Annonce

6. maj 2013 - 10:08

For uanstændig til demokrati - eller tre måder at navngive de uegnede

Man tager alle socialdemokrater og propper dem i en gryde. Man koger dem ind som hvis man skulle lave Sauce Espagnole. Man sier knogler og brusk fra og koger videre. Man vrider den klistrede ekstrakt gennem et viskestykke. Og bum! Så har man Lise Hultengrens tekst "Logik for burhøns: Vold er udemokratisk!". Essensen af socialdemokratiet.

En tyk masse af ligegyldigheder, banaliteter og udenomssnak. En tekst, der gør mig frygtelig usikker på om jeg bør spilde min tid på den. Og jeg er forvirret. For hvorfor dog hidse sig sådan op over den burhønsetekst. Men partiorganiserede og andre politikertyper har af en eller anden grund fået mig op af stolen. Trods jeg ingenlunde er tæt på Danmark og de aktuelle lokale begivenheder. Måske netop derfor. Jeg kan se det hele lidt på afstand.

Burhønseteksten er fyldt med dårligt formulerede og upræcise begreber så det snurrer. Bare tekstens overskrift om burhøns og vold har allerede givet anledning til en række sjove analyser i kommentarfeltet. Når noget er "logik for burhøns" bør man være på vagt! Men måske er teksten selv forvirret og den vivler derfor læserne med ind i sin forvirring. Jeg er i hvert fald blev indfanget.

Teksten har store problemer med, at forstå begivenhederne den 1. maj. Hvem er hvem?, spørger den. Teksten konstaterer ganske rigtigt, at det er uklart hvem der råbte buh. Var de autonome? Var de folkeskolelærere? Var de fra Enhedslisten, eller andre partier?

Andre har bakset med samme problem. Hvem var de dog? I Leif Donbæks machoagtige "jeg-reddede-to-kvinder-og-en-politiker-fra-et-slagsmål"-krigerberetning, var de store og skaldede. Andre siger at de var alle mulige forskellige. Men hvem er de dog? Var de mange? Var de mere end hundrede? De var i hvert fald ikke socialdemokrater? Men var de forkælede som Mattias Tesfaye, mente?

Måske er repræsentationsproblemet ikke så uvæsentligt.

Aktionen var arrangeret af et 1. maj initiativ, der kalder sig revolutionær 1. maj. Men det giver os ikke noget præcist signalement. For hvem siger at skolelærere, studerende, arbejdsløse, universitetsansatte, RUCere, murersvende, lærlinge, sygeplejesker og andre ikke modtog muligheden for at buhe af en regeringen, der har et seriøst problem med dens egen befolkning, med kyshånd. Meget kan man sige om regeringen, men at anklage den for populisme er svært. Regeringen gør intet af det dens befolkning beder den om.

 

Uden Navn

Hvad nu hvis dem, der buhede aldrig helt lader sig give til kende? Det er jo det, der er problemet for alle de politiske partier og andre smarte analytikere. De forstår kun utilfredshed, når den bliver omsat til meningsmålinger, segmenter eller anden form for kassetænkning. Det gør det først rigtig besværlig at være repræsentativt valgt til parlamentet hvis man ikke ved hvem der er sure på en. Folk uden navn skal ha et og det i en fart. Der kom hurtigt forskellige bud: Småfascister, tosser, autonome, bøller, eller den jeg bedst selv kan lide: "de få der ødelægger det for de andre".

Dem der var bange, fordi deres sædvanlige "plads" foran deres formands talerstol var blevet taget af de fremmede uden navn, er dem der er hårdest i navngivningen. Leif Donbæk, der kæmpede heroisk for at redde sine kvindelige partifælder og et par folkevalgte, som han omhyggeligt fremhæver, kaldte dem for småfascister. De var farlige elementer på en ellers fredelig dag og skal aktivt bekæmpes, lader man forstå i en fælles udtalelse underskrevet af Socialdemokrater og SF´ere i forening efter begivenhederne. Aktivisterne var i denne navngivningsproces farlige fremmedlegemer, der ikke bør have en plads i demokratiet.

I den lidt løsere og mere nedværdigende ende findes navne som tosser og bøller. Tosser kan ikke tænke og er ikke farlige. Bøller kan slå en proper næve, men er ikke videre intelligente og kan håndteres med lidt hjælp fra politiet. Tosser og Bøller ved ikke selv hvad de gør og handler derfor slet ikke med politiske mål, midler og analyser. De er på en måde for umodne til demokratiet.

Den meste spændende er "de få, der ødelægger det for de mange". Det er dem, der står i vejen for at noget bedre kunne ske. Hvis I ikke havde været der, kunne der havde været sket noget bedre. Der skal altså protesteres, men det skal være på en anden måde, end den aktuelle. Denne navngivning har funktion som dårlig samvitighed. Se nu hvad I har gjort. Kan I ikke godt selv se, at det ikke er særlig smart? De få der ødelægger det for de andre, skal tænke sig om til en anden gang, og lave protester på en anden måde så folk bedre forstår det. De skal opdrages, med andre ord. De burde vide bedre og er potentielt medlemmer af demokratiet, men fejlede alligevel. De skal forbedres til en anden gang hvor de - hvis de gør sig umage - kan få et andet navn og adgang til demokratiet.

 

Demokratisk forvirring - anstændighedsdemokrati

Men denne "burhønsetekst" spiller ud med flere forvirringer. For noget de mange kunne blive enige om, var at opførslen var udemokratisk. Men det er et noget upræcist demokratibegreb, der bliver præsenteret. Demokrati er noget ganske formelt i denne tekst. Demokrati er noget med rettigheder. Nogen er blevet valgt til talerstolen og andre er ikke. Dem som ikke er, må pænt stille sig i kø til det bliver deres tur, eller skrive et læserbrev. Og ingen skubben og masen. Vi skal opføre os anstændigt. Vi har stemt og ellers må vi vente og lytte mens de voksne taler. Anstændighedens demokrati handler om at opføre sig ordentligt. Opfører man sig ikke ordentlig er protesten illegitim. Bryder man anstændig adfærd kan man blive kaldt for eksempelvis tosse, bølle eller "dem der, ødelægger det for de andre". Det værste man kan blive kaldt er voldelig. Så må man slet ikke tale.

Men hvad er det for et demokratibegreb som "burhønseteksten" her henkastet smider på banen? Det er selvfølgelig et demokrati for dem, der i forvejen har adgang til taburetterne, avisspalterne og organisationsposterne. Dem der ikke allerede har en plads, er der ingen der behøves at lytte til. Det er da et kedeligt demokrati efter min smag. Meningen med demokrati er vel, at man kan buhe og råbe "fuck you" af sine magthavere uden at blive kaldt tosse, bølle, forkælet, fascist, voldelig også videre. Når teksten derfor storslået og med en hvis arrogance proklamerer at vold er antidemokratisk, er det mere en henkastet bemærkning, end et egentlig argument. Nogle ville faktisk mene det præcist modsatte. Demokrati (forstået som borgerlig offentlighed og parlamentarisme) er bygget på et grundlag af netop vold. Den demokratiske offentligheds orden, kan kun opretholdes så længe uanstændige elementer holdes ude - netop ved brug af tvang eller udelukkelse.

 

Denne lille buillionterning af en socialdemokratisk burhønsetekst, samt en kort rundrejse i fordømmelsens kunst, lader mig konkludere følgende:

Under forløbet omkring aktionerne 1. maj, fandt 3 former for umyndiggørende navngivning sted. 1) Fremmedlegemet (småfascister), der skal ekskluderes, 2) de inbicile (tosser, bøller), der ikke har de nødvendige politiske evner, 3) de uopdragne (de få, der ødelægger det for de mange), som efter afretning kan deltage i det politiske liv.

Derudover kan fremhæves socialdemokratismens konservative demokratibegreb. Demokrati handler om at opføre sig anstændigt, samt det forhold, at man i følge socialdemokratisme kun kan have en politisk praksis hvis man lader sig repræsentere ved et navn eller en fast identitet. Socialdemokratismen har med andre ord en reaktionær opfattelse af demokrati, fordi det for denne ideologi handler om at bevare den gældende anstændige orden.

Anstændighed betyder i øvrigt også at blive stående. Fra tysk: Anstand, at stå stille.

Annonce