Rejsebrev - eller at skrive hjem om tristhed og frygt

Kære ven

Jeg savner dig nu for tiden. Det er virkelig dejligt at være her og at være afsted. Men nogle gange, som nu, savner jeg også at kunne snakke med dig. Sidde og drikke en flaske vin eller gå en lang tur ude i Nordhavnen, mens vi snakker om verden og vores tanker og følelser i den. Jeg savner dig nu, for jeg er bange og kan mærke klumper dannes, ikke kun i halsen men alle mulige steder i min krop, når jeg tænker over, hvordan verden er for tiden. Eller i hvert fald, hvordan jeg oplever den. Jeg er trist og jeg savner at kunne snakke om det hele med dig.

Jeg kan ikke lade vær med at tænke på, at for tyve år siden stod der folk oppe på bakken, jeg kan se fra mit vindue, og skød herned for at dræbe og terrorisere folk, der i deres øjne tilhørte en anden identitær gruppe, eller endda nægtede at være serbere på den måde, som de nationalister på bakken mente, man skulle være. Også skudhullerne i betonen omkring mit vindue her på femtende sal, fortæller om den historie. Jeg har ikke lyst til at lave for mange alt for stærke sammenligninger, men det fylder alligevel meget i mit hovede lige nu.

"Vi er i krig", kan jeg se, den danske justitsminister har sagt. Det er der desværre mange mennesker, der virker til at føle sig for tiden. Mange, der følger den type af identitær logik, som så ofte er forbundet med at være i krig. "Civilist", "soldat", "dessertør". I Bogen Sarajevo Under Sige - Anthropology in Wartime, beskriver Ivana Maček disse tre skiftende måder at forstå sig selv i krig, tre måder at forholde sig til traumet fra en konstant splintret normalitet - baseret på hendes antropologiske studier under krigen her. 'Civilist', når chokket over, hvad det er, der sker omkring én, er dominerende. Hvordan kan dette ske her? Hvorfor sker det her for os? 'Soldat', når man identificerer sig med en side i krigen og løber til fronten, konkret eller i mere symbolsk forstand. Når man danner skarpe og essensialiserende billeder af fjenden og retfærdigører sine egne handlinger i denne dikotomi, dem eller os. 'Dessertør', når det dominerende er krigens ulyksagelighed, dens meningsløshed og idiotiet at skyde på andre, der for langt flertallets vedkommende også langt hellere ville stoppe krigen nu. Hos Maček er der ikke en simpel progression gennem disse forståelsesmoduser, folk skifter ofte frem og tilbage mellem dem, nogle gange på samme dag. Vi er ikke i krig. Det er noget ganske andet og det er vigtigt at holde fast i. Men jeg bliver bange, når jeg oplever det som, at så mange mennesker agerer efter en soldatermodus, som om de var i krig og som om det var en krig, der gav fuldkommen mening for dem.

Jeg ved godt, jeg har brugt det her billede før, men jeg tænker på Imre Kertész igen nu. "Auschwitz [har] hængt i luften i umindelige tider, hvem ved, måske i århundreder, som en mørk frugt modnet i talløse fornedrelsers glitrende stråler, i venten på det rette øjeblik til at falde ned i hovedet på os." Jeg ved ikke, hvad det er, der modnes over vores hoveder nu, et nyt Auschwitz, et nyt Srebrenica, eller noget ganske andet forfærdeligt, men jeg føler virkelig, at noget mørkt og hæsligt råddent modnes for tiden. Jeg har prøvet at undgå billederne af det, men alligevel jages mine øjne af forestillinger om de øjeblikke, da mændende kom ind med geværer på redaktionen. Om hvilken kulde og fornedrelse af dem selv og os alle som mennesker, disse mænd udtrykte. Jeg kan ikke se ind i deres sind, men jeg tror ikke, det er meget forkert at sige, at de agerede som om de var i krig. Det isner omkring mig og der dannes igen klumper i min krop, når mine øjne ikke kan undgå disse billeder. Når jeg tænker på de mennesker, der blev dræbt.

Vi er ikke i en situation, der minder om krig. Men jeg er bange. Jo, terror virker og at lade vær med at indrømme det er forkert. Jeg er bange for de mennesker, der kan finde på at trænge ind på en redaktion og skyde. De mennesker, der mener, at det er en rimelig måde at være menneske på.

Min egen reaktion gør mig faktisk også lidt bange. Eller egentlig ikke bange så meget som ked af det. Jeg har svært ved at blive i forfærdelsen over massakren på redaktionen i Paris. Ikke at jeg stopper med at være forfærdet over den, men jeg føler mig trukket over i så mange andre tanker og så megen anden frygt, selvom jeg egentlig gerne bare ville græde over det konkrete og bruge lang tid nu på at føle den isnen fra dette angreb som det eneste. Nogle gange ville jeg ønske, verden ikke gik så hurtigt, at vi allesammen brugte to uger på at være triste og bange, og tænke det der skete igennem. Det hele virker så hurtigt nu. Pludselig bliver vi revet rundt af hadske kommentarer, politikere der ønsker undtagelsestilstand og diskussioner om hvad er den rette måde at reagere på. Fuck! Jeg ved det ikke. Jeg har lyst til at være ked af det her i et stykke tid nu. Men jeg kan også mærke det i mig selv. Min frygt for reaktionerne. For alle de mennesker, der allerede lever som om der var en krig og som opfatter verden i soldatermodus. Jeg er fucking bange og jeg kan mærke fornedrelserne modne alt muligt råddent lort over hovederne på os.

Jeg er bange, fordi så mange mennesker virker til at leve efter en identitær logik. Fordi så mange virker til at tro, at de er i krig. Jeg prøver også at minde mig selv om, at vi så langt fra befinder os i en krig. For det gør vi ikke. Men der er så mange mennesker omkring os, der opfører sig sådan.

Allerede inden i onsdags var der frosset endnu flere klumper fast i min krop end normalt. De store forsamlinger i Tyskland af folk, der ønsker at udtrykke had mod islam, skræmmer mig virkelig. Brandbomber mod moskeer i Sverige. Massakren i Nigeria. Og den konstante baggrund af Syrien, Victor Orban, 8. marts sidste år, lejrene og hadet mod migranter, den nye antidemonstrationslov i Spanien, Vojislav Šešeljs tilbagevenden til Serbien, fascisterne i Ukraine, Ferguson og Eric Garner, og så meget mere.

Om jeg er Charlie, er pludselig blevet ekstremt vigtigt for så mange mennesker. Jeg er ikke Charlie nu, mere end jeg var Charlie før. Ligesom jeg ikke er mere svensk muslim nu, end jeg var før brandbomberne mod moskeer i Sverige. Eller norsk socialdemokrat før massakren på Utøya. Selvom jeg ikke identificerer mig med dem, føler jeg en solidaritet med de dræbte tegnere og de andre, der døde i angrebet på Charlie Hebdo, og jeg ved godt, det er det, de fleste udtrykker med tegnet "Jeg er Charlie". Det forstår jeg godt, og det sætter jeg også pris på. Men jeg sætter ikke pris på alle de mennesker, der ønsker at bestemme for mig, at jeg skal identificere mig på en bestemt måde og at jeg skal handle på en bestemt måde. Dem, der kalder mig naivist, fordi jeg ikke ønsker at opfatte mig selv som værende i krig. Dem, der kalder mig apologet, fordi jeg ikke blankt vil sige, at alt Charlie Hebdo har gjort, trykt og udtrykt, også er noget, jeg tager på mig. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skal behøve at tage alt hvad ofrene har gjort og alt hvad de stod for (eller folk siger de stod for) på mig for at anse dem for ofre.

Hvad jeg mener om Charlie Hebdo, har ingen indflydelse på, hvilken forbrydelse og hvor afskyeligt det er. At påstå andet er ekstremt fornærmende. Men hvorfor siger jeg det til dig? Vi jo kender hinanden. Det er jo netop derfor, jeg savner at kunne snakke med dig nu og dele min tristhed og frygt for den verden, vi lever i. Men den renhed, der ofte og på mange måder naturligt tilskrives ofre, og den renhed, der nu tilskrives Charlie Hebdo og som der stilles krav om, at jeg identificerer mig med, den skræmmer mig. Den skræmmer mig, fordi det netop bliver brugt som en måde at lukke ned for politk og skubbe os alle ind i en identitær krigslogik.

Charlie er blevet et simulakrum. I hvert fald i meget af debatten nu. Charlie er det ene og Charlie er det andet, som der er nogen andre, der siger det er. Det at 'være Charlie' referer i så mange tilfælde ikke til noget konkret, men til et billede af andre billeder af, hvad nogen mener, når de siger "Jeg er Charlie." For fucks sake, Alexandar Vučić, den serbiske premierminister, har sendt et billede ud, hvor han udtrykker, at "Vi er Charlie". Når Vučić mener, han er Charlie, kan Charlie i den sammenhæng i hvert fald ikke være ytrings- og trykkefrihed eller magtkritik; under hans regime er medier blevet tvangslukket, folk i opposition tævet og dræbt, og den ortodokse kirke er igang med at udvikle sin egen tv-station. Vučićs Charlie er ikke Charlie Hebdo, Vučićs Charlie er heller ikke billederne af, hvad Charlie Hebdo er, Vučićs Charlie er i bedste fald et billede af Charlie som det, der må til for at være en del af 'det gode fællesskab'. Det er meningsløst. Et simulakrum.

Men jeg har egentlig ikke lyst til at skrive til dig specifikt om Charlie Hebdo og det forfærdlige angreb. Jeg er trist og bange i den her verden, og det er grunden til, at jeg skriver til dig. Vi er ikke i krig. Vi befinder os ikke i en krig, det er ikke en rimelig måde at beskrive situationen på. Hverken rimelig overfor vores nuværende situation eller rimelig overfor folk, der rent faktisk befinder sig i en krig. Men jeg er sindssygt bange, fordi så mange mennesker virker til at opfatte sig som som det, som befindende sig i en krig og i denne agerer i soldatermodus.

Vi er ikke i krig, men jeg tænker for tiden en del over, hvornår en krig egentlig starter. Når nogen erklærer den? Så er vi åbenbart i krig nu, hvor den danske justitsminister har erklæret det. Når nogen dræbes? Men mange dræbes desværre alt for ofte. Når nogen dræbes i krigens navn? Så er vi det vel nu, hvor det er svært ikke at se drabene på redaktionen i Paris, som begået i noget andet navn end hvad gerningsmændene har set som en krig. Men hvem bestemmer navnet, noget begås i? Når enhver person, enhver handling og enhver holdning ikke kan undgå at blive forstået som befindende sig i en krigssituation? Når det ikke længere er muligt at være i tvivl? Men igen: hvornår er det?

Omkring en måned før krigen i de fleste beskrivelser startede her i Sarajevo, blev en ortodoks (serbisk) bryllupsprocession beskudt, efter al sandsynlighed af muslimske nationalister. Det var ikke den begivenhed, der udløste krigen. Men hvilken begivenhed var det? Mange vil sige, at det var da serbiske nationalister skød ind i en stor fredsdemonstration 5. april 1992. Men allerede 1. april havde paramilitære serbiske nationalister begået massakrer i og omkring Bijeljina. Det er ikke fordi, jeg er interesseret i at pinpointe det 'sande' startpunkt. Sådanne måder at skrive historie på virker for mig uinteressante, som forsøg på at lave simple episke fortællinger. Grunden, til at jeg tænker over det, er, at jeg tænker på, hvor mange mennesker, der oplever sig selv som værende i krig, der skal til, før der er en krig. Før at de mange, der hverken ønsker krig eller opfatter sig selv i en, ikke længere rimeligvis kan forstå sig som befindende sig i en virkelighed, der er andet.

Jeg ved det ikke. Jeg har heller ikke lyst til at lade som om, at der er et simpelt svar eller en simpel måde at handle. Jeg savner dig, min ven. Jeg ville ønske, du var her nu, at du også så ud på den snefyldte bakkeside, der nu er indhyllet i en tynd tåge og en sol bag denne, der er stærk nok til at tvinge vores øjne sammen. Jeg ville ønske, at vi kunne gå en tur langs Miljacka i frosten sammen. Jeg ville ønske, jeg kunne snakke med dig nu. Vi behøvede ikke at komme frem til noget konkret, komme med en resolution eller en konkret handlingsform, der er den rigtige. Jeg ville bare ønske, du var her nu, så vi kunne dele vores frygt og tristhed over verden med hinanden.

Du er i mine tanker, min ven.

jeppe