Bliver Enhedslisten en Løkke om Helles hals?

Det er en sen aftentime en af de sidste dage i marts 2011.

Det er præcist 3 uger, 10 timer og 12 minutter siden, at statsminister Lars Løkke Rasmussen trykkede på knappen og udskrev valg.

Alle er enige om, at han tog chancen fordi blokkene stod lige i meningsmålingerne. Nu toner det endelige valgresultat frem på skærmen og bekræfter meningsmålingerne allerede fra valgkampens første dage. Rød blok slår blå blok sikkert med mandat-cifrene 92-83.

Det mest interessante er dog fordelingen inden for rød blok. En uge før valget stod S-SF-R til et snævert flertal på 88 mandater, mens Enhedslisten ville få bekræftet sine fire pladser.

Men efter en uges intensiv kampagne vendt mod SF på spørgsmål om asylbørns rettigheder og brug af politi i ghettoområderne, falder de mest Søvndal-kritiske SF-vælgere fra, og flytter to mandater til Enhedslisten.

Efter valgfesten vågner sidste-øjebliks-overløberne op til nyheden om, at Helle Thorning Schmidt har dannet en S-SF-R-mindretalsregering. Spørgsmålet melder sig nu: Hvor alvorlige bliver tømmermændene?

Det kræver et flertal

Den nye regerings to bærende partier S og SF, med hhv. 50 og 28 mandater, står internt i regeringen stejlt på den politik de har lagt frem før valget. De Radikale er som forventet bløde som smør, så snart de sidder på en taburet. I løbet af kort tid kan regeringen fremlægge en økonomisk strategi funderet i Fair Løsning.

Der mangler dog nogle mandater. Regeringen inviterer derfor sine støtter i Enhedslisten til forhandlinger. Her er modtagelsen dog ret kølig. Enhedslisten er et parti der ”siger hvad de gør og gør hvad de siger”. Og før valget afviste partiet både at danskerne skulle arbejde mere og uddanne sig hurtigere.

Partiet ser dog mange gode nuancer i Fair Løsning, men de to hovedelementer er helt uspiselige. I stedet har partiet en helt ny model med hård beskatning af de rigeste danskere og et par sløjfede motorveje.

Forhandlingen slutter her. Et parti med 3% af stemmerne kan ikke møde op til forhandling med en regering der har 49% af stemmerne, og forvente at det er det pågældende partis eget forslag der skal danne grundlag for forhandlingerne. Alle forhandlinger med en regering tager udgangspunkt i regeringens udkast.

Helle inviterer derfor oppositionens leder Lars Løkke Rasmussen til forhandlinger. Det ender i forlig. Dyrt forlig. Millionærskatten må droppes og den lave kontanthjælpssats for indvandrere, populært kaldet starthjælpen, skal bevares.

Hovedpinen banker nu løs i hovedet på mange af de vælgere der i valgkampens sidste dage skiftede fra SF til Enhedslisten i forventning om at de rige blev beskattet hårdere og indvandrere behandlet bedre. Hvilke interesser blev egentlig fremmet af deres stemmeskifte?

Intet flertal – ingen regering

Få uger senere skal den nye regering forsøge at få forhandlingerne om en ghetto-politik på plads, efter de kørte fast i vinterens spirende valgkamp. Helle inviterer Enhedslisten til forhandlinger.

Enhedslisten kan se mange gode detaljer i regeringens udspil, men afviser alt hvad der hedder politi og sanktioner. Men hvis regeringen vil tage partiets eget udspil som grundlag, er der klart mulighed for et forlig hvor… Helle nåede aldrig at høre sætningen færdig.

To dage senere kan fremlægges et forlig med Venstre. De har købt hele regeringens pakke, med en ændring. De foreslåede 200 lokale politibetjente er i stedet en stående udrykningsenhed i København, Århus og Odense på i alt 100 kampklædte betjente.

SF’s bagland er rasende, men må dog erkende at planen rummede mest godt. Konservative er rasende over Venstres enegang. Men Københavns politidirektør er tilfreds: »Det er slået fast at politiet ikke skal løse udsatte boligområders problemer. Og med dette nye værktøj, kan vi slå hårdt ned på de enkeltstående tilfælde af optøjer i ghettoerne… nå ja, og i gaderne i almindelighed«.

Et par måneder senere skal regeringen lande et nyt forlig om folkeskolen. Efter hårde interne forhandlinger mellem S og SF-R om nationale tests fremtidige rolle, ligger der et udspil klar fra regeringen. Enhedslisten forlader dog hurtigt forhandlingerne.

Lars Løkke har dog denne gang øjnene på meningsmålingerne. Den usikre start for rød blok har ikke været uden effekt. De borgerlige partier vil ikke indgå forlig. Regeringen sender sit udspil i folketingssalen, med klar besked til Enhedslisten: Stem for eller vælt regeringen!

Ved valget tre uger senere, er det røde flertal helt væk. S er gået lidt tilbage, R er gået lidt frem. SF er halveret. Og Enhedslisten… ja, deres vælgere har haft så massive tømmermænd fra sidste valgfest, at de har måttet blive hjemme i sengen på denne valgdag. Med 1,2% af stemmerne ryger partiet helt ud af Folketinget. Den yderste venstrefløjs dårligste valgresultat siden 1966.

Lars Løkke Rasmussen danner efter valget en ren flertalsregering med Dansk Folkeparti, hvis formand Kristian Thulesen Dahl bliver finansminister. Allerede i oktober deporteres de første 50 ”potentielt kriminelle” Gellerup-familier ud af landet…

En rigtig farlig strategi

Ovenstående dystopi sætter naturligvis alting skarpt og firkantet op. Det gør dystopier jo gerne. Men den rummer alligevel en ganske alvorlig uklarhed i hvor regeringsduelig den ”røde blok” egentlig vil være efter et kommende folketingsvalg.

Får S-SF-R et flertal alene, findes ovenstående dystopi ikke (Enhedsliste-folk kan så skrive en anden). Men holder de nuværende meningsmålinger stik, vil rød blok kun kunne danne flertal, hvis alle fire partier – altså også Enhedslisten – indgår.

Og det er nu engang en betingelse for at føre politik i Danmark, at man kan skabe et flertal for en sådan. Og her kommer Enhedslistens strategi for forhandlinger med en kommende regering til at være altafgørende for manøvremulighederne. Kan der ikke dannes flertal med Enhedslisten, må regeringen gå af eller danne temmelig dyre flertal med højrefløjen.

Enhedslisten har vist gode takter ved at markere, at man principielt set godt kan stemme for en finanslov. Men hvad det konkret betyder, er stadig uklart for mig. Klart står det dog, at princippet stadig hedder ”mod den mindste forringelse, for den mindste forbedring” (dog prioriteret, så forringelser tæller mest, hvis en afstemning rummer både forringelser og forbedringer).

Enhedslistens udmeldinger i kølvandet på Fair Løsning og Ny tryghed i udsatte boligområder peger især i en helt anden retning. Her udmærker Enhedslisten sig nemlig ved at principielt at afvise hovedelementerne i den politik, som lægges frem af en kommende ny regerings to bærende partier, S og SF. Dermed er forhandlinger jo på forhånd afsluttet. Ingen regering vil droppe sin egen politik til fordel for at lade et lille bitte støtteparti sætte hele scenen.

Havde Enhedslisten i stedet reageret på Fair Løsning ved at sige, at det her er godt nok ikke vores kop te. Det bliver dyrt at få os med: Der skal falde 50 millioner kr. til førtidspensionisterne, ”millionærskatten” skal gælde allerede ved 800.000 kr. og SU må ikke bruges som redskab til at få folk hurtigere gennem uddannelserne, så havde det været et oplæg til forhandling.

Og havde Enhedslisten reageret på ”Ny tryghed i udsatte boligområder” ved at sige, for meget politi, for lidt socialt. Vi kræver at de 200 nærbetjente skal forankres i lokale politistationer, at ideen om straks-straffe droppes og at der laves et særligt ”job-og-uddannelse”-korps på 20 socialarbejdere, så havde det været et forhandlingsoplæg.

Men lige nu sender Enhedslisten gang på gang det signal, at den kun vil indgå aftaler med en ny regering, hvis denne i udgangspunktet dropper sin politik til fordel for Enhedslistens egen. Og som et parti med 2-3% af stemmerne, kan man ikke indgå i et regerende flertal med den indstilling.

Falder valget ud som jeg her forudser og forfølger Enhedslisten den her beskrevne strategi, vil det stille Helle med to valgmuligheder: Hun kan henvende sig til Lars Løkke med hatten i hånden og spørge om han vil forhandle om regeringens oplæg. Eller hun kan likvidere sin egen regering.

Det er brandærgerligt at Enhedslisten lægger op til en fortsat kompromisløs linje. Dels fordi det skaber tvivl om der vil være ”et nyt flertal” efter et valg. Men også fordi der faktisk er levende mennesker af kød og blod, som ville have langt mere gavn af de resultater Enhedslisten kan forhandle hjem, end de vil have af partiets principfaste paroler.

Det kan blive en stor fest for SF-vælgere der overvejer at hoppe til ”den rene vare” på en kommende valgdag, men tømmermændene kan sandelig også blive derefter. Som Enhedslisten reder op lige nu, synes udsigten desværre at være uhyggelig og klar:

Enhedslisten bliver en Løkke eller en løkke om halsen på Helle.