Annonce

Everyday Sexism Project
22. september 2014 - 13:18

Webkampagne imod hverdagssexisme hædres

Redaktionen bag hjemmesiden Everyday Sexism Project Danmark modtager årets Suzanne Gieses Mindelegat og 25.000 kroner for at have »skabt et totalt kursskifte i den offentlige samtale, når det gælder sexisme«.

Irene Manteufel, Helena G Hansen, Ulla Tornemand og Sara Ferreira fra Everyday Sexism Project Danmark modtog torsdag den 18. september Suzanne Gieses Mindelegat på 25.000 kroner.

Everyday Sexism Project er et verdensomspændende fænomen, der via hjemmesider giver kvinder mulighed for at fortælle om deres oplevelser med seksuel chikane og overgreb i hverdagen – også kaldet hverdagssexisme.

Sidste år åbnede de fire vindere af mindelegatet sammen med Dansk Kvindesamfund en hjemmeside, hvor det siden er strømmet ind med ubehagelige historier fra danske kvinders hverdag.

Læs artiklen »Danske kvinder fortæller om overgreb og sexchikane« hos Modkraft.

’Total kursskifte i offentlig samtale’

Priskomiteen bestod i år af journalist Ditte Giese (forkvinde), politiker Uffe Elbæk, filminstruktør Janne Giese, teaterdirektør Martin Lyngbo og filminstruktør Lotte Svendsen.

Ditte Giese begrundede i en tale ved en overrækkelsesceremoni på KVINFO komiteens beslutning med Everyday Sexism Projects evne til at påvirke den offentlige debat.

– I har skabt et totalt kursskifte i den offentlige samtale, når det gælder sexisme. Sexisme bliver nu diskuteret i aviserne, på Facebook, mellem venner, i radioen, på tv. Dermed bliver der sat ord på skammen, på vreden og på den ofte manglende evne til at handle i øjeblikket. For mange beretninger handler om, at man ikke fik reageret. (...) Med projektet har I vist, at hverdagssexisme er en del af kvinders tilværelse fra barnsben, et grundvilkår og en tabuiseret skyggeside, lød det blandt andet.

Læs hele motivationstalen herunder.

Læs artiklen »Everyday Sexism Project Danmark vandt« hos Kvinfo.

Besøg hjemmesiden Everyday Sexism Project Danmark her.

Læs artiklen »Radio 24syv sætter fokus på hverdagssexisme, hash og Svendborgs røde fortid« hos Modkraft.

Læs artiklen »Kvinder bryder tavsheden: Fortæller om hverdagssexisme« hos Modkraft.

Ditte Giese's tale ved uddeling af Suzanne Gieses Mindelegat 2014.

»Siden I fire - Irene Manteufel, Helena G Hansen, Ulla Tornemand og Sara Ferreira - for et år siden startede den danske afdeling af onlineprojektet ESP, har I nurset, passet og plejet jeres gruppe. Opstillet regler, smidt idioter ud af gruppen, bakket op og skabt en tryg platform, sådan at danske kvinder og mænd har kunnet dele deres erfaringer med sexisme uden at blive mødt med had og mistro.

I har samtidig skabt et totalt kursskifte i den offentlige samtale. Rigtig mange anede ikke, hvad sexisme betød, da I lancerede projektet. Nogen troede, I ville forbyde sex. Andre at man ikke måtte flirte mere. Endnu flere at danske kvinder bare var lidt nærtagende.

Men efterhånden som over 900, primært kvinder, har delt deres historier om nedladende kommentarer, fremmede hænder på deres kroppe, trusler, vold og tilmed voldtægt på gaden, på natklubber, på arbejdspladser, i toget og så videre - er tiøren faldet. Hverdagssexisme er en del af kvinders tilværelse fra barnben, et grundvilkår og en tabuiseret skyggeside.

Sexisme bliver nu diskuteret i aviserne, på Facebook, mellem venner, i radioen, på tv. Dermed bliver der sat ord på skammen, på vreden og på den ofte manglende evne til at handle i øjeblikket. For mange beretninger handler om, at man ikke fik reageret. At man frøs i stedet for at handle, hvilket gør skammen dobbelt. Skammen over overgrebet, og skammen over ikke at handle.

Men det bliver sagt! ESP Danmark indskriver sig dermed i en lang feministisk tradition for at gøre det private politisk og dele ud af skam, tabuer og erfaringer. Alene er en krænket kvinde sårbar, men sammen med 900 andre er hun stærk.

Vi var i komiteen begejstrede og imponerede over jer og enige om, at det skulle være jer, der vandt. Fordi det har I sådan fortjent. Fordi det er så vigtigt at få sexismen frem i lyset. Og fordi I forvandler svaghed til styrke.

Men vi håber, at I vil tage imod en lille opfordring til også at invitere flere mænd indenfor i debatten. Ligestilling er i begge køns interesse. Eller alle køns interesse, skulle man måske sige. Og så håber vi, at I vil tage imod de 25.000 kroner og verdens største skulderklap for en ualmindelig bredskuldret, bad-ass feministisk indsats.

Tillykke.«

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce