En tynd omgang på Roskilde

Roskilde Festival har i 2013 haft sit svageste år længe, hvad angår publikumstilstrømning.

Der blev ikke udsolgt på baggrund af det forholdsvis uspændende program, og rent musikalsk var det også i lange stræk en tynd omgang. Mere mainstream, mere lettilgængelige publikumstræffere - forstået som: Vi giver dem, hvad de vil have: Forførelse, underholdning og adspredelse.

Men der var dog enkelte lyspunkter, der kunne udfordre den, der gad lytte, og vi skal her nævne nogle af dem.

Og også nogle af dem, der helst gør alt for at leve op til forventningerne.

Vinnie Who

Til den sidstnævnte kategori hører Vinnie Who. Gruppen havde fået den ærefulde opgave at åbne festivalens officielle musikprogram torsdag aften. Og Vinnie Who leverede raffineret sukker i form af Scissor Sisters-disco, cool stemning og wellness for ørerne.

Et dansk band, der med overstadigt styr på det meste kan underholde og please et publikum ud over alle forventninger. Med falset vokal og rytmisk præcision har gruppen genskabt et skema, hvor alt er på plads.

Og dermed kan alle let forholde sig til, hvor de selv passer ind. Men udfordrende er det ikke.

Savages

Savages er et meget hypet band for tiden. Bandet er fra London og spiller en meget energisk, pågående musik med rødderne dybt forankret i britisk 80'er-postpunk. Det er en skematisk, ikke særlig opfindsom udgave af stilen, men energien fejler ikke noget. 

Desværre var koncertens højdepunkt allerede nået i koncertens andet nummer, "City's Full", en meget insisterende og kradsende komposition. Men Jehnny Beth's stemme er simpelthen for ensformig i store doser. Hendes stemmes register er ret begrænset, og hun økonomiserer ikke så godt med den.

Der er intet nyt eller fremadrettet ved Savages' musik, og den egentlige vildskab, som navnet antyder, er fraværende. Men det er godt, at indie-flammen holdes ved lige. 

Og bandet er særdeles kulturkritisk, hvilket gennemsyrer teksterne. Og det er velkomment, at der er nogle i tyver-generationen, der er kritiske over for medieudviklingen og for eksempel peger på, at ufrie sociale medier og tusind tv-kanaler diffusierer vore tanker, afleder vores opmærksomhed og gør os til lette ofre for manipulation og indplacering i målgrupper.

Hvis bandet holder fast i den oprindelige indignation og lader den influere bedre på musikken, har det helt sikkert et udviklingspotentiale. 

Nazoranai

Nazoranai er en japansk trio - guitar, bas og trommer - der udtrykker i musik, hvad Savages kun får frem i deres tekster.

Trioen fremfører ekstreme støjflader kun sparsomt rytmisk markeret. Støjfladerne virker som en overflod af informationsstøj og kaos, der vælter mennesker omkuld og kvaser deres identitet

Men Nazoranai er ikke tilstanden, de afspejler den blot med de righoldige skurrende vibrationer og med en spinkel lidende og angst vokal, der lyder som om, den er indespærret.

Måske er Nazoronais musik mere idé end musik i den forstand, at den tiltaler forstanden mere end følelserne, men man kan også opfatte det som en brecht´sk verfremdung: Musikken vækker til eftertanke, ikke til emotionel manipulation. Og det uden, at man forstår et ord.

Nazoranai er som en rockudave af György Ligeti (ungarsk klassisk komponist, der arbejdede med blokke af lyd, kendt bl.a. fra soundtracket til Stanley Kubricks film "2001: A Space Odyssey"). Det er tilstandsmusik, som kan studeres og forurolige.

Disclosure

Disclosure er et elektronisk projekt fra London. Gruppens performance på Apollo-scenen kastede gode vibrationer af sig, det var en festlig koncert.

Musikken er dog også forholdsvis formularisk 90'er-agtig. Det var velkendte 4/4-baserede beats og simple, lettilgængelige grooves, man ikke behøvede tænke så meget over. Til gengæld gik musikken lige i kroppen, som simpelthen måtte lege med.

Disclosure opnåede en tilstand af kollektiv enhed med sit publikum, hvor det ikke var helt klart hvem, der spillede hvem.

Apollo-scenen er en god idé, her er en ret alternativ Roskilde-stemning, hvor det er dj- og club culture, der hersker.

Animal Collective

Animal Collective er i dag blandt de helt store navne indenfor den amerikanske alternative rock. Bandets musik er original, gennemkomponeret, intelligent og anti-kliché.

At se gruppen spille sin meget opfindsomme musik er i reglen en udflugt i sig selv. 

Torsdag på Arena virkede bandet dog ret stift i sin udførelse af musikken. 

Som om musikerne var mere bange for, at noget skulle gå galt, end på jagt efter, at noget nyt kunne ske. 

Gruppen er heller ikke længere helt så nyskabende, som den har været. Det seneste album "Centipede Hz" skuffede i hvert fald undertegnede, og ved koncerten kom man flere gange til at tænke på 80'er-udgaven af det "progressive" rockband King Crimson, der ligeledes excellerede i stive, skæve takter kombineret med trioler i guitarstemmerne og forholdsvis banale vokalforedrag.

Rokia Traoré

Rokia Traoré er en malinesisk sanger, der virkelig forstår at røre sit publikum. Og så er hun i besiddelse af et uhyre intenst band, der formår at tænde op under de koldeste fødder. 

Hendes musik er både meget moderne og meget traditionel. Hun blander elementer af malinesisk folkemusik med blues og rock. Og har en forkærlighed for skæve taktarter og swing-fornemmelse. 

Musikken er moderne i den forstand, at Rokia Traoré er globalt orienteret i sin sammensmeltning af stilarter, og den er traditionalistisk i den forstand, at hun bevæger sig konstant i folkekulturens nærhed, i tæt forbindelse med "folket" og tilværelsens evige, overleverede problemer. 

Rokia Traoré synger mange sange, der hylder afrikanske kvinder, der har fred og omsorg og fællesskab som del af deres dna, modsat mændene, der skaber konflikt og ødelæggelse og krig omkring sig.

Sangene handler grundlæggende om frihed, og om at menneskene kan frigøre sig, hvis de virkelig vil. Friheden udfoldes i en musik, der vipper frem og tilbage i en dyb rille med en insisterende vedholdenhed, mens bandet smelter sammen i en kogende, eksplosiv masse bag Rokia Traorés uhyre smukke melodilinjer.

Kris Kristofferson

Country-legenden Kris Kristofferson er meget alene på Orange scene lørdag. Alene med sin guitar og mundharmonika. Alene mod en travl mængde. En mængde, der har travlt med at udveksle hilsener, travlt med at drikke øl og travlt med at råbe hinanden op.

Til gengæld er det i lange stræk svært for Kris Kristofferson at råbe mængden op. 

Han håndterer det nu pænt. Står med et genert smil og spiller næsten ingen af sangene helt færdigt. To vers og så den næste. Og hvilke sange! Men det hører størstedelen af det ignorante publikum ikke; ved nok næppe, hvem Kris Kristoffersen er. Men han er altså den, der skrev Me And Bobby McGee, Help Me Make It Through The Night og Sunday Morning Coming Down. Alle sammen sange, der hver især ville indskrive ham i amerikansk musikhistorie, allesammen sange, han fremfører denne solrige lørdag under en orange canopy i Roskilde.

Kristoffersons stemme svigter indimellem, han kan ikke rigtig få kraft i det dybe leje. Han glemmer også lidt tekst her og der. Om det kan tilskrives dårlig forberedelse eller en generel utilplashed ved situationen er svært at sige. Men sandsynligheden taler for, at en mand ikke behøver så meget forberedelse for at fremføre sine egne sange, som han behøver publikumskontakt og genklang.

Skandaløs og respektløs programlægning fra festivalens side. Kristofferson skulle i stedet have optrådt i et telt under mere intime forhold, hvor den, der ville lytte, faktisk også havde mulighed for det. Og hvor den ensomme sanger havde mulighed for at nå sit publikum.

The National

The National er, hvad man kan kalde, troværdig rock af rustik kvalitet.

Der er intet nyt i gruppens musik, heller ikke noget nyt i tilgangen til musikken, men mange smukke, velformede, melankolske sange, der nærmest dyrker hjertesorgen som en udfrielse. Men fordi The National er så musikalsk fast forankret i en bestemt stil, som allerede er afstukket for dem engang i 80'erne, er der noget konservativt over seancen. Vi bliver bekræftet i vores hjertesorg, ikke udfriet fra den. 

The National er, trods det uoriginale præg, slået stort igennem i det meste af den vestlige verden - måske fordi nogle indflydelsesrige pladeselskaber har besluttet, at skal der sælges melankoli, skal det være denne udgave. Selv vil jeg nok mene, at skotske Tindersticks har opdyrket nøjagtig samme musikalske og emotionelle rum i årevis med mere innovativt resultat. 

Men det bekymrer os ikke, mens The National spiller, for bandet spiller godt sammen, og det er virkelig i stand til at skabe en stemning, der passer perfekt til den sol, der er ved at gå ned over Roskilde lige nu og skinner os lige i øjnene. 

Queens Of The Stone Age

Queens Of The Stone Age er et af den alternative rocks mest vedholdende navne, bandet har formået udelukkende at udgive albums af høj kvalitet siden 2000, hvor det udgav "R", der nu må anses for at være en rockklassiker.

Bandet har i år udgivet albummet "Like Clockwork", der er et skridt væk fra garagerock-æstetikken til en mere stadion-orienteret og udadvendt stil. Albummet er vellykket og har skaffet bandet mange nye fans, hvilket kunne mærkes på pladsen foran Orange scene, hvor det mest var de nyere sange, der blev sunget med på.

Queens Of The Stone Age gjorde, hvad de skulle, musikerne virkede glade og veloplagte - men bandet har også fået et element af underholdning og crowd pleasing over sig, som man ikke så tidligere.

Gruppens musik virker ikke længere som om, det gælder liv og død, men Queens Of The Stone Age er en effektiv maskine, der både kan skrive og udføre fantastiske riffs og veldrejede sange, der tilfredsstiller og behager. Og så heller ikke mere.

Unknown Mortal Orchestra

Til sidst en lille perle:

Roskilde Festvals eksistensberettigelse og særlige status ligger ikke mindst i at præsentere bands, der repræsenterer en tendens i undergrunden eller repræsenterer interessante scener rundt om i verden.

På Roskilde Festival 2013 - en af de tyndeste festivaler i tredive år, hvad lige netop dette angår - var der dog et afgørende lyspunkt: Unknown Mortal Orchestra.

Gruppen er en trio - guitar, bas, trommer - fra New Zealand med base i Portland, Oregon i USA, og musikken er en punk-psychedelia crossover med elementer af soul og såmænd også barok, når det tager dem. Gruppens komponist, guitarist og sanger Ruban Nielson skaber helt usædvanligt smukke kompositioner, der ofte druknes i støjflader og ekko-linjer.

Men Unknown Mortal Orchestra er tillige en meget levende organisme, der på legende vis veksler mellem stramme beats og free form improvisation. 

Lydbilledet domineres af en meget gennemtrængende boostet og komprimeret baslyd, der overvælder én med det ene opfindsomme basgroove efter det andet. 

Som helhed er udtrykket dog melodisk, poetisk og drømmende - på en vekselvis eksalteret, glad og melankolsk måde. Gruppen træder ubesværet ind og ud af forskellige musikalske og emotionelle rum uden at miste sin hamrende trio-identitet.

Nogle af melodilinjerne er et eventyr for sig, finurlige figurer i en drøm, ikke ligefrem trukket i en kliche-automat.

Et meget overbevisende band. Bandets to albums "Unknown Mortal Orchestra" og "II" fra henholdsvis 2011 og 2013 kan ligeledes anbefales i al deres lo-fi skønhed.

Vinnie Who på Orange, Roskilde, torsdag den 4. juli.

Savages på Pavilion, Roskilde, torsdag den 4. juli.

Disclosure på Apollo, Roskilde, torsdag den 4. juli.

Animal Collective på Arena, Roskilde, torsdag den 4. juli.

Rokia Traoré på Odeon, Roskilde, fredag den 5. juli.

Kris Kristofferson på Orange, Roskilde, lørdag den 6. juli.

The National på Orange, Roskilde, lørdag den 6. juli.

Unknown Mortal Orchestra på Pavilion, Roskilde, lørdag den 6. juli.

Nazoranai på Pavilion, Roskilde, søndag den 7. juli.

Queens Of The Stone Age på Orange, Roskilde, søndag den 7. juli.

Læs kommentaren »Er Roskilde Festival død og færdig?« hos Modkraft. 

Læs anmeldelsen »Rihannas musik går i ben, skridt og hjerte« hos Modkraft.

Læs anmeldelsen »Hipt hop på Roskilde« hos Modkraft.

Læs reportagen »Unicorny camp: Vi driller det mandsdominerede Roskilde« hos Modkraft.    

Se også linksamlingen på Modkraft Biblioteket om Roskilde Festival gennem årene.