Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
8. oktober 2013 - 12:54

Gæld, rente og Eurokrise (1)

Hvor kommer renten fra? Hvilken rolle spiller gæld i den moderne kapitalisme? Og i Eurosystemet?

Første af tre artikler, der bygger på kapitel 5 i min nye bog 'Eurokrisen. Europa mellem pengestyre og folkestyre', Forlaget Hovedland, 2013.

Hvor kommer renten fra?

Især rente har alle dage været et kontroversielt fænomen, for her er det manifest, at der ikke ligger en indsats bag indkomsten.

Man låner penge ud og begynder at trille tommelfingre, og jo længere tid, der går, jo mere rente kan man inkassere. Men tiden tilhører ikke nogen særligt heldige, men er fælleseje, givet til os alle af Gud, som Thomas Aquinas forklarede.Derfor forbød Kirken til langt op i tiden at man modtog rente, ligesom Luther forsvarede dette renteforbud; også Islam er i princippet modstander af rente.

I antikken fordømte Aristoteles 'pengemageri' (Chrematistik), hvor man giver penge ud for at opnå flere penge, som unaturlig; den naturlige pengeanvendelse består i at bruge penge som byttemiddel, hvor sigtet er at få konkrete, nyttige goder.

Nyere økonomisk teori har også været fascineret af korrelationen mellem rentebetalingen og tiden som sådan, altså udlånets varighed. I denne optik ses renten som frugten af 'abstinens' fra forbrug eller – mere positivt formuleret – som udtryk for en præference for at få goder i dag snarere end i fremtiden (når lånet tilbagebetales).

Dette kaldes 'tidspræference', hvor idéen altså er, at vi foretrækker at få en sofa i dag frem for om ét år; vi tillægger 'nutidssofaen' større værdi, så hvis vi udlåner den i ét år, vil vi kræve en vis kompensation. Deraf renten, der således kan legitimeres som belønning for et sådant afkald; dette er den 'rene' rente, men hertil kommer den risikopræmie, der beror på, at vi sjældent kan være 100% sikker på at få det udlånte tilbage (låneren kan være uærlig eller gå fallit).

Teorien om (nu)tidspræference er en subjektiv og psykologisk teori. Denne fundering af politisk-økonomiske forhold i individuelle præferencer harmonerer med en liberal verdensanskuelse, og det er da også den superliberale 'østrigske skole', der især har været fortaler for teorien.

Det er ikke svært at få øje på den ideologiske implikation af idéen om tidspræference: Skellet mellem debitorer og kreditorer, ejendomsløse og ejendomsbesiddere, fattige og rige beror i sidste ende på, at de første frådser, mens de sidste er dydige opsparere. Altså en variant af den evige strid, hvor den rige altid vil mene at den fattige er doven, og den fattige altid vil mene, at den rige er udbytter. Altid? Ikke helt, for rigdom giver også ideologisk magt, altså magt til at overbevise den fattige om, at hans skæbne er velfortjent.

Alternativet til den individualistiske forklaring er at forstå renten som udsprunget af det særlige forhold mellem udlåner og låner, altså søge en social forklaring (nærmere i Lundkvist: Hoveder og Høveder, 2004, Frydenlund, Bind II: Kapitel 34).

Når A udlåner til B beror det på en systematisk forskel mellem A og B. A er relativt rig og kan derfor udlåne, mens B er relativt fattig og vil derfor låne; A råder over et overskud, mens B plages af et underskud og derfor har behov for at låne.

Låneforholdet er altså baseret på social ulighed. Nu er det klart, at også almindelige mennesker udlåner, især til banken ved at sætte penge ind på kontoen, ligesom stenrige hedgefonde overvejende spekulerer for lånte penge, men det generelle mønster må være det nævnte.

Det typiske er, at fattige lande låner fra rige lande; man kan her tænke generelt på Syd versus Nord, eller mere specielt på Sydeuropa versus Nordeuropa.

Accepteres dette kan renten forklares ud fra det asymmetriske magtforhold mellem de to. A er relativt rig og er derfor ikke afhængig af at udlåne; hvis B siger nej til vilkårene, kan A blot undlade at udlåne, for han kan stadig klare sig.

B, derimod, er relativt fattig og er derfor afhængig af at låne; hvis B nægter at betale rente og derfor ikke får lånet, kan det betyde, at væsentlige behov ikke dækkes.

I antikken måtte bønder, hvis høst var slået fejl, betale tårnhøje renter for at få penge til umiddelbar overleven og/eller til køb af sædekorn, så der ville være noget at spise næste år; de var i en svag forhandlingssituation og måtte derfor acceptere ågerkarlens vilkår.

Er gæld syndigt?

Den moralske vurdering af debitor og kreditor har skiftet gennem tiden.

Som vi har set lå sympatien i antikken og Middelalderen overvejende hos de første, mens kreditor gerne blev fremstillet som en ågerkarl, der udnyttede andre menneskers nød. Samtidig afslører sprogbrugen, at kreditorerne også har haft deres ideologer, for gæld hedder jo 'skyld' og debitor er derfor 'skyldig', altså en potentiel synder, og hvis lånet ikke honoreres kaldes det på engelsk 'default', hvilket betyder 'forsømmelighed'.

Kreditor, derimod, er mere hjertevarmt (på tysk) 'Gläubiger', altså én der 'tror' ('glauben' = tro) på sine medmennesker og rækker dem en hjælpende hånd (jf. også 'kreditor' fra latinsk credo = at tro) trods den usikkerhed, der altid er knyttet til et lån.

Det er magthaverne, der bestemmer ideologien, så derfor kan det ikke undre, at kreditors synsvinkel er blevet mere fremtrædende, i takt med finanskapitalens mægtiggørelse.

De sydeuropæiske lande fordømmes som dovne og frådsende, mens de tyske og franske banker, der har krævet tårnhøje renter af især Grækenland og Spanien, sjældent ses som udbyttere, for de beder jo blot om en rimelig risikopræmie. Sydeuropa var uansvarligt, hedder det videre, men der skal to til et lån, så i så fald var långiverne præcis lige så uansvarlige. Sydeuropa var for optimistisk og lod sig lokke af de rekordlave renter frem til krisen – eller de reagerede rationelt på det markedssignal, som denne rente var udtryk for? – men finanskapitalen gjorde sig på den anden side skyldig i dårlig risikovurdering.

Hvis vi lægger moralen bag os og ser mere nøgternt på forholdet mellem de to parter (og modstandere), er den juridiske situation den, at låneren er kontraktligt forpligtet til at prøve at honorere lånet, men da markedsvilkårene er principielt usikre, er der ingen garanti mod at låner går fallit.

Det er ikke ulovligt, endsige kriminelt, ikke at betale renter og afdrag, så sådanne sten i markedsøkonomiens gnidningsfrie forløb falder i en helt anden kategori end tyveri.

Så vidt det moralske og juridiske aspekt, men kan det være økonomisk fornuftigt at låne og dermed oparbejde gæld?

Naturligvis kan det det, nemlig hvis provenuet anvendes produktivt. Det kan være et ungt menneske, der optager et lån for at finansiere en uddannelse, der muliggør en højere indkomst i fremtiden, eller en virksomhed, der investerer i maskineri etc., således at det fremtidige afkast bliver større. I begge tilfælde er lånet 'ansvarligt', fordi det kan betales tilbage med fremtidig indkomst eller profit.

Tilsvarende med offentlige lån, hvis pengene fx bruges til at forbedre befolkningens sundhed og uddannelse eller til at udbygge infrastrukturen, således at virksomhedernes indtjeningsmuligheder forbedres. Problemet med Sydeuropas store offentlige og – især – private lån, var derfor ikke lånene som sådan, men at de formøbledes på boligbobler og forbrug.

Hvis vi tager de keynesianske briller på, udvides begrebet 'produktiv', for hvis en regering i en krisetid låner for at føre ekspansiv finanspolitik, er det mindre vigtigt præcis, hvordan pengene bruges, for også fx øgede takster for dagpenge og kontanthjælp vil øge den effektive efterspørgsel (Keynes satte dette på spidsen ved at 'foreslå' at det offentlige ansatte folk til at grave og derefter udfylde huller, hvis man ikke kunne finde på andre opgaver).

Det afgørende er, at der igen kommer gang i væksten, og når det sker, ruller skatterne atter ind i statskassen, og så kan lånet tilbagebetales.

Det argumenteres til tider, at optagelse af lån, offentlige eller private, betyder, at man lader vore børn og børnebørn betale for vores eget (over)forbrug, for det er jo dem, der kommer til at betale renterne og afdragene.

Generelt er dette en misforståelse. Når A låner 10 mio. af B, kan A forbruge mere, men dette kompenseres jo af, at B nu har færre penge til rådighed. A's øgede gæld modsvares ned til sidste krone af B's øgede tilgodehavende, ligesom A's årlige betalinger af renter og afdrag er B's årlige kapitalindtægter.

Der er derfor ikke tale om en omfordeling mellem den aktuelle og den fremtidige generation, men mellem to aktører i den aktuelle generation. Hvis fx det offentlige låner af den private sektor, betyder dette ikke i sig selv øget nutidsforbrug, blot en omfordeling fra privat til offentligt forbrug.

Hvis det offentlige bruger pengene mere fornuftigt, fx i miljømæssig henseende, er transaktionen faktisk til gavn for de fremtidige generationer.

Et lån er altså ikke 'generationstyveri'. Om det gavner eller belaster fremtidige generationer afhænger helt af, hvem der låner af hvem og med hvilket formål.

Dette argument forudsætter imidlertid, at långiver og låntager tilhører samme økonomi. Hvis det ikke er tilfældet, bliver det ganske rigtigt vore børn og børnebørn, der kommer til at betale, hvis provenuet bruges til forbrug, men det gælder stadig, at de ikke bliver snydt, såfremt provenuet bruges til investeringer, hvis afkast kan betale renterne og afdragene.

I 00'erne lånte Spanien i Tyskland og Frankrig, idet man fejlagtigt troede, at man tilhørte samme Euroøkonomi; det vil svie for fremtidens spaniere, fordi pengene ikke blev brugt fornuftigt.

Italien, derimod, har godt nok en tårnhøj gæld på mere end 100% af BNI, men langt det meste er indenlandsk, og så opstår generationsproblemet som nævnt ikke.

Besøg www.anderslundkvist.net

 

Anders Lundkvist: Eurokrisen. Europa mellem pengestyre og folkestyre, Forlaget Hovedland 2013, kr. 229,-

Redaktion: 
Emneord: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce