Annonce

FagligtArbejderbevægelsen og arbejdskamp
4. december 2008 - 13:57

Ruffert, Laval og andre rødder

Der er ingen tvivl om at de danske model har fået et ganske alvorligt knæk, som følge af de domme EF-Domstolen har afsagt i hele 4 sager: Viking-Line, Laval, Rüffert og Luxembourg-sagen.

Men det er ikke kun den danske model, der er på spil.

Det gælder i det hele taget medlemslandenes muligheder for at beskytte sig i mod social dumping som følge af det indre markeds regler om fri bevægelighed.

I dette oplæg vil jeg se på, hvad konsekvenserne af de nævnte domme er.

Det er nødvendigt at have et fælles billede af det, for at kunne diskutere, hvad der skal gøres.

Jeg vil også se på den såkaldte Laval-lov, der er under behandling i Folketinget i øjeblikket.

JPEG - 49.6 kb
Slut, forbudt med blokader for danske overenskomster. EF-Domstolens kendelser er ikke smuttere, men systematisk underminering af lokal lovgivning. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

Den er efter min mening ikke en del af løsningen, men tværtimod en del af problemet, fordi den betyder, at Danmark selv begynder at begrænse konfliktretten og medvirker til at øge presset på løn- og arbejdsvilkår.

Viking Line

Den 13. december 2007 samledes EU’s regerings-chefer til en højtidelig ceremoni i Lissabon.

Nu skulle traktaten underskrives, så man kunne komme i gang med ratifikationsprocessen i de enkelte medlemslande.

To dage før – den 11. december 2007 – blev der afsagt en dom ved EF-Domstolen, som burde have fået den danske - og for den sags skyld også den svenske statsminister - til at sige: Hov stop! Vi er alligevel ikke klar til at skrive under!

Det centrale budskab i Viking-Line dommen er følgende:

Ja, konfliktretten er en grundlæggende rettighed, også i EU.

Ja, det er rigtigt, at EU ikke har kompetence til at lovgive om konfliktret.

Men nej, det betyder ikke, at så kan medlemslandene og fagforeningerne gøre hvad, der passer dem på dette område.

Det er tværtimod medlemslandenes pligt at sørge for, at konfliktretten anvendes i overensstemmelse med EU-retten, herunder reglerne om fri bevægelighed.

Da EF-Domstolen er traktatens og EU-rettens vogter, er det derfor også Domstolens kompetence at dømme i sager om konfliktrettens anvendelse på dette område.

Dermed afviste domstolen fuldstændig den danske regerings indlæg i sagen, som netop argumenterede for, at anvendelsen af konfliktretten ligger uden for EU’s kompetence.

Og dermed underminerede Domstolen fuldstændig en af de helt afgørende forudsætninger for dansk medlemskab.

Ved hver eneste folkeafstemning fra og med afstemningen om medlemskabet i 1972 har vi fået at vide, at »nødderne knækker vi selv«. Hver gang har vi fået at vide, at EU ikke har ret til at blande sig i reglerne på det danske arbejdsmarked.

Viking-Line dommen slog fast med syvtommersøm, at sådan er det ikke.

Den danske regering kunne derfor med fuld ret have sagt: Forudsætningerne er ændret. Vi kan ikke skrive under før dette problem er afklaret. Tværtimod – hvis vi skriver under vil det kunne udlægges som en accept af domstolens afgørelse, fordi Domstolen henviser til formuleringer i Lissabon-traktaten, heriblandt Charteret om grundlæggende rettigheder, der ellers har været udlagt som en beskyttelse af konfliktretten.

Sagen vakte ikke meget opsagt. Herhjemme mente LO Danmark oven i købet, at det var en sejr, at konfliktretten var blevet anerkendt som en grundlæggende rettighed.

Så Anders Fogh skrev under, tilsyneladende uden at ryste på hånden.

Laval-dommen

Fem dage senere, den 18. december 2007, kom Lavaldommen.

Denne dom slog fast, at de svenske bygningsarbejderes konflikt for at få overenskomst med det lettiske firma Laval, der byggede skole i Vaxholm, var ulovlig.

Domstolen mente, at konflikten var i strid med traktatens artikel 49 om fri bevægelighed for tjenesteydelser og at den var i strid med det såkaldte Udstationeringsdirektiv.

Ifølge domstolen, så var der to fejl ved den svenske konflikt:

Den ene var, at det ikke var tilstrækkelig klart for det lettiske firma, hvad de skulle betale i løn, da overenskomsten i høj grad bygger på lokal lønforhandling. Domstolen påpegede at der i Sverige ikke er et system, som gør klart, hvad der skal betales i mindsteløn.

Hermed rettede domstolen et nyt slag også imod den danske model – der jo på det punkt er identisk med det svenske.

Domstolens budskab er simpelt hen: Kollektive aftalesystemer som de svenske og danske kan ikke bruges til at gennemføre EU-direktivet om udstationering af arbejdstagere.

Den anden fejl var, at den svenske fagforening stillede større krav til det udenlandske firma end det minimum, som fremgår af Udstationeringsdirektivet.

Dommen siger ikke direkte, hvad mindstelønnen skal være, men den konstaterer i hvert fald, at den »tilbagefaldsløn« på 105 kr. som findes i den svenske bygge-overenskomst ikke er udtryk for en mindsteløn.

Laval-dommens helt grundlæggende præmis er, at beskyttelsen af udstationerede arbejdere i princippet er begrænset til det, der er nævnt i udstationeringsdirektivet.

Direktivet siger, at de udenlandske virksomheder skal overholde den kerne af beskyttelse, der fremgår af værtslandets lovgivning og kollektive aftaler på følgende områder:



-  Maksimal arbejdstid og maksimal hviletid

-  Mindste antal betalte feriedage pr. år

-  Mindsteløn, herunder overarbejdsbetaling

-  Betingelserne for ansættelse af vikarer

-  Sikkerhed, sundhed og hygiejne på arbejdspladsen

-  Regler for barsel, og børn og unges arbejde

-  Ligebehandling

Men lavaldommen siger altså, beskyttelsen af de udstationerede arbejdere er begrænset til de nævnte områder.

Dermed vendte domstolen fuldstændig op og ned på den fortolkning af udstationeringsdirektivet der hidtil har været gældende, nemlig der var tale om et minimumsdirektiv, hvor medlemslandene havde mulighed for at bygge oven på gennem lovgivning og/eller kollektive overenskomster.

Udstationeringsdirektivet er med andre ord ikke længere et minimumsdirektiv, men et maksumsdirektiv, et loft.

Denne dom sendte chokbølger gennem den europæiske fagbevægelse.

Generalsekretær for EFS, John Monks, kaldte dommen for »a license to social dumping«.

Han så klart, at her var tale om et generalangreb på fagbevægelsens og medlemslandenes muligheder for at beskytte sig mod social dumping.

Ruffert-dommen

Ruffert-dommen blev afsagt den 3. april 2008.

Her var det ikke en fagforening der var på anklagebænken, men en tysk delstat.

Den tyske delstat havde en lovgivning som sagde, at alle tjenesteydere, der får en kontrakt med det offentlige, skal overholde de overenskomster, der gælder for det pågældende arbejde.

Det er ulovligt, siger Rüffert-dommen. Det må man ikke kræve af virksomheder fra de andre EU-lande.

Begrundelserne er stort set de samme som i Laval-dommen: De pågældende overenskomster er ikke udtryk for en mindsteløn. Da der i forvejen findes en national mindsteløn i Tyskland, må man ikke i en delstat stille højere krav. Og i øvrigt må man slet ikke stille krav, der går ud over minimum i udstationeringsdirektivet.

Dommen behandlede ikke direkte spørgsmålet om ILO’s konvention nr. 94 om sociale klausuler i offentlige kontrakter. Men dommens konklusion sætter i praksis spørgsmålstegn ved om medlemslandene har mulighed for at efterleve denne konklusion.

Luxembourg-dommen

Luxembourg-dommen blev afsagt den 19. juni. Her var det en medlemsstat, Luxembourg, der sad på anklagebænken.

Her blev det klart, at lovgivning i det enkelte medlemsland ikke løser problemet.

Luxembourg havde i 2002 vedtaget en lov, der ganske enkelt sagde, at alle virksomheder skal følge de kollektive overenskomster, der gælder i Luxembourg.

Men det må man ikke kræve af virksomheder fra de andre EU-lande, siger domstolen.

Man må heller ikke kræve, at de følger den almene dyrtidsregulering, der var gældende i Luxembourg.

Og i øvrigt må Luxembourg ikke stille særlige kontrolkrav til udenlandske virksomheder med hensyn til, om de overholder udstationeringsdirektivet, eller krav om at de er repræsenteret i værtslandet ved en juridisk person, så man kan gøre erstatningskrav gældende.

Fortolkningen af Udstationeringsdirektivet får også en ekstra stramning: Direktivets minimumsbestemmelser skal opfattes som en »udtømmende opregning« af de områder, hvor man kan stille krav til virksomheder fra andre EU-lande (Lux. 26)

Ifølge domstolen har formålet med direktivet netop været at »begrænse medlemsstaternes beføjelser med hensyn til indgreb på lønområdet til fastsættelse af mindstelønnen« (Lux 47).

Konklusioner på dommene

Hvis vi skal gøre regnebrættet op på baggrund af de fire domme, så er det følgende:


EF-Domstolen har tiltaget sig kompetencen til at fortolke anvendelsen af konfliktretten og de nationale regler på arbejdsmarkedet, herunder lovgivning, når det drejer sig om det indre markeds regler.

Der er sket en fortolkning af traktaten, som betyder, at markedets regler om fri bevægelighed af kapital, arbejdskraft og tjenesteydelser sættes over de faglige og sociale rettigheder.

Der er sket en fortolkning af udstationeringsdirektivet, som forhindrer medlemslandene i at kræve lige løn og arbejdsvilkår, uanset hvor virksomheden kommer fra, og uanset om det sker gennem overenskomster eller gennem lovgivning. Det er en undergravning af fagbevægelsens og medlemslandenes muligheder for at føre en effektiv kamp mod social dumping.

Der er ikke tale om en enkelt smutter. Der er tale om fire domme, der alle bygger på den samme logik. De er rimeligt klare, og de vil komme til at danne præcedens for utallige sager, hvor kollektive kampskridt eller national lovgivning, der skal forhindre social dumping, vil blive underkendt.

På den baggrund burde det være indlysende, at der ikke findes nogen isoleret national løsning på dette problem. Man kan vedtage hvad pokker, man vil i de nationale parlamenter. I den sidste ende er det EF-Domstolen der bestemmer, og derfor er der selvfølgelig også kun en løsning:

Der skal ske en ændring af EU’s regler, som forhindrer den slags domme.

Laval-loven

Ikke desto mindre har regeringen og arbejdsmarkedets parter i det såkaldte Laval-udvalg brugt meget tid på at konstruere en ændring af den danske lovgivning, der ifølge dem selv løser problemet.

Den såkaldte Laval-betænkning kom den 19. juni – ironisk nok samme dag som EU-Domstolen i sagen mod Luxembourg slog fast, at man netop ikke kan klare problemet gennem national lovgivning.

Dem 22. oktober fremsatte beskæftigelsesministeren lovforslag L 36, der fra ord til andet bygger på laval-betænkningen.

Lovforslaget er en ændring af den gældende lov om udstationering af lønmodtagere fra de andre EU-lande.

Ændringen går ud på, at der fortsat kan konfliktes mod udenlandske virksomheder for at få overenskomst, men kun på et begrænset grundlag og under visse betingelser.

Der er derfor tale om en begrænsning af konfliktretten i forhold til de udenlandske virksomheder.

Overfor disse virksomheder må vi ikke længere stille krav om overenskomsten i sin helhed, men kun om udvalgte dele af de overenskomster der – som lovforslaget siger - »er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark og som gælder på hele det danske område«.

Lovforslaget stiller samtidig nogle formkrav om »gennemskuelighed« og »klarhed« som ikke stilles til overenskomster med danske virksomheder.

Lovforslaget er selvmodsigende.

På den ene side hedder det, at vi kan stille krav om en løn, der svarer til, hvad danske arbejdsgivere er forpligtet til at betale. På den anden side må vi ikke henvise til lokale aftaler, virksomhedsoverenskomster og regionale overenskomster.

Og det er jo i sig selv skræmmende, da størstedelen af løndannelsen på det danske arbejdsmarked efterhånden foregår gennem lokale forhandlinger.

Andre væsentlige omkostninger som arbejdsmarkedspension og bidrag til uddannelsesfonde falder også uden for det, man kan stille krav om.

Men bortset fra det, siger lovforslaget, at vi kan indregne stort set alt andet i den »mindsteløn«, som vi kan kræve af de udenlandske virksomheder: personlige tillæg, genetillæg, akkordtillæg, ekstra ferie og barselsbetaling osv.

Det er dog alt sammen under forudsætning af, at det er tilstrækkelig »gennemskueligt« og »klart« for den pågældende arbejdsgiver, hvad han skal betale i løn.

Det er jo en vældig kreativ defintion af mindsteløn. Det er bare ikke sandsynligt, at den holder ved EF-Domstolen.

Hvis domstolen havde været af den opfattelse, at man kunne indregne alt muligt i begrebet mindsteløn, så havde den ikke underkendt de svenske bygningsarbejderes minimumskrav om en »tilbagefaldsløn« på 105 svenske kr. Så havde den nøjedes med at underkende konflikten på det formelle – nemlig at der ikke findes et system i Sverige til fastlæggelse af begrebet mindsteløn.

Jeg vil også lige minde om Luxembourg-dommen om, at formålet med Udstationeringsdirektivet netop har været at begrænse medlemslandenes beføjelser med hensyn til fastsættelse af mindstelønnen.

Det er heller ikke sandsynligt, at EU-Domstolen vil godkende lovforslagets definition af de »mest repræsentative overenskomster der gælder på hele det nationale område«.

Vi må forstå lovforslaget på den måde, at der ikke er tale om at disse overenskomster ophøjes til lov.

Men så kan man heller ikke tilfredsstille EU-rettens krav om, at der ikke må finde forskelsbehandling sted. Der vil på det danske arbejdsmarked altid være arbejdsgivere, som ikke er omfattet af en overenskomst, og som derfor ikke er underkastet de samme krav og betingelser som de udenlandske virksomheder.

Konsekvenser for den danske model

Og hvad så, vil tilhængerne af dette lovforslag sige: Går den, så går den - bliver det underkendt må vi tage det derfra, så er det da gået godt så længe...

Problemet er bare, at lovforslaget får nogle uacceptable konsekvenser for kampen mod social dumping, for det kollektive aftalesystem og for løn- og arbejdsvilkår i det hele taget.

Lovforslaget forudsætter jo, at »de mest repræsentative« parter på arbejdsmarkedet – dvs. de store overenskomstbærende organisationer – er i stand til at blive enige om en definition af »mindsteløn« og i det hele taget det sæt af overenskomstkrav, man mener at kunne præsentere de udenlandske virksomheder for.

Det er i sig selv en tvivlsom øvelse.

Hvis den lykkes, så vil det betyde, at de samme overenskomstparter aftaler to forskellige overenskomster for det samme stykke arbejde: En A-overenskomst – den fulde overenskomst – som retter sig mod danske virksomheder – og en B-overenskomst på et lavere niveau, der retter sig mod udenlandske virksomheder.

Det vil sige, at lovforslaget legaliserer, at der er et A og et B hold på arbejdsmarkedet.

Hvis det ikke lykkes at blive enige, vil det være arbejdsretten, der skal tage stilling til lovligheden af fagbevægelsens krav.

Så uklart som lovforslaget er, vil arbejdsretten blive nødt til at spørge EF-Domstolen, og hvis den ikke selv gør det, vil en udenlandsk arbejdsgiver før eller siden gøre det.

Men uanset hvad, så vil de danske arbejdsgivere før eller siden spørge: Hvorfor skal vi acceptere, at udenlandske virksomheder slipper billigere, end vi selv gør?

Med sin tilslutning til lovforslaget beder fagbevægelsen selv om at blive sat under pres.

Oven i det, kan loven også medføre, at sammenholdet i fagbevægelsen bliver sat på prøve. Det er jo ikke kun de lokale afdelingers forhandlingsret, der bliver sat ud af spillet. Det gælder også mindre landsdækkende overenskomstområder, der ikke kommer med i den fine klub af »mest repræsentative« parter.

Svækker kampen for den danske model

Sidst men ikke mindst må man sige, at lovændringen svækker kampen for at få ændret EU’s regler på dette område.

Hvordan kan man forsvare den danske model over for EU – og i kommende sager ved EF-Domstolen, hvis man selv begynder at klippe i den?

En af vores juridiske EU-eksperter professor Jens Christiansen mener, at lovforslaget er værre end ingenting. I kraft af sine uklarheder kan det komme til at fungere som en invitation til yderligere indblanding fra EF-Domstolens side.

Den politiske virkning af Laval-betænkningen og lovforslaget har været, at regeringen blankt afviser at rejse nogen som helst krav over for EU. Vi har jo ikke noget problem, siger beskæftigelsesministeren, og henviser til at arbejdsmarkedets parter står bag lovforslaget.

Socialdemokraternes EU-ordfører Kim Mortensen er enig med regeringen. Han har oven i købet udtalt, at lovforslaget vil »vil sikre Danmark mod EU-indblanding i en overskuelig fremtid«. Kim Mortensen henviser også til at »Vi jo har LO-formandens ord for at problemet er løst for nuværende«.

Alt tegner til at lovforslaget vil blive vedtaget, også med SF’s stemmer, selvom SF – ligesom Enhedslisten og nogle fagforeninger – har stillet en række spørgsmål til lovforslaget.

Under et senere punkt skal vi drøfte, hvad vi stiller op med den situation. Her vil jeg bare konstatere, at nedsmeltningen af den danske model er i fuld gang. Gummistøvlerne er allerede fyldt op, måske er det ikke engang nok med waders.

Finn Sørensen er næstformand i 3F Industri og Service i København. Artiklen er et oplæg, han holdt på Fagbevægelsen mod EU’s konference i København den 1. december.

Et uddybende baggrundspapir af Finn Sørensen kan downloades på Fagbevægelsen mod EUs hjemmeside (under bjælken «Flere materialer«).

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce