Marta Harnecker: en latinamerikansk legende

Marta Harnecker er en levende legende på Latinamerikas venstrefløj. Om få uger udkommer en af hendes mest indflydelsesrige bøger med titlen »7 idéer til kampen« for første gang på dansk. Jeg har været med til at oversætte og bearbejde teksten, og det har været en forrygende og forfriskende tur i selskab med den 78-årige og hårdtslående dame. Her er en lille præsentation af hende:

Marta Harneckers lille bog »7 idéer til kampen« giver opskriften på den latinamerikanske venstrefløjs succes. Foto: Links.org.au

Marta Harnecker er en chilensk-cubanske sociolog og marxist, som allerede i 1970erne blev en markant skikkelse blandt verdensdelens progressive tænkere. Hun er nu på ny kommet i rampelyset takket være skarpe analyser og pædagogiske sammenfatninger af erfaringer fra de seneste to årtiers socialistisk offensiv i Latinamerika. Særligt har hun undersøgt, hvilken rolle begreber som opstand, parti og nationalstat spiller for de dramatiske samfundsomvæltninger, som præger lande som Ecuador, Bolivia, Venezuela, Argentina og Uruguay i disse år.

Set i lyset af de nedslående erfaringer fra det Arabiske Forår er det tankevækkende, at energien i de folkelige opstande, som siden starten af 2000-tallet har væltet regeringer i Sydamerika, ikke er ebbet ud. Tværtimod har erklærede radikale socialistiske bevægelser sat alternative politiske dagsordener i en række lande, hvor de har vundet indflydelse i parlamenterne og er med til at udøve regeringsmagt. Marta Harnecker reflekterer i flere af sine værker over årsagerne til at de sydamerikanske venstrefløje har haft held med at præge samfundsudviklingen fra opstand hen mod egentlig socialistisk præget revolution, på et tidspunkt i historien hvor venstrefløjens traditionelle partier og fagforeninger er så svækkede som aldrig før. »7 Idéer til kampen« er et bud på en opsamling af erfaringer fra en usædvanlig tid. Bogen er samtidigt et forsøg på at pege på, hvad der er brug for mere af, hvis kursen mod fremskridt skal holdes.

Det 21. Århundredes Socialisme

Marta Harnecker er født i 1937 i Chile i en østrigsk indvandrerfamilie og var fra 1968 aktiv i det chilenske socialistparti og fungerede som rådgiver for Salvador Allendes Unidad Popular-regering frem til det fascistiske kup i 1973. Efter kuppet og udryddelsen af den chilenske venstrefløj slog Harnecker sig ned i Cuba, hvor hun blev leder for forskningscenteret »Memoria Popular Latinoamericana«. Hun har været nært knyttet til den i 2013 afdøde venezuelanske præsident Hugo Chávez, som Harnecker fremhæver for at være den vigtigste drivkraft i at gøre opgøret med den neoliberale kapitalistiske model til en fælles sag på tværs af landegrænser – og den første statsleder til at give det alternative samfundsprojekt en kontinental retning under navnet: det 21. Århundredes Socialisme.

Navnet er vigtigt, fordi det markerer et brud med den europæiske Sovjet-prægede socialisme-model fra det 20. århundrede, som endte med at bureaukratisere partiet og kvæle den folkelige deltagelse totalt. Set med latinamerikanske øjne har der været brug for en frisk start på det socialistiske eksperiment med en ny politisk vej, der tålmodigt bygger magt op nedefra i stedet for at gennemtvinge forandringer pr. dekret oppefra.

I Harneckers tænkning ligger hovedvægten på at søge efter de konkrete politiske tiltag, som kan undergrave neoliberalismens overherredømme i dag og som kan vise vej mod socialistiske fremtidssamfund. For Harnecker er kampen om magten ikke en storm på et regeringspalads, men kampen om at vinde den politiske hegemoni. Begrebet »hegemoni« er i den marxistiske tradition præget af den italienske kommunist Antonio Gramsci (1891-1937), og kan forstås som den måde, den herskende magt vinder tilslutning og samtykke til sin politik ved at præge samfundets kollektive forestillingsverden. Kampen om hegemoniet foregår i høj grad inden for civilsamfundets forskellige institutioner, især i massemedierne.

Ud med partiet, ind med redskabet

Mange af det seneste årtis politiske omvæltninger i Sydamerika er skabt på baggrund af voldsomme sociale optøjer som i Argentina i december 2001, hvor 2 neoliberale præsidenter blev jaget på flugt i løbet af få dage, eller lignende forløb i Bolivia og Ecuador, som kulminerede i 2006 og 2007, hvorefter venstreorienterede ledere som Evo Morales og Rafael Correa kom til magten på en bølge af folkelig opbakning.

Imidlertid er Marta Harneckers konklusion, at de talrige sociale eksplosioner i Latinamerika og i resten af verden tydeligt vist, at massernes spontane opstande ikke alene er nok til at skabe varige samfundsforandringer. Der er brug for »et politisk redskab, som kan skabe rum for modstanden og samle dens mange udtryk«, som hun skriver. Og det er helt bevidst, at Harnecker bruger begrebet »politisk redskab« (og ikke »parti«) for målet er at lægge afstand til forståelsen af det traditionelle venstrefløjsparti som en drivkraft i en revolutionær proces. I hvert fald i den aktuelle latinamerikanske kontekst, hvor alliancer af sociale bevægelser og egentlige partier i lande som Bolivia, Ecuador og Venezuela udgør grundlaget for at venstrefløjen kan udøve regeringsmagt. »Det politiske redskab« er andet og mere end blot et parti, og på samme måde er folkelig deltagelse i demokratiet andet og mere end blot at kunne stemme ved valg, at blive rådspurgt ved hyppige folkeafstemninger eller at kunne træffe direkte beslutninger fx om lokale forhold. Det centrale ved den folkelige deltagelse er for Harnecker at have magten til at kontrollere, at og hvordan de trufne beslutninger bliver ført ud i livet.

Analysér, kontrollér, planlæg!

Konkret er et politisk redskab et åbent rum, hvor ledere fra sociale bevægelser og et eller flere partier samarbejder om at formulere et politisk program, der kan forene alle sektorer i samfundet, som står i modsætning til den neoliberale model. Det er slut med den gamle revolutionære tanke om at knuse den borgerlige stat. Statsapparatets institutioner skal i stedet erobres på demokratisk vis af det politiske redskab og skridt for skridt forvandles til at åbne op for direkte folkelig deltagelse. Den gamle venstrefløj var god til at kritisere magten, men nu er der brug for en ny venstrefløj, der kan fremlægge konkrete løsninger, mener Harnecker. Selv ser hun som den første og vigtigste løsning at skabe selvorganiserede lokalsamfund, hvor folk udvikler evnen til analysere, kontrollere og planlægge udviklingen.

Såvel Venezuela som Bolivia har eksperimenteret med på forskellig vis at overdrage større eller mindre statsejede virksomheder til arbejderkontrol, hvilket ifølge Harnecker har haft blandede resultater. Læren er, at demokratiseringen af den økonomiske magt nødvendigvis skal gå hånd i hånd med skabelsen af en ny politisk kultur i venstrefløjen.

Gør det umulige muligt

Harnecker insisterer på, at politisk magt i sig selv ikke kan skabe gennemgribende forandringer i socialistisk retning uden den tålmodige opbygning af organisation, bevidsthed og erfaringer i sociale bevægelser. Grundtanken er, at politik for venstrefløjen aldrig må begrænses til blot at være det muliges kunst. Tværtimod er politik kunsten at gøre det umulige muligt; kunsten at opbygge en social og politisk kraft, der kan ændre styrkeforholdet til den folkelige bevægelses fordel.

Selvom Marta Harnecker i et halvt århundrede har præget den progressive latinamerikanske idédebat med et hav af politiske og ideologiske bøger (86 af dem er tilgængelige online på originalsproget spansk!), er hun nærmest ukendt på den brede danske venstrefløj. En del af hendes tekster findes dog oversat til engelsk, særligt samlingen på netmagasinet LINKS kan anbefales.

Læs Idé til kampen nr. 1: Opstand eller revolution? Det politiske redskab spiller en rolle

Læs Ide til kampen nr. 2: Tving ikke folk, overbevis dem

Læs Idé til kampen nr. 3: Konsensus i stedet for bureaukratisk centralisme?