Den Nye (gode) Stil

Jeg provokerer/ onanerer/ ryger masser af hash// Jeg drikker køkkensprit og sumper/ sniffer lightergas

Vi stod og breakede og rappede og beatboxede på fritterens basketbane i sommeren ‘88. Og jeg ønskede mig vanvittig meget den debutplade. Ikke på grund af teksten, jeg fattede ikke en meter, men på grund af lyden, attituden, tempoet, viljen - kort sagt; alt det 80’erne ellers manglede. Og min mor måtte op i centret og spørge de forklædeklædte FONA-piger om MC Einar, Den Nye Stil, Og Værsgo!

Jeg kan stadig teksten udenad. Men jeg har glemt, hvad der stod på forsiden af dagens avis. Sådan fungerer en bunden tekst, altså når ordene tvinges på rytme, og måske endda på rim. Vi husker det.

I dag stødte jeg på et længere uddrag fra antikkens knap tretusind år gamle blockbuster, Odysseen. Det er et vanvittigt epos, der i datidens græske rige, havde den samme funktion som Simpsons har i Suburbia i dag - man siger såmænd også, at manden bag historien er den blinde digter Homer. Jeg har altid troet at Odysseen, og dens tvillingehistorie Iliaden, var det første stykke litteratur. De første digte. Det har Otto Gelsted lært mig. Men nu har en anden gammel grækofil mand gjort mig klogere.

I virkeligheden var de to gigantdigte mundtlige. Antikkens stand-up’ere har altså turneret rundt til amfiteatre og byfester, og uden at læse op, uden nogen Obama-monitor, fuldstændig på hukommelsen, fortalt historierne om Achilleus og mord og helte og krig og moral og alt det andet livet handler om. Sådan en historie kan kun huskes, hvis den er på vers. Først bagefter er den skrevet ned.

Det har formentlig været temmelig underholdene når sådan en halvsyngende fyr i sandaler er kommet forbi fiskerlejet og fortalt et par gode røverhistorier. Men digtene havde også et agiterende budskab. De spredte samfundets idealpraksis - den rette opførsel - ud i de fjerneste egne af riget. Og virkede i den forstand disciplinerende, civiliserende, perspektiverende. Sådan som gudstjenesterne, radiotalerne, tv-serierne og Modkraft-blogsne har gjort det siden hen.

Det fik mig til at tænke på forårets retspolitiske diskussioner. Jeg har haft sådan en, hvad kalder man det… dårlig stemning i maven, siden debatten gik højest. Det var som om de borgerlige, med Peter Skaarup i spidsen, var de eneste med et virkeligt sammenhængende syn på straf. Men jeg kunne ikke rigtig få formuleret, hvad der nagede mig.

Sommeren ‘99 var rigtig varm, og derfor overraskede det hele sjakket, da himlen åbnede sig, og det sådan cirka lige pludselig pissede ned over den åbne Århus-ejendom. Jeg var på vej i tørvejr, da Karl Kage, som jeg lagde tagstenene med, kaldte mig ud på tagfladen igen. Du kan sgu ikke bare krybe i læ. Vi skal have dækket hele taget af, så der ikke kommer vandskade i lejlighederne. Og så kæmpede vi med gigantiske grønne Silvan-presseninger til et godt stykke over fyraften.

Næste morgen sad vi i skuret lidt i syv og drak kaffe, da vores arbejdsmand Peter Kuthår mødte. Hvor fanden blev du af i går, spurgte Karl Kage henvendt til den nyankomne, du kan sgu da ikke bare lade os andre stå alene med afdækningen, og så selv smutte hjem! Peter Kuthår stod lidt beklemt henne ved håndvasken, men jeg skulle nå i Bilka, prøvede han, inden badminton, og… Det er der sgu ikke noget der hedder, afbrød Kagen. Her går ingen hjem, før alle er færdige. Sådan har det alle dage været! Der blev stille et par evige sekunder, hvorefter det angrende Kuthår, måtte love en kvajebajer til driktid.

Så snakkede vi ikke mere om det. Og da jeg et par dage efter, forsøgte at bruge episoden som en del af et argument mod Peter Kuthår i en diskussion om noget helt femte, afbrød Karl Kage straks; den episode er afregnet, vi har drukket forlig, og så er den ikke længere! Altså, lærte jeg, straffen var afsonet, og den asociale smutten-hjem-før-de-andre-episode kunne derfor ikke anerkendes som argument senere.

Murerfagets moral er ikke på vers, desværre. Men det er til gengæld institutionaliseret i et sindrigt, fintmasket, og for udenforstående (og desværre, også for stadig flere murersvende) uigennemskueligt, kodeks, der i tilfælde af brud, kan afregnes på øltavlen.

Et fag, en klasse, et samfund må altid arbejde bevidst med at formidle vanerne, altså kulturen, og dermed moralen, videre. Det skal gentages i en uendelighed, med det formål at forsvare fagets, klassens, samfundets interesser. Samtidig etablerer vi organisationer, for at kunne håndhæve dem, det vil sige gribe ind og dømme de mennesker, der forbryder sig mod vanerne. At vinde magten i disse institutioner, lige fra skurmødet til folketingsvalget, giver retten til at forsøge at fortolke og forandre de gældende vaner.

(I parentes bemærket, vil det være min påstand, at den primære årsag til fagbevægelsens nedtur, og dermed hele venstrefløjens krise, skal findes i det faktum, at det ikke er lykkedes socialisterne at udvikle moderne måder at håndhæve de solidariske krav til medlemmerne, der står beskrevet i ethvert sæt fagforeningslove.)

I dag ved vi at Homers digte formentlig er sammenskrivningen af de mest populære og udbredte udgaver af historierne om Trojas nederlag. Der har altså været forskellige udgaver af Odysseen, ligesom f.eks. evangelierne der blev tolket vidt forskelligt - spørg bare Mohammed, der turnerede rundt i 600 tallet og fik overbevist en hel lille verdensdel om hans personlige mixtape af de største hits fra kristendommen og jødedommen.

Nutidens sangskræddere turnerer rundt i medier og massekultur i et forsøg på at sprede vor tids idealpraksis. For at gøre de mange forskellige strømninger håndterbare har jeg tidligere kategoriseret dem under fem overskrifter, og jeg har her valgt at skrive de politiske partiers tilknytning i parentesen bagefter: Venstreliberalisme (Ø, SF, R), praktisk socialisme (Ø, SF, S), nyliberalisme (S, R, V, K), højreromantik (V, K, DF) og apati (sofavælgerne).

Summen af de fem strømningers anstrengelser for at sprede sin egen udgave af idealpraksis, er det politikerne og journalisterne kalder værdikampen (som egentlig bare er den individualiserede udgave af kulturkampen). En hjørnesten i denne fejde er håndhævelsen af værdierne, f.eks. som det kommer til udtryk i retspolitikkens diskussion om straf.

Hvorfor? Fordi der over Østre Landsret står Med Lov Skal Man Land Bygge. Det står ikke over Christiansborg. Fordi enhver politisk sejr først høstes når beslutningen håndhæves, ikke når den vedtages. Det ved enhver der arbejder med overenskomster, børneopdragelse eller statsbygning. Og det er også forståelsen af disse seks ord der, når alt kommer til alt, opdeler politikere i stemmekvæg og samfundsforandrere.

Straf handler altså ikke om, hvordan vi undgår at folk bryder idealpraksis, som den formidles af græske standup’ere, Karl Kage eller vore dages politikere. Her hjælper hverken højere eller lavere strafferammer. Straf handler om at skabe respekt om de vaner, den kultur, det samfund, som magten repræsenterer. Og her skal straffen både i sin kvantitet og sin kvalitet afspejle de vaner, altså den kultur den ønsker at skabe respekt om. Som f.eks. når det koster murerarbejdsmanden en stribe bajer at gå hjem før de andre i regnvejr, når man hugger hånden af tyven i Iran, eller da Mandela tvang forbryderne til at møde ofrene efter apartheid.

I det perspektiv virker det som om, at den højreromantiske strømning, er de eneste der har gjort sig virkeligt ideologiske overvejelser om retspolitikkens formål. De ønsker ganske simpelt at skrue retsplejen og strafforståelsen tilbage til før oplysningstiden. Både i dens form, og i dens indhold. Den franske revolutions idealer, som ethvert moderne menneske må bakke op omkring, er i knæ. Både i dens liberale udgangspunkt, og dens socialistiske overbygning.

Højreromantikken er i offensiven i retspolitikken og angriber den moderne vestlige retsstat fra to sider; dels fra en religiøs, primært islamisk, retsopfattelse, der har trukket flere udviklingslande tilbage til kirkeretten. Og dels af nyliberale regeringer, som f.eks. Sarkozy og Bush-administrationen, der har klippet navlestrengen til deres egne partiers humanistiske udspring.

Nu har jeg nævnt islam et par gange, og det er måske unfair. Sharia er ikke specielt islamisk. Faktisk har alle de store verdensreligioner haft en retslære, der var bygget op omkring de samme principper. Og nørdede retshistorikere vil kunne forelæse om hvordan stening af ugifte kvinder, der var så vantro at de lod sig voldtage, såmænd har fungeret som et progressivt skridt frem for retsopfattelsen.

Ligesom der er skrevet bøger om hvordan de katolske kardinalers inkvisitionsdomstol, der kunne få Abu Ghraibs torturkældre til at ligne Lalandia, udgjorde et stort skridt fremad for en demokratisk retspleje, fordi alle forbrydere af samme slags skal straffes med samme slags straf uden hensyn til den skyldiges stand og stilling, som historikeren Søren Mørch skriver i sin nye bog.

Når jeg alligevel nævner Sarko og sharia i samme sætning, så er det fordi jeg virkelig mener, at de er et billede på den samme trussel, nemlig det førmoderne, altså det antividenskabelige argument, det religiøse om man vil.

Modsætningen til dette er den revolutionære republik, der klippede hovedet af Ludvig 16. en januardag i 1793. Her blev det bloddryppende hoved vist frem for soldater og borgere, der havde forsamlet sig foran guillotinen i Paris. Det må have været et makabert syn, og det er svært at forestille sig at netop denne handling, er grundlaget for socialisternes forsvarskamp mod højreromantikkens retspolitik i dag.

Ikke desto mindre tror jeg, at det er heromkring det revolutionære Frankrig, at Enhedslisten, der har besluttet at retspolitikken er et af de prioriterede områder, og S/SF alliancen, der skal have forhandlet et nyt regeringsgrundlags retspolitik, skal finde sit udgangspunkt. Højreromantikkens styrke nødvendiggør simpelthen at vi holder meget stramt fokus på klassiske liberale dyder i retspolitikken, og bruger dem som afsæt til at udvikle en socialistisk ditto.

Hvad betyder det i praksis? Ja det betyder, at vi åbent og stædigt fastholder, at højere straf ikke mindsker kriminaliteten. Men samtidig at vi erkender, at det gør lavere straffe altså heller ikke. Faktisk er der aldrig fremlagt videnskabeligt bevis for en sammenhæng mellem strafudmåling og brud på idealpraksis.

Det skal selvfølgelig ikke forhindre os i, at udvikle straf der hjælper forbryderne ud af kriminalitet, og slet ikke udvikle socialpolitik, der forebygger kriminalitet, men vi må bare aldrig blande det sammen med håndhævelsen af vor tids Odysseen.

En socialistisk retspolitik må signalere til befolkningen, hvilke vaner, altså hvilken kultur (altså det der på liberalsk kaldes værdier), som vi ønsker, der skal præge det samfund de tilhører. Altså hvilke relationer der skal knytte os sammen som medlemmer af samfundet. Sådanne signaler sendes bedst i håndhævelsen af den politik socialismen forkynder.

Det betyder højere strafferammer på nogle områder, hvor de signaler der sendes i dag, ikke matcher den røde kultur. Og det betyder lavere straffe på andre områder. Eller sagt mere polemisk: Vi skal ikke imødekomme retsbevidstheden, vi skal skabe den.

Nu sidder jeg godt nok i bar dunk her i sofaen, men hvis jeg havde min bluse på, ville jeg have rystet følgende idéer ud af ærmet: En dagløn i bøde for at smide affald på gaden. Skærpede omstændigheder for at berige sig på andres ulykke. Kriminalisering af sexkunder. Fængselsstraf til arbejdsgivere der afskediger på baggrund af faglig aktivitet.