Annonce

Sommerserie
30. juni 2014 - 11:21

Radio 24syv sætter fokus på hverdagssexisme, hash og Svendborgs røde fortid

Myndigheders håbløse krig mod hash, et ukendt socialistisk eksperiment på Fyn og dansk hverdagssexisme sættes til debat i en række nye programmer denne sommer på Radio 24Syv.

Mens mange medier går i dvale i sommerferie, så har Radio 24Syv valgt at skrue op for volumen og samfundsdebatten.

Mest omtalt – og kritiseret – er radiokanalens program til svenskere om tabuer og ytringsfrihed, »Danmarks Röst«, som giver ordet til den stærkt højreorienterede Jyllands-Posten-journalist Mikael Jalving, der har talt ved flere højreekstremistiske arrangementer i Sverige.

Men der er også andre muligheder.

Således bliver der i weekenderne igennem hele juli sendt en række debatprogrammer om blandt andet legalisering af cannabis, den brugerstyrede hjemmeside Wikipedia og hverdagssexisme i Danmark.

– Vi tror på at sommeren er det ideelle tidspunkt at høre taleradio på, og vi er rigtig stolte af, at kunne præsentere denne flotte buket af helt nye programmer, som udsendes til glæde for danske og svenske lyttere i juli måned, lyder det fra Mads Brügger og Mikael Bertelsen, programchefer på Radio24syv.

Læs artiklen »Hvad taler svenskerne (ikke) om?« hos Information.

Læs artiklen »Journalist på Jyllands-Posten talar på högerextremt möte« hos Expo.se.

Læs artiklen »Radio24syv laver program til svenskerne« hos Fagbladet Journalisten.

Socialisme i Svendborg

Radio 24Syv bringer desuden en reportageserie om den hedengangne – og for mange formentlig ukendte – kollektivistiske 2. Oktober-bevægelse, der skabte både arbejdspladser og håb om en anden verden i 1970’er og 80’ernes Svendborg. 

Et lille stykke venstrefløjshistorie genfortælles, når musiker, forfatter og radiovært Torben Steno i fem udsendelser ved hjælp af reportage, gamle lydklip og samtaler med tidligere medlemmer tegner et portræt af den socialistiske bevægelse, som var med til at gøre den fynske havneby til en rød højborg.

– Vi havde en drøm om at lave det ideelle samfund. Vi ville købe Fyn tilbage fra EF, ved hjælp af eksemplets magt: Hvis vi kunne skabe nogle velfungerende produktionskollektiver, ville eksemplet brede sig som ringe i vandet. Vi drømte om en verden hvor utopien stadig var nær og virkeligheden fjern. Hvor solidaritet var moderne og jalousi forbudt, lyder det i en programerklæring fra bevægelsen, som citeres på radioens hjemmeside. 

Første udsendelse i serien 'Jagten på Røde Oktober' sendes lørdag den 5. juli kl 12:05.

Læs debatindlægget »Hvad blev der af de rø'e røvhuller?« hos MitFyn.

Luderkunder vs. busbryster

Feminist, aktivist og journalist Irene Manteufel har også fået sit eget sommerprogram kaldet ’Ugen Rapport’.

Irene Manteufel er talskvinde for ’Everyday Sexism Project’s danske afdeling, har ført kampagne mod reklamer for brystoperationer i det offentlige rum og vil i sit program tage udgangspunkt i følgende spørgsmål;

»Hvorfor er “luder” et hyppigt anvendt skældsord, mens “luderkunde” ikke er det? Hvorfor kan kvinder se reklamer for at få lavet “nye bryster” på busserne, mens der ikke er reklamer rettet mod mænd, fra plastickirurger, som tilbyder “nye pikke”? Hvorfor er det altid et problem, at folkeskolen er blevet feminiseret, for hvem siger egentlig at det partout er skæppeskønt med en maskulin folkeskole?«.

Første udsendelse i serien 'Ugens Rapport' sendes søndag den 6. juli kl. 12:05.

Læs artiklen »Kvinder bryder tavsheden: Fortæller om hverdagssexisme« hos Modkraft.

Læs mere om Irene Manteufel på hendes hjemmeside her.

Cannabis, det kan vi (ikke) li’

Hvis man er interesseret i debatten om cannabis, så er der også mulighed for at få en lytteroplevelse i juli.

Nyheds - og debatprogram »Potcast«, som tilrettelægges og beværtes af journalist Svante Karlshøj Ipsen, har en ambition om, at »være for hash, hvad P1 programmet Orientering er for nyheder; den mest seriøse, saglige, nuancerede og tilbundsgående dækning af hashmarkedet og hashrygning«.

– Spørgsmålet er hvor længe krigen mod hash kan fortsætte i Danmark, for enhver der gør sig den ulejlighed at sætte sig ind i substansen, vil efterhånden erkende at det svarer til at kæmpe mod tidevandet, skriver Svante Karlshøj Ipsen i sit programoplæg.

Som fortsætter:

– Og endnu vigtigere; hvor længe kan Danmark leve med at milliarder af kroner kanaliseres rundt i kriminelle kredse, og blandt andet er med til drive og finansiere bandekrigen?

Programmet, er ligesom de andre i sommerserien af en times varighed og vil blive sendt hver weekend i hele juli måned, og kan desuden høres på radiostationens hjemmeside.

Første program i serien 'Potcast' sendes søndag den 6. juli kl. 18:05.

Læs mere om sommerprogrammerne hos Radio 24Syv her.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce