SF's vildledende markedsføring

Om hvorfor SF markedsfører sig selv som et rødt parti, men stemmer blåt i en lang række sager. 

For få uger siden stemte Folketinget om hvorvidt folketingsmedlemmer skulle have samme pensionsvilkår som resten af befolkningen. At bekæmpe pamperi og sikre at de folkevalgte ikke udvikler levevilkår, som står langt over den almindelige befolkning, burde være en oplagt venstrefløjssag.  Men efter afstemningen blev jeg opmærksom på at SF havde stemt imod. Hvilket var lidt af en overraskelse. Jeg havde en klar opfattelse af at de ville have ændret sig efter deres udtrædelse fra regeringen i 2014. Men den opfattelse havde jeg egentlig også, da de bevidst valgte en relativt ukendt kandidat som formand i 2012, der havde til hensigt at gøre op med status quo, eller da landsmødet i SF pålagde folketingsgruppen at stemme imod dele af den nye offentlighedslov. Men hver gang fortsatte kursen uændret. Under deres regeringsperiode stemte de for SU-reformen, skattereformen der sænkede kontanthjælpen og gav topskattelettelser, den nye offentlighedslov, ACTA-aftalen(som blev underskrevet af daværende Handelsminister Pia Olsen Dyhr, men derefter stoppet i EU) samt en afgivelse af opbakning til frihandelsaftalen TTIP.

Det kunne måske undskyldes med at de sad i regering og var nødt til at bakke op om regeringens linje. Men det første de gjorde efter deres udtrædelse var at stemme for DONG-salget. Herefter fulgte opbakning til indkøb af nye kampfly til en værdi der svæver omkring 20-40 milliarder kroner, et nej til at Danmark skal anerkende det armenske folkemord, nej til at begrænse politiker- og ministerpension, nej til at sende våben til kurderne i Kobane og nej til at give Edward Snowden asyl i Danmark. Der tegner sig mildest talt et ret klart mønster, som står ved trods mange kampe mellem top og bagland i partiet.  

Så hvad skyldes det?

Regeringsduelighed

Da SF trådte ud af regeringen, fastholdt de at de stadigvæk ville gå efter at få ministerposter igen. Det har været deres mål lige siden. Men for at kunne komme nær en regeringspost igen, må de vise Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne at de ikke vil gentage deres tumulte regeringsforløb. Der skal med andre ord vises regeringsduelighed og kompromisvillighed. Derfor stemmer de som om de stadigvæk er i regering, selvom de ikke er det.

En måde det bliver gjort på er, at stemme for foreslag, som ikke giver mening ud fra et venstreorienteret udgangspunkt, men som giver rigtig meget mening hvis man ønsker at vise at man kan ”tage ansvar” og bakke op om regeringens holdninger.

I den forbindelse må jeg spørge: Er det virkelig det værd? Kan et par regeringsposter opveje jeres modvillige opbakning i så mange sager? Er det vejen til mest mulig indflydelse? For jeg er enig i at man deltager i politik for at påvirke samfundet maksimalt. Men at sælge ud af så mange af sine principper ser ud til at være en rigtig dårlig handel.

Regeringssamarbejde - en taktisk afvejning

Når man træder ind i et regeringssamarbejde, så får man nogle muligheder for at påvirke samfundet. Men man giver også køb på nogle ting. Man bliver mere eller mindre sat i situation, hvor man er nødt til at bakke op om den førte politik, selvom man er uenig i den. Det taktiske spørgsmål må så altid være, om der er mere at vinde i at besidde ministerposter, eller om man kan skabe mest mulig forandring ved at kritisere politikken.

I den nuværende situation, hvor der er så langt fra venstrefløjen til den radikale og socialdemokratiske konkurrencestatsmidte, giver regeringsdeltagelse rigtig mange kompromisser. Og meget lidt mulighed for at ændre den førte politik. Det sker på et tidspunkt hvor der i den grad er behov for at kritisere den førte politik, slå myterne tilbage og give et klart alternativ til socialdemokratiets løftebrud.

Jeg tror ikke at man skal undervurdere hvor meget kritik og protester kan ændre samfundet. Liberal Alliance har aldrig haft en regeringspost, men de har kunne rykke hele debatten om arbejdsløse langt til højre. Hvis venstrefløjen ønsker indflydelse, så skal vi blandt andet kunne gøre noget lignende. I nogle tilfælde er det faktisk også lykkedes for venstrefløjen at bruge kritikken til at sætte dagsordenen, eksempelvis med salget af DONG.

Rød markedsføring til blå stemmer

SF har et stærkt ønske om at komme i regering igen, og dermed også en interesse i at vise S og RV at de kan ”tage ansvar” og stemme på ting som de ikke går ind for. Men over for deres egne vælgere og deres eget bagland ønsker de at sende det helt modsatte signal; at de stadigvæk er røde. Derfor forsøger de at holde fast i deres sidste røde standpunkter og markedsføre sig selv som progressive for at få deres tabte vælgere tilbage. Et godt eksempel er deres seneste kampagne mod skifergas.

Da der blev stillet lovforslag om at forbyde skifergas udvinding i Danmark, var Enhedslisten det eneste parti, der stemte for. SF stemte imod trods advarsler fra miljøorganisationer. Efter mange års kamp og seriøst græsrodsarbejde er det endeligt lykkedes at få vendt stemningen. Derfor har SF set sin mulighed for at hoppe med på vognen. Det har de blandt andet gjort ved at oprette deres helt egen underskriftsindsamling, på trods af at Greenpeace allerede har en med 34 000 indsamlede underskrifter. Den mest sandsynlige forklaring er at det her handler om at SF gerne vil vise en klar miljøprofil over for deres bagland, og gerne vil gøre sig selv frontfiguren i kampen mod skifergas – af hensyn til deres egen vælgeropbakning.

Det er ikke det værd

Der er stadigvæk progressive kræfter tilbage i SF. Det kan man eksempelvis se når SF giver deres opbakning til en anerkendelse af Palæstina. Til dem vil jeg gerne sige: SF giver køb på for meget. De får meget lidt igen. Venstrefløjen skal ikke afvise regeringsdeltagelse. De skal bare være meget klar over omkostningerne, og vælge den vej som giver mest indflydelse. Og lige nu får man mest indflydelse ved at presse regeringen både indefra såvel som uden for borgen - ikke ved at blive passiv og regeringsduelig. Hvis SF ønsker at komme tilbage på sporet, så må de stoppe leflen for dem der ønsker flere blå reformer og mere konkurrencestat, og i stedet komme ind i kampen for at trække Danmark til venstre.  

Red. note: Se også linkbox på Modkraft Bibloteket om Valget 2015 - og venstrefløjen.