MS Villy & Helle

Hvis jeg sælger, alt hvad jeg ejer med Guns n’ Roses. Hvis jeg sælger alle mine IKEA-møbler. Mit køkkengrej. Mine tennissokker, telefon og tandbørste. Mine Mikael Niemi romaner, mit skakspil og rød-hvide løbesko. Hvis jeg tømmer køleskabet og skufferne. Hvis jeg skiller mig af med mit værktøj for højeste bud. Hvis det lykkedes Nybolig at præsentere en køber til min 2 værelses lejlighed. Hvis jeg kort sagt står i bar røv på gaden, uden noget som helst. Så vil jeg stå tilbage med gæld, ikke med formue. Teknisk insolvent.

I starten af 90’erne udarbejdede en række indflydelsesrige tænkere i miljøet omkring Bill Clinton en flertalsstrategi. De ville ikke alene vinde næste valg, og dermed lade demokraterne overtage efter George Bush senior. Men også etablere et solidt socialt afsæt for Clinton-administrations reformplaner. Der skulle etableres en middelklasse. I eget hus, med egne biler, i egne carporte.

Der blev udgivet bøger, som journalister og meningsdannere kunne lade sig overbevise af. Og der blev etableret lånemuligheder, som menigmand kunne lade sig overbevise af. Og gæster fra Labour kom på besøg, og fragtede idéerne over Atlanten. Og senere kom alle til London, og lærte hvordan man bygger regeringsmagt på tagryggen af arbejderklassens overbelånte parcelhuse.

I min opgang købte stuen til højre for under en million, anden til højre købte for halvanden og første til højre for 2,3 millioner. Jeg snakkede med Karsten den anden dag. Krisen, sagde han, handler om, at de penge, der aldrig har været der, er forsvundet. Godt set. En slags samfundsøkonomisk pyramidespil, hvor det handler om ikke at sidde tilbage med flexlånsaben til sidst. Nu er de lånte penges tid forbi.

For to år siden arbejdede jeg i et murersjak, vi byggede en privatskole i Køge. Lav arbejdsløshed, fornuftig løn og rigelig friværdi fik halvdelen af sjakket til at beordre familien 14 dage på skiferie i alperne. Jeg snakkede med det samme sjak forleden. Ingen skal nogen steder i år. Høj arbejdsløshed, faldende lønninger og forsvunden friværdi, tvinger folk til at bukke ryggen over murerbaljerne hele vinteren i gennem. Nu er idéen om den storforbrugende og voksende middeklasse væk. Og dermed er Clintons solide sociale afsæt forsvundet.

Har vi helt forstået, hvad det betyder? Folk, der troede, de havde en formue, har det ikke. Folk, der troede, de havde sikker beskæftigelse, har det ikke. Folk, der troede, de havde en solid pensionsopsparing, har det ikke. Folk, der troede, de hørte til i smørhullet af klassesamfundet, gør det ikke. Dette har også en umiddelbar partipolitisk konsekvens. Punkt 1. Kampen om midten af dansk politik er forbi. Punkt 2. Ikke kun nyliberalismen, men også New Labour-idéerne havde pyramidespils økonomien som forudsætning. Punkt 3. Selvforståelsen hos vælgerflertallet er ikke længere middelklasse på vej op, men lønmodtager på vej ned.

For nogle måneder siden så jeg ’Stauning eller Kaos’-plakaten hænge på et reklamebureau. Jeg spurgte, hvorfor gamle Thorvald dog hang der, midt i et liberalt jetset-kontormiljø, med frugtkurv og cappucinomaskine? Jo, svarede min layouter-ven, plakaten udstråler alt, hvad reklame dybest set handler om: At bilde folk ind, at det hele vil gå ad helvede til uden netop dette produkt.

Han har ret. Men det provokerer mig alligevel, at de reklamedyr gør alting til en forretning. Folketingsvalget i 1935 var præget af et kontinent på vej mod krig. Med massearbejdsløshed, enorm fattigdom og voksende fascisme. Det var sgu et valg mellem kaotiske tilstande, eller samling omkring arbejderbevægelsens program.

Teknisk insolvent betyder at stå i bar røv med gæld uden formue. Vi er en hel del af slagsen. Om vi vælger rød politik eller kaos, afhænger i høj grad af om S/SF aksen formår at få fomuleret dette klare valg. Når nyliberalismens Titanic støder på grund i et frygteligt økonomisk uvejr, må alle enten gribe årene og ro videre i den fælles redningsbåd: MS Villy & Helle. Eller selv klare stormen i egen lille jolle.

Enten får vi de lange knives nat. Hvor vi sladrer til chefen om, at ham-og-ham stod og hang, og røg en smøg, og måske, mester, hvis du alligevel skal mande ned... En arbejdsplads, hvor folk af frygt tror, de kan blive oppe ved at trække andre ned. Sådan et sted, hvor almindelige lønmodtagere tror, de bliver store af at gøre andre små. Et samfund, hvor vi alle sparker nedad.

Eller også rykker vi sammen om vores rettigheder, og tager de slag, det koster at forsvare dem. Også selvom arbejdsgivere og borgerlige politikere, siger, der ikke er råd. Ikke ved individuelle kamikaze-aktioner, hvor vi kun kommer med kritik, der skaber vrede. Men også ved at fremlægge forslag, der skaber håb, og derefter selv går forrest i arbejdet med at realisere dem. Kaptajnerne Villy og Helle har sat kursen med deres fælles politiske optræden.

Ræk mig årene! Jeg vil med!