Det er helt ude i hampen, når kommuner bruger hundrede tusindvis af kroner på at få besøg af kongeskibet, mener initiativtager til Velfærdsalliancen, der kæmper mod besparelser i kommunerne: »Det viser bare, hvor langt ude den politiske dagsorden er i det her land.«
Siden 2014 har danske kommuner brugt langt over fem millioner på kongehusets sommertogter, som fortsætter i disse dage.
Modkraft har fået aktindsigt 12 kommuners udgifter til kongehusets sommertogter siden 2014, og mens Ærø brugte 202.421 kroner inklusiv moms på at være et af kongeskibet Dannebrogs stop undervejs, har Varde Kommune brugt 689.553 kroner inklusiv moms.
Læs Modkraft-artiklen »Nu tager Dronningen på sommertogt igen: Besøg koster kommunerne millioner«
- Hvordan kan det være, at de rige og vældige skal have lov til at te sig på fællesskabets regning? De penge, som kommunerne bruger, kunne i realiteten være gået til velfærd, siger Jan Hoby, der er initiativtager til fagforbundssamarbejdet Velfærdsalliancen, der kæmper mod besparelser i kommunerne.
- Økonomiaftalen for kommuner og regioner betyder millionbesparelser og massefyringer, og at folk skal løbe endnu stærkere. Den manglende mådehold fra kongehuset understreger til fulde, at det ikke er i sync med befolkningen, tilføjer han.
Men betyder et par hundrede tusind så meget?
- Hver eneste krone betyder noget i et kommunalt budget. Budgetloven har for eksempel betydet, at der på otte år er blevet 11.700 kroner mindre per barn om året i Københavns Kommune. Vi er helt dernede, hvor 10.000 kroner på en skole eller i en daginstitution har stor betydning. Derfor er signalværdien helt ude i hampen.
Velfærdsalliancen organiserede den 12. maj i år demonstrationer i over 70 kommuner mod det såkaldte omprioriteringsbidrag, der senere blev taget af bordet.
Det er fra 2018 blevet erstattet af et moderniserings- og effektiviseringsprogram, der også betyder kommunale besparelser.
Derfor har Velfærdsalliancen igen indkaldt til demonstration den 15. september.
Jan Hoby undrer sig over de borgmestre, som siger ja tak til at få besøg af kongeskibet, men samtidig må spare andre steder.
- Politikerne bør holdes ansvarlige for det her. Der er et år til kommunalvalget, så man burde straffe dem, der synes, det er en god idé med sådan et besøg, siger han.
I Lolland kommune regner den socialdemokratiske borgmester Holger Schou Rasmussen med, at udgifterne til besøget i begyndelsen af juni i år løber op i lidt over en halv million kroner. Men han kan sagtens se værdien af besøget,
- Jeg kan få ti halvsides annoncer til Berlingeren for de samme penge. Det var en rigtig god historie for Lolland. Vi fik skudt hagen op og brystet frem og fik en lidt anden selvforståelse de dage, Dronningen var her. Det smitter stadig af folk, siger Holger Schou Rasmussen til Modkraft.
Også Syddjurs borgmester forsvarede sidste år over for BT, at kommunen brugte næsten 700.000 kroner på at få besøg af kongeskibet.
- Når man får en henvendelse fra Kongehuset, der spørger, om man vil være første stop på kongehusets sommertogt, siger vi jo ja tak til det. Kongehuset er en del af vores historie og vores samfundsmodel. Og så er besøget en god lejlighed til at markedsføre vores kommune og til at få fejet lidt ud i krogene. Det giver hele byen en oplevelse, sagde Claus Wistoft i september 2015.
De argumenter køber Jan Hoby ikke.
- Vi er jo stadig i en situation, hvor der bliver skåret i kommunerne. Det viser bare, hvor langt ude den politiske dagsorden er i det her land. Der er ikke kun altid råd til krig og militær. Der er også altid råd til kongehuset.
Læs Modkraft-artiklen »Nu tager Dronningen på sommertogt igen: Besøg koster kommunerne millioner«
Oversigt over kommunernes udgifter til regentbesøg 2014-2016:
2014
18. juni
Aalborg Kommune 672.752,44 (regnskab pr. 17-11-2014)
19. juni
Odense Kommune 181.869,46 eksl. moms
20. juni
Ærø Kommune 167.905,60 eksl. Moms / 202.421 inkl. moms
1. september
Thyborøn 298.121,65 ekskl. Moms 352.716,70 inkl. moms
2. september
Ringkøbing-Skjern kommune: 214.992 ekskl. moms
3. september
Regentparret aflægger besøg på Livø - Vesthimmerlands Kommune var ikke vært ved arrangementet på Livø
4. september
Morsø Kommune 689.553,24 ekskl. moms / 851.318 inkl. moms
5. september
Vesthimmerlands Kommune: 238.373,97 ekskl. Moms / 293.524,96 inkl. moms
2015
1. september
Syddjurs Kommune: 687.552,21 ekskl. moms
2. september
Vejle Kommune: Foreløbigt regnskab november 2015 lød på 386.538,85 ekskl. moms / 469.033 inkl. moms
4. september
Regentparret aflægger besøg i Aabenraa
303.196,08 ekskl. Moms / 362.894 inkl. moms
2016
3.-4. juni
Varde Kommune: 726.429,81 kr.
Kommunen anslår desuden, at medarbejderudgifter løber op i ca. 200.000 kr.
1.-2. juni
Lolland Kommunes foreløbige udgifter: 812.294,82 ekskl. moms / 863.703,99 inkl. moms. Lollands borgmester regner med, at udgifterne lander på 500.000 - 600.000 kroner
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96