Succesrig fagforeningsaktion fik firma med uorganiserede polske arbejdere fyret fra opgave på Frederiksberg. Modkraft hængte forkert firma ud og siger nu undskyld.
Modkraft bragte den 17. januar en historie om, at et prisbelønnet hotel på Frederiksberg havde fyret et firma med navnet Utzon Entreprise Aps. Det er imidlertid ikke rigtigt. Fejlen skyldes en oplysning i en pressemeddelelse fra Malernes Fagforening, som Modkraft ikke krydstjekkede.
Læs artiklen »Blokadetrussel får hotel på bedre tanker« hos Modkraft
I en mail fra direktør Peter Philip Utzon fra Utzon Entreprise til Modkraft skriver han, at det ikke er Utzon Entreprise, men en underentreprenør til firmaet, der står for arbejdet:
»Fra den 1.1.2013 vil vores underentreprenør GBE Group nu udføre arbejdet for vores tidligere kunder«, hedder det i mailen fra direktøren.
Det sker efter, at Utzon Entreprise ifølge egne oplysninger oplevede »massive angreb« fra LO og SKAT, som fik firmaet med de polske ansatte uden overenskomst til at overlade sine kontrakter til den polske underentreprenør GBE Group.
Kunderne vil dog fortsat kunne møde velkendte ansigter hos den polske underleverandør, idet Peter Philip Utzon også er bestyrelsesformand for underleverandøren GBE Group. Det fremgår af et polsk virksomhedsregister.
Peter Philip Utzon forklarer i mailen til Modkraft, at Utzon Entreprise har overgivet sine opgaver til underentreprenøren, fordi Utzon Entreprise Aps er konfliktramt og omfattet af sympatikonflikt:
»Da Malernes fagforening for lidt over et år siden […] begynder at jagte vores firma p.g.a. vi ikke vil indgå en overenskomst med dem, blokerede de vores virksomhed i deres system, selvom vi anmeldte dette til politiet. […] Vi troede herefter at alt var i orden indtil der ca. 1 år efter kommer brev fra LO om at alle fagforbund under dem nu havde blokeret os i sympati konflikten med Malernes Fagforbund«, hedder det i mailen.
Her oplyser Peter Philip Utzon også, at både Utzon Entreprise Aps og GBE Group har haft aftaler på at udføre malerarbejdet med en kontraktpris på 150 kroner i timen:
Utzon Entreprise Aps »har udført entrepriser […] til en fornuftig og fair pris på kr. 150,- ex. moms i timen (187,50,- inkl. moms) for en polsk arbejder«, skriver han. Det er samme pris, GBE Group har taget for arbejdet, oplyser han.
Ulrik Kohl, ansvarshavende redaktør for Modkraft beklager fejlen:
– Det var en klar fejl, at vi skrev, at firmaet, hvor Philip Utzon var direktør, udførte arbejdet - og ikke firmaet, hvor Utzon er bestyrelsesformand. Jeg håber ikke, artiklen får nogen til at betvivle Utzons hæderlighed, siger han.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96