Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Analyse
28. april 2016 - 15:23

Nostalgien efter den socialdemokratiske arbejderklasse skaber splittelse

Velfærdschauvinismen bekræfter idéen om en hvid, dansk lønmodtagerklasse, hvis enhed trues af indvandringen. Anden del af Bue Rübner Hansens artikeltrilogi om, hvorfor det er så svært for den danske venstrefløj at bryde med velfærdschauvinismen ved at trække på socialdemokratisk nostalgi. 

Denne artikelserie  beskriver, hvordan »udlændingepolitikken« i Danmark er indtrådt i en ny fase, hvor DFs »værdipolitiske« chauvinisme bliver suppleret af en dybt økonomisk socialdemokratisk politik, som forskelsbehandler flygtninge og indvandrere for at »forsvare velfærden«.

Det betyder, at de strategier, som blev udviklet imod DF på den danske venstrefløj, begynder at vise deres utilstrækkelighed. Den måske vigtigste inspiration for denne strategi var Magnus E. Marsdals bog Frp-koden (2007), som handler om det norske udgave af DF, Fremskrittspartiet.

For at forklare dette skifte må vi flytte vores fokus fra DF-koden til »S-koden«, dvs. de principper, som har styret socialdemokratisk politik siden deres storhedstid i 1960’erne. Vi skal særligt se, hvordan de i dag optræder i en nostalgisk form, som understøtter eller ikke formår at bryde med velfærdschauvinismen. Disse tre principper handler om en bestemt forestilling om Partiet, Klassen og Velfærdsstaten.

I den første artikel i denne trilogi så vi, hvordan et brud med velfærdschauvinismens splittelsespolitik kræver et brud med socialdemokraternes historiske selvforståelse som et parti. For så længe man insisterer på, at omfordeling kun er mulig i vækst-tider, betyder krise- og lavvækst, at lønarbejdere spilles ud imod alle dem, som står udenfor arbejdsmarkedet og som derfor »ikke bidrager« til velfærden (som bliver forstået i rent økonomiske termer). Det går ikke blot ud over studerende, førtidspensionister og arbejdsløse, men også flygtninge og indvandrere, som har længere vej til arbejdsmarkedet (som vi skal se i tredje artikel).

Her i anden artikel i serien, vil jeg se på et andet element i den socialdemokratiske nostalgi, nemlig den klassiske socialdemokratisk forståelse af arbejderklassen. Vi skal se, hvordan særligt SF’s adoption af denne forståelse har været med til at bekræfte velfærds-chauvinismens grundideer.

Læs den tredje artikel i serien »Det nostalgiske forsvar for velfærdsstaten undergraver sig selv« hos Modkraft.

Klassepolitik som identitetspolitik

En vigtig analyse i den danske venstrefløjs strategi imod drejningen med Dansk Folkeparti er: Hvis højrefløjen vinder frem på at tale om et etnisk dansk vi, som går på tværs af alle klasser i Danmark, handler det for venstrefløjen om at tale om et klasse-vi, som går på tværs af alle etniske grupper. Ifølge denne analyse – som blandt andet er inspireret af norske Magnus Marsdal
– vinder venstrefløjen på at være universalistisk og økonomisk orienteret, og højrefløjen på at være partikularistisk og værdi-orienteret.

Læs artiklen »Socialdemokratisk nostalgi vil aldrig kunne bryde med velfærdschauvinismen« hos Modkraft 

Her i anden del skal vi se, på det mest gennemførte forsøg på at tænke en strategi baseret på en skelnen som blev promoveret af særligt den unge generation i Socialistisk Folkeparti i årene før og efter SF gik i regering i 2011. Det betød, at SFs værdipolitik sneg sig ind i SFs økonomiske forsøg på at definere arbejderklassen som den svigtede, tidligere »socialdemokratiske« arbejderklasse. 

Men som vi har set i første del af denne artikelserie giver det ikke mening at skelne skarpt mellem værdipolitik og økonomisk politik. For denne skelnen opretholder diskussionen af indvandring og kulturelle forskelle som en diskussion af 'vores' og de 'andres' 'kultur og 'værdier', snarere om mulighederne for klasse- og medborger-solidaritet. 

 

 

SF strategi formåede hverken at erobre mange stemmer fra Dansk Folkeparti eller at skabe en politisk ramme, som kunne bryde med velfærdschauvinismen fortællinger eller Socialdemokraternes højredrejning.[1] 

Den nostalgiske arbejderfigur undergraver klassesolidaritet

I politik er det umuligt at begå sig uden at konstruere et »vi«. I modsætning til en gruppe kolleger, venner eller kampfæller er et sådan »vi« et forestillet fællesskab, når det er umuligt at møde eller have kontakt med alle andre, som deltager i vi'et.[2] SF har forsøgt at stjæle Dansk Folkepartis nationalistiske »vi« for venstrefløjen ved at give det et klasseindhold. 

Fagforeningsmand Mattias Tesfaye's - som senere blev SF-næstformand og så socialdemokrat - skrev i 2007 ti teser om ”Praktisk Socialisme”, som blev et indflydelsesrigt og skarpt eksempel på denne strategi: »Politik er klassekamp. Udgangspunktet for alt politisk arbejde må derfor være arbejderfamiliernes kamp for bedre livsvilkår.«

Men denne definition er selvfølgelig begrænset, for »fælles interesser« er et koldt begreb, der ikke giver meget rum for en varm identifikation, et egentligt fællesskab. Derfor må universalismen konkretiseres gennem henvisning til en fælles identitet og fælles værdier: 

»Vi skal flage med dannebrog. Ikke fordi vi sværmer om en national romantik, men fordi vi erkender, at netop kærligheden til os selv, er forudsætningen for at kunne elske andre. Man kan ikke være international, uden at være national.«


 

Og arbejder-begrebet blev også givet et særligt jævnt og folkeligt tilsnit. Skatteminister Thor Möger Pedersen, der som Tesfaye blev en del af den unge SF-generation der skiftede til Socialdemokraterne i 2013, beskrev denne identitet i maleriske venderinger i en kronik i 2012. Her skrev han, at SF skulle være partiet for de »hårdtarbejdende lønmodtagere«:

»Dem der står tidligt op, smører leverpostejsmadder, afleverer ungerne og tager på arbejde. Skattereformen starter og slutter med dem. Dem der trækker i kedeldragter eller orange veste. Dem der har værktøjsbælte. Dem der tager en uniform på. Dem der har skemalagte pauser. Dem der cykler rundt i hjemmeplejen. Dem der er på arbejde juleaften. Dem der må tage en søndagsvagt. 

For Tesfaye og Möger baserer arbejderklassens fælles værdier og identitet sig på hårdt arbejde, pligtopfyldenhed og ydmyghed.

»Socialisternes værdier dannes på arbejdspladserne. Her giver man ’plads til alle, der vil’. Folk der kører på frihjul i produktionen, i samfundet eller på overenskomsten, får den kolde skulder.«

De rigtige arbejdere er socialdemokratiske drømmearbejdere, produktive og hårdtarbejdende.

Og som retoriker og kommunikationsrådgiver Anissi Thorndahl Ghazelah har påpeget, vælger Möger at repræsentere den ideelle arbejder med henvisning til ”ord, der har konnotationer til klassiske ‘mandefag’, såsom ‘producere’, ‘materialer’, ‘reparere’, ‘værktøjsbælte’ og ‘kedeldragt’, mens ‘sygeplejerskernes kitler, sosuernes bækkener og rengøringsdamens gulvskrubbe bliver ikke inddraget i de sproglige billeder”.[3] 

Tesfaye's og Mögers »farveblinde« universalisme er ikke blot en implicit hvidvaskning af samtiden, men også af fortiden. For siden før stavnsbåndets ophævelse i 1788 har Danmark altid været hjem for tyske og polske, hollandske og norske arbejdsfolk, grønlændere, huguenotter, jøder, færinger og islændinge, svenskere og romaer.

Lang tid før 1950’ernes Morten Korch-romantik handlede hverdagens klassepolitik også om mangfoldighed i de største byer, omend ikke af den liberale slags som Tesfaye og Möger angriber. Det handlede om solidaritet mellem jyske migrant-arbejdere og lokale københavnere, det handlede om at finde fælles interesser blandt faglærte og ufaglærte, fastansatte og løstansatte, mellem offentligt- og privat-ansatte, og ikke mindst mellem kvinder og mænd.

Tesfaye’s forsvar for den truede socialdemokratiske arbejderidentitet er fuld af empati, indignation og solidaritet, men den åbner ikke for refleksion over, hvordan man i dag konkret kan skabe solidaritet på tværs af de mange forskellige identiteter, som kendetegner den brede arbejderklasse. For arbejderklassen – eller proletariatet om man vil – handler om meget andet end arbejde. Hvad man har tilfælles er ikke arbejdet, men livsgrundlagets usikkerhed.[4]

Det drejer sig om den gruppe mennesker, som for at overleve må gøres sig afhængig af andre: af arbejdsgiveren, en lønnet ægtefælle, af sine forældre, eller af velfærdsstaten. Og dette bliver stadigt tydeligere i takt med, at solidaritetsformer som kontanthjælpen og dagpengene undergraves - for det øger presset på alle arbejdere. Det samme gør automatisering og udflytningen af arbejdspladser, som ikke længere kun rammer produktionen, men også service-sektoren (tænk på selv-betjening af kasseapparater i supermarkedet og outsourcing af IT-support til Indien).[5]

Skabelsen af klassesolidaritet er altid blevet undergravet af angreb på de arbejdsløse, de anderledes og på dem, der ikke levede op til chefens produktivitetsmålsætninger og blev anset for at være ‘dovne’. Når forskelle produceres og bruges til at splitte folk, så er kampen for lighed mellem disse grupper også en kamp for at undergrave splittelsen.

Tesfaye og Mögers forsøg på at give konkret indhold til det abstrakte klassebegreb medfører en identitetspolitik, der kun kan håndtere klassens indre forskelligheder og eksklusioner som forstyrrende eller trusler. 

De modstiller den tilsyneladende monokulturelle gruppe af ‘hårdtarbejdende arbejdere’ mod resten, som nedvurderes som manglende de rigtige arbejderes moralske dyder. Det er en politik, som ikke formår at skabe et alternativ til velfærdschauvinismen, fordi dens ‘vi’ bygger på de samme identitetsmarkører som velfærdschauvinismen.

Fælleskab der ikke fungerer 

Tesfaye og Möger er hverken racister eller multikulturalister. Deres begreb om arbejderne er ‘farveblindt’, hvorved den følger den dominerende post-multikuturalistiske tendens blandt progressive liberale i USA. 

Mens en multikulturalistiskrepræsentation af arbejderne ligner en feel-good Benetton-reklame, leder den ‘farveblinde’ eller ‘post-raciale’ efter en gennemsnitlig figur, som kan repræsentere klassen eller nationen. Men dette gennemsnitlige individ er typisk tegnet efter den dominerende kultur, som vi ser med Mögers eksemplariske leverpostejs-arbejder.[6] De to reagerer forståeligt imod en multikulturalistisk mangfoldighedspolitik, som ikke forstår vigtigheden af klasse. Men deres alternativ består i en klassepolitik, som ignorerer, at klassen er mangfoldig, og at den består af andre grupper end de klassiske faglærte og ufaglærte arbejdere.

Tesfayes klassefællesskab baserer sig på en nostalgi for den klassiske socialdemokratiske arbejder. Men argumentet handler mere om at repræsentere disse svigtede arbejdere, end om at kombinere og skabe fællesinteresser i en klasse, som er fuld af forskellighed.

 

Problemet med dette er ikke eksklusion som sådan, for enhver identifikation af et fællesskab medfører eksklusion. Problemet er snarere, at Tesfayes og Mögers fællesskab ikke fungerer.

Det fungerer ikke, fordi det fokuserer på en løn-arbejder-identitet snarere end på interesseforskellene imellem alle arbejderne og arbejdsgiverne. Ved at ekskludere de arbejdsløse, overser de, at gode forhold for arbejdsløse skaber mindre pres på de arbejdendes lønninger, og mindre frygt for arbejdsløshed, dvs. mere mod til at sige fra overfor dårlige arbejdsforhold.

Ved at tilsidesætte etniske gruppers kampe for ligestilling til fordel for et forestillet leverpostejs-fællesskab, overser de, at kampe imod diskrimination baseret på etnicitet og statsborgerskab er nødvendige for at undgå etniciferet konkurrence blandt forskellige grupper arbejdere. Og ved at fokusere så stærkt på de pligtopfyldende arbejdere, overser de, at dovenskab kan være et oprør mod utålelige arbejdsforhold, og at det kan presse arbejdsgiverne til at tilbyde mere meningsfyldt og værdigt arbejde.

Forsøget på at definere en universel klasse interesse ender altså med et passioneret forsvar for den partikulære arbejderidentitet, som var dominerende i socialdemokratismens storhedstid. Det en klassepolitik, som baserer sig på et klasse-segments kamp for respektabilitet også i arbejdsgivernes øjne, snarere end på en bredere forståelse af klassen som alle de, der lige meget om de er i arbejde eller ej bliver tvunget til at konkurrere om jobs og lønforhold, med mindre de udvikler fælles solidaritet.[7]

Klassen og det mangfoldige fællesskab skal komponeres

I den period, hvor fagbevægelsen havde »sejret ad helvedes til«, som LO-formand Thomas Nielsens sagde på LOs kongres i 1982, begyndte man at tage klassen for givet. Arbejderklassen var noget, der bare fandtes, snarere end som noget, der skulle konstrueres. Men i et neoliberalt og individualiseret samfund er arbejderes kortsigtede interesser altid at konkurrere mod andre arbejdere – ligesom det var det, før fagbevægelsen slog igennem.

Med mindre der findes en bevidsthed om, at man står stærkere sammen, og taktikker (såsom strejken) og organisationer, som kan skabe denne bevidsthed i praksis og bekræfte den i erfaringen.[8] Og Socialdemokraternes klasseidentitet har været ude af stand til at svare på udfordringen fra en mere differentieret arbejderklasse. Klassen af arbejdere og arbejdsløse blev ikke kun mangfoldiggjort af indvandring, men også af, at kvinder og unge mennesker gjorde oprør mod nogle af de værdier som var centrale for arbejderidentiteten: den mandlige lønmodtagers patriarkalske magt over husmoren, det kedelige og enerverende arbejde, det hårde maskulinitetsideal. Disse oprør var også et oprør fra den bredere arbejderklasse imod en begrænsende arbejderidentitet.

Ligesom i arbejderbevægelsens tidlige år, bliver såkaldt »klassekomposition« stadigt vigtigere i dag. Men netop dét perspektiv forsvinder i Möger og Tesfayes klassebegreb. Fordi Möger ikke vil indse, at arbejderklassen er mangfoldig, ender han med at definere klasse på en måde, som er kulturalistisk og identitetspolitisk. Og når Tesfaye forsøger at italesætte et forestillet klassefællesskab står det i vejen for at konstruere et virkeligt fællesskab, fordi det underkender de kampe for lighed, som er nødvendig for at skabe et reelt klassefællesskab.

 

I stedet må man se på, hvordan nyankomne kan behandles som ligeværdige producenter af solidaritet. Her kan man f.eks. lade sig inspirere af Enhedslisten idé om, at tillidsmænd på skal stå for introduktionen af flygtninge til deres nye arbejdspladser, og af det brugerstyrede hus Trampolinhuset, som bliver drevet af folk med og uden dansk statsborgerskab under princippet om »medborgerskab fra dag ét«.

Man kan også lære af to græsrods-sprogprojekter fra London: den latinamerikanske fagforening LAWAS’ engelsk-spansk sprog-udvekslings-program og af sex-arbejder-organisationen X-talk som har vist, at fag-relevant sprog-undervisning er et stærkt organiseringsværktøj, som også styrker arbejdernes evne til at forhandle med deres kunder og myndighederne.

En ‘universel’ økonomisk politik må altid knyttes til et værdiladet, levet ‘vi’, som folk kan identificere sig med. Hvis ikke man aktivt definerer hvem, der tilhører ‘vi'et’, vil den samfundsmæssigt dominerende definition danne ramme for ens begreb.[9] Og får at få krop og indhold må enhver sproglig definition af et vi være baseret på en levet skabelse af fællesskaber og forbindelser. 

Man må derfor tage tyren ved hornene og definere og komponere mangfoldige fællesskaber – ellers kommer man automatisk til at trække på den dominerende definition af danskerne og de almindelige lønmodtagere som etniske danskere.[10] Og uden et mangfoldigt fællesskab kan man ikke bryde med velfærdschauvinismen og med de forskellige reaktive religiøse og etniske fællesskaber, som kun er blevet styrket igennem til år med velfærdschauvinisme.[11] 

Det er klart, at indvandringen er en udfordring, men det er en udvikling som skal løses gennem organiseringen af en mangfoldig arbejderklasse. Ellers hænger man fast i den nuværende splittelses-logik, som kun kan styrke reaktive kræfter, som islamister og danske nationalister.

Det eneste alternativ til en splittet arbejderklasse er en arbejderklasse organiseret som mangfoldig. Og det har altid været tilfældet i forskellig grad. Det nostalgiske socialdemokratisme overser den udfordring, og den formår derfor ikke at bryde med velfærdschauvinismens forestilling om en hvid, dansk lønmodtagerklasse, hvis enhed trues af indvandringen.

Som vi skal se i tredje del af denne artikelserie er splittelsen ikke kun forestillet og kulturel, men også et produkt af en række institutionelle og økonomiske arrangementer. Det betyder, at forsvaret for velfærdsstaten og den danske model må indeholde en kritik af disse institutioners problematiske sider, for at kunne anspore til institutionel nyskabelse og bryde med splittelsen.




 

 

[1] Med ramme henviser jeg til professor i lingvistik George Lakoff's begreb om ”framing”.

[2] Benedict Anderson, Imagined Communities, 1983, Verso.

[3] Anissi Thorndal Abu-Ghazaleh, 'Leverpostejs-madden og den eksotiske arbejder', Arbejderhistorie nr. 2 2015, s.144-159. Knud H Nielsen, Arbejdere og ’arbejderisme’, Kommunikationsforum, 31.02.2012 www.kommunikationsforum.dk/knud-h-nielsen/blog/arbejdere-og-arbejderisme

[4] Jeg trækker her på ordet “proletars” oprindelige betydning i romersk ret: Det drejede sig om en gruppe frie borgere, som ikke havde noget at sælge ud over deres arbejdskraft og som derfor primært overlevede som daglejere, men også gennem fast lønarbejde, ægteskab, almisser eller velgørenhed. Deres vigtigste bidrag til samfundet blev anset for at være deres børn, som selv kunne blive lønarbejde, soldater eller fortropper i den romerske kolonisering af nye regioner. Se også Michael Dennings artikel “Wageless Life”, New Left Review, 66, nov-dec 2010.

[5] Rune Møller Stahl og Pil Christensen: ‘Maskinerne kommer - med lavere arbejdstid?’, Information, 4. April 2014.

[6] Som Thorndal Abu-Ghazaleh bemærker: ”I en dansk kontekst har leverpostej konnotationer til noget ekstremt almindeligt, upompøst og nærmest kedeligt, sådan som det kommer til udtryk i begreber som ‘leverpostejsdansker’ og ‘leverpostejsfarvet hår’.”

[7] I sit storværk om den europæiske arbejderbevægelses historie viser Geoff Eley, hvor vigtigt begrebet om respektabilitet eller agtværdighed var for den tidlige arbejderbevægelse. Arbejderidentiteten blev konstrueret ved at udgrænse de ‘umoralske’ og ‘uordenlige’ elementer som Marx kaldte lumpenproletariatet, og ved at følge ofte ganske konservative køns- og familienormer. Det primære mål var at vinde borgerskabets respekt som en lige samfundsparter. I nogle lande blev dette oversat til arbejderstøtte til deltagelse i første verdenskrig. Ideen var, at ved at vise deres patriotiske sindelag kunne socialdemokraterne vise deres regeringsdygtighed og vinde stemmeretten. ‘Vi forsvarer fædrelandet for at vinde det’, som den tyske socialdemokrat Ludwig Frank (1874-1914) udtrykte det. Eley, Forging Democracy - The History of the Left in Europe, 1850-2000, s. 102, 118, 126

[8] Jeg har skrevet om denne process her: ”Ingen kan forhandle uden magten til at fremtvinge forhandling”, Kritisk Debat, juni 2014.

[9] Med ramme henviser jeg til professor i lingvistik George Lakoff's begreb om ”framing”.

[10] Det er pt. meget svært tale om “danskhed” uden at bekræfte den hegemoniske definition af begrebet. Denne definition henviser til en etnicitet og specifik kultur, og er rodfæstet i institutioner såsom statsborgerskabet, “danskheds-testen” og kulturkanonen. Samtidig bruges adjektivet “udansk” universelt som et nedsættende udtryk. En ikke-etnisk definition af danskhed som “alle der bebor, producerer og reproducerer livet i territoriet Danmark” kan ikke skabes gennem diskursive manøvrer alene, men kun gennem et opgør med etnificerende institutioner og en hverdagslig skabelse af solidaritet og forbindelser på tværs af de etniske skel danskheds-begrebet er med til at producere i dag.

[11] Presset på indvandrere for at de skal blive som “danskerne” virker umyndiggørende og skaber mange identitære reaktionsformer. Mange søger i stedet ind i etniske og religiøse fællesskaber for at finde sikkerhed og anerkendelse. Samtidig skaber og bekræfter presset en enorm mistænksomhed blandt danskere overfor indvandrere, for ethvert lille tegn på forskelle bliver gjort til en trussel mod den danske kultur og sammenhængskraft. I sidste ende er denne assimilationspolitikken med til at styrke både salafismen og islamofobien. Samtidig må man forstå neoliberalismens undergravning af den sociale solidaritet som en forudsætning for denne gensidige radikalisering, som Thomas Hylland Eriksen og Arne Johan Vetlesen skriver i denne kronik: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE3168011/nyliberalisme-er-terrorism...

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce