Annonce

1. juli 2009 - 11:46

Schou-Epa

Du mener det samme som mig. De fleste mener det samme som mig: Schou-Epa bygningen på Frederikssundsvej er betongrim udover alle grænser og i øvrigt en misforstået hyldest til industrialiseringen. Alligevel valgte Københavns Kommune at præmiere den i 1972. Sådan var det dengang. Gråt armeret beton og glas, med en påtaget arkitektonisk social kritik. Kystbanesocialisme, siger jeg bare! En pubertær-akademisk forståelse af forholdet mellem hus og menneske. Nå, nok om det.

Jeg afsluttede mit sidste blogindlæg i oprigtig forundring over hvad der egentlig blev af det gode arbejde. Simpelthen fordi jeg er overbevist om, at nøglen til at forstå socialdemokraternes og venstrefløjens aktuelle problemer skal findes her, i arbejdslivet. Det kræver en uddybning.

Nede foran Schou-Epa bygningen står der som regel en mand og en hund og sælger Hus Forbi. For et stykke tid siden stod der i bladet, at man skal måle et samfund på, hvordan det behandler sine svageste. Jeg er uenig. I hvert fald hvis formålet er, at måle hvor godt samfundet er for sådan en som mig selv.

De hjemløse bliver jo behandlet som dyr af både det amerikanske, danske, japanske, brasilianske og marokkanske samfund. Hus Forbi kan selvfølgelig have ret i, at for de svageste kan det være hip som hap, hvor hun chikaneres af politiet, mens hun junker overbetalt dope i sin sidste vene, før hun ligger sig til at sove i en pis-stinkende kælderhals. Men for arbejderklassen, er der altså stor forskel på de nævnte lande.

Det har jeg bemærket på mine rejser, hvor jeg altid forsøger at lure de lokale byggepladser af. Er de effektivt indrettet?, går folk i anstændigt arbejdstøj?, ranker de ryggen?, hvordan med sikkerheden?, hvor spiser de madpakken?, står der en funktionærtype i rent tøj på pladsen og skeler til de andre, uden at lave noget selv? Resultaterne af den slags feltundersøgelser fortæller alt om landets politiske situation. Et samfund skal altså måles på hvordan bygningsarbejderne har det, tænker jeg. Eller mere præcist; hvilken vej bygningsarbejderne er på vej til at få det - det er tendensen, ikke snapshottet, der er afgørende.

Det er f.eks. svært at forestille sig et samfund, hvor lønningerne og organisationsgraden falder. Og hvor ulykkerne og arbejdstiden stiger. Samtidig med at daginstitutionerne udbygges, folkepensionen forhøjes og flere unge får en uddannelse. En solidarisk politik er udløberen af en social bevægelse for et godt arbejdsliv, ikke omvendt.

Og enhver med to dages joberfaring ved, at det gode arbejde aldrig er et resultat af en flink arbejdsgiver. Det gode arbejde opstår hvor det lykkedes at fravriste cheferne nogle privilegier. Derfor bliver det nutidens helt store spørgsmål, hvordan det lykkedes arbejderklassen at få magt på arbejdspladserne dengang det for alvor gik fremad med velfærdssamfundet, altså i de gyldne år fra 2. Verdenskrigs afslutning og frem til oliekrisen i 1973. Noget er i hvert fald forandret siden da. Og denne ændring må give en del af svaret på socialdemokratiernes kollaps ved det netop overståede Europaparlamentsvalg.

Mikkel, du beder mig om, også at beskæftige mig med den kreative økonomi, og med vidensøkonomien. Jeg forstår hvad du mener, og er meget enig i, at forskydningerne i vestens erhvervsstruktur også gemmer på en del af svaret på parlamentsvalgets resultater. Det vil jeg skrive om næste gang.

Det her blogindlæg skal i stedet afsluttes hvor det startede, nemlig ved Schou-Epa bygningen i de første par år af 70’erne. En tid hvor alt så ud til at gå fremad for arbejderbevægelsen, og hvor økonomer i LO, arbejdede seriøst med udviklingen af Økonomisk Demokrati. Det er først nu, mange år senere, at Bretton Woods-systemets kollaps i ’71, Danmarks indtræden i EF i ’72, kuppet i Chile i ’73 og mange andre episoder, har gjort os klogere på, at start-70’erne ikke var indledningen på mere demokrati og sociale fremskridt, men snarere slutningen på det franskmændene kalder de glorværdige tredive – Les Trentes Glorieuses.

Under opførelsen af dette misfoster af et varehus på Frederikssundsvejen i 1971, lagde over 100 arbejdere værktøjet i protest mod sikkerheden på byggepladsen. Arbejdsstandsningen var kort, men blev landskendt da den udviklede sig til en principsag om begrebet liv, ære og velfærd. Tre ord der ikke alene signalerede en udvikling i forståelsen af det gode arbejde, men som samtidig udfordrede socialdemokratiets efterkrigstids-ideologi - den sociale ingeniørkunst. Og så endda med den frækhed at angribe midt i systemets hjerte, nemlig ved opførelsen af velfærdssamfundets og ingeniørkunstens egen katedral, et konstruktivistisk varehus.

Det er min påstand at forandringerne i forståelsen af det gode arbejde skabte rum for, at en type som Morten Messerschmidt i dag kan høste 284.258 personlige stemmer, heriblandt en del tidligere socialdemokratiske kernevælgere, som ikke har kunnet finde sig til rette på det arbejdsmarked, der udviklede sig i årtierne efter Schou-Epa konflikten.

Annonce