Annonce

Bal i den borgerlige
5. maj 2015 - 15:02

Borgerlige politikere forsvarer censur, andre kritiserer busselskab

Borgerlige politikere er internt uenige om busselskabet Movias beslutning om nedtagning af en busreklame imod køb af varer fra israelske bosættelser. Holdninger spreder sig fra støtte af beslutningen til direkte kritik af selskabet.

Efter at Movia torsdag den 30. april besluttede at fjerne en københavnsk busreklame mod produkter fra israelske bosættelser, som Dansk Palæstinensisk Venskabsforening (DPV) havde købt og betalt for, har borgerlige politikeres reaktion strakt sig fra støtte til busselskabet over konstatering af ret til at afvise reklamen til decideret kritik.

Den kontroversielle reklame viser »Charlotte og Lizzie« fra Hellerup, der erklærer, at de »hverken køber produkter fra de israelske bosættelser eller investerer i bosættelsesindustrien«. Reklamen er blevet mødt med kritik for at sprede hadsk propaganda.

Kritikken var, mente Movia, berettiget og ifølge foretagendets områdechef Camilla Struckmann er beslutningen om at afvise DPV’s kampagne truffet efter, at mere end hundrede personer har klaget over den.

Det er siden kommet frem, at det ikke bare var vrede danskere, der havde protesteret overfor Movia. Også den israelske ambassadør har givet sit besyv med.

»Ud fra en samlet vurdering vurderer vi, at den kan virke unødig stødende«, erklærede Camilla Struckmann til Berlingske Tidende torsdag.

Læs »Movia: Boykot israelske varer-kampagne virkede unødigt stødende« i Berlingske Tidende

Læs »Medie: Israels ambassadør mødtes med Movia om kampagne« hos Berlingske Tidende

Had, racisme og terror

Også politikere har protesteret. Blandt andet af medlem af Borgerrepræsentationen i København for Dansk Folkeparti Finn Rudaizky, der henvendte til den konservative Hans Toft, borgmester i Gentofte og medlem af Movias bestyrelse, for at få ham til at agere.

Finn Rudaizky siger til DR, at der var vide rammer for, hvad der kan sælges på siderne af de gule busser, men at han mener, at reklamen med Lizzie og Charlotte, der ikke vil købe produkter fra ulovlige israelske bosættelser går over stregen og udtrykker racisme og had.

– Vi har heldigvis en god tradition for politiske reklamer på busser. Og det er en rigtig god idé, hvis budskaberne ikke er racistiske eller diskriminerende. Men ved at bruge et offentligt selskab til hadefuld krig mod et fremmed land gik dette budskab ud over, hvad vi er vant til herhjemme, siger han.

Finn Rudaizky mener også, at DPV’s kampagne er propaganda af den slags, der i februar måned fik Omar El-Hussein til at skyde og dræbe den jødiske vagtmand Dan Uzan foran synagogen i Krystalgade i København.

– Man skal have lov til at kritisere Israel alt det, man vil. Men her er man med til at puste til ilden i den antisemitiske stemning, der har været herhjemme, siger han og understreger, at kampagnen ikke blot er en kritik af bosættelserne, men af selve Israel, der står bag bosættelserne.

Læs »DF-politiker gik direkte til bestyrelsen: Bus-kampagne puster til antisemitismen« hos DR

Uenighed blandt konservative

Mens Søren Pind fra Venstre afviser at blande sig i sagen med henvisning til, at Movia »selv må om, om de vil skrinlægge en kampagne« tramper de konservative og Liberal Alliance ikke helt i takt.

Den tidligere konservative formand Lars Barfoed har lagt sig på linje med Venstre og pointeret at Movia er i »sin gode ret « ret til at stoppe kampagnen. Men partiets forhenværende folketingsmedlem og nuværende folketingskandidat Naser Khader lægger på sin Facebook-profil afstand til Lars Barfoed, som han ikke mener kan skelne »mellem holdninger og principper«.

Khader tager afstand fra DPV’s formand Fathi El-Abed, men pointerer at formanden og foreningen har ret til at komme offentligt til orde, uanset det anstød andre måtte tage af det.

– Jeg bryder mig ikke om foreninger, der har så ensidigt ekstreme holdninger til den israelsk-palæstinensiske konflikt som El-Abed og hans folk har det. Men deres holdninger har lov at være her. Har lov til at komme frem. For så at blive imødegået, skriver Naser Khader

Læs »Ny ballade i Konservative: Khader og Barfoed dybt uenige i Movia-sag« hos DR

Opfører sig politisk aktør

I Liberal Alliance kritiserer udenrigsordfører Mette Bock busselskabet.

Hun peger på, at Movia ved at fjerne en kampagne, som foretagendet allerede har sagt ja til, derved gør sig til politisk aktør. Og hun mener, at Movia, i modsætning til private selskaber, ikke må politisere og afgøre, hvilke budskaber der er betimelige, og hvilke der ikke er.

– En privat virksomhed kan gøre, som den vil: Den er kun forpligtet på sig selv og sin egen bestyrelse. Men det her er et offentligt finansieret selskab, og jeg mener sådan set ikke, at et offentligt finansieret selskab skal agere politisk, siger Mette Bock til DR.

Mette Bock undrer sig også over den rolle, som Israels ambassadør har spillet i sagen

– Hvis det havde været et privat selskab, så havde det ikke undret mig, for der findes mange former for lobbyisme. Men forløbet undrer mig: Først siger man ja til reklameindtægterne. Så bliver man opsøgt af en ambassadør, og så siger man nej. Det er en mærkelig beslutning, sagde hun søndag til DR.

Læs »LA: Movia gør sig til politisk aktør ved at droppe kampagne« hos DR

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce