Annonce

Interview
28. april 2016 - 10:40

1. Maj: Måske kan vi få en lille fornemmelse af at være en bevægelse

På trods af politisk pessisme, drømmer vi om, at det hele skal være anderledes, mener et demonstrationsinitiativ, som vil kombinere arbejdsmarkedspolitik med migrationsspørgsmål. 1. Maj er ikke kun for venstrefløjspartier og fagforeninger, men demonstrationen kunne lige så godt holdes en anden dag. 

Giver det stadig mening at bruge 1. Maj som en politisk kampplads?

I anledningen af Arbejdernes internationale kampdag har Modkraft bedt en række fagligt aktive og arrangører af nogle dette års demonstrationer om at svare på spørgsmål om, hvad de kæmper for, og hvorfor de synes, det er relevant at lave markeringer 1. maj.

Se resten af Modkraft-temaet »1. maj som politisk kampplads i 2016?« her.

Læs Modkrafts linksamling om 1. maj her.

Et af initiativerne indkalder til 1. maj demonstration, der går fra Nytorv til Antifascistisk 1. maj under parolerne »Frihed fra markedsdiktatur«, »Lighed frem for grænser« og »Solidaritet mod privilegier«.

De beskriver sig selv som et »sammenrend af mennesker«, som har lavet en midlertidig 1. maj-gruppe, der kun findes indtil 1. maj.

Hvorfor er det stadig relevant at lave demonstrationer 1. maj?

Det er et godt spørgsmål. Man fristes til at sige, at det har det heller ikke. For nogle år siden var der en demonstration, til kvindernes internationale kampdag, der havde et slogan, hvor der stod »Hver dag er en kampdag!«, og det er vel egentlig spot on. 

Det fede ved det banner var, at det faktisk afmonterede 8.marts som en særlig dag. Sådan har mange af os det også med 1. Maj. På mange måder er det kun historien og traditionen, der gør 1. Maj til noget særligt. Demonstrationen kunne ligeså godt holdes en anden dag.

Hvorfor vælger I at lave en markering 1. maj ?

Der er meget pessimisme og politikerlede overalt, hvor vi kigger. Det politiske system har svært ved at håndtere tidens væsentligste emner. Markeringen handler om, at mødes og ikke føle sig politisk alene. Og så håber vi selvfølgelig også at demonstrationen kan indgyde lidt politisk gejst og kraft. Demonstrationen er et håb om, at tingenes stilstand kan blive sat lidt i bevægelse. 

Hvilke paroler har I valgt, og hvorfor er de vigtige?

Frihed fra markedsdiktatur handler om, at forstå markedet som ufrit. Markedet dikterer vores liv og friheden på markedet er en fiktion. Markedet gør alting til et spørgsmål om penge. 

Lighed frem for grænser handler om at prøve at forstå grænserne som institutioner, der gør os ulige. Grænser skaber ulighed og forskelle, der ikke behøver at være der.

Solidaritet mod privilegier er en måde at tænke strategisk på. Solidaritet er en måde at handle sammen på og finde fælles interesser. En kamp for at fjerne privilegier og hierarkier fra vores fælles liv.

Det er altid svært med paroler. På den ene side vil vi gerne prøve at sige noget relevant og på den anden side skal paroler jo også være genkendelige for politiske kammerater.

Når man sidder og udvikler paroler, kan man godt tit blive lidt pinlig over sig selv. Paroler er generelt ret gammeldags, måske også vores. Politik bliver jo aldrig sådan, som man har skrevet det ned. På den anden side er det også fint at forsøge sig med nogle forskellige ord, der måske kan få nogen til at tænke noget.

For eksempel står ordet »revolutioner« på vores 1.maj-plakat. Det er jo et mærkværdigt ord, der har haft en lang og besværlig historie. Måske handler netop det ord om, at vi drømmer om, at det hele var helt anderledes. Men også at, der skal kæmpes for denne forandring. Vores paroler om frihed, lighed og solidaritet er et forsøg på, at finde nogle ord, som vi holder af. Noget vi tror på.

Hvorfor hører jeres politiske grundlag til på Arbejdernes Internationale Kampdag?

1.Maj er ikke længere nødvendigvis venstrefløjspartierne og fagbevægelsens dag. Det kan ligeså vel være alle mulige andre grupper, der kæmper for en sag, som går på gaden 1.maj.

Men det er også en tradition. I den forbindelse har vi snakket om at forsøge at tænkte migrationsspørgsmålet sammen med arbejdsmarkedspolitik. Faktisk var der en af os, der i starten af planlægningerne foreslå noget med trepartsforhandlinger.

Her ser det ud til, at politikere bruger flygtninge til at presse lønnen nedad og spille forskellige befolkningsgrupper ud mod hinanden i kampen for et arbejde i konkurrencesamfundet. Vi endte med at droppe det med trepartforhandlinger, fordi det var for kedeligt et ord, men ideerne om, at tænke migration og arbejdsmarkedsspørgsmål sammen, hænger ved.

Hvad er formålet med at gå i en demonstration 1. Maj - hvad kan man bruge det til?

Det handler om, at opfinde nye platforme og nye organisationsformer, hvorfra vi kan forandre vores fælles liv. Man kan møde sine politiske kammerater og konspirere sammen. Samtidig kan det være, man møder nogen man ikke kender, men man alligevel deler interesser med.

Så kan nye fællesskaber opstå ude på gaden. Og så kan det også være meget rart at demonstrere, fordi man måske kan få en lille fornemmelse af at være en bevægelse, der har et potentiale sammen. Men i princippet kunne vi ligeså godt gøre det på onsdag. 

Der er tre demonstrationer 1. Maj, hvor dele af det politiske grundlag handler om retten til frit at kunne vælge, hvor og hvordan man vil leve sit liv. Spørgsmål der kredser om de bevægelser, der handler om flygtninge og migranters kamp for rettigheder. Hvorfor går de tre demonstrationer ikke i én stor demonstration?

En del af det er tilfældigheder, fordi vi er startet i forskellige ender og ikke kender hinanden så godt. Men det handler også om at kunne bruge flere dele af byen 1.maj. Det kan også være, at der er smagsforskelle på det politiske udtryk. Når der er flere demonstrationer kan man komme forbi en demonstration eller gå med, flere steder fra.

Når det er sagt, så mødes vi faktisk med No Borders No Nation-demonstrationen i indre by og går samlet til Antifascistisk 1. maj i Fælledparken. Som det ser ud lige nu, er vi faktisk en masse forskellige grupper, der går sammen i demonstration.

Hvem skal komme til jeres demonstration - hvem henvender I jer til?

Vi henvender os til dem, der er trætte af den måde politik bliver bedrevet på for tiden. Og dem der drømmer om, at meget kunne være helt anderledes. Til dem der håber på en anden verden, men også dem der er pessimistiske og nogle gange mister håbet.

Dem der har mistet illusionerne og nøjes med at være desillusioneret. Dem der er begejstret for en helt anden fremtid og bekymret for, om fremtiden overhovedet er mulig. Dem der finder glæde ved at kæmpe og dem, der gerne vil ændre sit liv. I det hele taget alle dem, som gerne vil opfinde nye måder at være sammen på, og i den kamp mener, at markedsdiktaturet skal ophæves.

Hvad kommer der til at ske til jeres demonstration?

Det kommer til at være godt vejr. Og så bliver det en demonstration, hvor folk både er glade for at se sine politiske kammerater og vrede over tingenes tilstand. Så vil der være nogle fede talere fra Freedom of Movements, Cast Away Souls fra Sjælsmark, BJMF-ungdom og Fuck Skolereformen. 

Der kommer til at være musik og gang i den. Så er der også en masse forskellige grupper, som gerne vil have deres egne bannere, flag og paroler med. Det bliver en blandet landhandel af alle mulige forskellige udtryk.

Hvad skal I lave 2. Maj og fremover?

Fortsætte med at smadre systemet - Med vores nye venner, vi har mødt til demonstrationen. Vi hader ikke mandag. Vi hader kapitalisme.

Se begivenheden på Facebook 

Læs artiklen »Fagbevægelsen i dag er gået helt i stå« hos Modkraft.

Læs artiklen »Vi arbejder i en samlet retning for en styrket venstrefløj« hos Modkraft.

Se også Modkraft-tema 2016 »1. maj som en politisk kampplads«. Et tillæg til linksamlingen 1. maj : Historie og traditioner.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce