Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
kommentar
25. februar 2013 - 15:52

Ballademager og løgner

I aktivistkredse har den norske infiltrator Chris Høibø et rygte som notorisk upålidelig, skriver den norske aktivist Audun Myhra Bergwitz.

Chris Høibø indledte sin mediekarriere med at narre den norske avis Aftenposten til at tro, at han var tidligere it-millionær, som nu gik på arbejdsformidlingen i 2002.

Denne gang er det Brennpunkt-redaktionen (Brennpunkt er et kritisk undersøgende journalistisk program på den norske statslige tv-station NRK, red.), som har spillet med på hans selviscenesættelse. Tirsdagens udgave af Brennpunkt var et opkog af overdrivelser, halvsandheder og løgn.

Før programmet i det hele taget begyndte, rapporterede NRK om, hvordan Høibø havde deltaget i en husbesættelse i 2002 og derefter ringet til PST (den norske efterretningstjeneste) for at fortælle om våbenlagre i Nordmarka (bydel i det nordlige Oslo, red.). Om våbenlagrene var et produkt af Høibøs fantasi eller af nogle andres er vanskeligt at sige, men Høibø har beviseligt en god fantasi.

Til trods for denne fantastiske historie, bliver Høibø altså rekrutteret til PST og rapporterer om Blitz-miljøet (det norske bz-miljø, red.) og andre aktivistmiljøer gennem 10 år.

Hvis informationen, han har givet PST, minder om det, han præsenterer i programmet, så er PST ført på afveje, eller også de har taget alt, han sagde, med et gran salt.

Vi må håbe for for de, som er bekymret for rigets sikkerhed, at PST godt kan finde ud af at skille skidt fra kanel.

Det kan NRK til gengæld ikke, når kanalen lader Høibø fortælle sine fantastiske historier uimodsagt i en hel time.

Høibø fortæller for eksempel, at ”det var usædvanligt, at jeg som journalist blev taget imod med åbne arme” i aktivistmiljøerne.

Aktivister, mig selv inkluderet, har ganske rigtigt megen mistro over for journalister. Det, man siger, bliver stort set fordrejet og sat ind i en sammenhæng, man overhovedet ikke kan genkende sig selv i.

Løsrevne citater bliver taget ud af kontekst og bliver forside-overskrifter. Og, som det også er gennemgående i Brennpunkt-programmet, så er medierne mest interesserede i at vise billeder af folk, som slås med politiet.

Medierne vil have konflikt, mens aktivister vil have fokus på den politik, vi prøver at fremme.

Journalister er derfor ofte mere en hindring end en hjælp for aktivister. Men ligesom det gælder for politikere, som stiller op til valg, så er udenomsparlamentariske politikere, altså aktivister, også afhængige af medier for at få deres budskaber frem.

Journalister, som - i hvert fald tilsyneladende - vil fortælle en anden historie, end at ”demonstranter slås med politiet”, bliver derfor modtaget med åbne arme. Så særlig bemærkelsesværdigt er det altså ikke.

Hvis man dertil lægger, hvor mange journalister i norske medier, som har baggrund i RadiOrakel, med kontor øverst i Blitzhuset, så lyder Høibøs beskrivelser af miljøets holdning til journalister lidt mærkeligt.

IS og dyreværn

Høibø infiltrerer desuden organisationen Internationale Socialister (IS), den norske gren af den internationale trotskistorganisation med stærke forbindelser til britiske Socialist Workers Party.

I Brennpunkt får vi at høre, hvordan IS er optaget af dyreværn. Det er noget vrøvl. IS har aldrig været særlig optaget af dyreværn.

I Blitz-miljøet findes der mange veganere, som er interesseret i af dyrebeskyttelse, men trotskisterne i IS har gladeligt spist kød og koncentreret sig om helt andre ting, som for eksempel kapitalisme-kritik og krigsmodstand.

Senere i programmet fortæller Høibø om, hvordan han deltager på en ”Marxism”-konference i London. Dette er en akademisk foreteelse for specielt interesserede i den internationale IS-bevægelse.

Ifølge Høibø er det derimod hjemsted for vigtige netværksmøder, og han forfølger norske IS-medlemmer for at se, om de overleverer penge til den colombianske guerilla FARC.

Måske gjorde han faktisk det, og måske rapporterede han til PST om det.

I programmet hører vi, at han skulle ”bekræfte eller afkræfte dette”. Sandsynligvis afkræftede han det, med mindre han fandt på en god historie at fortælle PST.

IS har aldrig været særlig optaget af FARC og Colombia. Der var på dette tidspunkt til gengæld europæiske kommunistgrupper, som åbent støttede FARC.

FARC var længe ikke på EU's terrorliste, og blandt andet danske kommunister sendte åbent penge til FARC.

Da dette blev ulovligt, dannede danskerne gruppen Oprør, som protesterede mod terrorlovene og gjorde stunts ud af at overlevere penge til FARC og palæstinensiske PFLP. Altså fandtes der grupper, som støttede FARC, og det er naturligt, at PST interesserede sig for, om dette også skete i Norge.

Problemet for Høibøs historie er bare, at dette er helt andre grupper end IS, folk, som sandsynligvis aldrig ville have sat deres fod på den trotskist-dominerede Marxism-konference.

Ifølge IS selv, så forsvandt Høibø ganske hurtigt ud af deres miljø og søgte henimod Blitz-miljøet.

På Blitz (besat hus, red.) deltog Høibø på et møde, hvor det ifølge andre deltagere blev bestemt, at man skulle male antikrigs-slagord på den britiske ambassade.

Høibø beskriver dette som at ”storme ambassaden”, og han ringer vistnok til PST for at tippe efterretningstjenesten om dette. Dette er den eneste gang i hele programmet, hvor Høibø giver information til politiet, som det ikke let kunne have fundet af på anden måde. Politiet standser aktionen.

Høibø har altså forhindret, at den britiske ambassade blev tilgriset med maling.

Block G8

Videre fortæller Høibø om, hvordan han deltog i aktionen Block G8 i 2007. Ifølge Høibø tog han bussen derned sammen med personer fra ”Blitz, Antifa og Hausmania-kollektivet”. Dette er løgn.

Høibø tog bussen, som Attac organiserede, og hvor der også var folk fra de militante og farlige organisationer Changemaker (Kirkens Nødhjælps ungdomsorganisation) og Spire (Udviklingsfondens ungdomsorganisation).

Der var to eller tre fra Hausmania-miljøet med bussen, men ingen fra Blitz.

I 2007 var der ikke noget selvstændigt miljø i Oslo, som kunne beskrives som ”Antifa” af den enkle grund, at de højre-ekstreme på det tidspunkt var fuldstændig knækket.

På bussen mødte han Jon Hagen, og de fik god kontakt.

Høibø beskriver det som om, at han endelig mødte én, som ikke havde ekstreme meninger eller var optaget af stenkastning.

Ifølge Marte Nilsen, daværende Attac-leder og den, som organiserede busrejsen, var der kun to i bussen, som talte om stenkastning, nemlig de to.

Høibø forlod Attac-gruppen, da han ankom til Tyskland for at deltage i Block G8-aktionen, som Attac ikke var med i.

Ifølge Høibø leverede han vigtig information til PST om, hvad aktivisterne havde planlagt.

PST kunne nu også blot have læst tyske aviser, da planerne var annonceret måneder i forvejen, men måske var der ikke nogen på kontoret, som kunne læse tysk.

Høibø rapporterede til PST om, hvordan de sneg sig gennem skov og mark for at blokere mødet i Heiligendam.

Tysk politi satte sandsynligvis stor pris på, at hemmelige infiltratorer kunne fortælle dem, at ”tusindvis af demonstranter er på vej gennem skoven, sådan som de har annonceret, at de ville være”.

Det lykkedes dog ikke infiltratorerne at hindre, at demonstranterne nåede deres mål, nemlig at gøre det nærmest umuligt at komme frem til G8-mødet, så deltagerne i mødet måtte flyves ind med helikopter.

Klimatopmødet

Videre i programmet får vi at høre om klimatopmødet i København i 2009.

Her hævder Høibø, at han havde en ledende rolle i forbindelse med demonstrationerne.

Det kommer ikke frem, i hvilken del af demonstrationerne og aktionerne, han skulle have haft en ledende rolle.

En række forskellige netværk og alliancer arrangerede aktioner og demonstrationer i forbindelse med klimatopmødet.

Der var en alliance, som arrangerede den store demonstration lørdag den 12. december med alt fra World Wildlife Fund til tidligere nævnte Attac.

Derudover var der KlimaForum, et ugelangt mod-topmøde, som foregik parallelt med klimatopmødet. Sandsynligvis hævder Høibø, at han deltog i de mere radikale netværk, Climate Justice Network og Climate Justice Action, som planlagde civile ulydighedsaktioner i forbindelse med topmødet, eller det militante Never Trust A COP-netværk.

Never Trust A COP er en helt egen historie, når det kommer til politi-infiltratorer. The Guardian har beskrevet, hvordan begge de britiske repræsentanter på et af deres møder, var politi-infiltratorer.

Never Trust A COP spredte billeder af brændende biler og lovede kaos i København. De lagde planer, som få ville være med på, da de var opskrifter på at blive arresteret og ikke meget andet.

Høibø beskriver, hvordan han blev ringet op af PST, som bad ham gå ud af ”sort blok” (altså gruppen af sortklædte, til dels maskerede, demonstranter, som knuste ruder under demonstrationen) for at undgå at blive arresteret.

Gjorde PST virkelig det? Muligvis, men der er en del sider ved den sag, som ikke kommer frem. Det lykkedes nemlig ikke politiet at arrestere den ”sorte blok”. Politiet brugte en ”knibtangs-manøvre” og satte 900 i ”præventiv” arrest.

De erfarne og militante aktivister i "sort blok" så politiets manøvre komme og forsvandt hurtigt ud af området.  

Blandt de arresterede fandt man i stedet Hare Krishna-nonner og studenter fra Universitetet på Ås. De arresterede fik senere erstatning for uretmæssig frihedsberøvelse.

NRK nævner bevidst ikke dette, selv om det er kendt.

Fulgte Høibø efter de andre demonstranter, som forlod området, eller fik han et telefonopkald fra PST om det?

Telefonen fra PST er en spændende historie, men den er ikke nødvendigvis sand.

Cyklen, som Høibø nævner, var derimod en del af civil ulydigheds-aktionen Reclaim Power, der fandt sted om torsdagen ugen efter.

Ingen, jeg kender, kan huske at have set Høibø i forbindelse med forberedelserne til denne, men der var hundredvis af folk af alle nationaliteter involveret, så måske var han der alligevel. Men at han skulle have spillet en ledende rolle, stiller jeg mig tvivlende overfor, for så ville alle vi andre, som deltog fra Norge have lagt mærke til det.

Reclaim Power var direkte inspireret af Block G8-aktionen og bestod af mange af de samme netværk, men den blev udvidet til også at omfatte ting som for eksempel Via Campesina, den internationale sammenslutning af organisationer for småbønder.

Som ved Block G8 spillede man med åbne kort og annoncerede alle planer på forhånd.

Cyklerne var en del af en strategi for at bryde politiets blokader og skabe en mødeplads mellem repræsentanter inde på COP-konferencen og demonstranterne.

Tv-billeder fra aktionerne viser, hvordan dansk politi slår løs på repræsentanter, som går ud for at møde demonstranterne.

Strategien for at bryde blokaden, også med cykler, var annonceret på forhånd. Som ved Block G8 ønskede man flest muligt med på aktionen, og så kan planen ikke være hemmelig.

Cykelværkstedet, som Høibø efter sigende afslørede, fandtes på en af de mange aktivist-mødepladser i København.

Var dansk politi virkelig afhængigt af tips fra Høibø for at finde ud af, hvor det var? Eller kunne de tage sig en spadseretur mellem de forskellige mødepladser, alle godt kendt for dansk politi, og se efter, hvor man lagrede og fragtede cyklerne ind?

Høibøs ”tips” i denne sammenhæng kan sammenlignes med, at han tippede norsk politi om, at blitzerne planlægger en aktion, som de har fortalt om til pressen, og at de forbereder den på Blitz.

Underlige historier

At Høibø har været PST's informant er bekræftet, men historierne, han fortæller om livet som informant, er altså ganske underlige.

Det, som står tilbage, er en del påstande, som kun PST kan bekræfte eller afkræfte.

PST benægter, at tjeneste skulle have registreret IS' medlemslister og abonnementslister, da det er ulovligt. Har Høibø pyntet på sandheden her også?

I aktivistkredse har Høibø haft et rygte som notorisk upålidelig, opmærksomhedsliderlig og en ballademager, som selv har deltaget i og opildnet til stenkastning.

Høibø beskriver sin infiltration som farlig. Jeg undrer mig over, hvad det farlige bestod i?

Der er ingen stor risiko for, at nogen ville blive så sure på Høibø, at han havde fået bank, hvis hans dobbeltspil blev afsløret. For de fleste ville en afsløring bare resultere i, at han ville blive frosset ud.

Men det er selvfølgelig farligt at gå til angreb på politiet med sten og molotovcocktails, sådan som Høibø gjorde.

Det stiller også temmelig mange andre i en farlig situation, og at en PST-agent deltog i dette, er en skandale. For at få information om, hvad demonstranterne planlagde, var det fuldstændig unødvendigt.

Det kunne have været Brennpunkts skandale-sag, men i stedet har de bygget det hele på Høibøs frodige fantasi.

Ud fra Høibøs historier i Brennpunkt, så virker PST's infiltration af det radikale miljø forståelig. Når historierne er fulde af overdrivelser, specielt om, hvor vigtig hans egen rolle er, så bidrager Brennpunkt først og fremmest til at fremstille et billede af politisk engagerede som farlige ekstremister, som først og fremmest interesserer sig for action og adrenalin, ligesom som Høibø selv.

Det er vel ligeså skandaløst?

P.S.: Efter udsendelsen og efter, at denne kommentar blev publiceret i Norge, er det kommet frem, at Chris Høibø var med i Climate Justice Action under navnet Chris Alexander. Jeg var selv med til at mobilisere til COP15 og Reclaim Power i Norge og lagde aldrig mærke til Chris, men han har åbenbart været på en mailingliste i hvert fald. Nogen ledende rolle havde han altså ikke.
Det kan være, at hans fantastiske fortællinger har været medvirkende til, at politiet gik så hårdt til værks mod Tannie Nyboe og andre centrale personer i Climate Justice Action. Fortællinger fra aktivister her i Norge tyder i hvert fald på, at han har påvirket PST og politiet til at tro mange mærkelige ting.

Audun Myhra Bergwitz er aktivist i forskellige dele af globaliseringsbevægelsen siden 2002.

Artiklen er i en tidligere version publiceret hos Journalisten.no

Læs også "Norsk spionsag vækker undren på venstreføjen". 

Læs også artiklen "Ga pistolkopi til blitzer" i Klassekampen. (Norsk).   

Læs også artiklen "PSTs sviktende metoder" i Aftenposten. (Norsk).


Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce