Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
analyse
29. maj 2012 - 14:17

Regeringens plan bringer ikke Danmark i arbejde

Regeringens 2020 plan hævder at løfte beskæftigelsen med 180.000 og forbedre de offentlige finanser med 22 milliarder kroner. Men med øget arbejdsudbud og uden jobskabelse vil den i stedet forøge arbejdsløsheden med 100.000 og ende med et underskud på 36 milliarder kroner i forhold til målet.

Med ”Danmark i arbejde” søger SRSF at markere en positiv forskel til VK gennem mere ambitiøse beskæftigelses- og vækstmål.  Men langt hen ad vejen er der i ”Danmark i arbejde” ligesom i SRSF s regeringsgrundlag tale om, at den ”røde regering” fører blå politik.

De i ”Danmark i arbejde” indeholdte reformer er langt hen ad vejen kalkeret af fra VK's plan. Og finansieringen af ”Danmark i arbejde” er fuldstændig den samme opskrift som hos VK: Arbejdsudbudsøgende arbejdsmarkedsreformer og tilbageholdenhed med væksten i det offentlige forbrug, som skal begrænses til en årlig realvækst på 0,8 % i snit.

Til velfærden afsættes i planen som i VK's kun en begrænset årlig realvækst i det offentlige forbrug på 0,8 % i snit svarende til omkring 4 mia. kr. årligt. Det vil være op til 2½ mia. kr. mindre årligt end påkrævet for at servicere flere ældre, dække stigende sociale behov og opdatere velfærden i takt med velstandsudviklingen.

Disse penge skal så findes gennem løbende besparelser på den eksisterende velfærdsservice for børn, skoleelever, ældre og syge, hvilket årligt kan koste op til 5.000 stillinger i kommunerne frem til 2020.

Hertil kommer, at ”Danmark i arbejde” ikke synes at have noget at have de ambitiøse vækst– og beskæftigelsesmål i. Hovedmidlet til at løfte beskæftigelsen med 180.000 er i ”Danmark i arbejde” ikke øgede investeringer i jobskabelse, men tværtimod at øge arbejdsudbuddet med i alt 100.000 personer. Herudover håber regeringen på, at bedre konjunkturer vil skabe yderligere 80.000 arbejdspladser.

Regeringen tror på at øget arbejdsudbud af sig selv vil omsættes i øget beskæftigelse, men det sker kun, hvis der skabes jobs og vækst. Men såvel på eksportmarkederne og i den indenlandske økonomi tegner det til lavvækst så langt øjet rækker. Og heller ikke afgangen til pensionering skaber de mange stillinger – ifølge Danmarks Statistisk seneste prognose stiger arbejdsstyrken tværtimod frem til 2020.

”Danmark i arbejde” forudsætter med andre ord et økonomisk mirakel, men planen er selv ingen mirakelkur, idet den stort set er kemisk renset for jobskabelsesinitiativer. Det betyder, at forøgelsen af arbejdsudbuddet kun vil medføre, at arbejdsløsheden vokser med 100.000.

Og når beskæftigelsesløftet på 180.000 udebliver, så kommer der til at mangle op til 36 mia. kr i den forudsatte budgetforbedring på de offentlige finanser.  I stedet for at sikre beskæftigelse og offentlige finanser vil ”Danmark i arbejde” derfor føre til øget arbejdsløshed og forværre de offentlige finanser.

I stedet for ”Danmark i arbejde” risikerer vi med SRSF's 2020 plan at få ”Danmark i arbejdsløshed”.

Konklusion

Med ”Danmark i arbejde” søger SRSF at trække en forskel op på sig selv og VK's ”Reformpakken 2020” og knytte tråde tilbage til S + SF´s ”Fair Løsning” gennem højere beskæftigelses– og vækstmål end VK. Beskæftigelsen skal frem til 2020 angiveligt øges med 180.000, hvormed næsten hele tabet af arbejdspladser under finanskrisen ville være generobret. 

Og væksten skal næsten fordobles til 2,25 % årligt i snit frem til 2020. Men selvom der her ER en positiv forskel mellem ”Danmark i arbejde” og ”Reformpakken 2020”, er de i ”Danmark i arbejde” indeholdte reformer langt hen ad vejen kalkeret af fra VK's plan.

Og finansieringen af ”Danmark i arbejde” er fuldstændig den samme opskrift som hos VK: Arbejdsudbudsøgende arbejdsmarkedsreformer og tilbageholdenhed med væksten i det offentlige forbrug, som skal begrænses til en årlig realvækst på 0,8 % i snit. Langt hen ad vejen er der i ”Danmark i arbejde” ligesom i SRSF s regeringsgrundlag tale om, at den ”røde regering” fører blå politik.

Ganske vist afsætter ”Danmark i arbejde” angiveligt økonomisk overskud – et såkaldt ”råderum” på 8 mia. kr til øgede offentlige udgifter til bl.a. beskæftigelse og velfærd, herunder uddannelse.

Her ville VK næppe have tøvet med straks at reservere til provenuet til skattelettelser. Men regeringen har for længst udset Venstre og de borgerlige til forligsparter om den kommende skattereform og disse har da også allerede spillet ud med krav om udmøntning af større eller mindre dele af ”råderummet” til skattelettelser.

Hvilket (dele af) regeringen allerede har erklæret sig åben overfor. Det er derfor et spørgsmål om det ikke mere handler om spil for galleriet, når regeringen i ”Danmark i arbejde” angiveligt vil bruge midlerne på offentlige udgifter. Og udmøntes større dele af ”råderum” såvel som af midler til ”offentlig effektivisering” i forbindelse med skattereformen i skattelettelser, vil der reelt kun være den begrænsede årlige realvækst tilbage i det offentlige forbrug på 0,8 % i snit svarende til omkring 4 mia. kr. årligt.

Det vil være op til 2½ mia. kr mindre årligt end påkrævet for at servicere flere ældre, dække stigende sociale behov og opdatere velfærden i takt med velstandsudviklingen. Disse penge skal så findes gennem løbende besparelser på den eksisterende velfærdsservice for børn, skoleelever, ældre og syge, hvilket årligt kan koste op til 5.000 stillinger i kommunerne frem til 2020.

Langt fra at sikre velfærden synes ”Danmark i arbejde” også hvad angår det offentlige forbrug og velfærden at tegne en fortsat blå politik.

Hertil kommer, at ”Danmark i arbejde” ikke synes at have noget at have de ambitiøse vækst – og beskæftigelsesmål i. Hovedmidlet til at løfte beskæftigelsen med 180.000 er i ”Danmark i arbejde” ikke øgede investeringer i jobskabelse, men tværtimod at øge arbejdsudbuddet med i alt 100.000 personer.

Herudover håber regeringen på, at bedre konjunkturer vil skabe yderligere 80.000 arbejdspladser. Regeringen forudsætter for det første, at det øgede arbejdsudbud af sig selv mere eller mindre automatisk omsættes i tilsvarende øget beskæftigelse. Men her ligger regeringen under for en neoliberalistisk udbudsøkonomisk fejltagelse.

Det kræver øget efterspørgsel efter arbejdskraft dvs. jobs, hvis et øget arbejdsudbud på 100.000 skal komme i beskæftigelse. Hvilket igen kræver økonomisk vækst og endnu mere, hvis der skal gøres et indhug i ledigheden på 80.000 personer.

Regeringen håber med andre ord på et økonomisk mirakel. MEN: En sådan økonomisk vækst og stigende efterspørgsel efter arbejdskraft er der imidlertid ingen udsigt til en årrække fremover.

Tværtimod tegner det til lavvækst så langt øjet rækker for dansk økonomi. Det gælder både Danmarks eksportmarkeder i EU pga. den fortsatte finans – og gældskrise. Og det gælder i den indenlandske økonomi på grund af fortsat boligmarkeds -, forbrugs – og investeringsafmatning.

Det offentlige kunne skabe flere jobs, men her vil regeringen jo tværtimod holde det offentlige forbrug i stram snor. Og der er ingen udsigt til at afgangen af ældre fra arbejdsmarkedet frem til 2020 vil skabe stillinger til 100.000 flere for den seneste befolkningsprognose fra Danmarks Statistik viser at arbejdsstyrken stiger frem til 2020.

”Danmark i arbejde” forudsætter med andre ord et økonomisk mirakel, men planen er selv ingen økonomisk mirakelkur, idet den stort set er kemisk renset for jobskabelsesinitiativer.

Det betyder, at en forøgelse af arbejdsudbuddet med 100.000 personer frem til 2020 kun vil medføre, at arbejdsløsheden vokser med 100.000 flere. Hermed hænger også planens finansiering og overskud i den tomme luft. For når beskæftigelsesløftet på 180.000 udebliver, så kommer der til at mangle op til 36 mia. kr i den forudsatte budgetforbedring på de offentlige finanser.

”Danmark i arbejde” satser fejlagtigt på arbejdsudbudsøgende reformer og besparelsespolitik i stedet for jobskabelse.  I stedet for at sikre beskæftigelse og offentlige finanser vil ”Danmark i arbejde” derfor føre til øget arbejdsløshed og forværre de offentlige finanser.

I stedet for ”Danmark i arbejde” risikerer vi med SRSF s 2020 plan at få ”Danmark i arbejdsløshed”.

Del I: Hovedelementer i og effekter af "Danmark i arbejde".

1. Planens hovedelementer.

Hovedmålene for ”Danmark i arbejde” er følgende: I perioden 2014-20 skal beskæftigelsen vokse med 180.000, den samlede økonomiske vækst skal op på i gennemsnit 2 1/4 pct. om året, endvidere skal der skabes plads til en ”målrettet” vækst i den offentlige service på godt 0,8 pct. årligt i snit og der skal skabes råderum til yderligere initiativer på 7. mia. kr til vækst og beskæftigelse, velfærd og uddannelse samt grøn omstilling og endelig skal der skabes strukturel balance på de offentlige finanser i 2020 gennem at forbedre offentlige finanser med 47 mia. kr. i 2020.

For at realisere disse mål vil regeringen ifølge regeringsgrundlaget og ”Danmark i arbejde” tage en række nye initiativer, der skal øge arbejdsudbuddet med yderligere 60.000 og styrke de offentlige finanser med 14 mia. kr frem til 2020: Trepartsaftale om øget arbejdstid og opkvalificering af arbejdsstyrken, reform af førtidspension og fleksjobordningen, en finansieret og social ”afbalanceret” skattereform, som markant sænker skatten på arbejdsindkomst, en tidligere færdiggørelse af uddannelse og SU-reform, reformer af bl.a. integration, international rekruttering, forebyggelse og sygefravær samt reform af kontanthjælp og aktivering mv.

Figur: Målsætninger for reformbidrag frem mod 2020.

 

2. Planens hovedeffekter.

Den for regeringen væsentligste effekt af ”Danmark i arbejde” er en angivelig forbedring af de offentlige finanser med 17 mia. ekskl. effektivisering mm. af den offentlige sektor og 22 mia. inkl. effektivisering af den offentlige sektor (med et tilsigtet provenu på 5 mia. kr. ved sådan effektivisering).

Figur: Samlet årlig budgetforbedring 2020 i ”Danmark i arbejde” (netto) i forhold til ”Reformpakken 2020”
ved planlagt lav vækst respektive hidtidig høj offentlig forbrugsvækst – mia. kr.

Anvendelsen af disse 17 - 22 mia. kr. (ekskl. respektive inkl. offentlig effektivisering) fordeler sig i 3 hovedportioner: For det første afsættes i alt 9 mia. kr til forbedring af strukturel balance og til at øge den offentlige forbrugsvækst fra 0,6 % årligt (basisforløb) i ”Konvergensprogram 2012” til 0,8 % årligt i gennemsnitlig realvækst. Heraf udgør forøgelsen af den offentlige forbrugsvækst med +0,2 % årligt kun 1 mia. kr. i snit. Broderparten af de 9 mia. kr. – nemlig 8 mia. kr. årligt - går til statskassen alene og ikke til velfærd.

For det andet afsættes 2 mia. kr. til flere i uddannelse. Og endelig afsættes for det tredje en pulje på 6 mia. kr til ikke særligt præcist definerede initiativer til fremme af vækst, beskæftigelse, herunder til at sikre tilstrækkelig kapacitet i uddannelsessektoren, forbedringer af den offentlige velfærd samt grøn omstilling.

Figur: Anvendelse i 2020 af budgetforbedringsbidrag.

 

 

Tilvejebringelsen af disse midler forudsættes at ske gennem et samlet beskæftigelsesløft på i alt 180.000 personer frem til 2020. Nye arbejdsmarkedsreformer tilsigtes af regeringen samlet at kunne øge beskæftigelsen med i alt 60.000 personer frem mod 2020.  Heraf udgør effekten af en forventet trepartsaftales forhøjelse af arbejdstiden at svare til 20.000 personer.

Det kommer oven i en forventet forøgelse af beskæftigelsen frem til 2020 som følge af ”gamle” arbejdsmarkedsreformer (tilbagetræknings og dagpengereform) på 40.000 personer. Samt endelig forventes et beskæftigelsesløft på i alt 80.000 personer følge af bedre økonomiske konjunkturer.

Figur: Angiven beskæftigelsesudvikling frem til 2020.

 

Gennem det øgede arbejdsudbud samt de bedre konjunkturer forudsætter man også en højere økonomisk vækst Den samlede økonomi tror man herved vil vokse med gennemsnitligt 2,25 pct. årligt fra 2014 til 2020.

 Figur: Vækstmuligheder med og uden nye reformer.


Del II: Planens konsekvenser for det offentlige forbrug og velfærden

3. Effekt af ”Danmark i arbejde” for privat og offentligt forbrug.

Ifølge regeringen vil ”Danmark i arbejde” altså give rum til en offentlig forbrugsvækst på i snit 0,8 % årligt fra 2014 til 2020 samtidig med at målsætningen nås om strukturel balance på den offentlige saldo i 2020. 

Hertil afsættes som nævnt samlet årligt 9 mia. kr., hvoraf imidlertid kun 1 mia. kr. går til at løfte den årlige realvækst for det offentlige forbrug i forhold til konvergensprogram 2012 (basisforløb) fra 0,6 % årligt til 0,8 % årligt, mens de 8 mia. kr. årligt går til at bedre de offentlige finanser. Den samlede ramme for væksten i det offentlige forbrug angives således til at være en årlig realvækst på 0,8 % svarende til godt 4 mia. kr. om året.

Figur: Årlig realvækst i offentligt forbrug.

 

Forøgelsen af den offentlige forbrugsramme med årligt 0,2 % svarer over hele perioden fra 2014 til 2020 til en samlet forøgelse på omkring 7 mia. kr.  Med en samlet årlig ramme på 0,8 % realvækst vil der i hele perioden fra 2014 til 2020 være godt 30 mia. kr til offentligt forbrug fra 2014 til 2020.

Dette vil være en relativt stram ramme i forhold til, at det offentlige forbrug fra 2002 til 2009 har oplevet en faktisk realvækst på omkring 1, 8 % årligt i gennemsnit. Hvor det offentlig forbrug altså angiveligt skal holdes i stram snor, skal til gengæld det private forbrug prioriteres. Hvor det offentlige forbrug som beskrevet holdes på en gennemsnitlig årlig realvækst på 0,8 pct., skal det private forbrug frem til 2020 have lov til at vokse med 2,4 % årligt målt realt – altså 3 gange så meget som det offentlige forbrug.

Hvilket også vil være mere end den samlede stigning i velstanden (BNP) som sådan på årligt i gennemsnit 2,25 %. Den forudsatte beskæftigelsesfremgang er da alt overvejende forudsat at ske i den private sektor.

Figur: Årlig gns. realvækst i det private forbrug frem til 2020.

Selv om en realvækst for det offentlige forbrug på årlig 0,8 % er højere end de 0,6 % realvækst i offentligt forbrug i 2012 i Konvergensprogram 2012 og end de 0,3 % realvækst i 2013 er det som anført stadig en ganske smal ramme.

Man kan starte med at konstatere, at denne ramme ligger langt under de mål, som S + SF stillede for væksten i det offentlige forbrug i ”Fair Løsning”, som omfattede en årlig realvækst på 1,4 % svarende til godt 7,5 mia. kr årligt. SRSF s ramme for realvæksten i det offentlige forbrug ligger derimod på niveau med den ramme for realvæksten i det offentlige forbrug som VK opererede med i deres 2020 plan: ”Reformpakken 2020”.

Figur: Årlig gns. realvækst i offentligt forbrug frem til 2020 i S+SF s ”Fair Løsning 2020”,
i VK s ” Reformpakken 2020” og i ”Danmark i arbejde”

Hvis det offentlige forbrug kun tillades en realvækst på årligt i snit 0,8 % er der tale om en næsten 3 gange så lav stigning som velstanden i almindelighed. Dette er ensbetydende med at det offentlige forbrug ikke følger med velstanden, hvorved det selvsagt udhules relativt som andel af økonomien. Nærmere bestemt falder det offentlige forbrugs andel af BNP fra over 29 % i 2009 til under 27 %.

Men for at det offentlige forbrug kan opretholde uændret standard og kvalitet = samme antal offentlig ansatte pr bruger skal der være en årlig gns. realvækst på omkring 1,3 %. Af denne stigning skyldes en del, at selvom antallet af børn daler så stiger antallet af ældre stærkere i disse år. Fra 2010 til 2020 vil der være blevet omkring 200.000 flere ældre eller godt 20.000 flere pr år.

Denne demografisk betingede udgiftsvækst udgør ifølge finansministeriet i disse år omkring 0,3 % årligt svarende til omkring 1,5 mia. kr. årligt.  Videre vil der være behov for at opdatere velfærden i takt med velstandsudviklingen. Finansministeriet regner hertil med en årlig realvækst i det offentlige forbrug på 0,7 %. Endelig må der også regnes med stigende behov på det sociale område. Med et forsigtigt skøn kræver det en anslået årlig realvækst i offentligt forbrug på omkring 0,3 % til stigende sociale behov.

Hermed vil den afsatte årlige reale stigningstakt for det offentlige forbrug i ”Danmark i arbejde” på 0,8 % i snit altså ligge mellem 0,2 % og 0,5 % under det påkrævede for at opretholde velfærdens standard og niveau.  Det betyder omvendt, at der med den angivne årlige gennemsnitlige realvækst på 0,8 % vil være en årlig manko i tilførslen af midler til det offentlige forbrug på mellem 0,2 % og 0,5 % svarende til mellem 1 og 2½ mia. kr. Penge som så i stedet må findes gennem besparelser på den eksisterende velfærd.

Med en årlig besparelse på op til 2½ mia. kr vil en sådan ramme medføre nedlæggelse af stillinger i størrelsesordenen på op til 5.000 stillinger pr. år. Disse besparelser vil formentlig som hidtil ramme ældrepleje og skoler. Men måske vil også sundhedsområdet komme til at stå mere for skud end hidtil.

Tabel: Besparelse i stillinger på eksisterende velfærdsservice som følge af ”Danmark i arbejde”.


4. Er rammen for det offentlige forbrug større end de angivelige 0,8 %?

Man kan dog diskutere, hvad størrelsen af den i planen indeholdte ramme for realvæksten i det offentlige forbrug egentligt er i ”Danmark i arbejde”? Det skyldes, at der i ”Danmark i arbejde” gennem den angivne tilbageholdenhed med det offentlige forbrug jo skal oparbejdes et ”overskud” i økonomien, et råderum på brutto 22 mia. kr (inkl. effektivisering) og netto 17 mia. kr. (ekskl. offentlig effektivisering), som ifølge planen også i et omfang skal bruges på bl.a. velfærd i bred forstand. 

Heraf er de 5 mia. kr., som ifølge ”Danmark i arbejde” er beregnet på modernisering af den offentlige sektor, dog penge som denne sektor selv skal levere gennem ”effektivisering” og kan derfor næppe betragtes som en udvidelse af offentligt forbrug.

Af de netto 17 mia. kr. skulle som tidligere beskrevet bruges årligt godt 1 mia. kr. på at løfte den årlige realvækst i det offentlige forbrug fra 0,6 til 0,8 % Tilbage er altså et ”overskud” på netto 16 mia. kr.

Heraf skal dog 8 mia. kr. ryge direkte i statskassen til at bedre de offentlige finanser. Men resten af det tilbageværende råderum på 8 mia. kr. skal ifølge ”Danmark i arbejde” som anført bl.a. også bruges på offentlige investeringer og udgifter.

I overskuddet netto 8 mia. kr indgår som foran beskrevet for det første et råderum frem til 2020 på årligt 6 mia. kr. Ifølge planen skal midlerne bruges til ”Vækst, beskæftigelse, velfærd, uddannelse og grøn omstilling”. De nærmere initiativer er endnu ikke fastlagt. Dog er regeringspartierne enige om, at årligt 2½ mia. kr heraf bruges til uddannelse, som jo også hører under velfærd. 

Herudover kommer for det andet, at regeringen har som mål, at tre ud af fem unge skal have en videregående uddannelse og hver fjerde en lang videregående uddannelse. Hertil afsættes af ”overskuddet” årligt 2 mia. kr. Men igen: Uddannelse er jo også velfærd. Alt i alt er der således i ”Danmark i arbejde” angiveligt – ud over de 0,8 % = ca. 4 mia. kr årligt – netto afsat op til 8 mia. kr til bl.a. velfærd.

 Alligevel må man være stærkt tilbageholdende med at påstå, at ”Danmark i arbejde” faktisk afsætter flere midler til velfærd end den officielt gældende årlige gennemsnitlige realvækst på 0,8 % svarende til omkring 4 mia. kr.

Det hænger sammen med, at den endelige udmøntning af i hvert tilfælde puljen på 6 mia. kr og måske også af de 5 til offentlig modernisering afsatte 5 mia. kr. vil afhænge af de politiske forhandlinger om de reformer, som planen skal udmøntes i, navnlig vedr. skattereformen. Disse forhandlinger tyder alt på vil komme til at foregå med de borgerlige partier og navnlig med Venstre. Og her har Venstre budt ind på de 6 mia. kr. til at finansiere skattelettelser og De Konservative har også rejst samme krav til de 5 mia. kr.

I værste tilfælde kan disse forhandlinger ende med, at der IKKE bliver midler tilovers til velfærd ud over den afsatte ramme med en årlig gennemsnitlig realvækst på 0,8 % = omkring 4 mia. kr. årligt.

Endvidere skal det bemærkes, at eventuelle yderligere milliarder til offentlig velfærd i så tilfælde går til nye aktiviteter og indsatser. Der vil hermed til de eksisterende serviceydelser årligt stadig kun være de 0,8 % realvækst = omkring 4 mia. kr, for det er jo netop tilbageholdenheden med det offentlige forbrug til eksisterende velfærdsserviceydelser, som skal være med til at finansiere ”overskuddet”.

Det vil sige, at der fortsat på de eksisterende brede velfærdsserviceydelser – børnepasning, skole, ældrepleje og sundhed – årligt skal spares op til 2½ mia. kr årligt svarende til nedlæggelse af op til 5000 stillinger.

 

Del III: Forskelle og ligheder mellem "Danmark I Arbejde", "Fair Løsning" og Reformpakken 2020".

Med 2020-planen ”Danmark i arbejde” bygger SRSF regeringen jf. regeringsgrundlaget på den ene side videre på VK's ”Genopretningspolitik” og 2020 plan – ”Reformpakken 2020” med stram økonomisk politik, udbudsøkonomiske reformer og stram styring af de offentlige udgifter.

Samtidig har det for regeringen med planen på den anden side også været intentionen at få trukket en forskel op på den selv og den forrige borgerlige regering ved med planen at ville oparbejde et overskud, der skal bruges til vækst, beskæftigelse, velfærd og grøn omstilling – på en måde i forlængelse af S + SF s tidligere plan ”Fair Løsning”.

5. Kort rekapitulation vedr. ”Reformpakken 2020” og ”Fair Løsning”

Det overordnede mål for VK–regeringens ”Reformpakken 2020” var at forbedre offentlige finanser med 47 mia. kr. i 2020. Det skulle først og fremmest ske gennem Genopretningspakkens besparelser og øgede indtægter på 24 mia. samt gennem at forbedre beskæftigelsen med 135.000 personer, navnlig i den private sektor.

Denne budgetforbedring skulle ifølge VK - regeringen opnås med en tretrins raket: 1) Genopretningsaftalen skulle levere samlet 24 mia. kr. i besparelser og øgede skatteindtægter, 2) Tilbagetrækningsaftalen angaves at bidrage med 18 mia. kr. og 3) skulle en ”Reform af førtidspension og fleksjob” samt øvrige initiativer bidrage med hver 2½ mia. kr, i alt 5 mia. kr. Herudover skulle tilbageholdenhed med det offentlige forbrug også bidrage. 

VK ville kun tillade en årlig realvækst i det offentlige forbrug på 0,8 % frem til 2020, resten i forhold til hidtidig gennemsnitlig realvækst på 1,8 % i årligt snit skulle spares.

For S + SF´s ”Fair Løsning” var målet for det første at sætte gang i beskæftigelsen. ”Fair Løsning” 2020 ville i sig selv (ekskl. konjunkturskabt beskæftigelsesændring) forbedre beskæftigelsen med 104.000 i alt og inkl. konjunkturskabt beskæftigelsesfremgang med 142.000 personer. Og for det andet at sætte gang i væksten også. For det tredje at bringe balance i budgettet i 2020.

”Fair Løsning 2020” ville efter egen angivelse forbedre de offentlige finanser med 47 mia. kr. i 2020 ligesom VK - regeringens plan ”Reformpakken 2020”. For det fjerde at fremtidssikre velfærdssamfundet.  Hertil ville S og SF gennemføre skatteforhøjelser for årligt brutto op til 35 mia. kr og netto omkring 25 mia. kr, som skulle muliggøre at løfte det offentlige forbrug årligt med omkring 6 mia. kr eller over en 4 årig periode i alt 25 mia.kr. (ekskl. effektiviseringer). Dette svarede til en årlig realvækst i det offentlige forbrug på 1,4 %.

6. Et vist slægtskab, men i hovedsagen langt fra ”Fair Løsning” til ”Danmark i arbejde”.

En nærmere gennemgang af og sammenligning af planerne viser, at der her – kun lidt over et halvt år efter valget - er løbet meget vand i stranden fra ”Fair Løsning” til ”Danmark i arbejde”.

Dette gælder navnlig på finansieringssiden, at forskellen er stor mellem ”Danmark i arbejde” og ”Fair Løsning”. Hvor ”Fair Løsning” prioriterede omfattende skatteforhøjelser med henblik på et pænt løft i det offentlige forbrug finansieret med er begge disse hovedprioriteter forsvundet ud af ”Danmark i arbejde”.

I stedet står fremtiden ifølge ”Danmark i arbejde” på smalvækst og fortsatte besparelser for det offentlige forbrug a la VK. Og alt tyder på, at de ret så begrænsede skatteforhøjelser på finansloven 2012 blev den sidste lille efterglød af de tidligere meget mere omfattende planer for skatteforhøjelser i ”Fair Løsning”.

Alligevel kan ”Danmark i arbejde” alligevel ikke helt frakendes et vist slægtskab med ”Fair Løsning” i de mere ambitiøse angivne mål for vækst og beskæftigelse end i ”Reformpakken 2020”. Ligesom det - dog afhængigt af udfaldet af skattereformforhandlingerne - må medgives, at der kan blive tale om et større velfærdsløft i ”Danmark i arbejde” end den angivne realvækst på kun 0,8 % årligt i snit. 

7. ”Danmark i arbejde” overvejende blå, selvom der også ER forskel til ”Reformpakken 2020”.

Hvad angår forholdet mellem ”Danmark i arbejde” og så ”Reformpakken 2020” viser en nærmere gennemgang på den ene side, at der ER forskel.  Der er navnlig en umiddelbar forskel mellem ”Danmark i arbejde” og ”Reformpakken 2020” på, hvad pengene bruges til. Det er primært, hvad angår brugen af penge, at ”Danmark i arbejde” adskiller sig fra ”Reformpakken 2020”, idet den prioriterer beskæftigelse og vækst højere end tilfældet i ”Reformpakken 2020”.

Tabel: Oversigt over anvendelsessiden i ”Danmark i arbejde”, ”Fair Løsning 2020” og ”Reformpakken 2020”

Men lighederne mellem ”Danmark i arbejde” og ”Reformpakken 2020” er dog endnu større, navnlig hvad angår, hvordan midlerne skaffes: Gennem tilbageholdenhed med offentligt forbrug og gennem arbejdsudbudsøgende reformer. Her er ”Danmark i arbejde udpræget ”blå politik”. 

Tabel: Finansiering af ”Danmark i arbejde”, ”Fair Løsning 2020” og ”Reformpakken 2020” (mia. kr.)

Jf. foran og længere fremme afsættes der i ”Danmark i arbejde” dog som udgangspunkt op til 8 mia. flere kroner til øgede offentlige udgifter i ”Danmark i arbejde” end indeholdt i den afsatte ramme for realvæksten i offentligt forbrug på 0,8 %. 

Her er i første omgang en forskel på SRSF og VK, for hvor SRSF - i hvert fald i første omgang – afsætter disse midler til øgede offentlige udgifter, ville VK næppe have tøvet med hurtigt at udmønte et sådant råderum til skattelettelser – på velfærdens bekostning. VK nu da også i forlængelse heraf kræver større eller mindre dele af det i ”Danmark i arbejde” tilvejebragte økonomiske råderum udmøntet som skattelettelser.

Sålænge SRSF opretholder, at pengene skal bruges på øgede offentlige udgifter og at den kommende skattereform skal være finansieret i form af en skatteomlægning udgør den forskellige prioritering af offentlige udgifter respektive skattelettelser en forskel i forhold til VK s økonomiske politik.  Hvorvidt SRSF vil fastholde dette må dog betragtes som et åbent spørgsmål?

MEN: Som anført – hvad angår, hvordan pengene skaffes i ”Danmark i arbejde” - dvs. på finansieringssiden – er der overvejende en videreførelse af den forrige regerings ”blå” økonomiske politik centrereret omkring offentlige besparelser (nulvækst/smalvækst) og øget arbejdsudbud gennem arbejdsmarkedsforringelser.  Og mange af de konkrete reformer og besparelser i ”Danmark i arbejde” er nærmest kopieret fra ”Reformpakken 2020”.  Samlet set er der med ”Danmark i arbejde” altså immervæk overvejende tale om ”blå politik”.

 

Del IV: Stort løft i vækst og beskæftigelse frem til 2020?

8. Øget arbejdsudbud og bedre konjunkturer skal give løftet.

”Danmark i arbejde” søger at nærme sig ”Fair Løsning” gennem ambitiøse mål for vækst og beskæftigelse, herunder ikke mindst at beskæftigelsen frem til 2020 skal løftes med 180.000 personer. 

Regeringen forudsætter i den forbindelse, at 100.000 heraf skal fremkomme gennem et øget arbejdsudbud. De gamle arbejdsmarkedsreformer (dagpenge og efterløn) skal levere omkring 40.000 personer i øget arbejdsudbud, mens ”nye” reformer (førtidspension og fleksjob, kontanthjælp og SU mm.) skal bidrage med en forøgelse af arbejdsudbuddet på 60.000 personer, heraf 20.000 fra en forventet trepartsaftale.

De resterende 80.000 op til de i alt 180.000 skal fremkomme gennem en ”normalisering” af de økonomiske konjunkturer – altså fra økonomien selv kommende fremgang.

9. Men øget arbejdsudbud giver ikke automatisk øget beskæftigelse.

Regeringen forudsætter i forbindelse med forøgelsen af arbejdsudbuddet, at det i løbet af kortere tid vil blive omsat i tilsvarende øget beskæftigelse. Men det er ikke en opfattelse, der er dækning for hverken i økonomisk teori generelt eller i empiriske erfaringer. 

Den nuværende regering ligger her – ganske som den foregående VK – regering – under for en omdiskuteret og tvivlsom neoliberalistisk udbudsøkonomisk doktrin om, at øget arbejdsudbud pr. definition automatisk og af sig selv medfører øget efterspørgsel efter arbejdskraft.

Men øget arbejdsudbud omsættes kun i øget beskæftigelse, hvis det modsvares af en tilsvarende øget EFTERSPØRGSEL efter arbejdskraft. Dvs. hvis der er nogle arbejdsgivere, som efterspørger den mere arbejdstid eller de flere hænder – eller sagt på anden måde, hvis der er nogle jobs til de flere arbejdssøgende.

Kun hvis der er jobs til det øgede arbejdsudbud, bliver der tale om øget beskæftigelse og dermed igen tale om øgede skatteindtægter. Øget arbejdsudbud giver altså ikke i sig selv pr. automatik øget beskæftigelse.

Ifølge nogle borgerlige økonomer kan et reallønsfald i kølvandet på øget arbejdsudbud dog formidle øget beskæftigelse ved at gøre det mere profitabelt for arbejdsgiverne at ansætte flere.

Det økonomiske Råd har imidlertid på sin økonomiske model SMEC beregnet, at blot en stigning i arbejdsudbuddet på 1 % dvs. på omkring 27.000 personer vil tage 15 år for arbejdsmarkedet at absorbere og at det kun sker, hvis reallønnen varigt forringes med 2 %. Selv ”kun” en forøgelse af arbejdsudbuddet med 20.000 vil altså næppe være omsat i beskæftigelse i 2020 og en forøgelse af arbejdsudbuddet med hele 60 – 70.000 vil altså på ingen måde være kommet i beskæftigelse I 2020, men vil kræve endnu længere tid. Hertil kommer, at lønmodtagerne altså ud over arbejdstidsforøgelsen ydermere skal betale med reallønsnedgang oveni, hvilket næppe vil være gangbart igennem så lang tid.

Skal øget arbejdsudbud omsættes i øget beskæftigelse kræver det altså først og fremmest en konkret og tilsvarende øget efterspørgsel efter arbejdskraft – dvs. økonomisk vækst – en øget efterspørgsel, som altså IKKE kommer af sig selv.

10. Men økonomien byder på lavvækst så langt øjet rækker.

En sådan øget efterspørgsel efter arbejdskraft kunne KONKRET komme ad fem veje: 1) Gennem reallønsfald, 2) Gennem øget eksport, 3) Gennem øget indenlandsk efterspørgsel fra den private sektor (privat forbrug og investeringer), 4) Gennem øget offentligt forbrug og offentlige investeringer. 5) Gennem den tiltagende pensionering af offentlige ansatte som følge af ”ældrebomben”.

Problemet er, at udsigterne frem til 2020 IKKE tegner til at disse veje kan levere på nær den påkrævede forøgelse af efterspørgslen efter arbejdskraft.  For det første tegner eksporten ikke til at kunne levere et så stor jobfremgang. Selv om eksporten er den del af dansk økonomi, som har klaret sig bedst, tegner udsigterne fremover dårlige.

Med lavvækst så langt øjet rækker i Danmarks vigtigste eksportmarkeder i EU, synes det udelukket, at dansk eksport kan løfte dansk økonomi op ved hårene. Udsigterne for den indenlandske økonomi tegner definitivt endnu dårligere. Der synes ringe udsigt til stor vækst og jobskabelse fra øget privat forbrug.  For den fortsatte stagnation i den i indenlandske efterspørgsel hænger sammen med lave stigningstakter i det private forbrug, som igen skyldes arbejdsløsheden og ikke mindst den fortsatte boligkrise.

På grund af de faldende friværdier nedbringer boligejerne gæld i stedet for at forbruge. Og boligøkonomer taler om, at der udestår endnu et 15 % prisfald. Og med lav indenlandsk efterspørgsel tegner det også til at de private investeringer vil fortsætte på det nuværende lavpunkt en rum tid endnu.

Den foregående og nuværende regerings omfattende udbudsøkonomiske reformer og voldsomme forøgelse af arbejdsudbuddet med op til 200.000 tegner altså IKKE til at kunne finde beskæftigelse, fordi det ikke er til at se, hvor den modsvarende forøgelse af efterspørgslen på arbejdskraft skulle komme fra – i hvert tilfælde ikke i den størrelsesorden. Men hvis der ikke skabes jobs i et markant omfang, kan den massive forøgelse af arbejdsudbuddet kun resultere i en ting, EN MASSIV FORØGELSE AF ARBEJDSLØSHEDEN FREM TIL 2020.

Fra regeringen har endvidere ofte været peget på øget behov for arbejdskraft som følge af tiltagende pensionering af navnlig offentlige ansatte de kommende år. Den rene demografiske ændring har hidtil peget på en brutto reduktion af arbejdsstyrken med 50 til 60.000 flere frem til 2020. Men de seneste prognoser fra Danmarks statistik peger på, at der i stedet vil være en lille stigning i arbejdsstyrken på 2000 personer i 2020.

Figur: Befolkningsfremskrivninger – antal personer mellem 15 og 64 år.

Samtidig vil uddannelsesniveauet stige, hvilket giver mindre ledighed og senere tilbagetrækning og dermed en stigning i arbejdsstyrken med op til 40.000 personer.

Figur: Stigning i arbejdsstyrken frem til 2020 – ekskl. og inkl. uddannelseseffekt.

 

Endvidere må der i samme periode der forventes at blive nedlagt stillinger i det offentlige på grund af fortsatte besparelser.  Der er således heller ikke ad denne vej udsigt til en så stor jobskabelse, at det kan skabe jobs til op til en forøgelse af arbejdsudbuddet med op til 100.000 som følge af trepartsforhandlingerne.

Øget offentligt forbrug og offentlige investeringer kunne give øget efterspørgsel efter erhvervslivets produkter og stimulere erhvervsinvesteringer og herigennem skabe flere arbejdspladser.

Men kickstarten har været alt for begrænset og fra og med 2013 tegner SRSF s 2020 plan til at lægge op til en lige så stram økonomisk ramme for det offentlige forbrug. Hvilket ikke vil skabe flere jobs, men tværtimod risikerer at dræne eksisterende kommunal velfærdsservice med op til 35.000 arbejdspladser frem til 2020 oven i de allerede nedlagte 25.000.

I ”Danmark i arbejde” er der ganske vist som beskrevet indlagt en årlig pulje på 6 mia. kr. til blandt andet at skabe beskæftigelse. Men for det første er beskæftigelse kun et blandt flere anvendelsesmål og planen er helt ukonkret, når det gælder indhold og omfang af en sådan beskæftigelsesfremmeindsats. Hertil kommer, at denne del af planen af de borgerlige partier formentlig allerede er udset til at danne grundlag for skattelettelser i forbindelse med skattereformen.

 

12. Konklusion: Udsigt til stort hul i beskæftigelsesløft og dermed i finansiering af ”Danmark i arbejde”.

Summa summarum: Med udsigt til lavvækst så langt øjet række i EU såvel som i den indenlandske danske økonomi er der ingen udsigt til at konjunkturerne af sig selv bedres og dermed ingen udsigt til, at der frem til 2020 skabes jobs til et øget arbejdsudbud på 100.000 endsige til at der i alt skabes 180.000 flere jobs.

Figur: Årlig realvækst i dansk økonomi 2009 – 2020 (% af BNP).

 

Og der er i 2020 meget få konkrete planer for en indsats for regeringens egen side til at skabe jobs i et sådant omfang. Ganske vist vil SRSF i skattereformen over en to årig periode gennemføre øgede afskrivninger for investeringer. Men det vil dog højst give 6000 arbejdspladser. Og Kick- starten kan ikke tælles med her, da den allerede klinger af i 2013. Resultatet for de mange ekstra hænder, som den forrige såvel som den nuværende regering vil sende ud på arbejdsmarkedet, kan derfor kun blive, at de må stille op i den i forvejen betydelige jobkø. Det må således forventes at ledigheden frem til 2020 vil stige med op mod 100.000 oven i de nuværende 170.000 bruttoledige

Figur: Registreret ledighed og bruttoledighed (fuldtidsledige – årsgennemsnit).

Udebliver de påkrævede 180.000 flere jobs – og der må alt siges at tyde på – vil der ikke blot komme en voldsom stigning i arbejdsløsheden. Men finansieringen af ”Danmark i arbejde” vil hænge i et tomrum. Kommer de 100.000 i øget arbejdsudbud IKKE i beskæftigelse, vil der alene herved mangle omkring 20 mia. kr. i statskassen i 2020 Og udebliver ligeledes beskæftigelsesløftet på de øvrige 80.000 fra bedre konjunkturer stiger hullet med yderligere 16 mia. kr. til i alt 36 mia. kr.

Alt i alt kan ”Danmark i arbejde” således i stedet for at sikre økonomien og beskæftigelsen risikere at ende med en stigning i arbejdsløsheden på op til 100.000 oveni det eksisterende niveau med 170.000 bruttoledige – dvs. med en arbejdsløshed på op til 270.000 i 2020. Og planen kan i stedet for at forbedre de offentlige finanser med op til 22. mia. kr. mere årligt i 2020 ende med et minus på op til 36 mia. kr. i forhold hertil.

Del V: Alternativer

SRSF's svage kickstart hjælper, men langt fra tilstrækkeligt, også fordi beskæftigelsesindholdet i offentlige investeringer er lavt. Der er brug for langt mere vidtgående tiltag og et beskæftigelsesløft gennem bedre velfærd indenfor sundheds, uddannelse, ældrepleje og børnepasning. Herigennem kan skabes op til 45.000 flere arbejdspladser.

MEN: Øget vækst og beskæftigelse og velfærd vil et godt stykke hen ad vejen være selvfinansierende gennem reduceret arbejdsløshed og dermed faldende offentlige udgifter og øgede skatteindtægter, men ikke fuldt selvfinansierende.

Der vil derfor være brug for øgede offentlige indtægter til finansiering til øget velfærd, beskæftigelsesfremme samt selvsagt til reduktion af statsunderskuddet. Som ofte fremhævet af S + SF indtil valget har VKO gennem deres gentagne u – og underfinansierede skattelettelser udhulet de offentlige finanser stærkt, ikke mindst gennem den famøse ”rødvinsreform” i 2009.

Der er derfor som anført ikke brug for skattelettelser og slet ikke for topskattelettelser, men brug for øgede indtægter for det offentlige. Først og fremmest tilbagerulning af VKO s katastrofale skattestop og skattelettelsespolitik samt gennem skærpet bolig – og rentebeskatning. Herigennem kan umiddelbart skaffes det offentlige øgede indtægter på 20 mia. kr og på sigt op til 30 mia. kr.

 

Henrik Herløv Lund, uafhængig økonom – cand. scient. adm.
Ikke parti – eller bevægelsestilknyttet medlem af centrum venstre

Ovenstående er et resume af rapporten (130 s. ): SRSF s 2020 – plan: Danmark i arbejde – eller i arbejdsløshed? Rapporten kan downloades på www.henrikherloevlund.dk/artikler/Danmarkiarbejde-rapport.pdf

Undertegnede udgiver to vederlagsfrie nyhedsbreve, der udsendes pr. mail. KRITISKE ANALYSER om velfærd, økonomi og neoliberalisme og KRITISKE DISKUSSIONER om regeringen og dens politik. Abonnement kan tegnes ved at maile til herloevlund@mail.dk

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce