Annonce

17. februar 2015 - 18:59

Hvorfor er det vigtigt at kunne fornærme mennesker?

Siden Jyllands-Posten trykte Muhammedtegningerne, har ovenstående spørgsmål været en del af debatten. Både på højre- og venstrefløjen har argumenterne for, hvorfor Jyllands-Posten mfl. ikke burde have trykt tegningerne, floreret bredt.

De fleste i debatten understreger, at de ikke ønsker et forbud imod tegningerne, men alene ønsker at debattere om det er ønskværdigt, at de bliver bragt. Efter angrebet på Charlie Hebdoe og weekendens formodede terrorangreb i København er debatten blusset op igen.

Det er ikke længere et højre/venstre spørgsmål. Alt fra den yderste venstrefløj over Venstre til menningsdanner Danmark har markeret sig med en variant af førnævnte standpunkt.

Hvis man har fulgt debatten i noget tid, ser man, at der især er 3 positioner, som de fleste debattører tager. 

  1. Det hedder ytringsfrihed og ikke ytringspligt.
  2. Tegningerne er racistiske og/eller opfordrer til had og bør derfor ikke bringes.
  3. Man bør ikke sparke nedad, og muslimer er en marginaliseret gruppe.

Den første position er nem og taknemmelig. Hvis man altså er en del af den klasse, som definerer hvad der må betragtes som sårende, og dermed kan fortælle andre hvad de bør skrive, tegne eller tænke. Problemet ved positionen er, hvem det er, der definerer hvad der er krænkende, og hvem man ikke må krænke.

I 1918 skriver Emma Gad ”akt og Tone – Om Omgang med Mennesker”. Den bliver definerende i sin tid for hvad god tone er for det bedre borgerskab, altså for hvad der er tolerabelt at ytre og gøre i det offentlige rum. Men hvad der var god opførsel for overklassen, er ikke nødvendigvis god tone for alle andre. Personligt vil jeg venligst frabede mig at blive underlagt denne verdens Zenia Stampers, Pia Kjærsgaarders og lignende værdimeningsdebattørers moralkodeks for, hvad der er acceptabel adfærd i det offentlige rum.

Det er endog meget svært at definere hvad der er tolerabel offentlig adfærd, men det er værd at bemærke, at langt det meste grænseoverskridende adfærd hurtigt fordømmes eller bliver uinteressant i den offentlige debat. Det er således ikke injurie- eller racismeparagrafferne, der har mildnet eksempelvis Dansk Folkepartis retorik og forslag, men fordømmelse i den offentlige debat, og det tror jeg egentligt er meget mere effektivt.

Den anden position er noget sværere for alle parter. Selv hvis vi antager, at det er korrekt at tegningerne er racistiske, - hvad så? Forsvinder tegningerne, hvis alle aviser stopper med at bringe dem? I dag rammer sociale medier ofte hurtigere og mere omfattende end selv den største tv-station. Seerne orienterer sig i en global verden, samtidig med at de ser nyhederne. Den type situationer ser vi eksempelvis når DR viser lange indslag om tegningerne uden at vise dem, samtidig med at seerne selv på 15 sekunder kan google dem frem. Journalisterne og mediet mister troværdighed, og helt ærligt, det virker altså også lidt fjollet. Jeg forstår i hvert fald ikke rationalet bag, at de ikke er nyhedsrelevante, når man rask væk viser eksempelvis drabsofre og lignende.

Den tredje position er den værste og mest falske. Den indtages som oftest af middelklasse- og øvre middelklasseborgere med en længerevarende uddannelse bag sig, og budskabet er klart: Muslimer over en bred kam er en udsat gruppe og da man ikke bør sparke nedad, så bør man ikke bringe tegningerne.

Positionen lyder sympatisk, men der er en del problemer med den.

Først og fremmest så lad os slå en ting helt fast: Muslimer i Danmark er ikke en svag gruppe. Nogle danskere, der er muslimer, er socialt svage, men langt fra alle. Rune Lykkeberg gennemgår glimrende i Politikken, hvorfor udsagnet er noget vrøvl.

De hundreder af muslimer, jeg læser sammen med ude på Jura, er ikke svage. De tusinder af muslimer, der buldrer fremad på de tekniske skoler, på universiteterne, i erhvervslivet og i den offentlige debat, er ikke tabere. Og de har ikke brug for jer til at redde dem.  

Nogle områder i Danmark (eksempelvis Blågårds Plads, hvor jeg selv er vokset op) har mange socialt svage, og rigtigt mange af dem er muslimer. Men stop nu med at gøre alle muslimer til svage individer, som har brug for hjælp fra en samling bedrevidende hattedamer. Det er pinligt.

Og det bliver især pinligt, når de samme, som oftest indtager den tredje position, også er de første til at dele satiriske billeder af Pia Kjærsgaard, Martin Henriksen og andre på facebook, og undskyld mig, men er der en gruppe af mennesker i Danmark, der ganske veldokumenteret er marginaliserede, så er det Dansk Folkepartis vælgerskare. Hvorfor er det ikke synd for dem, hvorfor skal de ikke beskyttes mod krænkelser?

Men tilbage til mit indledende spørgsmål: Hvorfor er det vigtigt at kunne fornærme mennesker?

Det er det, fordi vi er kommet videre siden Emma Gad og Farisæerne, og god smag og tone defineres ikke længere af en lille gruppe bedsteborgere eller ypperstepræster. For hvem ville skulle definere, hvornår noget blev for krænkende? Folketinget? Personligt vil jeg gerne være fri for at Pia Kjærsgaard, Uffe Elbæk og Zenia Stampe definerer, hvad jeg må eller ikke må sige.

Vi har injurierereglerne ved de helt grelle tilfælde, men ellers har den offentlige debat gennem årene vist sig som værende utroligt god til selv at rense ud i de vanvittige standpunkter. Man kunne kalde det, jeg kæmper for, den nødvendige demokratiske kontradiktion. Altså nødvendigheden af at selv de særeste standpunkter kan ytres og derefter modsiges.

 

Annonce