Hvad tænker de dog på i SF?

Beslutningen fra SF’s landsledelse (som jeg af ferie-mæssige grunde ikke var med til at træffe), om at partiet principielt set kan acceptere at den såkaldte 24-årsregel og det såkaldte tilknytningskrav kan erstattes af et mere fleksibelt pointsystem, samt at ”træde vande” i forhold til hvordan VK-regeringen i praksis vil foreslå et sådan system indrettet, har fået en efter min mening stærkt overdrevet modtagelse fra såvel partiets egne rækker, som fra den øvrige venstrefløj (ja – SF er stadig et fuldblods socialistisk og humanistisk venstrefløjsparti).

Det jeg mener er mest overdrevet, er den type af motivforskning der følger i kølvandet. Den falder i to grupper: 1) Dem der mener at SF(-toppen) gør hvad som helst fordi den har et sygeligt behov for at køre i ministerbiler og 2) dem der mener at SF(-toppen) simpelthen har overtaget Dansk Folkepartis muslimforskrækkede fremmedhadsideologi. Begge grupper tager fejl.

SF er som et socialistisk og humanistisk parti optaget af, at vende den udvikling hvor flygtninge og indvandrer behandles stadigt dårligere. SF er som et socialistisk og humanistisk parti optaget af, hvordan vi igen kan give myndige danskere den fulde ret til at bo i Danmark, med den de nu engang har valgt at gifte sig med. SF er som et socialistisk og humanistisk parti optaget af, hvordan muslimer kan blive en fuldt ud integreret del af vores samfund.

Men SF er ikke et parti der før alt andet værner om sin egen anseelse, høster billige klapsalver ved at fremføre synspunkter renset for virkelighedens tunge ansvar eller modtager taknemlige smil fra hårdt prøvede mennesker, ved at klappe dem på skulderen og sige at de har vores dybeste sympati.

SF er et parti der søger politiske resultater. Søger man et parti, hvor medlemskab kan være en del af en personlig humanistisk branding, så kan man for min skyld gå ad Jelved til eller gemme sig på en øde Ø. Partibog i SF er ikke et afladsbrev der fritager en fra verdens ondskab. Det er derimod en aktie i et handlingsfællesskab, der gennem velovervejede strategier søger at nå socialistiske og humanistiske mål. Også hvis det på kort sigt koster på anseelsen i mere hellige kredse.

Enighed eller fald

Udlændingepakken fra VKO, herunder deres sikkert rædselsfulde udgave af et pointsystem, var en taktisk genistreg fra Lars Løkke. For ham var der to ønskede scenarier: 1) Det optimale var at S hoppede på, mens SF hoppede fra. 2) Det næstbedste at S-SF blafrede lidt i vinden, mens partiernes baglande samt R og Ø gik amok. Han har øjensynligt fået nr. 2.

Arbejderbevægelsen har tabt de senest tre valg på såkaldt værdipolitiske spørgsmål, ikke mindst på udlændingeområdet. Problemet har ikke nødvendigvis været at vi var ”slappere”, men først og fremmest at vi overhovedet ikke var enige om hvad vi ville gøre. Typisk har S stået i valgkampen og skændtes med SF, R og Ø om linjen.

Derfor har S-SF lagt klart op til, at denne fejl ikke må gentage sig for fjerde gang. Oppositionens to tunge partier, S og SF, må og skal gå ind og ud af en kommende valgkamp på et fuldstændigt klart fælles udlændingepolitisk program. Ellers er endnu en VKO-sejr så sikker, som ammen i kirken. Og en ny VKO-sejr vil bane vejen for endnu flere stramninger på udlændingeområdet, kombineret med deres stadigt mere radikale nedskæringspolitik overfor den offentlige sektor (flankeret af en markant styrket Anders Samuelsen). VKOI må bare under ingen omstændigheder vinde næste valg.

Det kræver at ledelserne i S og SF har et helt isbjerg i maven, for at navigere gennem denne ekstremt svære situation. Der må ikke herske tvivl om, at de to partier har en fælles linje. SF-toppen blev i den henseende presset af en nok lidt for ivrig Henrik Dam. Men faktum er, at SF-toppen ikke havde andre muligheder end at følge trop. Havde man taget den offentlige konfrontation med S, var oppositionen blevet voldsomt destabiliseret og Løkke havde udskrevet et snarligt valg, som han, Pia og Anders havde vundet. Så alvorlig var situationen.

Ny regering – ny politisk kurs

I skrivende stund ved ingen hvor S-SF’s nye fælles linje kommer til at ligge. Men et faktum er det, at reglerne for familiesammenføring i Danmark vil blive ændret af VKO nu. At de vil blive strammere end de allerede er. At de vil bygge på social diskriminering ud fra parametre om økonomi, uddannelse og beskæftigelsessituation.

Lige så meget faktum er det, at en kommende S-SF-regering ikke vil stramme disse regler yderligere. Tværtimod vil der med meget stor sandsynlighed blive lempet og blødt op på dem. Om det bliver meget eller lidt ved vi i skrivende stund ikke noget om. Forhåbentligt lytter socialdemokraterne til deres kloge borgmestre ude hos os på Vestegnen. Men hvis ikke de gør, så skal SF altså ikke slagte hele projektet og give magten til Lars Løkke igen af den grund. Dertil står alt for meget på spil.

Der er ikke én afvist asylansøger, ikke én udvist flygtning, ikke én diskrimineret indvandrer og ikke én forfulgt muslim i det her land, der kan bruge et helligt SF til noget som helst. Hvad de kan bruge er et nyt flertal og en ny regering med et stærkt SF, der langsomt kan ændre kursen, så den peger mod det bedre. Herunder opblødning af det kommende VKO-pointsystem, afskaffelse af starthjælp og kontanthjælpsloft, øget fokus på reelle muligheder for at integrere sig som en del af det danske velfærdssamfund.

Socialisterne og humanisterne Villy Søvndal, Ole Sohn, Astrid Krag og i SF’s landsledelse og Folketingsgruppe kunne have høstet et enormt bifald og en enorm samling skulderklap fra baglandet og den øvrige venstrefløj, ved at gå imod Socialdemokraterne i denne sag. Det havde på kort sigt været nemt, rart og behageligt. Og dyrt! For i samme omgang havde de sikret VKOI’s makabre alliance mellem nationalisme og liberalisme fire år mere ved magten.

Men frem for at gøre det lette, valgte SF’s ledelse modigt at fastholde det der var nødvendigt. Selvom det gav sure miner og uro i baglandet. Selvom det bliver et enormt hårdt stræk at forklare baglandet, aktivisterne og vælgerne sagens rette sammenhæng. Men historien vil hylde SF’s ledelse for at have handlet rigtigt, hvis ikke det indre og ydre oprør når at destabilisere oppositionen så meget, at projektet falder. Derfor en opfordring til alle parter om at holde hovedet koldt og kanonerne rettet mod VKO frem for mod hinanden.

Et stærkt SF vil i en ny regering sætte en ny kurs for dansk politik. Der kommer ikke store forandringer i første omgang, men kursen mod det dårligere vil blive vendt, så det begynder at gå imod det bedre. Og det er ikke kun på udlændingeområdet, men også for velfærden, klimaet, økonomien, beskæftigelsen, uddannelser og alle andre områder. Det projekt er sgu værd at kæmpe videre for!

Fremad og aldrig glemme!