Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
Baggrund
11. juni 2015 - 13:29

Valgets hovedtema: arbejde

Et lille overblik over valgets værste flovser om arbejdets velsignelser og forbandelser.

Alle skal bidrage til samfundet

For både sosserne og den samlede blå blok er det et mantra, at så godt som alle i den arbejdsdygtige alder - for de radikale talsat til 3 mio. - skal bidrage til samfundet. Det gør man ved at arbejde og betale skat.

Kraftigt inspireret af finansministeriets modeller mener sosserne, at arbejdspladser i det private er bedre, hvilket jo må være p.gr. af værdiøgningspotentialet.

De er lige så bekymrede som de andre blå for, om lønningerne og omkostningerne nu er for høje, og de undlader helt at nævne, at når man bidrager til samfundets private del, bidrager man til, at den danske kapital i private hænder øges.

Sosserne foregiver altså, at udbytning er forsvundet. 

Faktisk vendes argumentet på hovedet: hvis der ikke er en arbejdsgiver, der vil ofre sig og tjene penge på én, så er man dømt.

Her ligner sosserne V, LA, liste C og de radikale, der har et varierende behov for at skjule deres begejstring for, at de besiddende bliver rigere, men klæder det ind i samfundsberigende flor.

Selvom det er bedre at arbejde privat end offentligt, så er alt arbejde i andre sammenhæng sat på samme formel i den officielle retorik og tankegang.

I hvert fald bliver det fremstillet, som om alle arbejder for samfundet, ikke kun de offentligt ansatte, ja, faktisk er det, som om de privatansatte er mere samfundsnyttige end de offentlige, hvis arbejdspladser finansieres af skatter og ser ud, som om de tærer på samfundets overskud.

Derfor skal der helst spares på offentlige arbejdspladser, men det er dog bedre at arbejde offentligt end slet ikke arbejde.

De offentlige kan især retfærdiggøre deres eksistens, hvis de når et målbart bedre resultat end tidligere eller når samme resultat hurtigere end før. Det er det, der hedder effektiviseringer i det offentlige.

De er således i konkurrence med sig selv, men har ikke nogen absolutte målestokke, kun relative.

Der en anden pointe. Får man en ydelse fra det offentlige, kan man bidrage til samfundet ved at gøre nytte for sin overførsel. Altså man får løn for sit arbejde, men får man en hvilken som helst overførsel, skal man yde noget til gengæld.

En undertone under dette 'bidrag' er den lidet sympatiske venden-sig-imod flygtninge, der saftsus'me lige pludselig skal bidrage fra dag 1, hvor de før absolut ingenting måtte foretage sig.

Men er der tale om private arbejdspladser, bliver det vanskeligt at opnå.

Så skal vi endnu engang ud i alle disse ordninger, der kører surt i administration og 'make-work' schemes. Hvornår skal de bidrage? Først når de får tildelt asyl? Hvad med tiden inden? Det vil være godt at vide.

At sosserne er så dårlige til at hindre skatteflugt, så staten får mindre ud af udbytningen af arbejdere i Danmark, lægger yderligere lag på forvirringen.

At nedsættelsen af selskabsskatten ikke hindrer nul-skat for de smarte, der kan danne selskaber på tværs af grænser, er et andet punkt, man nødig taler om.

Tankegangen lever højt på en individualistisk forestilling om, at enhver arbejder for sig. At man får den løn, man har gjort sig fortjent til, og at lønnen er retfærdig.

Tankegangen indebærer endvidere, at den skat, man betaler ud af sin løn, er en tvungen overgivelse til samfundet. Heraf alt det sludder om 'skatteydernes penge'. Teknisk set, jo, men vores arbejde, liv og alt det der foregår i samfundet er så sammenvævet, at det ikke giver nogen mening at sige, at det du selv tjener har du gjort dig fortjent til.

Og da slet ikke at konkludere, at du ikke har kostet samfundet noget for at få din løn eller skrabet din formue sammen.

Spørgsmålet økonomisk-politisk set er snarere, hvordan indkomst og overskud skabes og forvaltes for samfundet som helhed.

Det skal kunne betale sig at arbejde

Den har vi snart hørt til hud- og bevidstløshed. Frasen bruges som argument for, at offentlig forsørgelse, både dagpenge (til dels finansieret af de forsikrede selv) og kontanthjælp, skal sættes ned, mens alle og enhver ved, at det er en måde at få lønningerne ned på. For så at klippe i dagpenge og kontanthjælp igen.

Søren Pape har brilleret med sit forslag om at skære i kontanthjælpen, så den i absolutte tal er 3000 kr. mindre end mindstelønnen. Den danske model er ham ikke hellig. Måske kender han den slet ikke.

Da det ikke skal kunne betale sig at være flygtning, kan fattigdomsydelser genindføres, hvis V og dets støtter vinder, måske endnu lavere end sidste gang.

Argumentet om 'at det skal kunne betale sig at arbejde' lægger sig også i forlængelse af slagordet om at bidrage til samfundet.

Da det skal kunne betale sig at arbejde for alle og enhver, skal topskatten helst fjernes helt set fra et konservativt synspunkt, mens de radikale vil sætte den ned. LA vil blot have flad skat.

Det underforstås, at der er meget mere arbejdspotentiale i de højtlønnede, der ellers altid påstår, at deres arbejde er sjovt. Man skulle tro, at de ikke kan lade være.

Men de skal altså have en gulerod for at have det endnu mere sjovt, mens dem i bunden skal motiveres til at arbejde ved den pisk, at ellers tages mere fra dem.

Der er ikke nok danske jobansøgere - danskerne er ikke kvalificerede

Dette argument hører man fra DA plus vennerne i blå blok.

Før DA melder ud, burde det have sikret sig, at arbejdsgiverne adviserede relevante jobcentre og A-kasser og diverse jobhjemmesider om ledige stillinger.

Forpligtelsen til at hyre dansk vil DF ellers gerne pålægge dem, og formentlig mener partiet, at arbejdsgiverne skal søge 'gammeldanskere'. 

Enhedslisten har til gengæld været ude med krav om en forpligtelse for virksomheder til at opslå stillinger og faktisk finde en jobsøgende match lokalt. Men nej, hverken den hårde eller den bløde version vil arbejdsgiverne underlægge sig.

Sandheden er vel, at de helst vil have udlændinge, og her taler vi om udlændinge, der normalt ikke bor i Danmark, typisk dem fra Østeuropa, når hårdt fysisk arbejde er i spil.

Når DA-direktør Jørn Neergaard Larsen sidder i Deadline og hykler bekymring for dansk velfærds fremtid, bliver det utåleligt.

Hvis han i det mindste var en smule ærlig, kunne han have sagt, at de 'fremmede' (i praksis østarbejderne) var bedre til at blive udbyttet og dermed bidrog lidt mere til overskuddet og selskabsskatten, hvis en sådan betales.

Noget lignende siger LA faktisk.

Hvorfor ikke nøjes med at arbejde 30 timer om ugen?

Nu kommer vi til rød bloks hellige køer.

Jeg vil se på det inden for det nuværende systems perspektiv, thi det er jo dér debatten foregår.

I et bedre samfund ville vi alle arbejde sammen og deles om det hele, og arbejde og fritid ville flyde ud i ét, men dér er vi ikke.

Vi taler realisme. Argumentet fremføres som en måde at få familieliv og arbejde til at hænge sammen.

Alternativet løber med den idé, men nogle fra EL - og SF vel også - har længe fremført, at flere bør deles om det arbejde, der er. Rettelig bør den analyseres ud fra de forskellige økonomiske sfærer.

I produktionen vil en 30-timers arbejdsuge under de nuværende udbytningsforhold og lønninger kræve eller blive brugt til at hæve produktiviteten på vanvittig facon.

Det vil ikke hjælpe småbørnsfamilierne.

I princippet kan man godt dele offentlige omsorgsopgaver, men det vil også føre til krav om nedsættelse af lønnen.

Det vil være ret uhåndterligt, men selvfølgelig er det muligt at indføre mere deltid. Det bliver så til mindre løn.

Hvis konsekvensen skulle være højere produktivitet i omsorgsarbejdet, kammer vi over. Thi fortalerne for de 30 timer vil jo også have mere tid til fru Jensen, samt selvadministration af tiden.

Men når der skal bruges mere tid på fru Jensen, er der ikke mange effektivitetsgevinster at hente, selvom robotstøvsugeren da godt kan køre frem og tilbage i baggrunden, mens hjemmehjælpen drikker kaffe med hende.

Arbejde, der kræver en længere mental indsats, er sværere at dele. Det er den slags man skal gå og nurse hele tiden.

Hvis man sætter den officielle arbejdstid ned, bliver resultatet mere ubetalt arbejde, da overarbejde belønnes mindre og mindre. Og da især ikke, hvis det foregår på hjemmearbejdspladsen, hvor ingen kan kontrollere det.

Så hold på hat og briller og gør arbejdet på den måde, der passer jer bedst.

Når jeg ser på, hvad udlændinge må præstere af såkaldt ånds- eller kreativt arbejde i et vanvittigt opskruet tempo, så bør man slå koldt vand i blodet.

Uanset hvad den officielle arbejdstid er, er der ting der skal gøres, og man risikerer, at det der skal puttes ind i timerne, blot stiger.

Det er sket i konsulentbranchen, hvor jeg har været aktiv i en del år (udviklingshjælp). Rapporter man før fik 10 betalte dage til, får man nu kun 5 dages betaling for. Oven i købet er der pres på honoraret per dag, fordi man er i udenlandsk konkurrence, og vore sydlige naboer er mere nøjsomme.

Ingen har noget imod, at man bruger flere kalenderdage på det, men det ændrer ikke på afregningen. Ekstra tid er ens egen tid.

Konsulentfirmaer og bureauer, der sælger deres ansattes ydelser, skal så enten leve med i stigende grad ’uproduktive’ ansatte, altså mindre tid betalt for opgaverne, mere tid uden fakturering, eller tvinge de ansatte til lige så meget fakturerbar tid som før, hvilket i praksis fører til, at de skal arbejde det meste af døgnet.

Resultatet er, at et eller andet knækker, og antallet af uafhængige konsulenter og projektmagere, der må slå sig igennem fra honorarjob til honorarjob, stiger.

Modellen kendes også fra den del af prekariatet, der lever af at lave projekter. - Undtagelsen er de firmaer på toppen af hierarkiet, der har indfanget et marked, de bare kan fakturere de timer, de synes de bruger.

Som god marxist ved man, at der er kamp om arbejdsdagens længde. Men hidindtil har resultatet blot været, at produktiviteten skulle stige så meget des mere, når længden falder.

Eller omvendt: fagbevægelsen har kunnet få tiden ned, når produktiviteten er steget. Men er det ikke netop produktivitetskravene, der fører til den udbrændthed folk klager over?

Personligt må jeg sige - og her går jeg måske imod mine politiske frænder - at der stadig er lommer, hvor folk ikke arbejder særlig hårdt.

Det er ikke en kategorisk påstand, og den dækker ikke produktionsvirksomheder og servicejobs i lavtlønssektoren og nogle offentligt ansatte, der har fået målt ud, hvad de skal nå.

Tilbage står, at den effektive arbejdstid ikke er 37 timer om ugen for ret mange.

På den anden side af spektret findes de, der mener vi skal blive i længere tid på arbejdsmarkedet (med disse ord), altså vie flere år af vores liv til det. De radikale ivrer op.

De ældre er jo også i træning, selvom de kan have svært ved at følge med visse fornyelser – eller synes de er for latterlige. Til gengæld har de en institutionel hukommelse, som er ubetalelig.

Den reelle kamp bliver i virkeligheden mere defensiv, frygter jeg, for der er stort pres i retning af at presse mere arbejde ind i samme tid og med samme arbejdsdagslængde og flere arbejdsdage.

At nøgternt set meget af det arbejde, som såkaldt åndsarbejdere og managementkonsulenter osv. laver, er meningsløst, er en anden sag. Ligesom det er en anden sag, at vi i vores del af verden er på vej over i et i det hele taget mere ureguleret arbejdsmarked.

Dér er der ikke noget, der hedder 30 timer. Dér hedder det, at man skal gøre, hvad der skal til for at overleve.

Kapitalismen arbejder på mysteriøse måder.

 

Red. note: Se også linkbox på Modkraft Biblioteket om Valget 2015 - og venstrefløjen.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce