Annonce

Boykot:
8. september 2012 - 21:32

Boykot-aktivister til kamp mod G4S

Breve, cykeldemo og politikerappel skal iværksætte en boykot af vagtfirmaet G4S, der støtter den israelske besættelse af Palæstina. Vi opfordrer folk til at tage fat, hvor G4S er tættest på dem selv, siger talsperson. 

Det findes på dit universitet, din arbejdsplads og i ulovlige bosættelser på Vestbredden.

Verdens største sikkerhedsfirma G4S, der er dansk-britisk ejet, har en kæmpe kundeskare, og der er stor sandsynlighed for, at mange af de steder, du færdes, har en tyverialarm eller en vagt-aftale med sikkerhedsfirmaet. 

Men det skal der laves om på, mener det nystartede danske initiativ »Boykot G4S«

Gruppen har annonceret en aktionsuge mod sikkerhedsfirmaet i uge 37, hvor de ved hjælp af happenings og henvendelser til kommuner landet over vil stikke en kæp i hjulet på G4S.

Årsagen er firmaets involvering i den israelske besættelse på Vestbredden, hvor G4S driver checkpoints og leverer materiel til fængsler.

– Det er nødvendigt at tage ansvar og agere etisk i alle udgaver af vores forbrug. Og det gælder også sikkerhedsydelser, siger talspersonen Ida Hansen fra Boykot G4S til Modkraft. 

Breve til kommuner

I næste uge vil Boykot G4S aktivister være synlig på gaderne i landets største byer. Uddeling af flyers skal sprede budskabet om G4S og deres uetiske virksomhed.

– Vi opfordrer folk til at tage fat, hvor G4S er tættest på dem selv. Det kan være på ens arbejdsplads, i banken eller på ens universitet. Mange institutioner har tit allerede nogle etiske retningslinjer for deres indkøbspolitik. Man kan bede dem om at invitere G4S til et møde, hvor de kan forholde sig til anklagerne, fortæller Ida Hansen.

Foruden oplysningskampagnen sender initiativet også åbne breve til alle landets kommuner, der appellerer til, at man genovervejer, hvorfor man stadig ikke har trukket sig fra samarbejdsaftaler med sikkerhedsfirmaet.

Med brevet følger en rapport, der dokumenterer anklagerne mod G4S.

– Når det kommer til kommunerne har man også en stemme som borger, da det jo drejer sig om, hvad ens skattekroner bliver brugt til, siger talspersonen og fortæller, at der er produceret brevskabeloner, som man som borger kan sende til rådhuset og som privatkunde kan sende til sikkerhedsfirmaet.

Cykledemonstration og prisnominering

I aktionsugen indstiller Boykot G4S også sikkerhedsfirmaet til prisen »Public Eye Award«, der hvert år uddeles af Greenpeace til en virksomhed.

Prisen skal minde forretningsverdenen om, at manglende social- og miljøbevidsthed har konsekvenser for de mennesker, der er involveret. 

Og på trods af G4S’ egen veldefinerede Corporate Social Responsibility-politik, der ifølge firmaet selv skal skabe sikre og trygge rammer for mennesker med social bevidsthed, er de på menneskerettighedssiden stadig en værdig nomineret til prisen, mener Boykot G4S.

Aktionsugen kulminerer i en cykeldemonstration torsdag den 13. september, der starter på Christiansborgs Slotsplads kl. 17.00 og ender ved G4S’ hovedkvarter i Albertslund. Undervejs vil der være stop ved udvalgte kommunale steder i København, der bruger G4S.

Se eventet på Facebook. 

Læs mere om Boykot G4S her.

Folkeligt pres nytter

Som tidligere omtalt på Modkraft kom G4S i den danske offentligheds søgelys i 2010, da firmaets drift af israelske checkpoints og samarbejde med ulovlige besættelser på Vestbredden blev kritiseret af FN-forbundet og daværende udenrigsminister Lene Espersen (K). 

Læs artiklen »Bosættelses-kontrakter får EU til at droppe G4S«  hos Modkraft.

G4S bekendtgjorde på den baggrund, at det af etiske årsager ville trække sig fra de checkpoints, der er en del af apartheidmuren mellem Israel og Palæstina, og som hindrer den palæstinensiske befolknings bevægelsesfrihed på Vestbredden.

Firmaet har dog nægtet at give en konkret redegørelse for hvilke andre aktiviteter, det stadig har i området, og det har heller ikke villet specificere hvilke fængsler, det leverer udstyr til.

Københavns Borgerrepræsentation besluttede i 2011, at Økonomiforvaltningen skulle undersøge mulighederne for at opsige kommunens samarbejde med G4S.

Men en juridisk rapport, der var udarbejdet på bestilling fra G4S, fik kommunen til at konkludere, at der ikke var grundlag for at opsige kontrakten.

Læs artiklen »Sikkerhedsfirma presset ud af Vestbredden efter fuprapport« hos Modkraft.

Læs artiklen »Ø vil smide sikkerhedsfirma ud af København« hos Modkraft.

Det er senere kommet frem, at rapporten er faktuelt forkert, og materialet er blevet stærkt kritiseret af Folkekirkens Nødhjælp og Amnesty International.

– Københavns Kommune bryster sig med, at den har en etisk indkøbspolitik, men den opfattelse skal vist revideres, når den stadig har millionkontrakter med G4S, siger Ida Hansen.

Ifølge Boykot G4S viser sikkerhedsfirmaets reaktion og løfte om forbedring en udvikling, der peger på, at de uetiske aktiviteter kan stoppes med et folkeligt pres, hvis man fortsat holder de involverede ansvarlig. 

Læs artiklen »Studerende: G4S ud af vores universiteter« hos Modkraft.  

– Vi kræver, at virksomheden stopper sine problematiske aktiviteter, men også lægger åbent ud, hvor den står nu, og hvilke aktiviteter den stadig har i Israel og Palæstina, forklarer Ida Hansen.

Læs også artiklen »G4S risikerer retssag for drab på flygtning« hos Modkraft.

Redaktion: 
Emneord: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce