, misbrug, hjemløshed, psykiske lidelser eller andre sociale problemer. Folk i vores lande, som har et arbejde, er måske lavtlønnede. Men de er ikke fattige i traditionel forstand. Sådan er det ikke i resten af Europa. Her er der efterhånden flere fattige som har et arbejde, end fattige som er arbejdsløse.

Det betyder ikke blot at ufaglærte og faglærte er berøvet muligheden for at tage familien på badeferie. Men også at grundlaget for den politiske debat på kontinentet er forvandlet.

Denne artikel handler om udviklingen af working poor i Europa. Om omfanget af den arbejdende fattigdom, og baggrunden for dens opståen.

Working poor – et barn af nyliberalismen

Working poor er oprindeligt et begreb der er opstået i de angelsaksiske lande. I USA vurderer The Working Poor Institute således at 30 % af de beskæftigede familier har problemer med at dække de mest basale behov.

I Storbritannien kunne en tænketank i 2010 afsløre at 1,7 millioner børn med beskæftigede familier vokser op i fattigdom, mens det kun gælder for 1,1 millioner børn med arbejdsløse forældre. Der er altså flere working poor end non-working poor i Storbritannien. Fattigdom er dermed igen blevet et arbejdsmarkedspolitisk spørgsmål.

Da den arbejdende fattigdom voksede i England, Wales, Skotland, Australien, USA og Canada i 80’erne skete det efter inspiration fra de såkaldte Chicago-økonomer.

En ny generation af politiske rådgivere, der med den legendariske Milton Friedman i spidsen, prædikede privatisering, øget ulighed og lavere skatter, som løsning på de finansieringsproblemer velfærdsstaterne mødte efter oliekriserne.

I USA gik vejen gennem Reagan-administrationens opgør med flyveledernes fagforening i starten af 80’erne. I England først og fremmest gennem Thatchers krig mod minearbejdernes fagforening. Både historien og resultatet af denne politik er beskrevet utallige gange.

På samme tid valgte skiftende regeringer på det europæiske fastland andre strategier for at komme væk fra ’afgrunden’, som Danmarks daværende finansminister Knud Heinesen (S) malerisk omtalte budgetproblemerne.

I stedet for udviklingen af en omfattende lavtlønssektor, fik EF-landene, med Tyskland og Frankrig i spidsen, firedoblet arbejdsløsheden fra oliekrisen til murens fald. Lønmodtagerne fastholdte derimod nogenlunde reallønnen i perioden.

Social kontrakt opsagt

Efter genforeningen af de to tysklande valgte landets arbejdsgiverforening dog at skifte strategi. De skiftede fra den kolde krigs klassesamarbejde, til mere åben konfrontation med fagbevægelsen og velfærdsstaten. Den sociale kontrakt var opsagt til genforhandling på nye præmisser.

Det skete blandt andet ved at det traditionelle trepartssamarbejde, der har båret den tyske velfærdsmodel, blev erstattet af de langt mere konfrontatoriske Hartz-reformer, der betød voldsomme forringelser for arbejdsløse, samt udviklingen af en vikarbaseret lavtlønssektor.

JPEG - 114.6 kb
Millioner af europæere er arbejdende fattige. Foto: Desislava Kulelieva/The World Bank

Derudover har en meget liberal indvandringspolitik, fagforeningernes svage organisering i servicesektoren og socialisternes ideologiske forvirring efter murens fald, været medvirkende til, at de tyske lønmodtageres levestandard relativt – og for et stort mindretal, også absolut – blev svækket. Mere om dette senere i artiklen.

Det tragiske er at Hartz-reformerne blev gennemført under en socialdemokratisk kansler. Det skete under parolen Die Neue Mitte, der ligesom Tony Blairs, New Labour, og Bill Clintons 90’er-demokrater var et forsøg på at udvikle en progressiv politik, med høj tillid til markedsøkonomi uden afsæt i arbejderklassen som politisk subjekt.

Konsekvensen blev at working poor slog rødder i Tyskland. For et par år siden vurderede tyske forskere således, at 22% af landets lønmodtagere levede under eller omkring den officielle fattigdomsgrænse. Her skal dog bemærkes at Tyskland ligesom de fleste øvrige EU-lande i modsætning til f.eks. USA har defineret en relativ og ikke en absolut fattigdomsgrænse. EU’s officielle fattigdomsgrænse er 50 % af landets medianindtægt.

Som Europas største økonomi og verdens andenstørste eksportnation er Tyskland kontinentets økonomiske motor. Herudover har det tyske sprog, kultur, historie og politik haft altafgørende indflydelse på resten af EU. For Danmarks vedkommende er landet syd for grænsen f.eks. vores suverænt største samhandelspartner.

Millioner af europæere er ramt

Derfor er det heller ikke overraskende at den tysk inspirerede lavtlønssektor har spredt sig til Østrig, Schweiz, Holland og Belgien. I Holland er antallet af arbejdende husholdninger som skal klare sig for det sociale minimum vokset fra 92.000 i 2005 til 116.000 i 2008.

I Frankrig, Italien, Spanien, Grækenland og Portugal baserer udviklingen af en lavtlønssektor sig ideologisk på samme grundlag som i Tyskland.

Men derudover har illegal indvandring, nye borgerlige fremmedfjendske strømninger, kollapset i den kommunistiske bevægelse og en voldsommere ungdomsarbejdsløshed, betydet at working poor specialt blandt unge er så udbredt, at det er blevet almindeligt for unge i Frankrig at tjene under 1.000 Euro om måneden.

I Italien og Spanien tales der ligefrem om en 700-euro-generation, der trods overarbejde, ikke har råd til at flytte hjemmefra og stifte familie.

I Østeuropa er historien en lidt anden, men konsekvenserne er i de fleste lande de samme. Og sådan forholder det sig som sagt også i Storbritannien. Kun I de nordiske lande kan vi sige at folk i beskæftigelse ikke er fattige, og fattige ikke er i beskæftigelse.

Med millioner af europæere der arbejder i en lavtlønssektor på samme åbne arbejdsmarked som 3F’erne arbejder på, er det efter min mening åbenlyst at samme udvikling også vil udfordre danske lønmodtageres levestandard. Det eneste spørgsmål vi skal stille os selv, er hvordan vi vil tackle problemet. Det kræver efter min mening først og fremmest en dybere indsigt i de forandringer af den europæiske erhvervsstruktur, der har udviklet sig de seneste årtier.

Udfordringen er fælles i hele Europa

For et par år siden diskuterede jeg udviklingen af working poor med en ansat i det britiske fagforbund Unite, der organiserer nogenlunde de samme grupper som 3F herhjemme. Han forklarede Thatcher-regeringens forandring af dagpengelovgivning, efteruddannelsesmuligheder, fagforeningsrettigheder, offentlig velfærd, privatisering af boligmassen og meget andet. Han sluttede med den bitre konstatering: - There was a war, and we lost it.

Men han havde også en anden interessant betragtning. Nemlig at premierminister Thatcher jo blev genvalgt flere gange, selvom alle de lønmodtagere fagbevægelsen var i kontakt med, hadede hende som pesten.

Det skyldtes at fagbevægelsens styrkepositioner var i den klassiske fremstillingsindustri som efterhånden lukkede, f.eks. værfter, bilfabrikker, kulminer og maskinindustri. Mens de konservative havde godt tag i den uorganiserede serviceindustri, som voksede frem i 80’erne, f.eks. rengøring, handel, transport og andre private serviceerhverv.

Fire årsager til væksten af working poor

Forskydningen i erhvervsstrukturen er den første af fire årsager til at working poor udvikler sig i Europa. Simpelthen fordi tiden arbejder imod den traditionelle fagbevægelse i Europa, der er opbygget omkring fremstillingsindustrien.

De faglige organisationers struktur og kultur har simpelthen gjort det sværere at få organiseret de mange millioner nye serviceansatte. Dermed er de vælgergrupper der dannede grundlag for blandt andet Thatchers politik, som skabte working poor, en del af arbejderklassen selv.

Den anden årsag til at working poor har udviklet sig i Europa de sidste tyve år, skyldes at overklassen i Vesteuropa ikke mere har brug for velfærdsstaten og anstændige arbejdsforhold, som forsikring mod kommunismen. Østblokkens alternative økonomiske system er jo brudt sammen, og kan dermed ikke udgøre et alternativ for utilfredse arbejdere.

Udtrykket ’kommunistforsikringen’ er oprindeligt benyttet af en nu afdød konservativ dansk nationalbankdirektør, men begrebet er bredt anerkendt blandt mange af de historikere, der har beskæftiget sig med velfærdsstatens historie.

I den forbindelse spørger flere debattører i den tyske debat, om velfærden og det forholdsvist høje lønniveau, der gav tyske arbejdere mulighed for at tage på ferie, købe hus og bil, i virkeligheden skal betragtes som en ekstraordinær periode af kapitalismens historie.

På den baggrund har blandt andet liberale debattører argumenteret for at et væsentligt mindretal af lønmodtagerne må acceptere at være ’arme trotz arbeit’ – i arbejde men fattig, fordi det trods alt er bedre end alternativet – fattig og arbejdsløs.

Den tredje årsag til at de europæiske lønmodtagere nu er truet af fattigdom, skyldes at der efter Berlinmurens fald opstod en voldsom ideologisk forvirring i fagbevægelsen og de socialistiske og socialdemokratiske partier.

Nye teorier om at klassekampen var slut, og at vi levede i et to-tredjedelssamfund, hvor vi alle sammen var blevet en stor middelklasse, dannede grundlag for det kursskifte, der i dag er bedst kendt som Den tredje vej eller New Labour.

Ifølge denne nye strømning var fagbevægelsen ikke en del af løsningen, men en del af problemet. Både den tyske partileder Schröder og den britiske Blair argumenterede desuden åbent for etableringen af en lavtlønssektor for at sætte skub i økonomien.

Den tredje vej sluttede endeligt med valget til Europaparlamentet i 2009. Her fik både Labour og SPD – det tyske socialdemokrati – historisk dårlige valgresultater. Arbejderklassen havde simpelthen forladt dem. Medlemmerne forlod partiet med tusindvis hver eneste måned, den lokale partiorganisation var brudt sammen i flere arbejderområder, og båndene til fagbevægelsen var svagere end nogensinde før.

Dermed havde socialdemokratierne ikke blot mistet deres folkelige kapital, men de lønmodtagere, der nu levede som working poor, havde heller ikke noget politisk parti, til at forsvare sig selv.

Den fjerde og måske væsentligste årsag til udviklingen af working poor, har været den voldsomme indvandring af billig arbejdskraft fra Østeuropa.

Vesttyskland fik allerede åbnet sine grænser kort efter genforeningen. Ikke kun for tidligere DDR-borgere, men også for polakker og andre østeuropæere, som blandt andet var med på nogle af de byggeprojekter, der skulle få Potsdamer Platz til at blive en del af Berlins nye midte.

Indvandringen fra Østeuropa har lagt et enormt lønpres på arbejdsmarkederne over det meste af Vesteuropa. I Sydeuropa gælder det desuden millioner af illegale afrikanere, der arbejder som ufaglærte uden rettigheder eller fagforeninger i ryggen.

Brug for rød politik på tværs af grænser

Vi har brug for bedre udveksling af erfaringer og rød politik på tværs af europæiske landsgrænser

Arbejderbevægelsen i Vesteuropa står i dag overfor udviklingen af working poor som den største enkeltstående trussel mod levestandarden som vi kender den.

Fagbevægelsen, socialdemokratierne og de socialistiske partier i flere europæiske lande forsøger i disse år at udvikle ny politik, nye organisationsformer og nye mobiliseringsstrategier for at møde denne udfordring.

I Tyskland kræver de en fælles europæisk mindsteløn på omkring 60 kroner i timen. I England har fagbevægelsen gjort sig gode erfaringer med at organisere ansatte i serviceindustrien, i Oslo har en lokal fagforening for bygningsarbejdere gode resultater med at organisere østarbejdere og i Danmark har S og SF formået at udvikle substantiel ny politik i tæt samarbejde med fagbevægelsen som igen øgede tilslutningen af lønmodtagervælgere på et solidarisk program.

Hvis partier og faglige organisationer i Europa formår at udveksle de rigtige idéer på tværs af landegrænser, er det på ingen måde usandsynligt at det lykkedes at udvikle en moderne velfærdsstat i de industrialiserede servicesamfund.

Målsætningen må være et samfund med lige adgang til forbrug, tryghed, sundhed, information, kunst, oplevelser, uddannelse og alt det andet der tilsammen udgør velfærdstilværelsen. Første skridt er at erkende omfanget og årsagerne til working poor.

Mattias Tesfaye er faglig sekretær i 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening og medlem af SF’s landsledelse samt forfatter til bogen ”Vi er ikke dyr, men vi er tyskere – working poor på Danmarks dørtrin”.

Analysen er tidligere bragt i tidsskriftet Social Politik (2/2011).

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce