KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
De Reformramte
7. november 2016 - 15:37

Derfor bringer Modkraft indlæg fra »reformramte«

Modkraft bringer indlæg fra reformramte. Første bidrag er fra en 41-årig mor på kontanthjælp. Håbet er, at det kan give andre i en lignende situation mod og lyst til at dele deres oplevelser og dermed skabe en modfortælling til den, som politikerne skaber.

Vi bringer det første indlæg af flere, der er skrevet af en »reformramt« mor.

Læs første indlæg her: Reformramt mor: »Nu er vi bundmennesker«

Men publiceringen kræver en forklaring, og indlægget bringes på baggrund af nogle tanker om, hvordan man i det hele taget bedriver journalistik om og giver taletid til nogle af dem, der er meget udsatte.  

Hvordan skriver man om de familier, der bliver kaldt for »reformramte«, og som oplever regeringens økonomiske politik som et drastisk indgreb i deres hverdag - et indgreb der kan ses i køleskabene og i de mørke tanker, der sætter tilværelsen på pause.  

Kan man skrive om dem, der lever med de meget lave ydelser uden samtidig at udstille dem?

Og hvordan kan man sikre en kontinuerlig dækning, hvor dagsordenen, der højst sandsynligt ikke bliver inaktuel lige foreløbigt, ikke bliver overset, selvom der ikke lige er en nyhedsvinkel?

Det er tydeligt at mærke, at de »reformramte« taler fra et sted, der er præget af dyb desperation og magtesløshed. 

Det sker oftere og oftere, at folk ringer til redaktionen og insisterer på at fortælle deres historie, deres sagsforløb og deres oplevelser med systemet til nogen, der vil lytte. 

Fredag den 28. November var der, som tidligere omtalt på Modkraft, en gruppe, der protesterede foran Jobcenter Lærkevej i København for at være tæt på et af de steder, hvor systemet rammer nogle mennesker hårdt.

- Det er ikke bare en demonstration at stå her. Noget af det værste ved at være på kontanthjælp er følelsen af ensomhed og af at være udstødt. Her kan man være solidarisk, som Troels på 47 år fortalte om sine grunde til at deltage i protesten.

Læs artiklen »Protest ved jobcenter: »Det er hér, alle ulykkerne sker«« hos Modkraft

På Facebooksider som »opråb mod kontanthjælpsloftet« eller i grupper som »enlige reformramte mødres hjælpegruppe« »reformramte forældre« deler følgere og medlemmer frustration over politikernes udtalelser, men der udveksles også råd og erfaringer om, hvordan man for eksempel kan lade vær med at spise lige så meget, som man plejer.

Det er en virkelighed, som nogle familier lever i.

Vi bringer indlæg, der er skrevet af reformramte og med et minimum af redigering, så dækningen delvist sker på deres præmisser.

Håbet er, at det kan give andre i en lignende situation mod og lyst til at dele deres oplevelser og dermed skabe en modfortælling til den, som politikerne skaber, når for eksempel den konservative politiker Rasmus Jarlov skriver på Twitter:

»En enlig mor med to børn får 17.000 om måneden efter skat i kontanthjælp, børnepenge og boligsikring. Det kan vi godt være bekendt«

Vi har valgt at imødekomme nogle af skribenternes ønske om at være anonyme. Vi mener, at det er i offentlighedens interesse at få et indblik i de »reformramtes« virkelighed og hverdag. Det er ikke et hensyn til anonymitet, der er foranlediget af, at kilden kan være i fare eller for at beskytte en kilde, der har gjort noget inkriminerende.

Men når vi taler med »de reformramte« har vi oplevet, at de føler, det er for stort et pres at stå frem med navn og billede på grund af den stigmatisering, der opstår og det pres, der skabes i deres i øvrigt hårde tilværelse, når de skal svare på mistroiske eller fordømmende spørgsmål og kommentarer.

Her det første indlæg fra en 41-årig kvinde, der bor på Sjælland:

Reformramt mor: »Nu er vi bundmennesker«

Er du en af dem, der selv oplever, hvordan det er at leve på kontanthjælp, eller er du ramt af reformen om loft på kontanthjælp, hører vi meget gerne fra dig. 
Vi kan ikke bringe alle indlæg, vi modtager, men vil meget gerne modtage flere bidrag. 

Skriv til redaktion@modkraft.dk, inden du går i kast med at skrive  

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96