Det moralske kompas’ begrænsninger

Refleksionerne blandt Modkrafts bloggere efter weekendens attentater i København går i mange forskellige retninger.

Erik Storrud havde det første indlæg allerede inden for et par timer efter det første angreb. Derfor er det selvfølgelig ret fragmentarisk. Ikke desto mindre rammer han grundlæggende rigtigt, når han siger: “Terror er et produkt af konflikt, krig og social hjælpeløshed.”

Det synspunkt bliver dagen efter angrebet af Lasse Skou Lindstad. Efterfølgende er der indlæg af mere eller mindre relevans af Leif Donbæk Thomsen, Yonatan Ungermann Goldshtein, Curt Sørensen, igen Erik Storrud samt Magnus Esmark Schrøder og Silas Marker.

Indlæggene fra Lasse og fra Magnus og Silas er de mest interessante, fordi de forsøger at give svar på, hvordan venstrefløjen bør svare, når der sker ting som i weekenden.

Jeg vil med det samme afsløre, at jeg er langt mere enig med enig med Magnus og Silas end med Lasse. Hvorfor?

“Det åbenlyse”

Det starter allerede i Lasses afsnit om “det åbenlyse”. Punkt 1 er jeg helt enig i: “Selv hvis terror har samfundsmæssige årsager, så bærer den enkelte terrorist det fulde ansvar.”

Jeg er enig, fordi socialister ikke bør fratage mennesker et personligt ansvar for deres handlinger. Mennesker er ikke kun “afspejlinger” af samfundsmæssige forhold. Det unikke ved mennesker er, at vi er i stand til at reagere på disse forhold på en (mere eller mindre hensigtsmæssig, men ikke desto mindre) reflekteret måde. Og derfor har vi også et ansvar for, hvordan vi handler.

Ikke desto mindre er det en rent juridisk eller moralsk betragtning, som ikke bidrager til at forklare. Og politiske svar må nødvendigvis tage udgangspunkt i forklaringer, hvis de skal være et kompas, vi kan navigere efter.

Det problem bliver mere tydeligt i punkt 3 i samme afsnit: “Vi bør forsøge at undgå at bagatellisere terrorhandlinger, når vi peger på vores egne landes forbrydelser som værende langt værre.” og “Når man foretager den slags sammenligninger (..) handler det ikke om hvilke forbrydelser der er værst, men at begge dele er forfærdelige.”

At begge dele er forfærdelige kan vi ikke blive uenige om. Men argumentet lader det stå uklart, om det overhovedet er “tilladt” at lave sammenligninger? Det mener jeg, det er. Ellers ender vi som venstrefløj i et handlingslammet filosoferende ingenmandsland.

Der er forskel

Det er værre at slå 100.000’er ihjel i Afghanistan, Irak og Libyen, end det er at slå 2 ihjel i København. Det er værre, når verdens stærkeste magter i årtier sætter deres militære og økonomiske styrke ind på at smadre og undertrykke et land (eller rettere: en række lande), end når en desperat og forvirret ung mand med et (selv relativt avanceret) håndvåben forsøger at slå igen. Langt værre.

At dynge det hele sammen i et “begge dele er forfærdelige” er ikke kun at bagatellisere de mange 100.000’ers liv til nogle få dages trafikdræbte. Det er at tage éns svar helt ud af den politiske sammenhæng, begivenhederne forgår i, og begrænse sig til etisk-moralske svar.

At insistere på, at der er forskel, betyder ikke at “bagatellisere” weekendens attentater (som jeg i øvrigt heller ikke mener, at Erik Storrud gør). På det personlige plan er det for de dræbtes pårørende ret sekundært, om de blev dræbt i trafikken, ved et attentat i København eller et fosfor-angreb i Fallujah, Irak. Sorgen er lige stor.

Men på det politiske plan er det anderledes. Her hjælper det meget lidt at tage udgangspunkt i det personlige. Vi ved fx om trafikdrab, at straf og sanktioner mod den enkelte trafiksynder hjælper meget lidt, hvorimod en ændret trafikstruktur kan hjælpe ret meget.

At tage udgangspunkt i en helhedsforståelse af, hvordan magt og undertrykkelse fungerer, burde være langt mere centralt i et indlæg med overskriften “Islamistisk terror og vestlig imperialisme”.

Hvis venstrefløjen afkobler forbindelsen mellem tilsyneladende meningsløse “terror”-angreb, ender vi meget let som det samlede spektrum af danske partiledere efter angrebet i Paris: Forklaringer er ikke nødvendige, fordømmelse er nok.

Personlige eller samfundsmæssige forklaringer?

Lasse bevæger sig desværre meget tæt på den konklusion:

“Og enkelte individers handlinger skyldes ikke nødvendigvis store samfundsmæssige problemer. Jeg vil selv, uden helt at vide det, påstå at en mand som Breivik først og fremmest begik terror på grund af hans egne psykologiske problemer, der kan tænkes at have rod i hans opvækst.”

Uanset om Anders Breiviks eller Omar El-Husseins handlinger til en vis grad kan forklares psykologisk, så kan det ikke forklare, hvorfor de valgte de mål, de valgte.

Havde det ikke været, fordi ikke kun den yderste højrefløj fra DF og længere ud, men også de fleste mainstream-politikere og -medier, i mange år havde italesat indvandring, “fremmede” og muslimer som et problem, så ville Breivik have haft langt sværere ved at tro, at hans handlinger gav mening.

Tilsvarende med Omar El-Hussein. I et lidt overset interview i BT giver en journalist, der mødte ham i 2011, denne forklaring:

»Der er ingen tvivl om, at det er politisk motiveret vold. Men jeg tror ikke, han kunne svare på, hvad han egentlig ville opnå. Hans profil tyder på, at han er en tabermand fra bunden af samfundet, der har været en del af et forrået miljø, og som har taget en religiøs krænkelse på sig sammen med andre krænkelser, han føler, han har oplevet«, siger Aydin Soei.

“Psykologiske problemer” opstår ikke i et tomrum. De opstår (i langt de fleste tilfælde) i individets forsøg på at deale med det omgivende samfund – et samfund, der for flertallet hverken er lige eller frit, men klassedelt og undertrykkende.

Så når vi som venstrefløj skal give svar og forklaringer, er vi nødt til at bevæge os fra det personlige til det politiske.

Vi kan ikke forklare hverken attentaterne i Paris eller København uden at vores primære udgangspunkter er Danmarks og resten af USA-alliancens massemyrderier i Mellemøsten, den accelererende racisme og islamofobi i de krigsførende lande selv og den stigende grad af håbløshed, som flere og flere oplever i et stadigt mere ulige samfund.

Ved at bevæge os fra de personlige til de samfundsmæssige forklaringer, og tage udgangspunkt i, at “Terror er et produkt af konflikt, krig og social hjælpeløshed”, kan vi til gengæld gøre kampen mod “terroren” til en del af vores arsenal mod kapitalismens vanvid. (Se Curt Sørensens og Magnus/Silas’ indlæg for begrundelse for at sætte anførselstegn om “terror”.)

Og vi kan vel at mærke gøre det uden at blive tvetydige i vores forsømmelse af “terroren”. Men også uden at blive tvetydige i vores solidaritet med muslimer, jøder, romaer og andre mindretal, der rammes af racisme og social undertrykkelse.

Uden et sådant udgangspunkt, bliver venstrefløjens svar meget nemt til en mere eller mindre modstræbende tilpasning til det politiske mainstream. Vi skal i stedet komme med ægte radikale svar på, hvordan vi kan lave verden om.

Et PS:

Der er mange ting i det, Lasse skriver, jeg er enig i. Specielt når han til sidst siger: “Venstrefløjen skal give reelle svar på verdens problemer og udgøre et alternativ til de højreekstreme bevægelser.”

Desværre drukner de fornuftige ting i, at han som mange andre på venstrefløjen ikke er i stand til at bryde tilstrækkeligt med mainstream- (dvs. borgerlig) konsensus. Det er ærgerligt, for det gør det sværere for venstrefløjen at blive det alternativ, Lasse – og jeg – ønsker.

Som Magnus og Silas siger:

“En sag om nogle tegninger har formodentlig været den sidste gnist, men helt ærligt – man skyder ikke på andre mennesker kun pga. en tegning. Der ligger andre årsager bag, og det er vores opgave som socialister at afdække disse og forholde os til dem – i stedet for blindt at abonnere på den gældende historie.”

(Se også Internationale Socialisters udtalelser efter Paris og efter København, som jeg har været med til at skrive.)