Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
Analyse
12. juni 2015 - 11:50

Kreditorernes ufattelige arrogance

Den afgørende deadline nærmer sig for Grækenland. Syriza-regeringen har givet sig på mange punkter, men prisen for et gennembrud er et klart politisk knæfald.

Det ligner en uendelig historie – det ene møde på det andet, den ene afklapsning af grækerne efter den anden. Men nu bliver det snart alvor.

I juli skal der betales store penge til Den Europæiske Centralbank (ECB), og sker det ikke, kan en euro-exit komme på tale. Derfor er denne uges ydmygelse af grækerne lidt vigtigere end den forrige.

For en måbende tilskuer kan det ligne en uigennemskuelig proces. Det kan være svært at afgøre, hvor bolden egentlig ligger, men det er egentlig ikke så svært: Grækerne skal ned i støvet, hvis de vil have de ca. 50 milliarder kroner i lån, som hele spillet handler om lige nu.

Græsk fleksibilitet er ikke nok, der skal store symbolske indrømmelser til, hvis de skal overbevise kreditorerne om, at Syriza-regeringen er blevet gode partnere.

Slet ikke nok

Grækerne har oplevet mange udspil blive sendt i papirkurven, men metoden denne gang var mere brutal end tidligere. Tirsdag den 9. juni aflivede chefen for euro-gruppen, den hollandske finansminister Djisselbloem f.eks. hurtigt græske håb om en godkendelse af det seneste udspil til at gøre kreditorerne glade.

”Jeg har hørt meget optimisme fra græsk side”, sagde han til den hollandske TV-kanal RTL Z. ”Men de undervurderer kompleksiteten i det, der kræves af dem for at få det græske budget inden for rammerne og få økonomien tilbage på sporet.”

Så pirres nysgerrigheden selvfølgelig. Man må jo vide, hvad det er, han mener, der mangler. Men adspurgt om detaljerne, indrømmede Djisselbloem, at han end ikke havde set det forslag, han lige havde afvist kategorisk.

Den naturlige reaktion er at opfatte Djisselbloem som ufattelig arrogant. Men ret beset afspejler det bare karakteren af det tovtrækkeri, der har fundet sted mellem den græske regering og kreditorerne i eurogruppen og trojkaen i de seneste måneder.

Kreditorerne vil have klare politiske indrømmelser. De vil have den slags løfter fra Syriza-regeringen, der gør partiets valgløfter til skamme, eller i hvert fald sætter partiets venstrefløj ud på sidelinjen.

De vil have ”strukturreformer”, pensionsnedskæringer eller forringet arbejdsmarkedslovgivning, privatiseringer eller skattereformer med brodden mod de svageste.

Først da tror de rigtigt på, at grækerne har ”forstået kompleksiteten”. Så da hollænderen endnu ikke havde hørt et ramaskrig fra Grækenland, kunne han i den magelige TV-debat vel trygt gå ud fra, at heller ikke den nye plan levede op til hans forventninger.

Få dage efter skulle IMF forlade et møde med grækerne i utide. Så der er langt mellem parterne – eller sådan ser det ud.

Næsten enige om hovedtal

Og så er det alligevel ikke helt sådan, det forholder sig.

Uenighederne handler om den politiske håndtering af gælden – om de virkemidler kreditorerne foretrækker. Derimod er gabet overskueligt, når man ser på parternes udspil til, hvor meget staten skal på slankekur i de kommende år.

Her er grækerne parate til at gå langt, og skal man tro den kvalificerede del af rygtebørsen, er parterne meget tæt på hinanden. Begge er, ifølge Financial Times, nået til, at det græske overskud skal lyde på 3,5 procent af BNP i 2018 (se illustration).

Derimod er der uenighed om, hvor hurtigt det overskud skal nås. Eller med andre ord: hvor hårdt nedskæringskniven skal falde på kort sigt. Det er ikke en uvæsentlig uenighed, men heller ikke en afgrundsdyb uenighed.

Tidligere har grækerne faktisk været indstillet på at gå efter 1,5 procent i år – om end det var på et tidspunkt, hvor udsigterne for den græske økonomi så bedre ud end i dag.

Tallene på den korte bane er altså ikke den store nyhed, dér har parterne længe været på talefod. Det er dog en relativt ny udvikling, at den græske regering fremlægger planer for så langt ud i fremtiden, og at den kan forestille sig at skulle leve op til 3,5 procent i overskud.Det er et uhyrligt tal for et land som Grækenland.

Den forrige, konservative regering, formåede i sit sidste år at nå et overskud på 1,5 procent – og kun gennem barske nedskæringer. Tallene vidner om en langsigtet vilje fra Syriza-regeringens side til en stram økonomisk kurs. Det ligner en indledende øvelse til forhandlingerne om et nyt låneprogram, når det gamle udløber om få uger.

Mulig Grexit lægger pres

Men allerførst skal det næste lån i hus, for riget fattes i den grad penge, og nøglen er konkrete planer om ”strukturreformer”, mindre end det er tallene.

I kampen for lånet, kæmper grækerne vitterlig en brav kamp for at holde de konkrete løfter om reformer på et så socialt forsvarligt spor som muligt. Der er ”røde linjer”, men som tiden er gået, er der blevet færre af dem.

Grækerne nægter stadig at gennemføre yderligere nedskæringer af pensioner og at gennemføre ”reformer” på arbejdsmarkedsområdet.

Derimod er grækerne blevet mere imødekommende, når det gælder privatiseringer, ligesom det lyder til, at modstanden mod visse skattereformer, der går ud over mellemindkomsterne, er blevet mere gangbare.

Indrømmelserne kommer drypvist, for tiden har længe arbejdet for kreditorerne i Eurogruppen og trojkaen. Grækerne skraber bunden af statskassen, og uden et lån snart ser det ud til, at det ikke vil være muligt at betale af på lånene til den tungeste og farligste kreditor, Den Europæiske Centralbank.

De penge skal falde i sidste halvdel af juli, og sker det ikke, vil Grækenland blive erklæret fallit, ECB vil lukke for lån til græske banker, med en tvungen exit fra eurozonen som det mest sandsynlige resultat.

Deadline

Derfor er deadline vitterlig ved at være nær, og mødet mellem EU’s finansministre den 16. juni – med deltagelse fra IMF – bliver efter alt at dømme afgørende.

Enten sker der et sammenbrud, der fører til optrapning af ECB’s pengepolitiske afpresning af Grækenland, eller også indgår parterne en aftale.

Som kortene er fordelt lige nu, er det umuligt at forudse, hvad resultatet bliver, men det står i hvert fald klart, at et opgør med nedskæringspolitikken ikke er på bordet.

Spørgsmålet er alene, hvor meget Syriza-regeringen skal ydmyges, før en aftale kan indgås.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce