Idé nr. 3: Konsensus eller bureaukratisk centralisme?

Tredje kapitel af Marta Harneckers bog »7 idéer til kampen«

Forlaget Solidaritet 2015. Oversat og bearbejdet af Christine Lundgaard & Ulrik Kohl

Foto: Andrew Becraft: »Soviet Revolutionaries«, Flickr.com

Idé til kampen nr. 3

Konsensus i stedet for bureaukratisk centralisme?

1. Venstrefløjens partier arbejdede i mange år ud fra hierarkiske principper, hvor ordrer blev givet oppe fra og ned. Det var bureaukratisk centralisme som afspejlede den sovjetiske socialisme. Partitoppen foretog vurderingerne og besluttede hvilke politiske handlinger, der skulle sættes i værk, uden at partimedlemmerne blev hørt eller deltog i debatten. Medlemmernes rolle var at følge ordrer, som de ikke skulle diskutere og mange gange ikke forstod. For de fleste er den slags uudholdeligt i længden.

2. Men når vi går imod bureaukratisk centralisering, må vi ikke falde i ultra-demokratiets fælde, hvor der bliver brugt mere tid på at diskutere end på at handle, fordi selv de mest ligegyldige detaljer bliver emne for voldsomme debatter, der forhindrer enhver konkret handling.

3. I dag er der en tendens til, at kritikken af bureaukratisk centralisering fører til afvisning af enhver form for centraliseret lederskab.

4. For nogle er den eneste acceptable beslutningsform ren konsensus. Deres argument er, at ved konsensus-metoden bliver ingen påtvunget en beslutning, som de er imod. Men selvom konsensus tilsyneladende er en mere demokratisk beslutningsform, kan den i praksis fungere dybt anti-demokratisk, fordi den giver et mindretal vetoret, og i yderste tilfælde giver en enkeltperson mulighed for at blokere for en fælles forståelse blandt et overvældende flertal.

5. Endvidere er der mange tidspunkter, hvor problemernes kompleksitet, de involverede organisationers størrelse og den politiske timing gør det nødvendigt at træffe hurtige beslutninger, hvilket er umuligt at gøre i konsensus.

6. Jeg tror ikke, at der kan være politisk effektivitet uden et forenet lederskab, som lægger en slagplan for de forskellige faser i kampen. Det er altafgørende, at det sker på baggrund af en bred diskussion, hvor enhvers mening kan komme frem og som ender med at der træffes beslutninger, som alle respekterer.

7. For den fælles handlings skyld bør lavere niveauer i organisationen respektere beslutninger truffet af højere niveauer, og mindretal bør acceptere og deltage i de handlinger, som har vundet flertallets opbakning.

8. En politisk bevægelse, der for alvor ønsker at forandre samfundet, kan ikke tillade udisciplinerede medlemmer at nedbryde den enhed, som er nødvendig for at nå målet.

9. Kombinationen af centraliseret lederskab og demokratisk debat på alle niveauer i organisationen hedder demokratisk centralisme. Det er en dialektisk kombination. Det vil sige, at når den politiske situation spidser til, er det nødvendigt at hælde mod centralisering, mens demokratiet står i centrum i de perioder, hvor udviklingen er mere rolig.

10. Demokratisk centralisme indebærer ikke kun, at mindretallet underordner sig flertallets beslutninger, men også at flertallet viser respekt overfor mindretallet. Mindretal skal hverken knuses eller marginaliseres. Mindretal skal udføre de fælles beslutninger, men uden at de skal give køb på deres politiske, teoretiske eller ideologiske overbevisninger. Tværtimod har mindretallet pligt til at kæmpe for deres egne idéer indtil andre bliver overbevist, eller de selv bliver overbevist af andres idéer. Det kan være det viser sig, at det er mindretallet, som har ret.

11. Hvis flertallet er overbevist om deres egne standpunkter, har de intet at frygte ved at debattere idéer. Tværtimod bør flertallet opmuntre til debat og forsøge at overbevise mindretallet. Hvis flertallet forsøger at undvige en debat om standpunkter, er det sandsynligvis et tegn på politisk svaghed.

Læs om forfatteren Marta Harnecker: En latinamerikansk legende

Læs Idé til kampen nr. 1: Opstand eller revolution? Det politiske redskab spiller en rolle

Læs Idé til kampen nr. 2: Tving ikke folk, overbevis dem