I protest mod Danmarks deltagelse i krigen mod og besættelsen af Afghanistan vil fredsaktivister onsdag flage på halvt og protestere i hele landet. Og så bliver et hærværksramt fredsmindemærke genopstillet i Grib Skov.
Den årlige Flagdag den 5. september til ære for de udsendte danske soldater bliver traditionen tro mødt med protester fra fredsaktivister.
I flere danske byer er der manifestationer mod Danmarks medvirken til krigen mod og besættelsen af Afghanistan samt »den militarisering af samfundet, som mere end 10 års krigsdeltagelse har medført«.
Bag initiativet står græsrodsnetværket Nej Til Krig og andre fredsgrupper, der i en pressemeddelelse sendt til Modkraft, foreslår, at flagdagen omdannes til en »fredsdag«.
Få overblik over protesterne: »Flagdag bliver fredsdag« i Modkrafts kalender.
Krigsmodstanderne mener, at den officielle flagdag bliver brugt til at retfærdiggøre de store udgifter, der er forbundet med den danske krigsdeltagelse i udlandet.
– På flagdagen vil alle partier fra DF til SF bekræfte det forsvarsforlig, som årligt beslaglægger omkring 25 milliarder skattekroner. Vi kræver nedrustning og fred og mener, at krigsmilliarderne skal bruges til velfærd og jobs til de mange arbejdsløse, udtaler Lene Junker fra Nej Til Krig.

For at vise modstand mod krig, opfordrer aktivisterne til at sætte flaget på halvt.
– Som modstandere af militære løsninger er vi dybt bekymrede over, at vort land deltager i angrebskrige og besættelser, og vi sørger over alle, civile såvel som soldater, som lider og dør i dem. Derfor opfordrer vi alle til at markere deres sorg ved at flage på halv stang, lyder det videre fra fredsaktivisten.
Besøg Nej Til Krigs hjemmeside.
Onsdag den 5. september bliver også markeret ved en genopstilling af en mindesten og en mindeplade til ære for vedtagelsen af militærnægterloven fra 1917, åbningen af Gribskovs nægterlejr i 1918 samt afslutningen af 1. Verdenskrig.
Monumentet blev indviet i Grib Skov i november 2008 af »Aldrig Mere Krig« og »Kunstnere For Fred«, men mindestenens bronzeplade blev i 2009 stjålet, og stenen overhældt med tjære.
Ved gerningsstedet blev efterladt et dannebrogsflag med påskriften: »Til ære for de faldne helte«.
– Stenen fik en tid lov til at stå som monument over, hvad der meget passende kaldes »hærværk«, men er nu renset og genopbygget med sit oprindelige budskab om fred og forsoning, fortæller fredsaktivist Peter Henning.

– Stenen bliver genindviet på Flag-på-halv-dagen den 5. september. Dagen, hvor alle kan markere deres sorg over de mange, som lider og dør under de krige, som vort land ulykkeligvis deltager i, forklarer Peter Henning.
Læs artiklen »Fredsmindemærke udsat for hærværk« hos Modkraft.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96