Annonce

17. august 2009 - 23:09

Fattigdom for folk flest

- 25 kroner ned i timen. Det kan sgu mærkes. Konen arbejder inde i Virum. I en børnehave. Nu tjener vi det samme, bortset fra at hun har fuld løn under sygdom og den slags. Jeg klager ikke. Vi kan blive i huset. Altså så længe jeg har arbejde. Og så længe vi ikke bliver sat yderligere ned.

Jeg mødte Kalle senere den dag i en baggård i København. Han er murersvend af typen, der kører alene rundt i en Toyota Hiace, og laver det hårde, beskidte arbejde, før andre kommer til.

Før Kalle besøgte jeg et sjak, der ombygger Aurehøj Statsgymnasium i Gentofte. Her overhørte jeg en samtale mellem to - de må have været - 3G’ere, der diskuterede om årets første gymnasiefest skulle have finanskrisen som tema. - Nogle kan ligesom komme som stor cigar, lækker slæde, du ved. Andre som totalt nordvest-bumser, foreslog den lyshårede overklassedreng, mens makkeren nikkede småsmilende tilbage, og forestillede sig krisefesten.

Kalles byggeplads lå netop i Københavns nordvestkvarter. Kalle er fra Sydsjælland, og født i 50’erne. Mine forældres generation. Babyboomerne, velfærdsbørnene. Dem debattørerne fejlagtigt kalder rødvinsgenerationen, fordi debattørerne selv er kommet i rødvinsalderen. Kalles far var murer. Ligesom hans farfar.

Da Kalles far blev udlært, rejste farfar sig op, og holdt en tale. Velkommen i faget, havde han sagt, stolt til sin søn. Da Kalle selv blev udlært, rejste farmand sig op og læste højt fra Pelle Erobrerens tredje bind. En fantastisk passage hvor Pelle’s svigerfar; fagforeningsmanden, håndværkeren, familiefaderen, socialisten, Murer Stolpe, holder en kort tale for sin søn, Frederik, der netop har fået svendebrev som murersvend:

- Men så var det altså din tur Frederik. Nu er du svend, og skal altså tage ansvaret for at tingen kommer i lod og vinkel. Vi to har jo taget tørnen på stilladset, og kender så nogenlunde hinanden - du har sommetider været en klovn, og somme tider et fæhoved’, og det har ikke manglet på en lussing fra din gamle… Og den ros skal du have, at du kan dine sager, du behøver ikke stikke op for nogen. Vis nu hvad du duer til min dreng! Hold dit skifte, så kammeraterne ikke skal tage dig på slæb! Og snyd dig ikke fra din omgang!..

Og så er der bare to ting til, føjede han alvorligt til. Lad vær at ha’ pigebørn rendende nedenfor stilladset i arbejdstiden - det ser aldrig godt ud! Og hold altid kammeratskabet højt. Der er ikke noget navn så lurvet, som ordet skruebrækker!

Frederik blev udlært i et af de højestlønnede fag i København. Faktisk tjente murerne så meget - dengang i 1899 - at enkelte af dem, havde råd til en treværelses! på det solide Nørrebro. På den måde kunne forældrene have eget soveværelse, de fem børn kunne dele det andet rum, og stuen - Stuen! - med den mørke kommode, amagerhylden og det næsten-ikke-slidte gulvtæppe, kunne tage sig ud som et anstændigt rum at modtage gæster i, præcis som de fine gjorde det. Wauw!

Kalles to sønner går begge i folkeskolens ældste klasser. - Og jeg har sagt til dem, at håndværk, det skal de sgu ikke vælge. Vores tid er forbi. Fra nu af går det nedad bakke, Kalles øjne flakser alvorligt ud gennem det uglede pandehår. - Men har du ikke haft et okay arbejdsliv, forsøger jeg opmuntrende. - Jo for helvede, jeg kunne ikke ønske mig bedre, men prøv at tage en snak med tyskerne, han peger med tommestokken i retning af to mand, der ligger på knæ, og fuger murværk længere nede ad stilladset. - 50 timer om ugen. Og fire timer uden løn om lørdagen. 8 euro i timen, og ingen fagforening. Slaveri!

Kalle og mine forældre, tilhører den første generation af lønarbejdere i moderne danmarkshistorie, der efterlader et arbejdsmarked under afvikling. På Pelle Erobrerens tid var livet barskt, og arbejdsforholdene havde ikke rystet bondesamfundets trældom af sig endnu. Men det gik fremad. Murer Stolpe kunne trygt efterlade stilladserne til sine sønner i visheden om, at holdt man blot sit skifte, gav sin omgang, undgik pigebørn under stilladset og holdte sig fra strejkeramt arbejde - så ville arbejdslivet - og dermed livet - udvikle sig til det bedre. Sådan er det ikke i dag.

Kalle har forstået hvad samtlige politiske kommentatorer, højt profilerede politikere, økonomiske analytikere og andre citerede personer endnu ikke har fattet: Den igangværende økonomiske krise betyder en acceleration af den allerede eksisterende udvikling mod regulær fattigdom for store dele af arbejdende mennesker i Danmark. En fattigdom for folk flest.

Ikke kun fordi arbejdslivet ændres, fra medindflydelse til enevælde, fra anstændig hyre til lorteløn, fra fagligt til ufaglært, fra stolthed til underdanighed. Men i ligeså høj grad fordi det betyder lavere kvalitet af arbejdet, og dermed forringelse af de produkter eller den ydelse som almindelige mennesker har råd til at betale for.

I et godt samfund er det faglærte murere, der sætter fliser op i det sociale boligbyggeri - i Frankrig er det ufaglærte, der kaster fliserne op for folk flest. Kun de rigeste har råd til udlærte flisemurere, og dermed pæne mosaikklædte badeværelser. I et godt samfund er det uddannede folk der passer småbørn for folk flest - i England er det ufaglærte mødre, der fungerer som dagplejere. De rigeste får derimod passet børn af uddannede pædagoger med faglighed. Et fattigt arbejdsliv, skaber altså et fattigt samfund for folk flest.

Glem ældrebyrden, glem burkaer, glem skattetrykket, glem klassekvotienten, glem irakerne i kirken, glem den daglige trummerum - bare i fem minutter. Og slik så sultent tallerkenen efter at have spist følgende statement: Den største politiske udfordring vores generation - nej, undskyld - vores klasse, står overfor, er mobiliseringen af os selv og hinanden, i forsvaret af et anstændigt arbejds- og dermed samfundsliv. Amen.


Og med den salut, lukker jeg (midlertidigt?) ned for bloggeriet, og overlader stafetten til min ven og politiske soulmate Kasper Bjering Jensen.

Annonce