Find et andet job, Hr. Pegida

Der har den seneste tid raset en diskussion om Nicolai Sennels, talsmand for Pegidadk, og hans arbejde som skolepsykolog. For er det forsvarligt at have en mand med dybt intolerante og anti-muslimske holdninger til at varetage muslimske børn og unges tarv? Og hvilke faglige konsekvenser har det potentielt for hans arbejde som psykolog, hvis han bærer disse fordomme med ind i konsultationen? De spørgsmål vil jeg kommentere på i denne blog i kraft af mit eget job som psykolog og dermed som fagfælle med Sennels. Kritikken af Sennels har meget gået på, at hans værdier er uforenelige med at arbejde som skolepsykolog. Jeg håber imidlertid at vise, at det ikke kun er værdierne men også den praksis, som oplagt vokser ud af dem, vi må angribe.

Psykolog og anti-muslim i spidsen for Pegidadk

Pegida er en forkortelse for 'patriotiske europæere mod islamiseringen af Vesten', på tysk Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes og er blevet kædet sammen med højreekstreme kræfter i Tyskland. Pegida-bevægelsen mener, at der er en islamisering i gang af Vesteuropa. I Danmark hedder bevægelsen Pegidadk. Ifølge talsmand Nicolai Sennels ønsker Pegidadk at markere deres bekymring over fundamentalistisk islam, og det har de den seneste tid forsøgt via demonstrationer flere steder i landet. Disse er blevet mødt at langt større moddemonstrationer, hvilket blandt andet har ført til, at Pegidadk har lukket og slukket i Århus.

Nicolai Sennels har den seneste tid været i modvind, da der er kommet fokus på hans arbejde som skolepsykolog. Ifølge Arbejderen er det Sennels job at vurdere behovet for psykologhjælp og anden støtte til børn og unge på institutioner i kvartererne Østerbro og Indre By, hvor der blandt andet går muslimske børn og unge. Flere prominente personer har krævet ham fyret, ligesom en gruppe af hans kollegaer har ytret stor bekymring for hans evne til at varetage sit arbejde forsvarligt, når man tager hans holdninger til muslimer i betragtning.

Sennels har tidligere mistet et job som psykolog ved den socialpædagogiske døgninstitution Sønderbro som konsekvens af, at han til et medarbejderseminar i Københavns Kommune kom med udtalelser om islam og muslimer, som blev opfattet som værende i konflikt med Københavns Kommunes værdigrundlag. Sagen resulterede i, at Nicolai Sennels indgik en fratrædelsesaftale.

Muslimer er indavlede, mentalt skadede og vrede: faglige konsekvenser

Sennels er over årerne kommet med en række udtalelser om muslimer, som viser hans foragt for vores muslimske brødre og søstre. Her bringer jeg et par citater, som jeg synes er af særlig interesse, når man skal forholde sig til hans evne til at varetage sit hverv forsvarligt (eller uforsvarligt). Efter hvert citat kommer jeg med nogle faglige overvejelser over, hvad et sådans menneskesyn har af betydning for psykologisk praksis og faglighed:

I 2008 udtaler Sennels om muslimer og vrede til Snaphanen.dk

'Når man arbejder psykologisk med muslimer, bliver det klart, at man ikke kan opfordre en muslim til at lægge sin vrede fra sig. Det ville svare til at bede en cowboy om at lægge pistolerne hjemme på kommoden, inden han skal ud og duellere: Det virker absurd i hans øjne.'

Konsekvensen heraf er, at det ingen mening giver at støtte muslimske børn og unge i at forstå deres eventuelle vrede, hvad den er udtryk for og støtte op om at finde andre udtryksformer, som kan give klienten og dennes omgivelser et bedre liv. Følelser er altid udtryk for, at noget er vigtigt for et menneske, og vrede er derfor udtryk for noget vigtigt, som mennesket ikke har adgang til. Sennels reducerer vrede til at være et upersonligt påhæng, som på mystisk vis er nedarvet i muslimsk kultur eller gener, og han fratager på den måde sine muslimske klienters mulighed for at blive set og støttet i at udvikle sig til mennesker, der har andre andre og flere måder at udtrykke sig på end via vrede. Når Sennels som psykolog skal vurdere hvilke støttemuligheder, der er relevante for et konkret muslimsk barn, er der derfor en stor fare for, at støtte omkring vrede hos muslimske børn og unge ikke vil gå på at hjælpe personen til en øget forståelse af egne behov og følelser og nye handlemuligheder. Forskellige sanktioner af vreden og 'opbevaringsforanstaltninger' i varierende grad bliver mere oplagte metoder, hvis vreden alligevel ikke kan adresseres.

Sennels udtaler videre om forstyrrede følelser:

'Det ligger således meget dybt i os vesterlændinge, at vi selv har ansvar for vores forstyrrende følelser... Denne refleksionsproces er netop det, som udgør den største psykologiske forskel mellem vesterlændinge og folk, som er vokset op i muslimske familier.' Snaphanen.dk,11.6.2008

Konsekvensen af Sennels holdning er, at man må antage, at muslimer pr. definition mener, at de ikke selv har ansvar for deres følelser. Interventionerne i forhold til 'forstyrrede følelser' vil derfor oplagt blive centreret omkring at vise de muslimske klienter, at de selv har ansvaretfor deres forstyrrede følelser – en erkendelse og refleksion, de åbenbart mangler ifølge Sennels. For det første holder antagelsen naturligvis ikke, og jeg betragter ikke Sennels mavefornemmelse som pålidelig i denne sammenhæng. For det andet er det faktisk et stort problem, at folk i Danmark i dag selv føler sig ansvarlige for, og skyldige over, deres psykiske dårligdomme, da denne selvbebrejdelse ofte betyder, at de får det endnu dårligere. Desuden betyder antagelsen, at problemerne alene er individets ansvar, at samfundet slipper for at tage medansvar for dets borgeres psykiske velbefindende. Dette er naturligvis absurd, da staten i vid udstrækning tager ansvar for menneskers fysiske velbefindende igennem gratis lægehjælp, økonomisk støtte til medicin, regulering af afgifter på fødevarer, tjeks for diverse sygdomme, mm. Sennels implicitte antagelse om, at det er godt at placere problemerne inde i den enkelte, er dybt ideologisk forankrede og systembevarende af karakter.

Også indavl har han en tese om:

'Et groft skøn viser, at næsten halvdelen af alle verdens muslimer er indavlede. En stor del af de indavlede muslimer er født af forældre, som selv er indavlede – hvilket øger risikoen for mentale og fysiske skader meget. Massiv indavl indenfor den muslimske kultur de sidste 1400 år kan have gjort katastrofal skade på deres genpulje. Indavl kan være forklaringen på, hvorfor det kun er lykkedes ni muslimer at modtage den prestigefyldte Nobels Fredspris.' Europenews.dk, 9.8.2010

Her bevæger Sennels sig (ganske forudsigeligt) ud i en kraftig biologisering af psykiske vanskeligheder. Den muslimske befolkning skulle genetisk være særligt problematisk grundet indavl; mentalt skadede, fysisk skadede, degenererede. Muslimske børn og unge med vanskeligheder må derfor ses som biologisk defekte. Og hvad er det lige, man som psykolog kan gøre ved sådanne biologiske defekter? Ikke ret meget. Når problemer ikke alene placeres i individet men tilmed i generne, så begynder pædagogiske og psykologiske indsatser at være meningsløse. Denne defektforståelse har derfor som naturlig afløber, at de besværlige klienter måske nok skal håndteres, så de ikke ødelægger for meget for andre og samfundet, men grundlæggende set kan de ikke hjælpes til at få det bedre. Tænker man så som Sennels, at disse defekte børns forældre også er indavlede og genetisk degenererede, så giver indsatser omkring barnet i samråd med forældrene selvfølgelig heller ikke megen mening. Det begynder at være svært at se, hvad en psykolog med disse holdninger på nogen måde ville kunne bidrage med i pædagogisk-psykologisk arbejde.

Fordomsfulde psykologer indskrænker klienters handlemuligheder

At arbejde som psykolog på forsvarlig vis kræver, at man konstant og hele tiden overvåger sine egne fordomme, forudantagelser og 'blinde punkter', så man ikke kommer til at gøre skade på de klienter, man er ansat til at hjælpe. Det er nemlig sådan, at ens erkendelse som psykolog har direkte konsekvens for det psykologiske arbejde, man udfører. På den måde er det mentale og praktiske arbejde meget tæt smeltet sammen i psykologisk faglig praksis. Problemer ved at lade forudantagelser dominere i sit arbejde er, at man begynder at se det, man kigger efter. Hvis Sennels tænker muslimske børn og unge som indavlede, vrede og ude af stand til at tage ansvar for deres egne følelser, så vil han uvægerligt også kigge efter bekræftelse på dette, når han arbejder. Og som jeg har prøvet at sandsynliggøre, vil han også se mulige støtteforanstaltninger og veje at gå i forlængelse af den måde, han forstå deres problematikker på. Og det er her, jeg som fagperson bliver meget bekymret over Sennels aggressive, reduktionistiske, anti-muslimske og uvidenskabelige udsagn om muslimer. Fordomme hos psykologen lukker så at sige døre for den klient, de rettes mod. Jeg mener selv, at psykologers fornemmeste opgave er at hjælpe mennesker til at forstå hvorfor, de handler som de gør, og herefter at skabe nye handlemuligheder sammen med dem. Hvis Sennels fremmer en forståelse hos muslimske børn og deres forældre om indavl, uhåndterlig vrede og i øvrigt individualiserer deres vanskeligheder, så tror jeg, at han snarere end at hjælpe indskrænker deres handlemuligheder, konsoliderer deres vanskeligheder og bidrager til yderligere stigmatisering af i forvejen marginaliserede grupper. Og det er helt og aldeles uacceptabelt.

Giv slip på fordommene eller find et andet job

Jeg kan afsløre, at hvis jeg som psykolog selv får klienter ind, som aktiverer mine fordomme, så bruger jeg systematisk supervision til at give slip på disse fordomme. Og lykkes det ikke, sender jeg klienten videre til en kollega. Det manglede sgu da bare. Som psykolog er man selv sit arbejdes værktøj (ligesom i andre hjælpefag), og derfor må man altid sørge for at holde sit værktøj rent og nyslebent. Det kræver, at man igen og igen stiller spørgsmålstegn ved, om man er begyndt at pådutte sine egne fordomme på sine klienter. Og vil man ikke det, er man simpelthen uegnet til at varetage hvervet i min optik. Jeg har til dags dato ikke set noget fra Sennels, der tyder på, at han er villig til dette. Når han bliver presset, er hans svar ikke fagligt men ideologisk:

'Presset på ytringsfriheden eksisterer desværre på mange arbejdspladser, hvor man risikerer at blive bagtalt, chikaneret eller frosset ud for at udtrykke ellers alment udbredte og åbenlyst velbegrundede bekymringer for islam og indvandring' (www.b.dk).

Sennels arbejder med mennesker, der er i en særdeles svag position samfundsmæssigt; de er børn og unge, de har psykiske vanskeligheder og en del af dem kommer fra flygtningefamilier og de laveste sociale lag. De er mere end nogen afhængige af, at fagfolk omkring dem behandler dem med respekt og ser lys forude på deres vegne, når de selv kun ser mørke. Jeg er bange for, at Sennels og hans ligesindede selv står som det mørke, der blokerer for vejen frem.

Af Louise Pedersen, Cand.psych.