Annonce

Yderste højre
6. februar 2015 - 12:50

Presset på Pegidas danske leder vokser

Forældre, kollegaer og politikere frygter, at skolepsykolog og Pegida-formand Nicolai Sennel ikke kan adskille sine professionelle og politiske holdninger til islam og muslimer i sit arbejde for Københavns Kommune.

11 skolepsykologer på Østerbro og i Indre By i København har sendt et fælles brev til Børne- og Ungeudvalget i Københavns Kommune, hvor de udtrykker stor faglig mistillid til deres kollega, Nicolai Sennels, der er talsmand for Pegida i Danmark.

Samtidig har forældrebestyrelsen i Børnehuset Teaterbørn & Sct. Paul, hvor den kontroversielle Pegida-leder er tilknyttet som psykolog, nu taget kontakt til kommunen for at udtrykke deres bekymring over Nicolai Sennels anti-muslimske holdninger.

Reaktionen kommer efter at medlem af Københavns Borgerrepræsentationen, Jonas Bjørn Jensen (S), og næstformand i fagforbundet Landsforeningen For Socialpædagoger (LFS), Jan Hoby, tidligere har krævet Nicolai Sennels fyret.

Det skriver Berlingske.

Læs artiklen »Bekymrede forældre rejser tvivl om Pegida-talsmands arbejde med deres børn« hos Berlingske.

Læs artiklen »Skolepsykologer i oprør: Kolleger angriber Pegida-talsmand« hos Berlingske.

Blogger: Find et andet job, Hr. Pegida

Børne- og Ungdomsforvaltningens afdeling på Østerbro og i Indre By har efter den stigende offentlige og interne kritik af Nicolai Sennels afholdt et stormøde for forvaltningens ansatte, hvor man har orienteret om sagen.

Anledningen til kritikken er, at Pegida-formanden i en række debatindlæg, artikler og foredrag, der er stærkt negative overfor islam og muslimer, tager udgangspunkt i sit arbejde som psykolog ansat i Københavns Kommune.

Det har fået kritikkerne til at mene, at han blander sine politiske holdninger sammen med sit professionelle virke, og dermed er uegnet til at arbejde med muslimske børn og unge.

Cand.psych. Louise Pedersen opfordrer i et blog-indlæg på Modkraft direkte Nicolai Sennels til at finde et andet arbejde.

»Sennels arbejder med mennesker, der er i en særdeles svag position samfundsmæssigt; de er børn og unge, de har psykiske vanskeligheder og en del af dem kommer fra flygtningefamilier og de laveste sociale lag. De er mere end nogen afhængige af, at fagfolk omkring dem behandler dem med respekt og ser lys forude på deres vegne, når de selv kun ser mørke. Jeg er bange for, at Sennels og hans ligesindede selv står som det mørke, der blokerer for vejen frem,« skriver Louise Pedersen.

Læs bloggen »Find et andet job, Hr. Pegida« og deltag i debatten hos Modkraft her.

Aktivister klar med demo

Også i sit politiske virke møder Nicolai Sennels modstand.

Når han mandag indkalder til endnu en demonstration imod »ekstrem islam«, så vil netværket København for Mangfoldighed således være klar med mod-demonstration.

Her skal blandt andre forfatter og journalist Nagieb Khaja holde tale, mens Walter Markusen fra 3F er konferencier, når demonstrationen går fra Sankt Hans Torv på Nørrebro til Gammel Torv i Indre By.

I indkaldelsen til protest-arrangementet skriver København for Mangfoldighed, at de fortsat håber på at kunne stikke en kæp i hjulet på den danske Pegida-bevægelse, inden den for alvor får fodfæste.

»Der har aldrig været, og der bliver aldrig plads til Pegida og deres racistiske holdninger. Lad os i København gå i Århus' fodspor og få Pegida stoppet og lukket ned. Lad vores fællesskab, mangfoldighed og tolerance skubbe dem ud af kurs og lad os sammen sørge for, at de ikke bare vakler men falder helt,« skriver mangfoldigheds-aktivisterne.

Læs mere om begivenheden »DEMONSTRATION#3 - København for Mangfoldighed« på facebook her.

Læs artiklen »Antimuslimer halter videre, møder fortsat modstand« hos Modkraft.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce