Annonce

København
10. april 2014 - 14:19

Kommunal cykelsti igennem Christiania udskudt

Københavns Kommune har sat etablering af en supercykelsti igennem Christiania på stand-by. Men vi fortsætter vores protester, fortæller christianit, der tager afstand fra dødstrusler og hærværk mod byggefirma.

Københavns Kommune udsætter etableringen af en såkaldt hurtigcykelsti igennem fristaden Christiania, men fortsætter planmæssigt med at lave to cykelbroer i området. 

Sådan lyder status på den ulmende konflikt mellem kommunen og fristaden i sagen om den såkaldte Christianshavner-cykelrute, der skal gøre det nemmere at være cyklist i hovedstaden.

»Da der ikke er opnået enighed med Fonden Fristaden Christiania om en opgradering af strækningen igennem Christiania, er det forvaltningens anbefaling, at anlæg af broerne over henholdsvis Laboratoriegraven (ved Holmen, red.) og Dyssegraven (ved Kløvermarken, red.) gennemføres, og at der ikke for nærværende gøres tiltag til at fortage yderligere anlægsarbejder. Stiforbindelsen på Christiania er allerede eksisterende og den nuværende strækning håndterer allerede en del cykeltrafik dagligt,« fremgår det af det vedtagede beslutningsforslag.

Læs mere på Københavns Kommunes hjemmeside.

Læs artiklen »Christiania på barrikaden: Nej til hurtigcykelsti« hos Modkraft.

Vil fortsætte protester

Københavns Kommune holdt tirsdag den 8. april møde med christianitterne for at finde en løsning, der kan gøre begge parter tilfredse, efter at et flertal i Borgerrepræsentationen mandag vedtog, at udskyde byggeriet inde på selve fristaden. 

Selvom der var god stemning på mødet, så er parterne stadig ikke enige, og en repræsentant fra Christiania fortæller til Modkraft, at protesterne mod kommunens planer vil fortsætte.

- Vi fortsætter med at gøre opmærksom på, at vi mener, at området ikke er egnet til en masse cykler. Det sker med skilte og bannere, og måske civil ulyghed, men under ingen omstændighed vil vi acceptere vold, fortæller Nils Vest fra Christiania.

Tager afstand fra trusler og hærværk

Nils Vest tager samtidig afstand fra de dødstrusler mod ansatte på et byggefirma, der er involveret i projektet, som avisen MetroXpress kunne fortælle om torsdag den 10. april. 

Ifølge avisen BT er der desuden blevet lavet hærværk mod en gravemaskine, der har cykelbrobyggeriet at gøre.

Men det tager christianiterne også afstand fra.

– Christianshavnerne er jo også utilfredse med den nye cykelsti, og mig bekendt er hærværket sket ovre på Holmen, siger Kirsten Larsen fra Christianias pressegruppe til avisen.

Læs artiklen »Byggefirma får dødstrusler for at lave omstridt cykelsti« hos MX.

Læs artiklen »Hærværk mod ny supercykelsti på Christiania« hos BT.

Modkraft har forsøgt, at få en kommentar fra Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabell (Ø), men han har ikke vendt tilbage.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce