Annonce

18. juli 2009 - 16:40

En sportsminister, tak

I idrætstimerne var det ikke Anita Bay Bundegaards slæng, der var i centrum. Her fik duksene kort snor. De stod der med deres nye hvide Hummel-sko og pandebånd og lærer-se-mig-blik-i-øjnene, men lige lidt hjalp det - vi tromlede dem. Vi skød bevidst efter deres kloge hoveder i høvdingebold, vi tacklede deres franske finesser i fodbold, og vi nød deres forvirring når de ikke vidste, hvordan de skulle forholde sig, når de knap blev valgt sidst i førstevælgersystemet. Endelig en kampplads hvor vi var konger, og de var bønder. Det’ næverne, ikke kæverne!, som man opdrager kolleger på stilladset, der ikke kan arbejde mens de snakker.

Da Nyrup-regeringen gik af 27. november 2001 og udviklingsministeren, den radikale Anita Bay Bundegaard, vendte tilbage til dagbladet Politiken som redaktør, opstod der blandt kulturelitens journalister på avisens redaktioner en hånlighed, en misundelse, en bitterhed, som fik afløb ved at hetze en af Foghs nyudnævnte ministre: Kultur-Brian!, klukkede de med en indforstået foragt for den nye kulturministers folkelige fornavn (jeg mener, det svarer jo til at have en undervisningsminister, der hedder Heidi, det går bare ikke, vel..?).

Et par år efter, havde den borgerlige regerings opgør med smagsdommerne, rykket styrkeforholdene mellem venstreliberale Rifbjerg-typer og nykonservative slipsedrenge, i regeringens nævn, råd og udvalg. Det område der stod forrest i den borgerlige sanering, var kulturministeriet. Og på den måde steg hadet til vores kulturminister til perfide højder blandt Anita Bay Bundegaards medarbejdere og kernelæsere.

Da Brian Mikkelsen tilmed var omrejsende i one-liners, der var som skabt til at provokere parnasset, som f.eks. idræt er ligeså vigtigt som musikfestivaler, kom det ultimative nedladende modsvar: Sportsminister! Brian havde aflyst et foredrag hos det finkulturelle pindemads-jetset, og i stedet valgt at prioritere en foto-session med glade danske guldmedaljevindere. Sportsminister! Det var ikke pænt ment.

Men hvorfor egentlig ikke? Siden hvornår er sport blevet en entydigt borgerlig politisk platform? Hvorfor er det kun kongehuset og Kultur-Brian, der er på plads når guldfireren, de jernhårde ladies, Kessler eller AGF præsterer i grænselandet til mirakler? Helle Thorning er til koncerter i Parken, og Villy Søvndal er til Jazzfestival. Fint nok, men hvad med sporten? Hvor er venstrefløjens kærlighed til sveden, til viljen, til den tavse præsterende krop? Hvor er venstrefløjens sportspolitik?

Den hastigst stigende idræt er fitness. Titusindvis af danskere kommer ugentligt i fitnesscentre, hvor de kæmper mod sig selv og hinanden. Her gælder det ikke bare om at være med, som de bløde feminine pædagoger forsøgte sig med i min barndom. Her gælder det om at vinde, først og fremmest over sig selv, og sin egen ugidelighed. Men fitnessbølgen repræsenterer samtidig en liberalisering af idrætslivet. Det dyrkes i private profitdrevne centre, i modsætning til det øvrige frivillige foreningsliv. I fitnesscentret er vi kunder i en butik, ikke medlemmer af en klub.

Tidligere var det aktive foreningsliv helt fremme på beatet og organiserede hurtigt nye hold på tidens trends; basketball, aerobic, amerikansk fodbold. Men fitness er venstrefløjens og folkelighedens nederlag. Her har vi foreløbig tabt slaget. Det er konsekvensen af en manglende sportspolitik. Mit forslag skal derfor være: Lad os benytte sommerferien på at foreslå noget nyt, nemlig at oppositionen vil oprette et sportsministerium i en kommende regering, og prioritere området højt.

Med udgangspunkt i de folkelige idrætsgrene som fodbold, håndbold, boksning, svømning, ridning, basket, bodybuilding, cykling, gymnastik, og fitness kan vi gøre store fremskridt i forhold til folkesundheden, integrationen og det sociale arbejde blandt samfundets svageste.

Måske kan unge sportsudøvere, ja måske endda sporten i sig selv, lære unge socialister noget. Mange opfatter venstrefløjen som forsmåede og tyndarmede drenge i alt for stramme cowboybukser. Og forargede gymnasiepiger, med nye skoletasker, der altid bandt deres skolebøger ind, og havde frugt og grønt med i madpakken, og som nu x-antal skoleår efter, ser uddannelse som svaret på alt; stofproblemer?, vi har et kursus!, fyret?, videreuddannelse!, DF-vælger?, læs den her bog!, skoletræt?, SKOLETRÆT?, stakkels taber…

Venstrefløjen har en stolt tradition for at vinde i klassesamfundet. Men de sidste par årtier har vi ikke rigtig kunne vinde så meget andet end kampen i klasseværelset. Vi savner en ny mentalitet. En vindermentalitet. En tro på at det ikke bare handler om at være med i den sociale kamp. Det handler om at vinde, ellers kan det være ligegyldigt.

Mon ikke de titusindvis af unge fitnesstøser, der med forpustet sidestik kæmper sig gennem spinningholdet, drengene, der dagen efter en druktur møder klokken 7 til firmafodbold, og de indvandrerrødder, der trodser lektierne, og lærerne, og danskerne, og bokser sandsækken og nattehimlen gul og blå med stjerner på - mon ikke de har lidt af den vindermentalitet, der kan pakke tab-og-vind-med-samme-sind-mentaliteten ned under skolepulten, og igen kan give venstrefløjen vind i sejlene?

Annonce