Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
Boganmeldelse
15. oktober 2013 - 9:54

Kan man reformere kapitalismen via pengesystemet? Kan penge blive gode?

Ole Bjergs analyse af penge og reformforslag sætter sig mellem to stole. Den analytiske del om pengeskabelse via private banker har noget for sig, men går ikke dybt nok. Reformforslagene lægger sig tæt op ad monetaristisk tankegods. Nationalbanken skal centralisere samtlige transaktioner, og pengene skal have fuld reserve. Men problemet er kreditskabelsen i hele det økonomiske system og ikke kun i bankerne, snarere end det er penge udækket af en reserve. Kredit er pr. definition reserveløs, om ikke uden sikkerhed. Forslag som Bjergs har været fremme før i historien. Hvor de har inspireret forandringer, har de aldrig virket. Kreditskabelse i den private sektor hænger nemlig intimt sammen med det kapitalistiske samfund.

Ole Bjerg bliver i visse kredse hyldet som et nyt orakel med hensyn til, hvad penge er. Han er god til at føre sig frem og blive hørt, og det skal være ham vel undt. I sin nye bog Gode Penge uddyber han sine udsagn ikke bare om, at banker laver penge, men også at de ikke bør gøre det.

Bogen er kort og letlæselig og har åbenbart fanget mange, der har fornemmet, at der er noget galt.

Selvom man ikke kan forlange en komplet penge- og kredithistorie, opnås nemheden dog på bekostning af for mange ’forkortelser’ og udeladelse af væsentlige forhold.

Men da Bjerg først efter krisen har kastet sig over det her omfattende og komplicerede emne, bliver han som den nytilkomne også lidt nyfrelst.

Bogen kommer langt omkring, også til klassemodsætningerne i den finansielle kapitalisme, som identificeres som værende mellem kreditor og skyldner. 

I det følgende vil jeg gennemgå de vigtigste temaer, som for det første er fremstillingen og forståelsen af pengeskabelse i de private bankkredsløb, for det andet reformforslagene.

Pudsigt stammer indsigterne fra den post-keynesianske, men forslagene fra den monetaristiske skole.

Denne særegne blanding støtter sig bl.a. på tænketanken Syntesetanken, hvis forestillingsverden på mange måder har rødder i det næsten-hedengangne parti Retsforbundet og derfra tilbage til Henry George (1839-1897), der ellers er mest kendt i offentligheden for sine tanker om en general jordbeskatning, på dansk grundskyld.

Han havde dog også en pengeteori.

Endogene og eksogene penge

I et makroøkonomisk grundkursus på universitetet hører man, at det er nationalbanken, der ’trykker’ penge, og det har sat sig fast i folkeforstanden.

På pænere dansk hedder det, at penge er eksogene. De sendes så at sige ind i pengekredsløbet udefra, evt. taler man om helikopterpenge. Teorien er monetaristisk. Rigtigt er det, at centralbankerne med passende mellemrum sender penge ud i pengekredsløbet ved hjælp af forskellige operationer, i praksis ved at udveksle højere forrentede papirer med billigere penge.

Men grundlæggende er den eksogene model fejlagtig. Penge er ikke - og har i nyere tid kun i højst kunstige situationer været - begrænset af pengesedler i omløb eller af nationalbankens andre midler.

Den anden version, som er Bjergs, og som jeg grundlæggende er enig i, er at penge skabes endogent, altså inden for pengesystemet selv.

Det er en præcisering af John Maynard Keynes’ tale om, at det er efterspørgslen efter penge, der er det vigtige. Udbuddet af penge er en tilpasset størrelse.

Post-keynesianerne går videre og gør opmærksom på, at bankerne rutinemæssigt låner penge ud, uden først at kigge på kistebunden efter penge i snæver forstand. Desværre fremlægger Bjerg ikke helt klart, hvad der måles som penge.

I officielle statistikker opgøres pengeforsyningen som kontanter og korte indeståender på private bankkonti. Derfor er det først, når lån er indsat på lånerens løbende konto, at pengemængden er øget.

Disse indeståender opføres på bankregnskabers debet-side. Bjerg refererer selv til NGO’en ’Positive Money’ som læremester, og en udbygget forklaring af hans udsagn findes i f.eks.  http://www.positivemoney.org/how-money-works/banking-101-video-course/.  

Den endogene version af pengeforsyningen bygger altså i bund og grund på normal opgørelsesmetode, så derfor kræver det en forklaring, at mainstream økonomer i vidt omfang alligevel hylder den eksogene forestilling.

For det første ser de initiativet til pengeskabelsen som udgående fra nationalbanken. For det andet kan denne dominerende økonomgruppe i grunden ikke lide nationalbanken, som kun bør tjene den private sektor ydmygt. Penge er et neutralt slør. Finanser er adskilt fra penge for dem. Højst ses den pengemængde, der er skabt i finanssektoren, som en ligegyldig multiplikator af den monetære base. Altså som om banker bruger regulære indlån, holder en lille reserve (bestemt ved lov) og så låner så meget ud, som de kan. 

Det er det, der ligger i ideen om fraktionsreservebankvæsen. Der tales også om kreditmultikatorer.

Formentlig i erkendelsen af, at indlån ikke skaber udlån, er krav baseret på sådanne fraktioner opgivet. Og nationalbanken har heller ingen sådanne procentregler.

Alligevel bruges termen ’bankvæsen med fraktionsreserve’ fortsat som beskrivelse af den aktuelle tilstand af dem, der mener, der bør være 100 % reservedækning for pengeudstedelse. Sådan er det også hos Bjerg.

Centralbankers oprindelse og funktion

Selvom Bjerg viser den endogene pengeteoris faktiske relevans, går han i lighed med den eksogene ud fra, at pengesystemets oprindelse er centralbanker. Det er ikke tilfældet.

Pengesystemer baseret på ædelmetaller er ældre end nationalbanker. Den nationale ’overtagelse’ kom, fordi der var en tilbøjelighed til at snyde på vægten, således at metalvægten ikke passede med den pålydende værdi.Fyrsternes/staternes garanti skulle så sikre, at mønterne kunne indløses til deres realværdi ved at henvende sig til centralbanken.

Den garanti kunne så også udføres af et gældsbevis, der var indløseligt i guld. Metalomløbet blev erstattet med disse gældsbeviser, der efterhånden blot sås som papirpenge, men dog blev registreret som et krav på centralbanken. Ikke kun centralbanker har udstedt pengesedler, det har også privatbanker og vekselhuse i disse forne tider og i øvrigt i lang tid efter nationalstaternes konsolidering.

Nuomdage sondres mellem ’penge’ i snæver forstand, også kaldt den monetære base (high-powered money), og pengeforsyningen - eller mængden. Den monetære base består af nationalbankpenge, der ikke kun er mønt og sedler i cirkulation, men også indeståender på nationalbankens konti.

Hvad siger Danmarks Nationalbank selv:

”Det centrale likviditetsbegreb i pengepolitikken er de pengepolitiske modparters indskud på foliokonti ved afslutningen af det pengepolitiske døgn. Samlet har de pengepolitiske modparter ikke rådighed over mere likviditet, end der er tilført via Nationalbanken. Modparterne kan handle likviditet med hinanden, men de kan ikke selv skabe likviditet.” Danmarks Nationalbank: Betalingsformidling i Danmark, første udgave fra 2005. (URL : http://www.nationalbanken.dk/DNDK/Publikationer.nsf/side/Betalingsformidling_i_Danmark/$file/kap06.html).

Så i Danmark er en del af bankernes likviditet deponeret i nationalbanken. Men de store banker har også mange likvide midler liggende, bl.a. i fremmed valuta.

Pengemængden består som skrevet ovenfor af penge i cirkulation og indeståender på privates løbende konti. Det pudsige ved det er, at de både kan lægges sammen, men også gå ud mod hinanden: Man kan få kontanter for sit indestående.

På side 15 viser Bjerg en graf, hvorefter pengemængden alene i ’elektroniske penge’ i 2013 er nået op på 809 mia. kr., som han sammenligner med de usle 54 mia. kr. i seddel og mønt, der cirkulerer.

Men nationalbankens valutareserver er på ca. 490 mia. kr. på nuværende tidspunkt og dens samlede reserver på ca. 550 mia. kr. Det giver da mere end halv dækning, hvis man vil se på det på den måde, selvom valutareserven er en passiv reserve, der bruges til at beskytte kronen.

Nationalbanken opererer naturligvis også i ’elektroniske penge’ som likviditet, og nuomdage gør man mere og mere for at afskaffe de fysiske penge, bl.a. for at komme det sorte marked til livs.

Man kan derfor sige, at nationalbankens mønter og pengesedler kun er et udtryk for, hvad der konventionelt er brug for af den form for likviditet i samfundet, og mange nye sedler er blot en udskiftning af gamle.  Det er altså en fejltagelse at tro, at penge er knyttet til papir eller metal.

At nationalbanksedler kun tager sig af en lille del af cirkulationen, er ikke noget problem. Faktisk er pengesedler dyre i drift. Bedre at få møntningsgevinst på nationalbankens anfordringer.

Bjerg vender sin indsigt i, at banker skaber penge, til kritik. For han har den lidt romantiske forestilling, at det er eller bør være nationalbankens penge, der er de eneste penge, ’legal tender’, lovligt betalingsmiddel, gode penge vel.

Imidlertid er det ikke forbudt at bruge andre cirkulationsmidler i Danmark, som de gør på Christiania, artmoney osv.

Grundlovens par. 26, at ”Kongen har ret til at lade slå mønt i henhold til loven”, virker også ret bred i sin formulering, ikke restriktiv, som Ole Bjerg synes at mene (s. 62). Der står end ikke ’eneret’.

Det er først Lov om Danmarks Nationalbank fra 1936, der giver den enebeføjelse til at udstede pengesedler som lovligt betalingsmiddel. Den lov er nu i øvrigt mildest talt forældet.

Pengeomløb og kredit

Penge er altså mere end deres udvendige udtryk. Derfor kan pengetransaktioner også godt foregå via debetkort som dankortet, der ikke i sit udgangspunkt er et kreditkort, det er det kun i kombination med Visa.

Dankortet var blot et elektronisk check-hæfte til at begynde med. Bjergs mishag ved al den elektronik, der har erstattet de rigtige penge gør, at han undlader at nævne, at checken og de korte gældsbeviser, betaling via veksler og andre former for private ’penge’ er ældgamle historier.

Penge cirkulerer. Den samlede prissum på de transaktioner, de formidler i en given periode, er langt højere end den seddelmasse, der skulle til, hvis sedler var det eneste cirkulations- og betalingsmiddel.

Med elektronisk pengeformidling bliver bevægelsen hen imod penge som betalingsmiddel forbundet med meget kort kredit fuldendt. Derfor er det berettiget at tale om kreditpenge.

Det betyder også, at penge indsat på en konto skulle kunne få en rente, men ak ja, det kan de jo kun for sjældent. Til gengæld går der så sandelig solide renter på ethvert lille overtræk man har.

Det er renten, der binder penge- og kreditvæsnet sammen. Renten er prisen på penge. Kredit er penge med en tidsdimension.

Hvorimod kredit kræver penge, er penge ikke det samme som kredit. Kredit kræver blot at kunne gå igennem pengefasen, og det er dér centralbanker kommer ind som sidste led.

Jeg bruger her ordet centralbank med omhu, for det er hvad det er: den centrale bank, den første blandt parter.

Mange har ondt af, at den amerikanske Glass-Steagall lov, der blev vedtaget i 1933, blev ophævet i 1998. Den instituerede så vidt muligt vandtætte skotter mellem forretningsbanker og investeringsbanker.

Men ingen har begrædt opgivelsen af Regulation Q, der faktisk var en del af Glass-Steagall komplekset, men først blev ophævet i 2011. Den gik ud på, at amerikanske banker ikke måtte give renter på korttidsindeståender.

Begrundelsen for bestemmelsen var, at ellers ville bankerne konkurrere på renten, og at det ville drive rentemarginen (forskellen mellem indlåns- og udlånsrenten) ned, så de blev mindre polstrede. Man kunne sige, at på den måde blev bankindeståender de facto det samme som almindelige nul-rente kreditpenge, og det er der sandelig mange banker, der har taget ved lære af!

Regulation Q ’ hjalp’ også med til at skabe oversøiske dollarmarkeder efter krigen, nye typer pengemarkedspuljer (money market funds), osv.

Det modsatte, at renten blev drevet op på indeståender, så vi lige før den sidste krise brød ud, f.eks. i banken Northern Rocks aggressive fremfærd, også i Danmark, hvor den lokkede med ekstraordinært høje renter. For alle jagtede likviditet.

Bankers rolle

Bankernes fundamentale rolle er at lave løbetidstransformation ved at låne ud på langt sigt og modtage indlån på kort sigt, inkl. dem der kan hæves fra dag til dag. De sidste erstatter i vidt omfang snævre penge.

Den praksis kan man såmænd spore tilbage til renæssancen. Bankerne låner altså penge ud på langt sigt mod renter, men de renter er i sidste ende baseret på, at lånene bruges til noget, der kan tjene flere penge og både klare renter og afdrag og fortjeneste til lånerne som investorer.

De fleste indeståender på løbende konti er slet og ret overførsler for løn, altså ikke nye penge. Disse indeståender låner banken af kunden, og de indgår i bankernes likvide beholdninger. De står altså både på kundens konto og bankens balance.

Den gennemgribende udbredelse af banksystemet ned i alle nerver af samfunds- og privatøkonomien var også med til at gøre krav om fraktionsreserve i banksystemet meningsløs.

I stedet fokuseres på solvenskrav, der måler egenkapital mod aktiver, altså ikke indlån mod udlån eller likviditet mod udlån. Dvs. sammenligningen går på tal fra balanceregnskabet og ikke fra de løbende konti.

I praksis ydes mange banklån bare for at finansiere forbrug (bilkøb er eksemplet i bogen). Derudover låner de store banker penge ud til papirinvesteringer for de vægtige spillere eller skaber selv lån.

Egentlig nye penge skabes ikke i størrelsen af lånets beløb (hovedstolen), men kun afkastet. For lånet går jo i sin mor igen ved tilbagebetalingen. Det er kun mer’, der i det lange løb skaber flere penge – i betydningen penge som værdiophobning - som kan lægge sig til bankernes egenkapital, når deres udgifter er dækket.  

Bjerg er ikke altid klar mht sondringen mellem egentlig nypengeskabelse og den pengemængde, der løber ind og ud ad konti. Det er vigtigt at forstå det her, hvis man vil se, hvor Bjerg går galt i sine forslag.

Dobbelt bogholderi og pengenes funktioner

Bjerg er ikke økonom, hvilket kan være en fordel. Men desværre demonstrerer han ikke meget kendskab til dobbelt bogholderi og den tradition for konteringer, der er udviklet fra renæssancen og frem, og som banker excellerer i.  Samt de regnskaber, der bruges: resultatopgørelse, balance og pengestrømsopgørelser.

Så ville han måske kunne have bedre styr på sondringen mellem ’beholdning’ vs. omløb, ’stock’ vs. ’flow’.

Penge flyder. Det er, når de går i stå, at der bliver et problem med deres mængde, eller rettere: at man opdager, at en masse investeringer og transaktioner var uden base.

For selvom problemet i krisen manifesterede sig i mangel på likviditet, så skyldtes de endelige konkurser mangel på solvens, altså evne til at klare forpligtelserne på længere sigt.

Det var forrentningen af investeringerne, der haltede, ja, der var jo decideret dårlige lån.

Likviditetsindsprøjtninger (gennem lavtforrentede lån) fra centralbanker inkl. den danske kunne ikke redde en masse institutioner, men de kunne trække processen ud. Derfor har det taget så langt tid at arbejde sig igennem krisen.

Og så kommer vi dybere ned i økonomien, og det er ikke længere kun penge, det drejer sig om, men rentabilitet.

De fleste transaktioner sker via udligninger mellem banker på nettobasis, når de passerer overførsler mellem hinanden igennem forskellige clearing-systemer indadtil og udadtil i et stort krediterings- og debiteringscirkus.

Når bankerne udbetaler penge på lån til deres kunder eller på anden måde betaler kontant, bruger de af deres kassebeholdning af likvide beholdninger. Disse foregår ikke kun mellem debet og kredit-siden på kundernes løbende konti. Der er også en finansieringskilde eller afstemningskonto. Bankerne kan jo pudsigt nok løbe tør for penge.

Hvis man går ned med en 1000 kr.-seddel til sin bank og sætter den ind på sin konto, lægger banken den ikke i en boks med kundens navn på. Den bliver en del af bankens likviditet. 

Mellem to kunder i forskellige banker ser det tilsvarende ud. Hvis jeg overfører 1000 kr. fra min konto til en konto i en anden bank, nedsættes min egen banks likvider også, og adressatens stiger. Denne adressat kan naturligvis hæve pengene i kontanter, når overførslen er clearet, men i forhold til hvor mange sedler og mønter bankerne har brug for, baserer de sig på deres erfaringer, når de snakker med nationalbanken om deres seddelforbrug.  

Det bliver jo stadig mindre, for de er bange for bankrøverier. I stedet lægges de i pengeautomater, der cleares via PBS.

De snævre penges omløbshastighed, når det drejer sig om finansielle transaktioner, skaber lige så lidt nye penge, som hvis man går ned og køber for 1000 kr. i en forretning, og sælgeren bruger de 1000 kr. på at købe noget andet.  Det er så den helt snævre likviditetsstyring over for egne kunder.

Overførslerne sker via clearing-systemer i nationalbanken. Skylder X bank efter bankdagens slutning 1 million kr. til Y bank og Y bank 1.1 million kr. til X bank, så overføres i snævre penge kun nettobeløbet på 100.000 kr. fra Y til X via det centrale system. Dvs. at ’rigtige’ korte penge bruges ikke ret meget, når penge er et betalingsmiddel - eller måske bedre afviklingsmiddel (afvikling er det danske ord for det engelske ’settlement’).

Der er for tiden 66 milliarder kr. på nationalbankens foliokonti (løbende konti) til at klare de løbende afviklinger, og det er normalt nok. Man kan få den grumme tanke, at hvis bankerne bare udvikler sig nogenlunde symmetrisk, bliver der ikke så meget at afvikle. Og det var jo det, der skete i opløbet til krisen, hvor der var et utal af bytte-papir mekanismer.

Det var, da noget gik skævt, og de begyndte at kræve likviditet af den gode slags af hinanden og ikke bare kunne fortsætte med gensidige fiktive afviklinger, at det hele krakkede.

I det Bjergske skema skulle man imidlertid tro, at pengene bare lavede sig selv, men der skal faktisk likvider til for at klare forpligtelserne.

Man kan også sige, at disse forhold blot afspejler en høj omløbshastighed, og den har været stærkt stigende med nutidens elektroniske muligheder. Ikke desto mindre er der en masse mellemregninger, der foregår via konteringer. Der er strengt taget ikke tale om elektroniske penge, men om at elektronikken har muliggjort konteringer i rasende fart.

Fryser man billedet på et givent tidspunkt, får man beholdningerne, men så meget er ’undervejs’, at det kan være vanskeligt. Som vi almindelige kunder ved, er der nogle huller i systemet, hvor pengene befinder sig mellem den ene og den anden kundekonto, og hvor bankerne kan nå at lave sjove ting i mellemtiden.

Penge er meget forskelligt, og deres funktioner kan komme i konflikt med hinanden.

Som ovenfor beskrevet er de cirkulationsmidler, men mere og mere bruges de som betalingsmidler, efter at en transaktion har fundet sted. Jo længere tid efter transaktionen, jo større rente skal der betales.

Penge udtrykker også priser og har i sig selv nogle arbitrære opdelinger, pund i shillings, kroner i ører, dollars i cents.

Dertil er de værdiophobningsmiddel, hvad de naturligvis har vanskeligt ved at være, medmindre de er guld eller sølv, men er det per analogi, hvis de bevarer deres købekraft – det er her frygten for inflation kommer ind. Helst skal de også formere sig via rentetilskrivninger.

Og de er kapital. Som kapital investeres de, altså lånes ud og via deres brug formidler, at mere bliver lavet, og flere penge skabes. Da pengestoffet ikke i sig selv konsumeres i processen, kan det køre videre i nye processer. Derfor kan man både formidle en proces og bevare pengemassen intakt, ja endog skabe flere penge.

Dette bare som det normale. Derfor ikke så mærkeligt, at pengemængderne stiger.

Som Karl Marx så berømmeligt skriver i 3. bind af Kapitalen, bliver penge lånt ud som rentebærende kapital til en producent i en proces, der kan skrives Ml ÞMp ÞC ÞMp’ ÞMl’’, altså et pengebeløb går fra en udlåner (bank l) til en producent p, der køber C, det der skal til for at køre kapitalprocessen. Ud af det kommer varer, der sælges af producenten for M’, altså for flere penge, end der blev sat ind (vi overser afskrivninger), hvoraf en del går til udlåneren Ml’’.

På den måde er der skabt flere penge.

De midler, der skal formidle dette ’mere’, skal så på en eller anden måde forefindes eller skabes. Eller man kunne måske vende det hele på hovedet og sige, at de ’penge’, der lånes ud uden rigtigt at eksistere, er der som noget ikke-monetariseret potentielt mere.

Når flere penge skabes, kræver de ikke snævre penge/likviditet i helt samme omfang, for pengene render jo ind og ud af konti, når der købes og sælges produktionsmidler etc. Det skal kun forstås på den måde, at kredsløbet og mængden hele tiden udvides, uden at det har noget som helst med inflation at gøre.

I vores finansialiseringsdage sker der noget mere.

Der sker det, at lån skabes for at købe aktiver, der ikke er direkte relateret til andet end finansmarkedet. At det nu om dage kan blive til et slet og ret M – M’’ uden noget tilsyneladende realt, ophidser mange mennesker, bl.a. de ’gode penge’-fortalere.

Under dem kan man regne også Ib Ravn, der i en kronik i Information ”Festen der måtte ende galt” (5-6. oktober 2013) kritiserede, at bankerne låner for meget ud og dermed skaber penge.

Men er svaret at fratage dem pengeskabelsen eller retten til excessiv långivning? I og med at bankerne i dag mere end nogensinde er blandet ind i kapitalkredsløbet, skulle man mene det var det sidste. Jævnfør i øvrigt Bjergs figur 3 på s. 50, der viser, at afstanden mellem pengemængde, inkl. bankernes ’elektroniske’, og den samlede gæld steg eksplosivt i årene 2004-05 til 2009.

Dette forekommer som et større problem end pengemængdens vækst, der var meget mere moderat.

Man kan også spørge, om det overhovedet er et problem, at de rent elektroniske penge (dvs. dem der blot er kontobaserede) udgør 809 mia. kr. ud af den totale mængde på 863 mia. kr., eller om den pengemængde i et vist omfang reflekterer værdiophobningen i form af penge.

Currency school vs. banking school

Gode mennesker har forsøgt at designe pengesystemer, ikke mindst det internationale. Bretton Woods-systemet, der varede fra 1944 til 1971, var i princippet bygget på ’fuld reserve’, eller rettere, på at dollarbeholdninger i det mindste kunne konverteres til guld til en nogenlunde fast pris.

Det system blev undergravet indefra, og det overlevede verden da, og dollar blev ubestridte verdenspenge. Systemet havde imidlertid forgængere.

I England blev bankreformen af 1844 vedtaget med det formål at skabe fuld gulddækning for papirpengene, hvis udstedelse blev mere og mere centraliseret i Bank of England (der stadig var privat – den blev først nationaliseret i 1946). Men hvad skete der så?

Inden da var der en heftig debat mellem ’the currency school’ og ’the banking school’, i øvrigt en fortsættelse af en tidligere debat mellem de såkaldte bullionister (dvs. dem der holdt på, at det var forholdet mellem guldbarrer og pengemængde, der var afgørende) og anti-bullionister.

Currency-folket mente, at hvis guldbeholdningen faldt, skulle man også mindske mønt og sedler i cirkulation; de sidste at kredit- og seddelvæsnet havde en anden logik end kvantiteter, bl.a. via renteinstrumentet.

Blandt de første befandt sig den konservative premierminister Robert Peel, på den sidste side var Thomas Tooke og John Fullarton. David Ricardo (død 1823) var bullionist, mens hans forgænger Adam Smith var mindre dogmatisk og havde elementer af banking school før sin tid.

Bankovgivningen af 1844 var ’currency school’s arbejde. Bank of England blev delt i to afdelinger: en udstedelsesafdeling og en bankafdeling. Den første havde reserver i guld og værdipapirer, den sidste fik sammen med småmønt de banknoter, der var udstedt på basis af reserverne. Der var altså fuld reserve.

I 1847 kom den første krise efter indførelsen af dette system. Som foreskrevet blev pengemængden reduceret i takt med, at guldreserven blev drænet, og det mest som der var behov for penge.

Kun ved at åbne mellem de to afdelinger blev de værste katastrofer afværget. Princippet blev brudt.

Pengemængder og priser

Siden dengang har vi lidt under neoklassisk økonomi, som har en endnu mere nagelfast og vanvittig forestilling om pengeskabelse end ’currency school’.

Inden for pengeteorien udviklede monetarister som Milton Friedman deres teorier ud fra en kombination af de ældgamle fikseringer på penges pålydende og mængder samt guldets forsvinden som reserve.

Monetaristerne konstaterede, at pengene nu ikke havde anden basis end ’fiat’, dvs. var ’på tro og love’, og skelede ikke til bankvæsnet og kapitalmarkedernes udvikling.

Kvantitetsteorien for penge er en del af monetarismen. Den går i al sin enkelhed ud på, at flere penge fører til prisstigninger, inflation, og omvendt, for lidt pengestof, til deflation. Altså pengenes mængde er direkte relateret til varernes pris.

Det samme er princippet i tankegangen hos Bjerg, der deklamerer, at nationalbanken kan styre den samlede pengemængde i et system med fuld reserve ved at sende penge ud i økonomien, når priserne falder, og omvendt, trække dem ud, når de stiger (s. 70).

Men priserne stiger snarere, når der er for få penge, end for mange. Og det gør de, netop fordi det virker, som om der er for få penge, når priserne stiger, for der er ikke noget absolut forhold mellem pengemængde og den samlede varemængdes pengeudtryk. Og omløbshastigheden skal også altid med.  

Det er ikke pengene, der driver priserne, det er snarere priserne samt ekspansionen, der driver pengene.

Og her er vi så ved sagens kerne: hvilke priser?

Ole Bjerg indrømmer her paradokset i forhold til kvantiteten før krisen, hvor pengene var rigelige, men priserne lave. Men der var alligevel inflation, siger han så. Priserne steg og steg på aktiver, inkl. ejendomme, i stedet for på varer. De steg nu også på olieprodukter og fødevarer.

Under alle omstændigheder har vi vel en situation med pengerigelighed nu, eller rettere: Renten er lav og kan ikke få nogen økonomisk indvirkning ved at jages lavere (keynesianernes såkaldte likviditetsfælde).

Priserne er også nogenlunde i ro. Mon ikke det viser noget om, at pengemængder ikke forklarer priser? Eller: Det er jo renten, der er det vigtige, og ikke pengemængderne.

Der er nok af ’korte’ penge, men ikke af lange. Løbetidstransformationen er næsten gået i stå. Det skyldes ikke noget absolut i form af mængder, men forventningerne om udlånenes rentabilitet.

Derfor kommer man ikke uden om at se på, hvad de reale elementer i krisen var og er.

Bjergs forslag

Problemet før krisen var ikke, at kredit skabte penge, problemet var, at den ikke skabte nok penge så at sige. Der kom ikke noget ud ad den kredit, der blev givet.

Den islandske trekant af banker gav f.eks. kredit til hinanden, som geysere springer, men selvom de fik fat i solid valuta (britiske pund og danske kroner) ved at belåne deres hjemlige balancer, og selvom de investerede lystigt, kunne de ikke klare deres forpligtelser. Fordi det var dårlige investeringer, de kastede sig ud i.

Problemet var altså kreditgivningen. Derfor er spørgsmålet, om overstadig kreditgivning bliver forhindret ved de planer, som Bjerg og konsorter har for vores bedre fremtid. 

Bjerg opstiller tre typer muligheder for pengemængdens justering.

Inden da siger han, at i et system med fuld reserve (igen: intet om omløb), kan nationalbanken stadigvæk have inflationskontrol som mål. Den kan sende penge direkte ud i økonomien, når priserne falder og hive dem ud, når de stiger. I stedet for at bruge renteinstrumentet. Men helt undgå renteinstrumentet gør Bjerg nu ikke, som det vil fremgå.

For det første kan pengemængden reguleres ved hjælp af statens forbrug.

I et system med ikke-fuld reserve bliver statens underskud finansieret gennem kreditskabelse i de private banker, mener Bjerg (hvad der nu ikke er helt rigtigt, der kan også være tale om at udskifte et aktiv mod et andet), men her kunne nationalbanken i stedet gå ind og finansiere staten, det den ikke må nu. Ja, nationalbankens finansiering kan direkte erstatte skatteopkrævningen, mener Bjerg, som om skatter ikke har andet formål end at skaffe provenu.

I det hele taget blander Bjerg i ét væk indtægts- og finansieringskategorier sammen.

Bjerg taler ikke om det mere logiske, at staten skulle kunne sælge sine obligationer til nationalbanken direkte og ikke via det private marked. Men det lader til, at han vil vedblive at regulere den private pengeforsyning via obligationer (s. 75).

Det er lidt frem og tilbage: Statens forbrug skal regulere pengetilførslen i samfundet og omvendt kan pengetilførslen bruges til at regulere statens forbrug. Nationalbanken skulle endog kunne finansiere staten rentefrit.

Her kommer Henry George frem for ens indre øje. Stephen Zerlanga fra American Monetary Institute, skriver følgende i en artikel om Henry Georges pengebegreb: “Had the English Government created its own money, or had the Bank of England been government owned, the money that was created for a century of warfare would not have been a government debt, and there would have been no interest payments for it.” (URL: http://www.monetary.org/henry-georges-concept-of-money-ful/2010/12).

Altså regeringen kan frit kaste sig ud i krige osv., hvis bare den laver pengene selv. Det er nu ikke helt troværdigt. Krige har – med undtagelse af 2. verdenskrig for USA's vedkommende – stort set været en blødende og ødelæggende affære, også økonomisk. Og ikke kun på grund af hvordan pengeudtrykket for omkostningerne blev skabt.

Bjerg skriver videre, at i et system med ’stabil lav inflation’ vil der være brug for nettotilførsel af nye penge, der i første omgang skal gå gennem staten. Men derudover skal nationalbanken ’funde’, dvs. give lån til de private banker ud fra en vurdering af, hvor mange penge der er brug for i økonomien. De skal auktioneres bort og tildeles efter den rente, de forskellige banker vil give.

Hvis nationalbanken skal agere fuld reserve for bankerne, kommer spørgsmålet om nationalbankens egenreserve i spil. Hvis det bjergske skema skulle udføres, er det så lånene selv, der giver nationalbankens basis for kreditudstedelse, således at nationalbanken bliver en slags projektfinansieringsinstitut, eller hvad er det?

Som det er nu, udgøres nationalbankens reserve af alle mulige obligationer og valutabeholdninger, ja, endog guld (selvom der ikke er nogen guldindløselighed). Hvis der ikke er penge nok på bankernes konti til at afvikle deres betalinger, kræver nationalbanken sikkerhed mod at stille kort kredit til rådighed for dem. Det er jo faktisk det, som Den europæiske Centralbank (ECB) gør, altså kræver sikkerhed i aktivbaserede værdipapirer mod at udstede euro’er.

Hvis det ikke skal være bankernes egne produkter, der kan være sikkerhed, så vil statens gæld, der i sidste ende er nationalbankens sikkerhed, blive nødt til at stige.

Støt stigende statsgæld, evt. til lav rente, det minder vist om USA, verdens reservevalutaland, der jo har nemt ved at slippe af med sine gældsbeviser. Men se så den komedie landet har i øjeblikket med sit gældsloft. Og helt uden rente? Mon så kineserne ville have alle de her skatkammerbeviser (’Treasury bills’)?

På den anden side, omfattende pengeudstedelse til staten uden modydelse fra den eller borgerne ville nok være inflationært. Medmindre staten var en meget god investor.

Blandingsbatteri

Ole Bjergs tankegods er en sær blanding.

På den ene side diagnosticerer han bankernes evne til at skabe penge gennem kredit, altså pengeskabelsen som endogen à la især post-keynesianerne. Han ser det som en udvikling, der følger af finanskapitalen, men som på den anden side bør stoppes.

Det, der skal ’tilbage’, er den fulde reserve, der aldrig har virket i kapitalistiske samfund. Ja, faktisk giver den ingen mening.

Milton Friedman får pæne ord med på vejen som en ægte liberal (s. 78). Da Bjerg appellerer bredt over det politiske spektrum, fra de mildt venstreorienterede til de ultraliberale, er det ikke så underligt, at både diagnosen og remedierne halter.

Vi er, hvor vi er, ikke fordi der ikke er nogen, der har fattet Oles gode råd, men fordi de ikke holdt.

Det er godt, at Bjerg har fået held til at gøre opmærksom på latterligheden i de fuldstændige forældede forestillinger om penge som stammende fra nationalbanken. Og så vil han lige pludselig nærmest have, at det skal være som i de forældede tekstbøger.

Rådene er monetaristiske, men hvis man giver stat-og-nationalbank helt frit slag som ovenfor, så har vi faktisk et system uden reserve.

Fiflerier med pengesystemet vil ikke kunne redde hverken det eller økonomien, læs kapitalismen. Men hvorfor skulle vi i grunden også det? Er problemet krisen, eller at vi har et system, der bliver ved med at generere kriser og gennem dem gøre livet hårdere for en stadig større del?

Selvfølgelig kan man mene, at ”det er et skridt på vejen”. Det er dog svært at se, og intet af dette har nogen gang på denne jord.  Det er en sær utopi, der ikke stiller spørgsmål ved kapitalismens væsen i privat ejendomsret og profitskabelse.

Og tja, som det er, har overtegnede nu ikke nogen særlig lyst til at flytte mere magt over til nationalbanken.

Der er nogle deciderede mærkværdigheder i bogen selv: ’opfindelsen af penge’, står der på side 22. Penge blev ikke ligefrem opfundet, men har udviklet sig. Der står ’indlån’ (sidste ord på side 26), hvor det skulle være ’udlån’, og der er i samme forbindelse også gået ged i størrelsesforholdet, der ikke skulle være ’mindre’, men ’mere’ i forbindelse med lovpligtige reserver i forhold til risikovægtede aktiver (udlån). 

Kritikken skulle nemlig formentlig være, at nævneren – bestående af aktiver - bliver mindre end den skulle være, fordi banker kan bruge en risikovægtning, der lader nogle faktisk ret risikable aktiver slippe for nemt. Så ser procenten af reserver i tælleren relativt større ud, og dermed kan bankerne få sig selv til at se mere solide ud, end de er. En del af bogens argumenter er baseret på en sammenblanding af penges udvendige form og deres væsen.

Der er også mange undladelser. Hvad med forholdet til udlandet? Skemaet, der fremlægges, gælder et nationalt system, der er ikke skygge af tackling af de globale realiteter eller blot valutaspørgsmål, og da slet ikke om Danmarks forhold til ECB, der vel skal ophæves?

Eller er det alle verdens nationalbanker, der skulle gå over til fuld reserve? Kan staten/nationalbanken ’funde’ sig i udlandet? Hvad hvis nu store firmaer gør det?

I og med at der ikke rigtigt er forklaringer ned til ’den reale økonomi’, står man tilbage med en del spørgsmål. Men der ligger da en sympatisk drift mod et bedre samfund i bogen.

Hvad skulle der gøres?

Hvis man nu vil være reformistisk, er det vel den høje gearing og aktivinflationen på kapitalmarkedet, bl.a. på grund af effekterne på formuefordelingen og dermed på magten i samfundet, man skal man kigge nærmere på.  Det er Bjerg vist enig i.

For pointen er jo, at bankerne har snablen inde i kapitalmarkederne, og at de har en stor del af deres aktiviteter dér, og den forbindelse er intim og ikke én, man blot kan skære bort i det kapitalistiske samfund.

For mig er der ingen tvivl om, at den ekstremt høje omløbshastighed på de markeder er en væsentlig del af excesserne. Vi er dér, hvor forholdet mellem stock og flow kan formuleres helt Bohrsk som det mellem partiklen og bølgen, der ikke kan måles hver for sig. At sætte sig til at observere processen gennem en statisk tilstand, ændrer den.

Den ekstreme långivning var et problem. Men det var ikke kun bankernes. Det er faktisk undervurderet, hvor meget de store koncerner selv har kreditskabende funktion.

Lad os lige sige, at i givet fald ville intet i det bjergske skema som fremlagt forhindre direkte kreditter fra firma til firma.

Selvom banker skaber penge, er det trods alt ikke helt frit. Der er en grænse, der er så at sige forskel på penge. Det var jo den grænse, der blev nået i krisen.

Efter krisen er centralbankerne gået lidt i Bjergs retning ved deres ’kvantitative lettelser’, hvor de har monetariseret pengeforsyningen, dvs. byttet bankpenge ud med basispenge, som Fed nu har gjort det i lang tid. Det har ført til en større del nationalbankpenge i systemet, og hvad så?

Denne større del nationalbankpenge har ingen effekt haft – andet end at lande os i en likviditetsfælde. Hvad der skal til, er nedskrivning af kapital, hvis man altså vil ud af krisen på kapitalistisk basis.

Hvis man ser lidt humanistisk på det, vil man sige, at de gældsplagede lande skal have nedskrevet deres gæld. Det vil sige, at de private banker må tage tab på dem.

Så problemet var ikke pengeskabelsen, men långivningen og hvad der blev lånt til, og som nu til gengæld nærmest er gået i stå. Så gældsnedskrivning og -eftergivelse, ikke bare på de sydeuropæiske landes gæld (og først og fremmest af udenlandske banker), men også bredt, er krævet for at reducere balancerne.

Mange virksomheder har allerede lidt tab eller er gået konkurs, hvad der naturligvis har givet sig udslag i bankerne. Nedsættelse af den hurtige omsætning gennem en transaktionsskat, ikke mindst indrullering af de her over-the-counter handler og officielle clearing-systemer ville hjælpe lidt.  

Et offentligt finansieringsinstitut herhjemme kunne være et middel på kort sigt til at få rettet lidt op på skævhederne. Men der er ikke grund til at være optimistisk i den retning.

Hvis man vil overvinde kapitalismen, bliver man dog nødt til at kende dens sprog.

Ole Bjerg: Gode Penge: Et kontant svar på gældskrisen, Informations Forlag Debat. 2013. 100 s.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce