På DJ Lisbeth og MC Lyngsies Plads

Jeg har valgt at selvdisciplinere min arbejdsløshed. Op klokken halv syv og spise havregryn med min roommate. Præcis klokken syv starter jeg på todolisten. Læser, ringer, tager i fagforeningen, vasker tøj, laver kaffe, støvsuger, løber og klokken halv elleve, er der det, vi på byggepladserne kalder international driktid. International, ligesom for at signalere pausens udbredelse og anerkendelse, og dermed på forhånd tage luften ud af mesters ønske om at inddrage kotymen. Jeg holder min driktid alene med en kop kaffe på Lyngsies Plads.

Lyngsie var stifter af Danmarkshistoriens vigtigste organisation. Han er død nu, men Københavns kommune har opkaldt en plads ved Nørrebro Station efter ham. I bunden af pladsen står en buste, som fuglene skider på. Det gjorde man ikke dengang. Lyngsie var en blanding af karismatisk folketaler, benhård fagforeningsmand, satirisk standup-komiker, socialistisk politiker, opfindsom byguerilla og rapper fra remouladestræde – gav man ham først ordet, tog han hele scenen. Michael Christian Lyngsie var præcis som Eminem, de ufaglærtes talsmand, uretfærdighedens højtaler – Mine damer og herrer: MC Lyngsie!

Forleden dag – midt i den internationale driktid – kom Lisbeth gående forbi, mens jeg fik min kaffe på bænken ved busten. Hun er netop uddannet som skolelærer, og har fået job på den skole i Vanløse, hvor hun selv gik for 10-20 år siden. Denne efterårsdag havde hun en sjov lille historie at fortælle.

Altså det starter med, sagde hun, at jeg skulle ned i kælderen og hente et klassesæt til den her 8. klasse, ik. Men der er ikke bøger nok til alle, vel. Og ikke nok med det, vel. Jeg deler bøgerne ud, ik. Og de må se hinanden over skulderen, ik. Og så går det sgu op for mig, fortsætter hun og ser mig dybt i øjnene – Det er kraftedme de samme bøger, som jeg selv, i sin tid, brokkede mig over, var for gamle. De har sgu fået præcis det samme klassesæt, der burde være kasseret, da jeg selv gik på skolen.

Det kan jeg godt se, siger jeg, og skal til at holde foredrag om skattestop og kommunaløkonomi, da hun med hævede øjenbryn fortsætter i samme ærkekøbenhavnske sniksnak af et lydspor:

Og ikke nok med det, vel. Prøv lige at tjekke det her ud, Lisbeth rakte en bunke glitrende rejsekataloger frem. Jeg har lige været derinde i den der gade ved Vesterport. Med alle de der rejsebureauer. Jonas, ik, han har givet mig en tur til Mallorca. Og så går jeg ind i den første butik, ik. Hej, siger jeg. Og straks springer manden op fra stolen. Fuck, han kunne snakke. Nå, men inden jeg går, spørger jeg, om jeg må tage deres katalog med. Og så ser han dumt på mig, ik. Jeg troede sgu da sådan et tykt farvestrålende katalog kostede penge. Alle butikker havde deres eget katalog. De får nyt hvert eneste år. Nu har jeg en hel bunke, hun rakte dem ivrigt frem mod mig igen. Og ungerne ude på skolen, ik. De sidder stadig med de gamle bøger. Det er sgu da latterligt. Jeg er tavs på bænken.

For fremtiden hedder dette sted: DJ Lisbeth og MC Lyngsies Plads. En gammel folketaler med et nyt lydspor.

De ufødtes lydspor er anderledes. I går fortalte min gravide ven Heidi for eksempel, at det vil styrke de kommende børns kulturelle kompetancer, at høre klassisk musik, mens de stadig svømmer rundt inde i dunken på mor. Det sagde de i hvert fald til fødselsforberedelserne. Og en af de andre havde allerede købt et sæt mavetelefoner, der kunne omringe den stakkels nyfødte med Bach og Mozart og Beethoven. Ren Guantanamo hvis du spørger mig. Jeg foreslog hende at købe Eminems Marshall Matters i stedet for. Welcome to the real world. 9 måneder, 8 miles og 7 år efter din undfangelse kæmper du dig gennem 30 år gamle skolebøger, mens dine forældre bladrer rundt i rejsekataloger, der stadig dufter af privatøkonomiens tryksværte.

Forholdet mellem offentlig og privat økonomi er beskrevet på en lettilgengælig og overbevisende måde i nordmanden Magnus E. Marsdals nye debatbog, Mannen uten egenskaber – og andre problemer i norsk politik. Heri citerer han Norges tidligere administrationsminister, den borgerlige Victor Norman fra partiet Høyre, der i et forsvar for skatter – og i et angreb på Fremskrittspartiet, der ønsker at bruge Norges mange oliemilliarder – siger:

Der er intet land, der mangler penge så længe de har en seddelpresse. Det er imidlertidig ikke det, som er pointen. Formålet med skatter er ikke at skaffe penge, men at få private forbrugere og virksomheder til at lægge beslag på færre folk, sådan at vi får frigjort ressourcer til offentlige tjenester.

Marsdal kalder misforholdet mellem en rig privat sektor og en fattig offentlig ditto, for samfundets Janus-ansigt. Det er med dette ansigt, dette misforhold, i baghovedet at Magnus overlegent forfører os gennem det politiske landskab i Norge. Og, som han også havde for vane i sin sidste større udgivelse, så uddeler han ikke så få overbevisende øretæver til både højre og venstre. Og jo, jeg kan godt love læsere af den banebrydende bog Frp-koden, at Marsdal Still Matters.

Efter den internationale driktid har jeg som regel et ærinde inde i byen. På Hovedbiblioteket i Fiolstræde kan man læse aviser. Jeg elsker aviser. Bemærk: Jeg skrev ikke, at jeg godt kunne lide aviser, eller at aviser er spændende, eller at aviser er rare, eller at jeg godt kan lide at holde mig opdateret. Jeg skrev, at jeg elsker aviser. På en irrationel måde. En vinteraften i et sommerhus på Møn kiggede min kæreste mig bekymret i øjnene, og spurgte om der var noget, jeg havde lyst til at snakke om.

Hvorfor?, spurgte jeg. Fordi du sidder og pissefryser, mens du læser månedgamle udgaver af Ugeavisen Møn, i stedet for at få tændt op i pejsen med dem! Vi er ikke kærester mere. I Fiolstræde er det nærmeste jeg kommer kærlighed, min hemmelige elsker, den særlige svenske hybrid mellem Ekstra Bladet, Aktuelt og Jyllands Posten, Dagens Nyheter. Skandinaviens suverænt bedste avis.

I dagens udgave er der et temmelig fedt billede fra mødet mellem den borgerlige svenske regerings og Volvos koncernledelse. Statsminister Frederik Reinfeld kigger taknemmeligt op på Volvos administrerende direktør. Det må være en drengedrøm, der går i opfyldelse for lille Frederik. Tænk at stå her ved siden af Leif Johansson – Volvos øverste chef. Leif kigger skarpt ind i kameraet. Her er det mig, der bestemmer.

Længere inde i avisen er der en reportage fra en tv-debat mellem de svenske Socialdemokraters formand Mona Sahlin og samme Reinfeldt. Her optræder Frederik anderledes aggressivt. Statsministeren spørger Sahlin, om hun vil garantere, at sosserne ikke hæver skatterne for virksomheder og boligejere, hvis de kommer til magten. Og her er det interessant, at Mona svarer anderledes end både Helle Thorning og den norske formand for Arbejderpartiet, Jens Stoltenberg, ville gøre det. Hun svarer såmænd: Nej, Frederik, det vil jeg ikke.

Mona Sahlin bakkes ikke alene op af Marsdals polemik, DJ Lisbeths lydspor og MC Eminem. Hun understøttes også af den amerikanske økonom William Baumol, der allerede i 70’erne, med sin beskrivelse af den såkaldte cost disease, argumenterede for, at statens indtægter skal udgøre en relativt større andel af samfundsøkonomien hvert eneste år, hvis borgerne skal undgå Marsdals Janus-ansigt.

I hvert fald hvis det offentlige, som det er tilfældet i Skandinavien, består af en forholdsvis stor andel af personlige tjenesteydelser, hvor den såkaldte ’innovationsresistente teknologi’ hersker. Baumol hævder, at den kvantitative vækst i skandinaviske økonomier altid vil være højere i den private sektor end i den offentlige, alene pga. sektorernes erhversstrukur. Og at politikerne derfor må sikre staten relativt højere indtægter hvert eneste år, alene for at sikre at skolebøgerne i Vanløse, holder trit med rejsekatalogerne fra den der gade inde ved Vesterport. Alene status qou på Janus-ansigtet kræver altså skattestigninger.

I Sverige går socialdemokraterne stadig den socialdemokratiske vej, i modsætning til i Norge og i Danmark, hvor de nye unge socialdemokrater går en helt anden... nej, undskyld, en helt tredje vej. Og måske fordi jeg i forvejen var i et småforelsket humør over at befinde mig i samme sofa som min hemmelige elsker, kunne jeg let drømme mig tilbage til det svenske folkehjem, til Olof Palme, til klassesamarbejdet, til en anden statsminister, der kigger taknemmeligt på en anden Volvo direktør. Og der kunne jeg så stå og hænge i Keynes’ skørter sammen med spanske Zapatero, gamle Lykketoft og engelske Gordon Brown. I et revitaliseret forsvar for hvordan et moderne velfærdssamfund finansieres. I et moralsk angreb på finansfolkenes grådighed, i stedet for et politisk angreb på selve finanssystemet.

Jeg er glad for, at jeg kom op af den sofa, og også fik disciplineret min politiske analyse. Det er i tider som disse, socialister skal huske på, at Mona Sahlin og Lykketofts forslag rigtignok kan skaffe nye skolebøger til Lisbeths elever, men de kan ikke undgå, at også disse bøger når at blive 30 år gamle.

Det ville kræve, at vi ikke alene stiller spørgsmålstegn ved fordelingen mellem privat- og offentligt produktion. Men også, at vi spørger os selv om, hvad og hvordan vi i det hele taget producerer i dette land. Både rejsekataloger og skolebøger.