Annonce

Film
29. september 2016 - 16:04

Oliver Stone hollywoodiserer Snowden

ANMELDELSE: Med filmen om Edward Snowden trivialiserer Oliver Stone whistlebloweren med sløve Hollywood-klicheer, der ikke kan opveje, at filmens politik er præk for de allerede frelste. Og filmen byder heller ikke på nogen udfordring til dem, der føler sig trygge ved det grasserende overvågeri.

Det materiale, Oliver Stone havde for sig, da han besluttede at lave film om Edward Snowden, er vildt nok.

En 29-årig computer-haj med en strålende karriere foran og bag sig, hus på Hawai og smuk kæreste vælger at sætte alt over styr for nogle principper principper fra syttenhundredeog hvidkål.

Det lyder som noget fra en film, og det er det altså blevet med den amerikanske veteraninstruktørs 134 minutter lange biopic, der meget passende og prætentiøst er betitlet Snowden.

Udgangspunktet for filmen er den allerede rigeligt dokumenterede fortælling om, hvordan Snowden møder Guardian-journalisterne Ewan McAskill og Glenn Greenwald og filmdokumentaristen Laura Poitras forud for offentliggørelsen af de første NSA-historier i juni 2013.

Mødet foregår helt som det er beskrevet i Poitras dokumentarfilm Citizen Four og Greenwalds bog Nothing to Hide, og Stones fiktion lægger ingenting til den kendte beretning.

Når klicheerne fortæller

Det er Snowden-filmens problem i en nøddeskal.

Vi kender allerede vigtige kapitler af historien. Om dem hverken korrigerer eller udvider Stone. Når han skal digte og fortælle selv, tager Hollywood-klicheerne over, og gør det psykologiske drama overfladisk, ligegyldigt og forceret.

Der er ikke meget i filmen, der realistisk forklarer Snowdens vej fra hæren til Hong Kong, fra sikkerheds-konservativ til whistleblower. Endnu mindre er der af det, der  lader os følge de kampe, der må have udspillet sig inde i Snowden i hans ideologiske dannelsesrejse.

Og det er en skam, for et sådant indblik kunne have gjort filmen interessant som andet end en hyldest til Snowdens ubestridelige mod.

Endimensionel kærlighed

Det er beskrivelsen af hovedpersonens forhold til kæresten Lindsay Mills, der i hovedsagen skal trække læsset med at give filmens Edward Snowden dybde.

Parret kæmper med problemer af den slags, der er standardinventar i Hollywood-film om mennesker med en mission. Han arbejder sig syg og er bekymret, vil ikke og må ikke tale om, hvad der trykker ham. Hun elsker ham, men kan ikke nå ham.

De to skændes, men man tror aldrig rigtig på, at dramaet mellem dem er for alvor. Der er ikke mange tårer, ingen der smadrer tallerkener, ingen der siger fuck dig.

Det flade og utroværdige parforhold skyldes ikke skuespillet. Joseph Gordon-Levitt spiller præcist og dygtigt den charmerende og lidt generte Snowden, vi kender fra utallige interviews. Han har tilmed lært sig at tale som Snowden.

Og Shailene Woodley, der spiller Lindsay Mills, ville sikkert  have føjet en tredje dimension til kærlighedsforholdet, hvis hun havde fået lov.

Principiel præmis

Dét forhindrer Stones take på historien. Han har vigtigere ting på hjerte.

Han er selv en mand med en mission. Den mission handler om at lave et monument for den Snowden, der er gået så langt for at passe på de principper, som Stone og andre liberalt sindede mennesker sætter så højt.

De principper ligger som selvfølgelig præmis for filmen, og de bliver kun for alvor udfordret af Snowden, mens den nationale sikkerhedsstat stadig har hans hovede.

Det sker, da Lindsay Mills på de tos første stævnemøde konfronterer ham på hans noget defensive støtte til Irak-krigen. Der er, siger han, ligeså gode grunde til at tro på  George Bush, som der er til at tro på de venstreorienterede demonstranter der vil have hans underskrift på en protestskrivelse.      

Oliver Stone vil hellere docere principper end interessere sig for, hvad der motiverer det amibivalente forhold, mange mennesker har til principperne.

Der er ikke der meget i filmen, der lader os se ind i den virkelige frygt, der motiverer mange menneskers tolerance over for den nationale sikkerhedsstats autoritære apparatur. Og der er intet der for alvor tester de liberale principper, som Stone mener, at alle ordentlige mennesker må deles om.

Der er heller ikke meget, der udfordrer de undtagelser fra principper, mange demokratisk og liberalt sindede er gået med til, fordi de synes  at deres »progressive ledere« kan betros adgangen til oplysninger om deres liv.

Snowdens frygt

Da virkelighedens Snowden trådte frem, gjorde han det klart, at beslutningen om at afsløre sig selv som kilden bag afsløringerne var motiveret af ønsket om at skåne kolleger og familie mest muligt for konsekevenserne af hans gerning og for at undgå, at spørgsmålet om hans identitet blev bragt i centrum. Så kunne debatten, håbede han, handle om det, han afslørede snarere end om ham selv, og hvad han havde gjort. 

Men nu har Oliver Stone skabt et filmisk monument over Snowden.

Som det er tilfældet med de fleste monumenter, er filmen påståelig, endimeensionel og kedelig at kigge på.

Det billede af Snowden, som Oliver Stone partout vil sætte i hovedet på os, forhindrer, at den kan blive andet.

Den flade personskildring stiller sig ikke i sig selv i vejen for at Snowden-filmen have været politisk interessant.

Det er den ikke. Den udfordrer ingen, der har brug for at blive det.

Så hvis afsløringerne fortsat genererer debat og måske forandring, er det ikke Oliver Stone, Edward Snowden og vi andre har at takke.

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce