Jo, det giver mening at stemme.

Svar til Søren Mau om hvorfor det giver mening at stemme selvom demokratiet er begrænset

Søren Mau skriver at vores nuværende samfund ikke er demokratisk, og at vi kun styrker det udemokratiske system ved at stemme. Jeg er delvist enig. For ja, demokratiet er begrænset. Det er rigtigt at der findes utrolig meget udenomsparlamentarisk magt, som begrænser Folketingets muligheder. Både fra den nationale og internationale økonomiske elite, der kan presse politikerne med alt fra lobbyisme til kapitalflugt, men også fra de internationale organisationer og selve staten og embedsværket. Men bare fordi demokratiet er begrænset, betyder det ikke at vi skal afstå fra at udnytte den begrænsede demokratiske indflydelse vi har.

Demokratisk indflydelse er ikke en selvfølge

Den, trods alt, begrænsede indflydelse vi har i dag blev vundet gennem kamp. Og det er ikke nogen selvfølge at vi har den. Eliten i USA har klarer sig fint, selvom valgdeltagelse ved nogen amerikanske valg når under 50 %. Derfor udgør en såkaldt vælgerstrejke ikke nogen trussel mod magthaverne – de kan sagtens leve med en meget lav valgdeltagelse.

Søren Mau forsvarer en afvisning af at stemme ved at påpege, at den handling selvfølgelig ikke må stå alene, men at det skal følges op med udenomsparlamentarisk organisering. Men det er man jo stadigvæk i stand til at gøre, selv hvis man stemmer. Der behøver derfor ikke være nogen modsætning mellem at organisere bevægelser uden for parlamentet og det at deltage i Folketingsvalgene.

Brug Folketinget

I stedet for at afvise valgsystemet, bør vi deltage i det og bruge det som en platform til at kritisere de udemokratiske og uretfærdige forhold i vores samfund. Repræsentation i Folketinget kan det bruges til at fremsætte løsninger og skabe mobilisering omkring dem. Ved hjælp af et et pres både indefra og uden for parlamentet er det muligt at få gennemført reformer, som udvider vores begrænsede demokrati.

Konkrete forslag

Der er langt større chance for at folk vil lytte til en, hvis man kommer med konkrete forslag til at udvide demokratiet i vores samfund, frem for en diffus snak om at de globale økonomiske herskende klasser styrer alting og at vi intet kan gøre. For der er reelt set et handlerum. Det bør vi udnytte. Det kan være alt fra at i første omgang kræve åbenhed om partistøtten, der tillader den nationale økonomiske elite at købe sig indflydelse, og dernæst forbyde det. Det kan være noget i stil med Enhedslistens seneste forslag om at begrænse magtelitens indflydelse, hvor man vil sætte en grænse for antallet af bestyrelsesposter en person må have og underlægge bestyrelser, fonde og kommissioner for kvoter, åbenhed og valg. Vi kan også sætte et loft over hvor meget offentlige ledere må tjene, indføre rotationsregler i Folketinget og overføre beslutninger fra centraladministrations embedsværk ned på et mere lokalt plan. Mere radikalt kunne man indføre lovsikret medarbejderindflydelse, der blandt andet kan forhindre den økonomiske elite i at udflytte arbejdspladser eller nationalisere bankerne og indføre kapitalkontrol for at forhindre kapitalflugt.

Alt det her kræver dog en vilje til at udfordre den herskende konsensus og den økonomiske elite. Hvis SF var det eneste venstreorienterede alternativ til den nuværende regering, så kunne jeg godt forstå ønsket om at stemme blankt, for den vilje har de ikke. Men Enhedslisten er fortsat opsat på at bekæmpe de udemokratiske aspekter af vores samfund.

Reformér systemet?

Kort sagt: I stedet for at afvise det politiske system på grund af dets mangler, bør vi forsøge at reformere det. Dels ved at udvide demokratiet på bekostning af den økonomiske overklasses udemokratiske magt, dels ved at skabe bedre kontrol med den politiske elite.

Nogen vil anklage denne ide for at være reformistisk. Men revolution er først relevant når mulighederne for reform er blevet udtømt, eller når reforminitiativer er blevet knust af eliten. Chomsky giver en god forklaring på hvorfor i dette klip:

Red. note: Se også linkbox på Modkraft Biblioteket om Valget 2015 - og venstrefløjen.