»Fagbevægelsen i dag er gået helt i stå«

Giver det stadig mening at bruge 1. Maj som en politisk kampplads?

I anledningen af Arbejdernes internationale kampdag har Modkraft bedt en række fagligt aktive og arrangører af nogle dette års demonstrationer om at svare på spørgsmål, der tager temperaturen på deres kampgejst.

Se resten af Modkraft-temaet »1. maj som politisk kampplads i 2016?« her.

Læs Modkrafts linksamling om 1. maj her.

Her fortæller formand for 3F Ungdom, Emil Olsen om sit syn på dagen.

Har I nogle markeringer af 1. maj, og hvorfor er det relevant?

Ja, i 3F Ungdom går vi på gaden 1. maj med kravet om 30 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation. Det gør vi på baggrund af noget analysearbejde 3F´s arbejdsmiljø team har lavet, som viser, at hver 4. 3F'er ikke er på arbejdsmarkedet, når de fylder 60 år, fordi folk simpelthen er slidt ned.

Når man så holder det oppe imod den tårnhøje pensionsalder, vi som unge 3F´ere har i vente. Ja, så skal der ske noget. Samtidig er det jo værd at bemærke, at historisk set har kampen om arbejdstiden altid været et vigtigt element i klassekampen.

Vi mener, det er på tide at rejse krav, der har positive konsekvenser for arbejderklassen. Det er kun rimeligt, at vi kræver mere af den merværdi, vi skaber hver eneste dag ved vores slid, derfor er kravet selvfølgelig også uden løntab.

Hvad er de vigtigste kampe lige nu og hvorfor?

Uha, det synes jeg er et svært spørgsmål at svare på. For er det den undertrykte østeuropæer, som kommer her til for at arbejde, er det jo kampen om det daglige brød. Er det de mange af vores brødre og søstre som er flygtet her til, er det jo kampen mod krig og i særdeleshed den modbydelige højredrejning, dansk politik er inde i.

Er man arbejdsløs, så er kampen for arbejde til alle den vigtigste.

Så jeg tror egentlig ikke, at man kan sige, den ene kamp er vigtigere end den anden. Jeg er overbevist om, at vi må hive det spørgsmål lidt op over det daglige niveau.

Alt den uretfærdighed, vi som klasse møder, hvad end man kommer det ene eller det andet sted fra, så er det grundlæggende problem, at vi er et element i en produktionsmaskine, der skal tjene så mange penge på os som overhovedet muligt.

Det kommer særligt til udtryk ved den massive sociale dumping, som EU indfører i alle lande med sin folkefjendtlige politik. Vi skal jo huske på, at EU var og er monopolkapitalens redskab mod arbejderklassen.

Så uanset hvilke kampe, man vælger at fokusere på, vil det altid være en kamp, der skal kæmpes, fordi arbejderklassen er udbyttet af monopolkapitalismen. Derfor tror jeg, at kampen mod udbytningen er mennesket, de mange krige det er det vigtigste at få rejst folk i mod!

Dermed ikke sagt, at de daglige kampe ikke er vigtige, det er de. Men det er vigtigt at have orienteringen mod det grundlæggende problem, når de små sejre skal i hus.

Hvorfor tror du, at der er mindre tilslutning til røde fagforeninger i dag?

Ja, det er jo et spørgsmål, hvor det ville være rart at have svaret, for så var gåden jo nok løst. Men jeg tror helt grundlæggende, at fagbevægelsen problem i en alt for lang periode har været, at man har været bange for at gå til stålet, om jeg så må sige.

Forstået på den måde, at vi som fagbevægelse historisk set har været bannerføre for arbejderklassen mod en hverdag, der skulle bliver fredeligere og mere sikker, hvor alle arbejderens basale behov er dækket.

Altså at man havde en idé om, hvor man gerne vil hen. Ser vi på fagbevægelsen i dag, er man gået helt i stå. Ja, flere steder, dog mest i toppen, forsvarer man jo nærmest det bestående uden tøven. Det betyder jo, at man ikke skoler sine medlemmer, ikke sætter initiativer i gang, og at man har været en servicestation, man kan ringe til hvis man ønsker hjælp.

Men det har aldrig været formålet med fagbevægelsen. Fagbevægelsen har været en levende bevægelse, som er opstået på baggrund af mange timers studier og kamp mod uretfærdighed og for et andet samfund. Jeg tror ikke, at vægten tipper før end, at man indser den del af det igen. Derfor tror jeg, at kollegaerne har svært ved at se meningen med at gå med.

Hvad vil I gøre for at ændre på udviklingen?

Jamen vi føler os forpligtiget til at skabe en ny kultur i fagbevægelsen. Det er b.la. også derfor, at vi igangsætter kampagnen om 30 timers arbejdsuge uden løntab. Netop fordi, vi har en idé om, hvor vi gerne vil hen. Det betyder, at vi får diskuteret, skolet hinanden og får en masse unge kollegaer til aktivt at deltage i at ændre udviklingen i sit eget liv. Vi er ikke så meget til serviceprincippet, men til at man gennem et stærkt fælleskab med en skarp orientering mod, hvad vi vil, mobiliserer vores kollegaer.

Hvem er jeres største konkurrenter, når det kommer til organisering af danske lønarbejdere?

Det vil jo være nemt her at sige 'de gule'. Men et eller andet sted så er det os selv, som har gjort dem til en konkurrent ved at være tilfreds med at agere serviceorganisation. Så jeg vil nok sige os selv, for det betyder nemlig, at vi kan gøre noget ved det.  

Hvem er jeres vigtigste allierede og samarbejdspartnere nu?

Vi har et godt skandinavisk samarbejde mellem vores søsterorganisationer i både Norge og Sverige i henholdsvis Fellesforbundets Ungdom og Byggnads ungdom. Ligeledes har vi en del samarbejde med Fagligt Verdensforbund (WFTU). Selvfølgelig også med ungdomsfagbevægelsen herhjemme. Men i øjeblikket har vi jo fuld fokus på kampagnen, og der søger vi støtter alle steder, der har vi fået god politisk opbakning ved Alternativet, Enhedslisten og de Kommunistiske partier.

Hvad vil i gøre for at skabe alliancer, der kan komme udenlandske arbejdere i Danmark og danske fagforeninger til gode?

I 3F har vi rimelig god tilgang af vores udenlandske kollegaer, som er kommet her til for at arbejde. Det er sket på baggrund af hårdt arbejde inde omkring metrobyggeriet. Men også ved at komme i kontakt med folk i de netværk, som er i de rumænske, polske- og andre grupper.

Det har vist sig at give god tilgang. Det er kommet de udenlandske kollegaer til gode i form af, at deres vilkår er blevet bedre, og os til gode ved, at de melder sig ind i vores fagforening, hvor de laver aktiviteter, som er velbesøgte rundt omkring i landet.

Hvilke potentialer, kunne der være i disse alliancer, og hvilke kompromisser er I villige til at indgå for at sikre bedre arbejdsforhold for alle parter, uanset nationalitet?

Potentialet er kæmpe stort. Og resultaterne taler sit eget tydelig sprog, hvor vi ikke kun ser enkelte indmeldelser, men at kollegaerne melder sig ind i grupper. Det ser vi især omkring metrobyggeriet.

Vi er ikke villige til at indgå kompromisser i forhold til løn- og arbejdsforhold, uanset hvor man kommer fra, men derimod handler det om at hæve det svageste led i sjakket op på niveau med de andre. Og der kan det godt være, at vi skal ændre lidt på vores vaner for at få alle mand ombord. Men opgaven består jo i at få disse grupper til at hoppe med vognen og kæmpe side om side, for ikke kun at sikre, men også forbedre vores fælles vilkår.

Er der noget potentiale i at forsøge at organisere folk uden arbejdstilladelser, der i forvejen arbejder i Danmark, fx. i restaurationsbranchen?

Jeg har den grundholdning, at en fagforening er en arbejderklasseorganisation. Forstået på den måde, at fagbevægelsen skal kære sig om arbejderklassens liv fra vugge til grav. Og det betyder også, at man skal gøre en særlig indsats for dem som på det groveste bliver udnyttet.

Folk som bliver transporteret herop gemt væk i kummerlige forhold og som i særlige slemme tilfælde ikke en gang har lov at arbejde her.

Selvfølgelig kunne der være et potentiale i at organisere denne gruppe også. Men jeg hælder mest til, at man stopper forbryderen, som udnytter den arbejdskraft, som i langt de største tilfælde, er på løn og arbejdsforhold, som vi ikke en gang vil tilbyde vores fjender.

Hvad er de største udfordringer for jeres del af fagbevægelsen i den neoliberale konsensus?

Jamen det er helt klart den monopolisering, vi ser i den økonomiske politik som føres, hvor man ustandseligt forsøger at svække fagforeningernes handlemuligheder.

Især det nyeste skud på stammen af folkefjendtlige initiativer TTIP, hvor stater og fagforeningernes kamp for bare anstændige vilkår, ikke må stå i vejen for de store monopolvirksomheders jagt på profit. Og det er jo en ganske naturlig udvikling af det kapitalistiske system, som bliver nødt til at få profitten til ekspandere hvis den skal overleve. Det er på bekostning af os mennesker og miljø.

Hvad definerer jeres politiske grundlag og er det statisk?

Vores politiske grundlag defineres faktisk på 3F´s kongres. Vi er ikke et selvstændig led i 3F, men det betyder ikke, at vi ikke har højt til loftet. Men det jo klart, at nogen bedre modtager ungdommens syn på tingene, end andre gør i sådan en organisation.

Hvad handler 1. Maj om?

Det er en kampdag! 1.Maj har historisk set spillet en stor rolle i arbejderklassen kamp for en bedre tilværelse. Det er også en dag, hvor vi mindes de mange kammerater, som ofrede deres liv i kampen mod uretfærdigheden.

Lige fra da de mange arbejdere i Chicago i 1886 ofrede deres liv og op til vore dage har vi bevist, at arbejderklassen ikke kun er skaberen af den sociale rigdom men også er bannerføre og i stand til at lede de undertrykte lag mod afskaffelsen af udbytningen og opbygge sine egne stater.

Det handler i den grad om markeringen af vores styrke og vores hukommelse. Desværre bliver det i de steder i verden, hvor de reformistiske kræfter har magten over fagbevægelsen mere anset som en festdag med skåltaler.   

Hvad skal I lave 2. Maj og fremover?

Den 2. maj og fremover skal vi i gang i med at lægge sidste hånd på vores kampagneuge, som ligger i uge 19, hvor vi skal ud og gøre kravet om 30 timers arbejdsuge uden løntab til et bredt krav, så vores forhandlere ikke kan komme uden om det, og så de har et stærkt mandat til at stille det som vores OK krav til de kommende overenskomstforhandlinger i 2017.

Emil Olsen er uddannet murersvend i 2009 og har været formand for 3Fs ungdom siden maj 2014.

Se Modkraft-tema 2016 »1. maj som en politisk kampplads«. Et tillæg til linksamlingen 1. maj : Historie og traditioner.