Annonce

Homo i Herning
17. september 2013 - 17:36

I anledning af Herning Gymnasiums 90 års fødselsdag

I år fejrer Herning Gymnasium sin 90 års fødselsdag. I den anledning har de bedt 90 tidligere elever om at skrive lidt om deres tid på gymnasiet og hvor i verden, de er i dag. Mads Lodahl var en af dem. Læs hans bidrag her.

Vi var nogle af dem, der aldrig kunne komme ind på Crazy Daisy. Og som heller ikke gad. Og vi var nogle af dem, der godt kunne lide at ryge hash en gang i mellem. Og så var jeg bøsse. De sidste to ting kunne man godt få bank for ude i byen, så vi var en flok, der sad i min fars kælder i Herning og drak os fulde hver weekend, da jeg gik på gymnasiet.

Mine venner boede i det, man kalder ”…og omegn.” Lind, Tjørring, Ikast osv. De overnattede tit hos mig, fordi der var langt hjem om natten. De var alle sammen heteroseksuelle. Jeg var forelsket i en af dem. Det var der ikke så mange, der vidste. Da han spurgte, om han måtte sove hos mig, sagde jeg ja. Den nat var han den eneste, der sov der. Han hed Mikkel.

Da vi var kommet i seng, gik der ikke længe, før vi lå nøgne under den samme dyne og kyssede. Jeg vidste, at han var hetero, så jeg ville gerne give ham mulighed for at tænke over det, inden han gjorde noget, han kunne fortryde.

Jeg spurgte ham, om han var sikker på, han ville være sammen med mig, og så løj jeg og sagde, jeg skulle tisse. Jeg sad ude på toilettet i 10 minutter og kiggede på mønstret i fliserne, så han havde tid til at få ro nok i trussen til at kunne tage en god beslutning.

Da jeg kom ind på værelset, trak han mig langsomt ind til sig og sagde, at han havde tænkt. Han ville gerne være sammen med mig. Jeg var 18. Og lykkelig. Men lige da han var kommet, rejste han sig op og så helt forkert ud i hovedet. Han sagde, han blev nødt til at gå og cyklede hele den lange vej hjem midt om natten. Jeg hørte ikke fra ham i lang tid.

To måneder senere kom en af hans veninder op til mig i frikvarteret, mens de kristne fundamentalister holdt vækkelsesmøde i Grønnegården. Hun sagde, jeg havde tvunget Mikkel til at være sammen med mig.

Homofobi i Herning var nogle gange at blive brændt med cigaretter foran Charlie Chaplin fredag nat, at blive råbt ad på vej hjem fra gymnasiet, at blive skubbet ind i en busk, at få cirkelspark i baghovedet på fortovet udenfor en privatfest i Ikast, at få at vide, man ikke skulle tale om ”det” foran vennernes forældre, foragt og væmmelse i folks blikke, at blive hevet til side i Føtex og få at vide, at jeg ikke var ”et af Guds bedste børn.”

Men det meste af tiden var det bare ensomhed. At være alene og ikke have nogen at være kærester med, mens alle andre var teenageforelskede. Aldrig at have nogen at have sex med, mens man hørte de andre dele erfaringer i omklædningsrummet.

Og når man så endelig havde en god oplevelse, så viste det sig, at vi alle sammen var så fangede i det homofobiske system, at alle endte med at blive sårede. Men den, der blev mest såret, var selvfølgelig den, der var mest fanget i systemet. Og i den her historie var det altså mig.

Hvis ikke Mikkel havde været så fanget i det system, kunne det, der måske er et dårligt minde for ham i dag, og i hvert fald er det for mig, have været et smukt fotografi i vores indre blå bøger. En magisk, speciel og enestående oplevelse. En hemmelig perle på heteroseksualitetens havbund. Vi kunne have kastet os frygtløst ind i kærlighed og forelskelse, som teenagere gjorde overalt omkring os.

Det er elleve år siden nu, og ”it get’s better,” som man siger. Jeg er ikke ensom mere. Jeg har venner nu, der aldrig tysser på mig, når jeg taler om min kæreste i bussen. Og når jeg tænker på Mikkel, er det med forståelse og en smule medlidenhed.

For tre måneder siden så jeg ham for første gang siden gymnasiet. Vi gik forbi hinanden ude på Christiania. Og smilte til hinanden på den måde, som man smiler til en, man engang har haft sex med. Så det er nok okay nu.



Mikkel er et opdigtet navn.

Teksten offentliggjort som tillæg til Herning Folkeblad, 17. august 2013

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce