Annonce

De reformramte
7. november 2016 - 15:38

Reformramt mor: »Nu er vi bundmennesker«

KOMMENTAR: »Hospitalet har vurderet min arbejdsevne til at være under 10%, men kommunen mener, jeg er for ressourcestærk til at få førtidspension. Vi bliver udstillet som nasserøve, dovne og grådige brokkehoveder af medierne og dem, der læser det,« skriver reformramt mor i det første af en række indlæg.

Vi bringer det første indlæg af flere i serien 'De Reformramte'.

Læs om baggrunden for 'De Reformramte' her: Derfor bringer Modkraft indlæg fra »Reformramte«

Her det første indlæg fra en 41-årig kvinde, der bor på Sjælland:

»Jeg er anonym, fordi jeg ikke vil sparkes til, mens jeg ligger ned«

Jeg kom på kontanthjælp for ca. syv år siden, fordi jeg måtte flygte med mine tre børn på krisecenter, hvor vi så boede i halvandet år. Før det var vi selvstændige med et firma, som min mand kørte.

Så kontanthjælpen var en akut nødløsning, indtil vi var ovre krisen og landet på benene igen.

Men efter to år fandt jeg selv et frivilligt arbejde med at hjælpe unge mødre i nød på et hjem for unge mødre.

Kommunen havde dengang frarådet mig at søge arbejde, da det var vigtigt at mine børn og jeg selv var helt igennem krisen, som var meget voldsom, men jeg havde brug for noget at stå op til, at føle jeg kunne bidrage med noget til andre og bruges igen hurtigt, så jeg startede med det her arbejde tre dage om ugen i de timer, min ryg tillod mig det, og blev så godkendt af kommunen til at blive afprøvet der til en evt. revalidering.

Jeg fik i første omgang afslag med ordene »du er for ressourcestærk«. Men da vi flyttede kommune, mente de, jeg var flex-berettiget og startede et forløb, hvor de fulgte mig derude.

Jeg havde en seng stående derude, da jeg skulle hvile mig løbende.

Hele målet for mig var at komme AF systemet i sidste ende, men min ryg gjorde, at et fuldtids job var helt udelukket.

Efter min operation for tre år siden måtte jeg desværre stoppe, da jeg ikke kan ret meget mere, uden at den låser, så det blev stoppet, og jeg har været herhjemme lige siden. Et stort knæk på selvtilliden som menneske. 

Fanget i systemet

Jeg har en medfødt ryglidelse, som gør jeg ikke kan så meget, men jeg har prøvet mig frem hele livet og arbejdet siden jeg var 13 år, både i marker, med at gøre rent i svømmehal, stået i butik, cafe mm, men mest af alt arbejdet som sminkør på film og teater. Min ryg er dog desværre blevet dårligere og dårligere med alderen.

Jeg har været igennem to store rygoperationer og afprøvet ALT træning og behandling der findes - selv krystalhealing og akupunktur er der prøvet.

For tre år siden fik jeg fjernet to led i ryggen og sat et kunstig ind, med otte skruer. Men derfra er det gået ned ad bakke hurtigt.

Jeg er nu der, hvor jeg er i konstante smerter og kun et nys, får ryggen til at klikke. Jeg kan ikke ligge på ryggen eller siden om natten og har svært ved at tage lange skridt, sidde, eller stå i længere tid og bøje mig, jeg må ligge mig hele tiden, så et arbejde er umuligt.

Hospitalet har vurderet min arbejdsevne evne til under 10%. Men Kommunen mener, jeg er for ressourcestærk til at få førtidspension, (bl.a. fordi de ved, jeg skriver BLOG)?

Selvom dem, der har trænet med mig såsom læger og hospital, siger det modsatte, og at et arbejde kun vil forværre min tilstand, så jeg er fanget i systemet.

»Kommer der en uventet regning, har vi ikke penge til mad«

Når man er på kontanthjælp, høre man ind under jobcenteret, og skal møde fire gange om året til møde om, hvad der kan gøres for at få en i arbejde. Kontanthjælpen er lavet som et kort mellemstop, før man kommer i arbejde igen, så midlerne er nu sat så meget ned, at det på INGEN måde er nemt at klare sig økonomisk og derfor ikke attraktivt for dem, der bruger kontanthjælpen som en doven undskyldning for ikke at gide arbejde.  

Men er man syg, er man virkelig fanget, for man kan ikke gøre en skid for at komme af det og har du børn, straffer de dig. Så jeg er ramt af loftet, fordi kommunen nægter at tage mig af kontanthjælpen, selvom alle faglige folk der har fulgt mig, siger jeg skal ha ro og på førtidspension. Vi blev ramt af loftet i sidste måned.

Min ældste datter blev 18 i år. Så med de faderpenge, børnepenge og det, de trækker, fordi hun får SU, har jeg mistet lidt over 4.000 pr. måned, dvs. vi har små 4.000 kr., hvis man tager ALLE penge med, altså børnepenge, boligsikring og faderpenge.

Kommer der en uventet regning, eller noget andet, så er der ingen madpenge.

Vi fråser aldrig, jeg hverken ryger eller drikker, handler KUN mad, ingen tøj, ting, gaver m.m.

Vi har lavet gaveværksted i stuen, som vi laver til folk af drivtømmer og tavler, vi maler.

Tøj er kun det, vi får af venner og folk her i byen, der kender til vores situation.

Min mindstes madpakke er så enkel, at hendes venner i klassen har bidraget med mad og madpakke til hende.

Alle skolearrangementer, børnefester m.m. går de ikke til, da der ikke er til gaver.

I gamle dage havde man flødeboller med til klassen, når en af dem, havde fødselsdag, det er fortid.

Vi har så lidt, at jeg ikke ser mine venner eller familie mere, fordi transport er alt for dyrt, medmindre de kommer her, og så har de selv mad med til os.

Man isolerer sig, da alt derude minder en om det, man ikke har, eller kan og det gør en, endnu mere ked af det, og frustreret over at man er endt som man er, uden man er skyld i det.

Mistænkeliggjort af kommunen

Min hverdag er ensom, jeg sender den yngste i skole, og så er det egentlig det, jeg ligger rigtig meget pga. ryggen, men drømmer i mit stille sind om at komme ud i livet igen, selvom jeg ved, det ikke er en mulighed. 

Jeg savner at have noget at stå op til, have et mål igen, der er intet mere, kun bekymringer, jeg har konstant stress over, hvordan vi skal komme igennem måneden, sveder om natten pga. vores situation.

Jeg har konstant dårlig samvittighed over for mine børn, der er isoleret med deres mor, fordi hun ikke kan fungere på et arbejdsmarked og hele tiden bliver hetzet af kommunen, som re-traumatiserer en gammel følelse i mig, fra da jeg var i mit psykisk voldelige forhold, hvor jeg også hele tiden blev mistænkeliggjort, overvåget, skulle forklare og bevise min uskyld, blev styret og sat i bås 

Det ikke at have til mad, er det værste. Vi lever så usundt i dag, da man ikke har til frugt og grønt, alt man køber er efter prisen, så det er mest ting på sidste udløbsdato, pasta, hvidt brød og det er det samme og det samme, dag efter dag.

Vi SAVNER at lave god mad, savner at kunne gå ud og spise eller sidde på cafe, savner at købe grill, savner at kunne invitere venner og familie hjem på middag, savner at have en kage med, når man besøger nogen, alt det man gjorde, da man var værdig som menneske og følte sig på lige fod med alle andre. 

Nu er vi bundmennesker, for vi bliver udstillet som nasserøve, dovne og grådige brokkehoveder af medierne, og dem der læser det.

Der er DEM og OS. Det er så grimt og totalt langt ude, at mennesker, der hele livet har bidraget til det her samfund, nu skal trampes på som menneske. Man føler skam og flovhed.

Kæmpebeløb, som Venstre fyrer af

Og stiller du dig frem i medierne, så bliver du hånet og gennemtæsket verbalt, for vi kan jo BARE lette røven og tage os sammen, DE skal da ikke betale for, at vi kan ha et værdigt liv?

Håber aldrig de selvsamme mennesker en dag selv bliver gamle eller syge.....Så får de da sig et livs opvækkende chok om, hvordan virkeligheden ser ud.

Og de har som os andre bidraget hele livet, men det er fuldstændig irrelevant, når man ikke kan bruges mere, skrottes man som et umenneske. 

Derfor ønsker jeg nu at være anomym, jeg vil ikke sparkes til, mens jeg ligger ned, og mine børn skal på INGEN måde udstilles, de er udsat for nok i forvejen. Men samtidig mener jeg, det er så utrolig vigtigt, at vi taler op om, hvordan det er bag mediernes og regeringens løgne.

Jeg har været aktiv på diverse Facebookgrupper for syge borgere i samme situation som jeg selv, talt og råbt folkets sag, støttet og trøstet, hvor jeg kunne og været en masses stemme, været i avisen og i radioen og fortalt om, hvordan det er at være på kontanthjælp uden muligheden for at komme af, selvom det er ens største ønske. 

Men den reaktion, man får fra mennesker, der kun hører, hvad bl.a. Venstre fyrer af, af totalt langt-ude kæmpebeløb, som vi åbenbart skulle ha til rådighed til tant og fjas, gør, at de bliver max foragede og vrede på os, men i bund og grund ANER de vitterligt ikke, hvad det er, de taler om.

Systemet er IKKE for de svage

På et arbejde bliver du sendt hjem, når du er syg, men her bliver de syge sendt i arbejde.

Det er den omvendte verden, og så rammes de af et loft oveni for at gøre arbejdsmarkedet mere attraktivt???

Men vi kan jo for fanden IKKE arbejde? Så ikke nok med at vi skal døje med, at vi ikke kan leve og arbejde med det, vi drømte om, vi har også måtte miste alt, vi har bygget op og betalt (man må ikke eje noget over en værdi af 10.000 kr. på kontanthjælp, så mange har måttet sælge hus, bil, båd, sommerhus m.m. Og oveni hatten skal vi stå og takke ydmygt, mens vi kæmper med smerter og lavt selvværd.

Men aller-aller værst er det at se ens børn blive hevet med ned i det fald. De penge, der konstant mangler, bliver nu taget over børnechecken og faderpengene, det var før de penge, der sørgede for, at de kunne gå til noget, gå på klub, komme i biffen, rejse, få nyt tøj, gaver osv osv...

Nu er der intet til dem, og de står så og siger til en, at de ikke mangler noget, at de ikke vil til en venindes fest, ikke har lyst til ferie i år osv. Alt for at hjælpe mig på min dårlige samvittighed. 

I år kom den mellemste og sagde. »Jeg syntes vi skal skippe gaverne i år, vi ønsker os ikke noget.«

Børn der ELSKER julen, for den går vi normalt meget op i herhjemme. Men det er vigtigere for dem, at de har til lidt mad i juledagene, da de udemærket ved, at vi intet har i køleskabet i de sidste to uger, og det må ikke ske i juledagene, så er bunden da noget.

Normalt ville jeg i denne måned have lavet et lille lager af små gaver til kalender m.m. og købt julesnacks, men i år er der intet.

Og nej, vi kan ikke spare noget væk i vores budget, som mange kloge så ville sige, jeg har i medierne givet mit budget over de sidste 5 måneder, så de kunne se, om der kunne skæres et eller andet sted, men det ENESTE de kunne se var, at vi havde købt tre gange is over sommeren og havde netflix, som nu er afmeldt, men noget vi havde, da vi altid sidder isoleret herhjemme, og det var vores luksus.

Alt andet går kun til husleje, varme, medicin, og det man ikke kan komme udenom, når man skal have et hjem kørende. Men ingen frås, så hvor kan vi spare? Vores husleje er kun 6.300, så at flytte er ikke en løsning heller.

I denne måned fik vi en uventet regning og noget andet pga. en tidligere fejl fra vores telefonselskab, så den 1. stod der 1.900 kr. til resten af måneden på kontoen, det er 16 kr. pr. næse, pr døgn.

Men ifølge regeringen har jeg og alle andre på kontanthjælp, tusinder og atter tusinder af penge til rådighed, når alt er betalt? Jeg ved bare ikke, hvor de gemmer sig ????


Redaktionen kender skribentens rigtige identitet. 

Er du en af dem, der selv oplever, hvordan det er at leve på kontanthjælp, eller er du ramt af reformen om loft på kontanthjælp, hører vi meget gerne fra dig.
Vi kan ikke bringe alle indlæg, vi modtager, men vil meget gerne modtage flere bidrag. 

Skriv til redaktion@modkraft.dk, inden du går i kast med at skrive  

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce