Annonce

Udland
5. juni 2013 - 10:31

Parkprotester varsler politisk forår i Tyrkiet

Demonstrationerne i Tyrkiet er en kulminationen på flere års stigende utilfredshed over regeringens autoritære træk. Og måske en vej til at samle oppositionen i landet.

Hvad der i sidste uge startede som fredelige protester fra miljøaktivister mod nedfældning af træer til fordel for et indkøbscenter i Gezi parken i Istanbul, har siden weekenden udviklet sig til voldsomme demonstrationer i mere end 40 af Tyrkiets 81 provinser.

I løbet af weekenden har over hundrede tusinde mennesker været på gaden, flere end 1.700 er blevet anholdt, flere hundrede såret, og ifølge Amnesty International meldes tre indtil videre dræbt under urolighederne.

Til trods for, at politiet har brugt store mængder tåregas og sat vandkanoner ind, så var demonstrationen lørdag så enorm på Taksim pladsen, oprørets centrum, at politiet måtte trække sig tilbage – til stor jubel blandt demonstranterne.

Men hvorfor har kampen for en park i Tyrkiets største by mobiliseret så store menneskemængder?

Læs artiklen »Tyrkiet: To demonstranter dræbt – uroligheder fortsætter« hos Modkraft.

Se indslaget »The origins of Turkey's Occupy Gezi movement« hos Al Jazeera.

Hør interviews med tyrkiske demonstranter her.

Urbanbyggeriets magt

Optøjerne kan ikke ses isoleret, men er blevet symbolet på regeringspartiet AKP’s manglende lydhørhed overfor befolkningen, tydeliggjort blandt andet gennem konstante nye offentlige byggerier gennemført trods borgerprotester.

En tyrkisk venstreføjsaktivist bosat i Holland fortæller over mail, at rydningen af Gezi parken er kulminationen på regeringens mange offentlige bygningskonstruktioner, som de seneste år har taget byens sjæl.

Bygningssektoren er med landets økonomiske boom i 00’erne eksploderet voldsomt og historiske områder i Istanbul er blevet forvandlet til byggepladser.

Den udvikling får demonstranterne til at kalde Tyrkiet for et ’bygningscracy’.

Udover rydningen af Geziparken og den mulige opførelse af en ny stormoské på Taksim pladsen, har regeringen i sidste uge lanceret planen om en ny stor-bro, hen over Bosporus strædet, som skiller den asiatiske og den europæiske side.

Regeringen siger, at broen vil lette Istanbuls enorme trafikpropsproblemer, men kritikere påpeger, at broens beliggenhed er så langt væk fra Istanbuls center, at den næppe vil påvirke trafikproppen.

Desuden vil en bro af den størrelse medføre nedfældning af massevis af træer, hvilket yderligere vil give temperaturstigninger, siger kritikkerne.

Broen er derudover af regeringen blevet tildelt navnet Yavuz Selim, som var den osmanniske sultan, der beordrede massakren på op mod 40.000 alevier i 1500 tallet. Alevierne der udgør imellem 10-15 procent af befolkningen bliver af den sunni-muslimske regering betegnet som vantro. Alevierne betegner bro-navngivningen som en klar provokation mod deres trosretning.

Det urbane bygningsapparat har de seneste år haft til hensigt at sætte premierminister Tayyib Recep Erdogan på tronen af det absolutte magtcenter.

Blandt andet igennem lukrative aftaler med forretningsmænd og ledende aktører i industrisektoren, har han formået at iværksætte offentlige byggerier til gavn for partiets medlemmer samt at etablere en kolossal magt omkring ham selv.

Denne udvikling har derudover skabt en vedvarende urbanisering, som har gavnet den socialkonservative del af befolkningen, AKP’s kernevælgere, men som hvis man skal tro kritikken, har skabt overbefolkede tyrkiske storbyer med en enorm befolkningstæthed.

Fængslinger og manglende rettigheder

Dertil kommer, at Erdogan de seneste par år har udvidet sine magtbeføjelser markant, hvilket har medført alt fra markante hverdagsrestriktioner mod blandt andet alkohol og tobak til massefængslinger af regeringskritikere.

Menneskerettighedsaktivist og advokat Elif Koru, som har taget del i protesterne i Istanbul fra første dag, fortæller over Facebook, at regeringsmagten de seneste mange år har fængslet store dele af de oppositionelle kræfter, heriblandt, hendes mandlige kollega, der den 9. januar i år blev anholdt for at fremhæve regeringens menneskerettighedskrænkelser.

Han sidder stadig fængslet og har endnu ikke været for en dommer.

Massearrestationerne berører desuden et generelt problem i landet, hvor lange varetægtsfængslinger har givet staten mulighed for at tilbageholde mistænkte i op til 10 år. Det har været med til at splitte oppositionen ad, som i dag består af mange mindre politiske grene.

Angsten for regeringens repressalier ses også blandt de tyrkiske medier, hvor regeringskritiske journalister arresteres for et godt ord. Konsekvenser er selvcensur og mangel på kritisk stillingtagen i det tyrkiske medielandskab.

Weekendens protester tydeliggjorde dette yderligere, hvor de tyrkiske medier ifølge Elif Koru har været totalt fraværende i dækningen af konflikten.

Hvor står oppositionen?

Oppositionen står derfor overfor for en stor udfordring, nemlig at samle en dybt fragmenteret bevægelse, der siden AKP’s magtovertagelse i 2001 ikke har formået at etablere et stærkt alternativ til regeringsmagten.

Den populæreste opposition er det republikanske parti CHP, som har rødder helt tilbage fra den tyrkiske fader Atatürks proklamering af republikken, Tyrkiet i 1923.

Partiet lider dog både af politiske skandaler samt mangel på en selvstændig politisk kurs, hvis fornemste rolle i stedet synes at være at påpege AKP’s fejl. 

Weekendens demonstrationer kan have ændret oppositionens ståsted, og muligheden for, at et andet og stærkere alternativ end CHP synes større end nogensinde før.

Der er set mennesker repræsenteret fra alle politiske og sociale skel på gaden.

En bekendt af undertegnede, og deltager i demonstrationerne i Ankara fremhævede desuden i går den euforiske stemning, der også har bredt sig i hovedstaden i løbet af weekenden.

Oppositionen føler sig samlet for første gang i lang tid, påpeger han og kalder det for »det tyrkiske forår.«

Gadens opråb har forvandlet sig fra at være en modstand mod et offentligt byggeri til et decideret krav om, at Erdogan skal gå af.

Dog har flere iagttagere svært ved at forestille sig kravets efterlevelse, da Erdogan og hans AKP-parti stadig har stor opbakning blandt Tyrkiets over 80 millioner store befolkning.

Ved seneste valg i 2011 fik AKP 50 procent af stemmerne.

Fokus bør derfor ikke være på, om hvorvidt Erdogan skal træde af eller ej, men på at han nu ikke længere kan vende det døve øre til befolkningens ret til frit at modsætte sig regeringsmagtens politik uden frygt for repressalier.

Læs artiklen »Tyrkiets islamister er under pres for første gang i 10 år« hos Information.

Se indslaget »The Stream - #OccupyGezi: What do they want?« hos Al Jazeera.

De tyrkiske mediers manglende dækning af urolighederne har medført, at demonstranterne har tyet til de sociale medier, der ligesom under de arabiske opstande synes at spille en rolle i mobiliseringen af folket samt udveksling af sympatierklæringer.

Tyrkiske demonstranter deler amatøroptagelser og billeder på Youtube og facebook af politiet, der tager voldsmetoder i brug for at nedkæmpe demonstranterne.

Derudover er flere støttehjemmesider og blogs blevet etableret med flere hundrede tusinde støtter. 

Se aktivisternes egen gennemgang af oprørets udvikling her:

Ligesom med Tahrir-pladsen i Cairo i Egypten synes Taksim-pladsen at have manifesteret sig som demonstranternes scene til at udtrykke deres frihedsrettigheder og utilfredshed.

Hvis begrebet det »arabiske forår« beskriver befolkningens opråb om medbestemmelse, medborgerskab og politisk engagement, så synes der ikke at været noget i vejen for at betegne weekendens opstande for det »tyrkiske forår.«

En ting er i hvert fald sikker.

De seneste dages demonstrationer har sat Erdogan på den hidtil største udfordring i løbet af regeringsperioden på over 10 år: at lytte til sin befolkning.

Mathias Findalen (f. 1985) er kandidatstuderende i historie på RUC med tilvalg på Mellemøststudier på KUA. Han har over de seneste par år rejst i store dele af Mellemøsten og var i 2011 bosat i Tyrkiet. Han var i efteråret 2012 udvalgt som researchstudent på det Europæiske Universitet i Firenze.

 

Se også links om Kampen i Tyrkiet på Modkrafts Tidslinje, 28. maj 2013


 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce