Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
analyse
2. april 2013 - 15:15

Europas økonomi på vej ned

Det går støt og roligt ned ad bakke i EU. Vi ser på Cypern, England og Frankrig.

Siden september har der været ro på de europæiske finansmarkeder.

Det skyldes, at Mario Draghi fra ECB erklærede, at banken vil opkøbe regeringsgæld ad libitum for at stabilisere kursen på sydeuropæiske statsobligationer og dermed den rente, de skal betale. Denne ’bazooka’ har ikke været anvendt endnu – dvs. ECB har endnu ikke gennemført massive støtteopkøb.

Dels fordi erklærigen har været tilstrækkelig til at holde kurserne oppe, dels fordi – det overses ofte – at en regering skal underlægge sig Trojkaens nedskærings- og strukturpolitik, før bazookaen faktisk kan affyres, og det vægrer især Spanien sig fortsat imod. 

Der har altså været ro. Eller snarere dødens stilhed. For det går støt og roligt ned ad bakke med væksten (negativ i 2012) og op ad bakke med arbejdsløsheden i Euro-land. Denne realøkonomiske krise er det nødvendige resultat af nedskæringspolitikkens. Så krisen fortsætter.

Eller gør den? For almindelige mennesker i Europa: Ja. Men for Europas kapitalejere og banker er svaret: Nej. I det sidste års tid er aktieindexene steget i takt med arbejdsløshedskurverne.

Bankerne frikøbes

Det skyldes, at banker generelt frikøbes af skatteyderne for deres tab, og mere generelt, at den hegemoniske politik i Europa er udbudsøkonomisk. Det betyder, at erhvervslivet skal stimuleres, fx i form af lettelser i selskabsskatten, som i Danmark.

Det giver ikke jobs, men penge til de rige, for nu at sige det lige ud. De fattige får det dårligere, de rige bedre, hvilket i øvrigt også kan aflæses i den stigende ulighed. 

Alle lykkelige familier er ens, alle ulykkelige forskellige, sagde Tolstoy. Europa er en ulykkelig familie. Nedenfor skal vi se på tre meget forskellige medlemmer, Cypern, England og Frankrig.

Cypern 

Den cypriotiske krise er umiddelbart helt efter bogen, dvs. trojka-manuskriptet. Landet fattes penge, beder om et lån og får at vide (november), at det til gengæld skal gennemføre et traditionelt nedskæringsprogram.

Offentlige lønninger skal ned, overførselsindkomster (dagpenge og pensioner) skal ned, pensionsalderen skal op, og sundhedsydelser bliver dyrere. Desuden skal momsen hæves. Som sagt: helt efter bogen. 

Men den cypriotiske krise er særlig.

Der er ikke nogen særlige problemer med de offentlige udgifter (hvorfor nedskæringskravene kan virke lidt mærkelige). Det er i stedet en ren bankkrise, i stil med to andre ulykkelige øer, Island og Irland.

Cypern har et stærkt, såkaldt kommunistisk parti, kaldet AKEL, med opbakning fra omkring en tredjedel af vælgerne.

Partiet ledte den forrige regering (som faldt for en måneds tid siden) og havde da valgt at gøre Cypern til et skatteparadis med en selskabsskat på 10% og lemfældig regulering (falsk varebetegnelse er åbenbart ikke forbeholdt danske socialdemokrater).

Det er ikke så heldigt for de øvrige lande i Eurozonen, for de vil jo miste kapital på den konto, men det gav åbenbart ikke anledning til anmærkninger, da landet for 5 år siden blev medlem af Euroen. 

Kapitalen strømmede til, ikke mindst mere eller mindre mafiøse penge fra Rusland.

Imidlertid havde cypriotiske banker investeret meget i Grækenland. For et par år siden skulle Grækenland have et nyt lån fra Trojkaen, og i den forbindelse måtte private investorer tage et såkaldt ’haircut’, dvs. en del af deres tilgodehavender skulle afskrives. Det gav de cypriotiske banker massive tab, og det var det, der udløste krisen. 

Trojkaen krævede derfor en sanering af Cyperns bankvæsen.

Dette i modsætning til situationen i Irland tilbage i 2008, hvor bankerne var ved at gå fallit grundet boligspekulationer, for her pålagde ECB simpelthen regeringen at dække tabene, så privat bankgæld blev forvandlet til offentlig gæld. Det er – heldigvis – ikke modellen på Cypern.

Her er det bankerne og deres kunder, der skal klare problemet. Meget er stadig uklart, især hvor meget ejere af bankobligationer og bankaktier skal bløde, men det står fast, at den næststørste bank lukkes, og at indskydere med over €100.000 på bankkonti skal betale en høj afgift.

Der tales om, at de større kapitalinteresser ialt må afskrive op til 40% af deres tilgodehavender. 

Dette virker rimelig socialt retfærdigt, selv om der ikke er tvivl om, at mange almindelige mennesker bliver ramt, fx folk der har sat hele deres pensionsopsparing i banken.

Der er heller ikke tvivl om, at Cypern vil opleve en dyb realøkonomisk krise, fordi bankerne nu må skære kraftigt ned på udlån til erhvervslivet. Men det nye ved Cypern synes at være, at det ikke kun er almindelige mennesker, der skal betale gildet. 

Fra en euro-vinkel er der tre interessante ting. 

Det første er, at Trojkaen gik med til at røre også mindre bankindskud. Det blev senere taget af bordet, men mange mener, at skaden er sket: Når det næste gang trækker op til problemer i fx Spanien eller Italien, vil folk måske styrte hen til banken og hæve alt af frygt for at få beslaglagt en del af indeståendet.

Finansielle kommentatorer fatter ikke, at Trojkaen kunne foreslå noget sådant. Var det sent på natten? Er beslutningsprocessen mellem EU, ECB og IMF gået helt i sort?

I hvert fald har man lagt gift ud for den Bankunion, som ellers skulle stabilisere bankvæsenet i EU, dels gennem ECB's tilsyn med alle banker, dels med en fælles indskydergaranti, så alle kan være trygge ved de penge, de har i banken.

Og så kommer dette! Er der nogen på topplan, der prøver at sabotere bankunionen? (Planerne om en Bankunion skal ikke forveksles med den Finansunion, der blev vedtaget i marts sidste år – sidstnævnte handler om gennemtvinge balanceret budget). 

Det andet interessante er, at Trojkaen ikke prøvede at beskytte de store kapitalinteresser. Det gør man ellers normalt i en sådan situation med den begrundelse, at kapitalen ellers vil miste tillid og flygte (men bemærk, at den græske ’haircut’ også var et brud på dette princip).

Nogen vil sige, at det var fordi, det især går ud over den russiske kapital, og Putin og Medvedev har da også rumlet med trusler om gengældelse. 

Og for det tredje har Trojkaen accepteret, at Cypern indfører midlertidig kontrol med kapitalen – hvad der må hæves i bankerne, og hvad der (ikke) må eksporteres til udlandet.

Det svarer til at bande i den nyliberale kirke. Men her er der et stort PS: De cypriotiske bankers filialer i Washington og Moskva holdt åbent, og her var der ikke problemer med at hæve penge! 

En sjov effekt af Cypern-krisen er i øvrigt, at kapitalen nu må søge andre steder hen, efter at Cypern tilsyneladende er lukket som skatteparadis (hvornår lukker man Luxemburg?).

Det er kommet vore to næste lande på listen – England og Frankrig – til gode. I de seneste par dage har de kunnet låne en anelse billigere. Men de har andre problemer, hvad vi nu skal se. 

England 

Mærkelig nok har den engelske nedtur ikke været meget omtalt i de danske medier.

Det brænder ellers virkelig på. Væksten var som i Eurozonen – negativ i slutningen af sidste år, og fremtiden ser ikke lysere ud. Faktisk tales der om, at England er på vej ind i den tredje recession, siden verdenskrisen brød ud med Lehman Brothers' fallit i september 2008. 

Nu er England jo ikke med i euroen. Pundets værdi er derfor flydende, og faktisk er værdien faldet betydeligt.

Et euroland som Spanien kan ikke sænke sine omkostninger – og således øge eksporten – ved at devaluere, og er derfor henvist til ’intern devaluering’, dvs. omkostningsreduktion gennem lønsænkninger, men England kan altså depreciere sin valuta og på den måde tage noget af stødet ved nedturen. Men det har altså ikke været nok.

England er Thatcher-land, med tradition for en mere radikal nyliberal politik end på kontinentet; det hænger bl.a. sammen med, at City – finanskapitalen – vejer meget tungt i engelsk økonomi og politik.

Da den konservativt ledede Cameron regering kom til magten for snart tre år siden, indvarslede den en nedskæringspolitik, der sagde spar to til, hvad man har oplevet i Eurozonen, og som også var mere radikal, end selv Thatcher vovede. Budgettet skulle balancere, koste hvad det ville. Og det kostede, hvilket situationen i dag viser.

Sjældent er nedskæringspolitikkens katastrofale effekter blevet demonstreret klarere end under Cameron. Og i England kompliceres sagen altså ikke af de specielle vilkår, som en valutaunion giver.

En kommission, nedsat af regeringen selv, sagde for nylig, at nedgangen i den britiske vækst skyldtes nedskæringspolitikken; Cameron forsøgte sig med en udtalelse om, at kommissionen havde sagt det modsatte, men blev korrigeret af kommissionen. Pinligt. 

Cameron og hans finansminister Osborn er kommet under kraftig kritik med opfordringer til at lægge kursen om, også fordi de konservative nu ligger 10% bag efter Labour i meningsmålingerne. Men intet tyder på et skift i politikken – sparekursen blev fortsat i det nylige budgetforslag. 

Det er i øvrigt værd at bide mærke i, at Labour ikke er fundamentalt uenig i politikken. Man kritiserer selvfølgelig, det skal en opposition, men Labour står ikke for et keynesiansk alternativ, hvor man satser på at stimulere efterspørgslen med øgede offentlige investeringer og øget offentligt forbrug.

Som i Danmark fører borgerlige og socialdemokrater stort set samme politik. 

Frankrig 

Da Hollande blev valgt til præsident sidste sommer, var der store forhåbninger om, at Merkel nu ville få et keynesiansk modspil. At Europa skulle til at tage skeen i den anden hånd, nu da nedskæringspolitikken blot havde gjort ondt værre, især målt på arbejdsløsheden, således at keynesiansk efterspørgselspolitik atter ville komme til sin ret. 

Den forhåbning blev hurtigt lagt i graven, da Hollande støttede den Finanspagt, som kræver balanceret budget, altså reduktion i offentlige udgifter. Alligevel var der stadig visse håb om en lidt mere solidarisk fordeling af krisens byrder, især i form af Hollands forslag om en millionærskat.

Den har han da også kæmpet for, og nu da en domstol har underkendt den, vil han omformulere forslaget, så det bliver i overenstemmelse med forfatningen. 

Frankrig har alvorlige økonomiske problemer. Ikke på den finansielle front, for de kan stadig låne ret billigt, men på den realøkonomiske. Væksten er gået helt i stå, og arbejdsløsheden stiger. Noget må gøres, men hvad? 

Svaret blev givet i en længere tale i fransk fjernsyn torsdag aften.

Krisen blev ikke anledning til omsider at føre en efterspørgselsorienteret politik, der kunne sparke gang i væksten og reducere arbejdsløsheden. I stedet omfavnede Hollande nedskæringspolitikken.

Hollande vil nu skære i de offentlige udgifter med €1,5 milliarder næste år, det første absolutte fald i årtier. Forsvaret fredes, men dagpengemodtagere får deres vilkår forringet, og samtidig synes han at ville hæve pensionsalderen (det sidste prøvede Sarkozy at komme igennem med, men måske er ’socialister’ mere effektive til at føre borgerlig politik?).

Det hele sælges som ’vækstpolitik’, men resultatet bliver formentlig det modsatte. Det er nu blevet oplagt at Hollande retter ind under den tysk-ledede europæiske konsensus. 

Hollande’s kurskifte i forhold til valgløfterne – minder det om noget? – er en tragisk gentagelse af situationen, da Mitterand blev valgt i begyndelsen af 80erne. Thatcher og Reagan var lige kommet til magten, og stærke kræfter (læs: Tyskland) på kontinentet ønskede en tilsvarende politik

Mitterand ville en anden, keynesiansk præget politik, og det forsøgte han et par år. Kapitalen sagde nej og flygtede, og Mitterand følte sig nødsaget til at rette ind. Derefter var der frit løb for nyliberalismen, og i 1986 vedtoges det Indre Marked med dets frisættelse af kapitalen. 

Men der er en forskel, for Hollande er ikke tilsvarende presset af finansmarkederne. Måske er han blevet ideologisk fanget af fjenden? 

Blandt kontinentets politiske ledere er der nu ingen effektiv politisk opposition, så det er svært at se, hvordan Europa undgår at grave sig dybere ned i et sort hul. Og så har vi ikke engang talt om korruptionen på regeringsplan i Spanien eller det politiske kaos i Italien. 

Anders Lundkvist er politisk økonom (cand.scient.pol). Har især arbejdet med økonomisk teori samt europæisk og global politisk økonomi.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce