Annonce

13. juni 2015 - 3:20

Afvisning af Folketingetsvalget er en blindgyde

Et svar til Søren Mau om hvorfor den danske situation kalder på reform af det politiske system - ikke en afvisning. 


Debatten om hvorvidt man bør stemme har kørt i noget tid. I et indlæg i Tidsskriftet Slagmark præciserer Søren Mau at han ikke står for en principiel afvisning af parlamentarismen, men at

”parlamenter og repræsentation er ikke i sig selv progressive og demokratiske – de kan være et led både i en demokratisk politisk kamp og en måde at opretholde en udemokratisk tilstand på. I den nuværende situation i Danmark mener jeg, at Folketinget har den sidste funktion. Men i en anden situation, hvor der f.eks. eksisterer en reel demokratisk, social bevægelse (som f.eks. i Spanien lige nu), kan parlamentet selvfølgelig godt fungere som det første.”

Jeg er enig i en del af det. Hvorvidt man skal deltage i eller afvise valgene må i sidste ende være en strategisk diskussion. Men selvom jeg er enig i præmisserne, så vil jeg egentlig argumentere for den modsatte konklusion: En parlamentarisk strategi giver mere mening i Danmark end i så mange andre lande.

 

Det giver mening at stemme i Danmark

I Danmark er den parlamentariske strategi oplagt. Det skyldes at vi historisk set har haft et relativt tæt bånd mellem bevægelser og parlament, og at vi har en meget større grad af tillid til vores politiske institutioner end andre lande. Derfor er der langt bedre muligheder i og langt bedre forståelse for at mobilisere omkring reformer, der kan udvide demokratiet, frem for at afvise hele det politiske system. Det vil jeg kort uddybe.

 

Valgsystemet

Vi har et proportionalt valgsystem med en relativ lav spærregrænse, hvilket giver mulighed for at partier som Enhedslisten kan eksisterer. Det er eksempelvis ikke tilfældet i USA eller Storbritannien, hvor valg til enkeltmandskredse blokerer for at partier fra yderfløjene kan komme ind. I den anglo-saksiske situation er det politiske spektrum så indsnævret, at det kan give mening at afvise systemet.

 

Tætte forbindelser mellem bevægelse og parlament

Historisk set har der været en tæt forbindelse mellem partier i parlamentet og bevægelser uden for parlamentet. Det klareste eksempel er vores fagbevægelse, som først og fremmest har været knyttet til Socialdemokratiet. Uanset om vi kan lide det eller ej, så er store dele af den politiske og bevægelsesmæssige aktivitet forbundet med de politiske partier og rettet mod parlamentet. Derfor virker det også fjernt for de flest at afvise Folketingsvalget.

 

Høj tillid til vores politiske system

Vi bor generelt set i et land præget af høj social tillid og lav korruption, og det afspejles også i vores meget høje tillid til vores institutioner – sammenlignet med andre lande.

Taget fra opsummeringen af Eurobarometer 82 lavet i 2014. Den viser tilliden til tre politiske institutioner: EU, det nationale parlament og regeringen. Den øverste bar med klare farver er gennemsnittet i EU, den nederste med lysere farver er det danske niveau.

 

Eurobarometer 82 fra 2014 viser at danskernes tillid til deres politiske institutioner er betydelig højere end EU-gennemsnittet. Det har faktisk været relativt stabilt, og tallene er ikke betydeligt ændret fra før den socialdemokratiske regering trådte til(tillid til regeringen er faktisk gået op). Selvom danskerne er utilfredse med deres politikere, så er deres tillid til det politiske system stadigvæk intakt. Det bør vi huske i vores politiske arbejde.

Hvis Søren Mau anerkender at den parlamentariske strategi kan give mening i lande som Grækenland, hvor 14% har tillid til det nationale parlament, eller Spanien, hvor 10% har opbakning til parlamentet, hvorfor skulle det så ikke være oplagt i Danmark, hvor opbakningen er på 61%? (se tallene her)

 

Kan vi samle opbakning til at afvise Folketinget?

Når vi har et parlament som giver mulighed for at et bredere sæt politiske holdninger kan blive repræsenteret, når vores bevægelser historisk set har samarbejdet tæt med Folketinget og når danskerne generelt set har høj tillid til deres politiske institutioner – ja, så er det svært at samle opbakning til at afvise og gøre oprør mod det politiske system. Derfor tror jeg heller ikke at Stem Ikke bevægelse vil opnå mere end at få lidt taletid i forskellige medier under valgkampen og derefter dø ud. Det siger jeg fordi jeg selv var ude i noget lignende sidste år, da jeg var med til at arrangere fløjteprotesterne mod Helle Thorning den 1. maj. Vi fik opmærksomhed fordi vi skabte et spektakel, men blev derefter meget hurtigt glemt.

Den oprindelige intention med protesten var at efterligne fløjteprotesterne i 2013 og opsamle frustrationerne fra fx DONG-salget. Men vi undervurderede nok den store loyalitet som danskerne har overfor deres politikere. Vores protest rettet mod politikerne blev i sidste ende også anset som et angreb på demokratiet, ytringsfriheden og de vælgere og fagbevægelsen, som stod bag dem. Det skyldes netop den særlige danske situation, med høj tillid og stærke bånd til det politiske system. Derfor fik vores protest også kun opbakning fra 17% af befolkningen. Det viste meget godt at alt for radikale protester har svært ved at samle opbakning, fordi store dele af befolkningen ikke ser nødvendigheden af den slags protester endnu.  Derfor vil en for radikal afvisning af det politiske system heller ikke vinde opbakning.

Modsat vores meget begrænsede opbakning, så har Enhedslisten formået at gøre politikerleden konkret og foreslået reformer og ændringer, som vinder stor opbakning i den danske befolkning. Eksempel bakker seks ud ti danskere op om at stoppe indkøb af nye kampfly, otte ud af ti var imod DONG-salget og ni ud af ti danskere bakker op om at ændre ministrenes pensionsvilkår

Som sagt: Der er større potentiale i at omforme den generelle politikerlede til konkrete krav om reformer, der kan udvide demokratiet, frem for at afvise hele det politiske system.  

 

Overvurderingen af Enhedslisten rolle

På forskellige debatter på facebook har støttere af Stem Ikke initiativet blandt andet fremhævet Enhedslistens opbakningen til nogle af de forgående års finanslove, samt at Enhedslisten endnu ikke har væltet regeringen, som årsag til at de ikke vil stemme på dem. Men denne kritik overvurderer Enhedslistens rolle i det parlamentariske spil. For i selve Folketinget har Enhedslisten meget lidt magt. De kan afstå fra at indgå finanslove, men så bliver de bare indgået med Venstre i stedet. De kan også finde et flertal til at vælte regeringen, men så vil VKO bare komme tilbage, og kursen vil være uændret. Der findes kort sagt ikke noget parlamentarisk træk, som vil kunne ændre på den nuværende situation. Derfor kan jeg heller ikke forstå at man vil frasige sig Enhedslisten alene på grund af deres opbakning til nogle finanslove. For det ville ikke have gjort en grundlæggende forskel hvis de ikke havde stemt for. Og modsat SF så stopper Enhedslisten ikke med at kritisere regeringen, bare fordi de har indgået en aftale sammen med dem.

 

Det som Enhedslisten kan bruges til er at rejse sager og være stemme for bevægelserne, som de gjorde i forbindelse med DONG-salget, samt at få kanaliseret folks indignation over i folkelig aktivtet. For aktivitet uden for parlamentet er i sidste ende det, som må være vores opgave efter valget, uanset om vi stemmer eller ej. God valgkamp - og anti-valgkamp!

 

Red. note: Se også linkbox på Modkraft Biblioteket om Valget 2015 - og venstrefløjen - herunder indlæg om Anti-parlamentarisme og valg-deltagelse-debatten på Modkraft (og i bøger).

Annonce