Egypten: De frie fagforeninger rejser sig

Demonstrationerne i Cairos gader er i lige så høj grad en faglig kamp, som de er sociale og politiske. Det mener Ahmed Ezzat fra den troskistiske fraktion Revolutionære Socialister.

Det er ikke så nemt at finde det lille rodede partikontor, heller ikke for de lokale. I hvert fald måtte den bandende taxichauffør lave en del cirkler, før vi endelig nåede frem til den nedlagte fabrik i Cairo-forstaden Giza, fra hvis baghus en trappe fører op til en dør med en påmalet knyttet hånd.

Når man så kommer indenfor levner kæmpeplakater af Lenin og Trotskij, en masse røde bannere og endnu flere tomme kaffekrus til gengæld ikke meget tvivl om, at jeg har nået mit bestemmelsessted

Fællesskabet fra Tahrirpladsen er nu ved at udvikle sig til rød splittelse i Egypten. Foto: Charlotte Lund

- Vi kalder os en socialistisk videnscenter, for det var ulovligt for os at være et parti under Mubarak, forklarer Ahmed Ezzat, en 28-årig menneskerettighedsadvokat, der i kraft af hans flair for det engelske sprog i dagens anledning er blevet forfremmet til talsmand for Revolutionære Socialister.

Hans parti arbejder for tiden på højtryk for at trække de demonstrerende unge, og revolutionen generelt, i en socialistisk retning. Men også for at støtte op om de mange nye fagforeninger som dannes i disse dage.

Fællesskabet fra Tahrirpladsen er nu ved at udvikle sig til rød splittelse i Egypten. Foto: Charlotte Lund

Syndikaterne knopskyder

Demonstranternes kamp begrænser sig efter partiets mening nemlig ikke til kun at omfatte den politiske sfære.

Også medierne, domstolene, virksomhederne og ikke mindst landets store fagforeninger lå – med omfattende brug af korruption og partimedlemmer fra Mubaraks parti på i de ledende stillinger - fuldstændigt under for regimet.

- Den statskontrollerede fagforening, som havde patent på den faglige kamp i Egypten, var helt åbenlyst styret af Mubarak. Det blev især tydeligt de dens tidligere formand blev gjort til arbejdsminister, siger han.

Men det har ændret sig nu, ifølge Achmed Ezzat har arbejdspladserne i den sidste måned oplevet flere strejker, fællesmøder og kontante krav om lønforhøjelse og bedre arbejdsvilkår end der sammenlagt har været de sidste fire år.

- Det er gået fuldstændigt amok på det faglige område. Mindre syndikater inden for de forskellige brancher er vokset frem i rekordfart, siger han.

For eksempel har omkring 15.000 tekstilarbejdere, 12.000 maskinarbejdere og 10.000 lædergarvere organiseret egene fagforeninger udenom den statsstyrede, og mange flere er på vej, fortæller han og tilføjer at den faglige kamp er en hel naturlig forlængelse af folkets opgør med Mubaraks regime.

- Man kan sige at den faglige kamp er andet kapitel af revolutionen her i landet. Mubaraks tråde har i årevis trængt helt ud på arbejdspladserne. Og det er dem, vi skal til at kappe nu.