Annonce

12. juli 2009 - 12:19

Pernille og jeg

Jeg har fem idoler: Hristo Stoitchov, Axl Rose, Pernille Rosenkrantz-Theil, Jesus af Nazaret og M. C. Lyngsie. Og nu hvor jeg har listet dem op ved siden af hinanden, bliver jeg helt skræmt. De er jo ens! Og ikke nok med det; de udgør på hver sit felt både alt det bedste og alt det værste i mig selv. Jeg hader dem for det samme, som jeg hader mig selv for. Og elsker dem for det samme, som jeg elsker mig selv for. Mine fem idoler. Mine fem spejlbilleder. The Man In The Mirror! - tiderne taget i betragtning.

Først vil jeg gerne undskylde til dig, kære læser. Mine sidste par blogupload, og nu også denne her, kommer til at handle om det vesteuropæiske Socialdemokratis problemer. Jeg har simpelthen ikke andet politik i tankerne for tiden. Uanset hvor jeg stikker snotten hen, ser jeg tegn, referencer, idéer, symboler, eksempler, fortællinger, der alle fungerer som brikker i et puslespil, der forhåbentligt kan svare på det spørgsmål, jeg stillede i indlægget Æskefesten: Er socialdemokratismen forbi?

Verdenshistoriens bedste fodboldhold var Barcelonas El Dream Team i sæsonen 93/94. I den forbindelse er der skrevet og sagt meget om Romario og Laudrup, og alt, alt for lidt om holdets helt store stjerne Hristo Stoitchov, der med en fuldstændig vanvittig aggressivitet som brændstof, kunne afgøre fodboldkampe i løbet af få minutter. Uforudsigelig i sin løbebane, genial i kontraspillet, brutal i sine afslutninger og skræmmende strategisk i sin egoistiske tilgang til egen person. I’m loving it!

Da jeg som nybagt murersvend en mørk novemberaften i 2001 sad og så valgfjerner, var humøret mildest talt i bund. Nogle vandkæmmede VU’ere fejrede deres sejr på en stor færge i København, og Christiansborg-dækningen var et close-up af Poul Nyrup, Jelved og Holger K. - totalt groggy i hvert sit 90’er-ringhjørne. Jeg sad på sengekanten med tandbørsten og var millimeter fra at slukke og gå til dynerne, da Pernille trådte frem på skærmen. Jeg husker det stadig som en halvreligiøs oplevelse. Skarp er for sløvt et udtryk. Den aften indledte hun troen på et liv under Fogh. Den nat drømte jeg om korthårede københavnertøser.

Uden det intrigante narkovrag Axl havde Guns n’ Roses måske stadig eksisteret, men til gengæld aldrig slået i gennem udenfor lukkede kredse i Los Angeles. På samme måde ønskede mange faglærte forbundsformænd og top-socialdemokrater gerne arbejdsmændenes førstemand Lyngsie gemt af vejen, men i dag ved enhver at velfærdssamfundet og dermed Socialdemokratiet, havde været en skygge af sig selv uden en faglig organisering af de ufaglærte. Barcelona træner Johan Cruyff havde det på samme måde med sin hidsige bulgarer, og mange jødiske skriftkloge græd tørre tårer da romerne klyngede Jesus op på korset. Stoitchov, Axl Rose, Kristus og Lyngsie var eksplosive elementer for deres omgivelser. Svære at arbejde sammen med, men umulige at undvære.

Jeg kender mine idoler, og blev derfor ikke overrasket da jeg på en pakistansk Vesterbro-restaurant fik af vide, at de ville melde sig ind i Socialdemokratiet. Siden Pernille fik ny partibog har jeg læst alle interviews jeg kunne komme i nærheden af, senest i det nye nummer af Ud & Se. Og jeg er blevet venner med hende på Facebook, og herfra læser jeg pligtskyldigt alt hvad hun linker til, i går f.eks. et ret godt Svend Auken-interview i Information. Jeg kan godt føle mig lidt som en kratlusker, men da min gamle kærlighed fra 2001-valget har skiftet parti, ligesom mig selv, er det sgu helt rart at kunne følge Pernilles overvejelser uden selv at have så meget på spil. Jeg mener, det er vel derfor, der i det hele taget findes den slags, altså idoler.

Stoitchov blev ofte skiftet ud, hvis altså Cruyff nåede det, inden han sablede en eller anden tilfældig modspiller ned i frustration over hans eget dårlige spil. Halvdelen af alt musik Axl Rose har udgivet, er håbløst dårligt. Og Bjergprædikenen… Gab, det var - trods alt - ikke alt, der lykkedes for Den Salvede. Sådan har jeg det også med Pernille, sådan cirka halvdelen holder, som f.eks. hendes kritik af revolutionen som politisk strategi. Jeg er sådan set enig med hende. Den revolutionære vesteuropæiske socialisme blev begravet under murbrokkerne i Berlin. Men inden Pernille og jeg kommer for godt i gang, bør vi overveje om kommunismen døde alene, eller om socialdemokratismen, som vi kender den, den klassiske reformisme, ligger under den samme mur?

Den slags går jeg, og tumler med for tiden. Jeg mener, kan man forestille sig de vesteuropæiske velfærdsstater uden eksistensen af Sovjetunionen? Ville amerikanerne have smidt 13 milliarder Marshall-dollars efter industrialiseringen af Vesteuropa, hvis ikke socialismen sad ved regeringsbordene på halvdelen af kontinentet? Kan man forestille sig børnehaver, folkepension, gratis uddannelse og dagpenge uden den produktivitetsstigning, som denne (gen)opbygning af industrien førte med sig?

Jeg er ikke den eneste, der går, og funderer over den slags tanker for tiden. Sidste weekend konstaterede Ritt Bjerregaard såmænd i et stort overset interview i Information, at Socialdemokraterne er aldrig kommet sig over 89. En ret overraskende udmelding fra den kant. Ligesom den tidligere tyske formand for Socialdemokraterne Oscar Lafontaine i et interview for nylig med avisen Neues Deutschland, gør sig nogle af de samme overvejelser. Ritt og Oscar er desuden enige om at det eneste sammenhængende bud på at komme ud af dødvandet var Tony Blair og Anthony Giddens markedsorienterede Tredje Vej-socialdemokratisme, men de to er samtidig også enige om, at vejen Beyond Left And Right, som Giddens kaldte en af sine bøger, har udspillet sin rolle, som Ritt så Rittsk siger det i interviewet.

Hvad betyder det for Pernille og jeg? Har vi forladt det ene dødsbo, for at tilslutte os nogle andre? Sådan ser jeg ikke på det. Men før jeg begrunder det, vil jeg gerne fortælle en lille historie fra sommeren 2002, hvor jeg gik sammen med en arbejdsmand, Barney, Geil og en lærling, og ombyggede Århus Hovedbanegård.

Vores arbejdsmand var kommunist som mig selv. Og vi diskuterede somme tider politik under arbejdet. En dag luftede jeg forsigtigt min usikkerhed med vores fælles politiske projekt på den yderste venstrefløj, og til min overraskelse kom han mig ganske enig i møde på de væsentligste kritikpunkter. Det var faktisk en lettelse, som er svær at beskrive omfanget af. Jeg vil derfor hoppe lige til vores konklusion: Hvis vi nogensinde skulle skifte parti, ville vi gå direkte til Socialdemokratiet. Den bløde venstreorienterede mellemvare i SF gad vi helt sikkert ikke. Et arbejderparti!, ikke alle de kloge københavnere.

I dag argumenterer Pernille fra nogenlunde det samme standpunkt, når hun skal forklare sit partiskifte. Og jeg kan derfor godt forstå, hvad hun mener. Og det hele ville såmænd også være meget lettere, hvis hun havde ret, og arbejderbevægelsen havde lignet sig selv fra den kolde krig. Med en nordeuropæisk protestantisk socialdemokratisme på den ene side, og en ortodoks sovjetkommunisme på den anden. Et klart valg, hvor både arbejdsmanden, Pernille, Ritt, Svend Auken, Lafontaine og jeg er enige om, at alle de bogstavkombinationer der tilsammen hed det nye venstre, ikke rigtig havde nok at byde på.

Men hvis vi antager, at der ikke kun lå et, men to lig under murbrokkerne, da de blev kørt væk, knust og brugt til Autobahn-grus under asfalten vestpå, så fungerer Pernilles logik ikke. Så er hun ikke gået fra det ene afklarede klassekampsstandpunkt til det andet, sådan som hun hævder d. 27. juni i Politiken under overskriften Partiskifte værre end skilsmisse med kommentaren Mange i Enhedslisten mener, at fagbevægelsen er kernen i det politiske arbejde. Og det har de til fælles med socialdemokraterne. Derfor er der logisk sammenhæng. Hvis SF var en avis, ville de nok have en større kulturredaktion end arbejdsmarkedsredaktion.

Omkring det med avisredaktionerne i SF havde hun måske ret for nogle år siden. Men her ville socialdemokraternes arbejdsmarkedsredaktion hede Finans, og være skrevet af halvliberale Frit Forum folk, og Enhedslistens ville hede Fagligt og være skrevet af folk uden fag - konsekvensen af det sidstnævnte kan i øvrigt læses i Richard Sennets seneste udgivelse The Craftsman en glimragende gennemgang af håndværket og dets betydning.

Alt det med redaktionerne er måske meget sjovt, men langtfra det afgørende. For hvis vi antager at der lå to lig i Berlin den novemberaften i 89, så har både Pernille og jeg foretaget partiskifte på en identitetssøgende venstrefløj i strategisk opbrud. Det betyder ikke, at hverken det parti vi forlader, eller dem vi ankommer til, er ideologiske dødsboer. I hvert fald ikke endnu. Det afhænger af både hendes og mit nye partis (og i parentes bemærket, såmænd også vores fælles gamles) evner til at formulere et nyt politisk projekt på den anden side af den kolde krigs vigtigste politiske skillelinje i arbejderbevægelsen, altså Beyond Reform Og Revolution.

Annonce