Annonce

Asylaktivisme
18. december 2012 - 14:44

Massiv støtte til udvisningstruet kvinde

Fotografi med udvisningspåbud er delt over 2.000 gange og »begivenhed« støttet af over 6.000 brugere på Facebook. Støtten strømmer ind til udvisningstruet kvinde, der efter ti år i Danmark har fået en måned til at forlade landet.

Ud på eftermiddagen onsdag den 12. december 2012 delte Flavia Oregon et billede på sin Facebook-profil. Billedet forestiller et stempel i hendes pas, der påbyder hende at være udrejst af Danmark senest den 12. januar 2013. Det er indtil videre blevet delt 2.839 gange og en Facebook-»event« med formålet at støtte hendes sag har i skrivende stund 6.059 »deltagere«. 

Tidligere på onsdagen havde den 36-årige kvinde fra København været hos Udlændingestyrelsen i Ryesgade på Østerbro, for at få svar på sin ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse efter Greencard-ordningen.

Flavia Oregon skulle starte på sit nye arbejde fem dage efter besøget hos Udlændingestyrelsen efter en periode med barsel og ledighed. Derfor kom det som et chok for hende, at hun ikke som ventet fik forlænget sin opholdstilladelse, men i stedet fik den besked, at hun skulle forlade landet indenfor en måned.

Stempel i Flavia Oregons pas. Fotoet er delt mere end 2.000 gange på Facebook. Privatfoto.

Styrelse regner barsel som ledighed

Flavia Oregon er født og opvokset i Peru, men har boet i Danmark de sidste ti år. Her har hun taget sin kandidatgrad i Internationale Studier fra Aalborg Universitet, mødt sin kæreste, som hun i dag er gift med og fået en søn med. Og mandag den 17. december 2012 skulle hun altså være startet på sit nye arbejde på en ambassade i København. Et arbejde hun nu må vinke farvel til, da det ikke er tilladt at arbejde, når man har fået afslag på ophold i Danmark.

Det er Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering, der behandler ansøgninger om opholdstilladelse efter Greencard-ordningen, som Flavia Oregon har haft 2009.

Som begrundelse for afslaget angiver styrelsen blandt andet, at Flavia Oregon ikke har været i fast beskæftigelse de seneste 12 måneder.

Flavia Oregon skriver på Facebook at det argument kun holder, fordi styrelsen regner hendes barselsperiode som ledighed. Siden hun afsluttede sin barsel i april 2012, har hun været aktivt jobsøgende og skulle altså starte i nyt job mandag den 17. december 2012. Hvis man derimod anser hendes barsel som beskæftigelse, har hun reelt været ledig i syv ud af de 12 måneder frem til styrelsens afslag. 

Link til begivenheden »Should I stay or should I go? – udrejse senest 12. Januar« på Facebook, hvor man blandt andet kan læse Flavias egen udlægning af sagsforløbet.

»Should I stay or should I go?«

Et par dage efter besøget hos Udlændingestyrelsen oprettede Flavia Oregon begivenheden »Should I stay or should I go? – udrejse senest 12. januar« på Facebook. Siden er det strømmet ind med støtte til hende og hendes familie og i skrivende stund har over 6.000 personer tilmeldt sig begivenheden.

Mange, der har skrevet på begivenhedens væg, er ikke i tvivl: Flavia Oregon skal blive i Danmark.

Kommentarerne på væggen er en blanding af støtteerklæringer til Flavia, kritik af den danske udlændingepolitik, tips og tricks til hvordan man navigerer i den danske udlændingelovgivning og opfordringer og idéer til, hvordan man kan hjælpe.

En person opfordrer blandt andet til at skrive til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, da Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering, der har givet Flavia Oregon afslaget på opholdstilladelse, ligger under Beskæftigelsesministeriet:

»Hvorfor mener jeg så, det er en god ide at skrive til Mette. Det er ganske simpelt, fordi ministre hader at ubehagelige sager lander på deres bord. Selv under den borgerlige regering blev udvisninger pludseligt omstødt, efter ministre kom under pres, også selvom de ikke må blande sig i enkeltsager«.

Andre udtrykker simpelthen deres støtte til Flavia med kommentarer som »Jeg græmmes over, at vi i Danmark behandler Jer på denne måde. Håber inderligt, I får medhold i Jeres klagesag!« og »Danmark har brug for en veluddannet klog kvinde som Flavia.«

EL: » Meningsløse og uforståelige regler«

Det er ikke kun på Facebook at sagen har fået opmærksomhed.

Både Politiken og Ekstra Bladet har det seneste døgn skrevet om udvisningssagen, og på begge avisers hjemmesider ligger artiklerne om Flavia Oregon som de meste læste.

Læs artiklen »Højtuddannet Nørrebro-mor udvist efter ti år i Danmark« hos Politiken.

Læs artiklen »God Jul: Mor udvist efter ti år i Danmark« hos Ekstra Bladet.

Senest er Enhedslistens integrations- og retsordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, gået ind i sagen.

– Det her er jo endnu et eksempel på meningsløse og uforståelige udlændingeregler. Det er ren og skær hat og briller, siger hun til Politiken og kræver at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen kommer med en vurdering af sagen.

Læs artiklen »Enhedslisten kræver minister ind i udvisningssag: »Det er hat og briller« hos Politiken.

 Johanne Schmidt-Nielsen peger blandt andet på det problematiske i at en del af myndighedernes begrundelse for afslaget på Flavias ansøgning om opholdstilladelse, skyldes at de ikke anerkender hendes barsel som beskæftigelse.

– Det er et ligestillingsproblem, at hun bliver straffet for at have fået et barn, udtaler integrations- og retsordføreren til Politiken.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce