Lavintens borgerkrig er brudt ud i Europa

War is the motor behind institutions and order […]. To put it in another way, we have to interpret the war that is going on beneath peace; peace itself is a coded war. We are therefore at war with one another; a battlefront runs through the whole of society, continuously and permanently, and it is the battlefront that puts us all on one side or the other. There is no such thing as neutral subject. We are all inevitably someone’s adversary. – Foucault (21. Januar 1976)

Neoliberalismen er en særlig livsform, en særlig politisk fordring om hvordan menneskelivet bør forstås og leves. Det økonomiske spørgsmål er afledt af det politisk-etiske, ikke omvendt. Homo Economicus er en etisk fordring, som har igangsat en intern krig i Europa og andre steder. Der er med andre ord udbrudt borgerkrig. En krig mellem indbyggerne i Europa.

Stater udvælger mennesker

Den moderne stat eksternaliserede krigen. Den opfandt fred indvendigt og krig udvendigt. Derfor kom politiet til syne, og det var adskilt fra militæret. Indenrigspolitikkens fødsel. Opdelingen af et indre og et ydre gjorde det muligt, at gøre sin befolkning til genstand for selektion og udvikling. Staternes ledelsesprincip har derfor længe været selektion. Men hvad er det for nogle principper de moderne konkurrencestater i Europa udvælger efter? Hvilke former for liv vil staterne fremtvinge, og hvem vil den til livs? Hvilke slags menneskeliv er værdifulde og hvilke er mindre værdifulde? Sammenlignet med tidligere tiders udvælgelsesprocesser har kriterierne ændret karakter.

Vi kender princippet om naturlig udvælgelse fra biologien. Et princip, der forklarer hvordan nogle arter af tilfældige mutationer bliver andre overlegne i et konkret miljø. Naturvidenskaberne har forsøgt at kortlægge den kaotiske og tilfældige natur ud fra den betragtning, at man kunne gøre det uden politisk-etiske implikationer. Det viste sig senere, at Nazityskland havde stor gavn af naturvidenskaben i opbygningen af deres menneskeledelse og selektionsideologi. Men naturvidenskaben havde også gavn af Nazitysklands omgang med menneskekroppe. Det der tilsyneladende ser naturligt ud, viser sig ved nærmere eftersyn, at være politisk og etisk motiveret.

Under det nationalsocialistiske styre var de politiske principper for menneskelig selektion styret af forestillinger om samfundet som et legeme, der skulle holdes rent. Derfor fandtes forskellige forestillinger om utøj, urenhed og interne fjendtlige kroppe og grupper, der måtte forvises eller udryddes, for at samfundslegemet kunne opretholdes. Denne måde at føre krig mod bestemte mennesker og grupper, har forandret karakter i dag. Men overlejrede selektionsprincipper kan stadig skimtes. Idealet om den ariske, arbejdende, hvide, heteroseksuelle mand er ikke forsvundet, men statens konkrete politikker bruger i stigende grad en række andre idealformer til at opretholde orden i sit territorium. Men tag ikke fejl. Europa har været i to verdenskrige, og igen kan man skimte en accelererende, men dog lavintens borgerkrig internt i Europa. Regimet i Europa har igangsat en krig mellem Europas indbyggere. Et etisk korstog imod bestemte livsformer og et forsvar for en anden.

’Homo Eonomicus’ som det gode liv

Et nyt princip for udvælgelse er gennem de seneste årtier vokset frem: Forestillingen om Homo Economicus. Homo Eonomicus er i virkeligheden en gammel forestilling om det menneske der handler økonomisk rationelt. Det menneske der tager en hurtig uddannelse, det menneske der arbejder, sparer op til pension og overfor samfundets økonomiske resultater svarer for sig og sine, uden at ville være afhængig af eller dele med andre. Det er et menneske der reagerer på incitamenter. Et menneske der kender til og forstår afgifter og udgifter. Fremkomsten af dette rationelle menneske har især taget til sideløbende med den nye bølge af liberalisme anført af Storbritanniens Margaret Thatcher fra slut 70’erne og frem. Neoliberalismen er ikke et økonomisk system, det er et tilbud om det gode liv. En politisk, ideologisk og etisk livsmåde, hvis største succes har været, at fremstille sig selv som et økonomisk og ikke et politisk regime: ”There is no alternative” er neoliberalismens totalitære slogan. Der er kun en måde, at være menneske på: Homo Economicus. Neoliberalismen har aflyst det politiske. Heri ligger neoliberalismens politiske succes. Homo Economicus er blevet naturliggjort: ”There is no such thing, as society. There are individual men and women, and there are families”. Og Magaret Thatcher’s drøm gik i opfyldelse. Samfundet er gået i stykker.

Dette særlige økonomiske menneske har nogle særlige idealer, det handler på en bestemt måde overfor staten og det legitimerer sine handlinger ved særlige typer af fortællinger og forestillinger. Det har en særlig livsform. Det økonomiske menneske er et menneske, der skifter job hvis lønnen er højere. Ideen om det økonomiske menneske er forestillingen om, at vi som mennesker er født med skyld, fordi vores uddannelse har kostet staten penge, og at vi derfor skal ”betale tilbage” ved at betale skat. Vi skal være uafhængige af det samfund som skal afvikles. Det økonomiske menneske er den gode statsborger. Det økonomiske menneske accepterer tilværelsen under konkurrencestaten, der er i kamp mod andre konkurrencestater. Det økonomiske menneske er det stressramte menneske, der ikke har andre muligheder end at føre lavintens konkurrence-borgerkrig mod kollegaer, venner og de fremmede, som alle betragtes som konkurrenter man skal besejre. Om man er papirløs flaskesamler eller freelance journalist, dynamikken er den samme: social kannibalisme og borgerkrig. Alles kamp mod alle. Det økonomiske menneske er det menneske, der har ’smart’-apps på deres telefoner; der optimerer deres hverdag så den bliver effektiv. Dem der sætter mikro-chips i kroppen, dem der måler deres kalorieindtag før og efter hvert måltid. Homo economicus er det smarte menneske, der har erhvervet sig smart-software i kampen mod de andre og kampen for overlevelse, hvad enten det er AirBnB, det engelsk Taskrabbit eller Tinder.

Vi må ikke glemme, at Thomas Hobbes var liberal, og hans forestilling om naturtilstanden er baggrundsmusikken til hverdagens ”alles kamp mod alle”. Homo Eonomicus er nemlig også det frygtsomme menneske, der har erkendt borgerkrigen og ikke har andre muligheder, end at bevæbne sig med piller, CV-skrivning og karriereplanlægning i en lønkamp mod resten af Europa. Det økonomiske menneske er også et frygtsomt mennesker.

Det økonomiske menneske bør klare sig selv. Homo Eonomicus er det menneske, der gerne vil klarer sig selv. Det menneske der helst vil leve økonomisk alene i kamp mod andre. Når Tsipras og Varufakis ikke har kunnet overbevise Merkel og Schäuble, er det fordi det er en sag om livsanskuelse. Når alt kommer til alt, stod den græske venstrefløjsregeringen i en kamp mellem politiske livsanskuelser ikke blot om økonomi. Tsipras og venstrefløjen tabte af mange grunde, men en af dem var, at Homo Economicus-livsformen er den eneste tilgængelige livsform. Og Merkel var villig til at ofre det meste for hendes forestilling om det gode liv.

Konkurrencestaten som statsdannende princip

Den socialdemokratiske stat lignede Sovjetunionen på ét område, og det var dens fascination af det arbejdende menneske. En totalitær forestilling som både socialdemokrater og partikommunister gennem det 20. åhundrede har delt. I dag er der noget andet på spil, selvom transitionen fra det arbejdende menneske til Homo Eonomicus er blevet hjulpet på vej af, at de to livsformer ligner hinanden.

Den neoliberale stat – det politikere kalder konkurrencestaten - er ikke længere optaget af fuld beskæftigelse. Det er for besværligt og kræver for meget kontrol. Konkurrencestaten har én lighed med den nazistiske stat, nemlig eksklusion af menneskeligt affald. Mennesker der gør samfundet ukampdygtigt og beskidt. Mennesker der er ubrugelige. Mennesker der ikke kan eller ikke vil klare sig selv. Forskellen fra fyrrernes Tyskland til i dag er, at det ikke længere er legitimt for staten at henrette dele af sin egen befolkning. Derfor gør den moderne konkurrencestat noget andet: Den lader dø. Konkurrencestaten gør det besværligt, at leve hvis man ikke har arbejde eller kan forsørge sig selv. Det er ekstremt vanskeligt, at få et ordentligt liv, hvis man nægter at leve som Homo Economicus. Konkurrencestaten skærer i ydelserne og opdeler borgerne mellem dem der ’kan og vil’ og dem der ikke kan og ikke vil leve som Homo Economicus. Et hjemligt eksempel kan synliggøre de konkrete strategier, som bruges til at komme andre livsformer til livs på. I det nye regeringsgrundlag, fra den nyvalgte danske regering, står der: ”Derfor vil regeringen i foråret 2016 gennemføre en pensionsreform, hvis hovedsigte er, at restgruppen af personer uden egen opsparing til alderdommen reduceres markant”. Hvis man ser bort fra det åbenlyst hårrejsende i, at den nye regeringen faktisk truer med udslettelse af folk uden privatpension, er det strategiske perspektiv stadig ganske klart. Den langsigtede hensigt er, at opdele befolkningen i mellem dem, der privat sparer op til pension, og dem der ikke gør det. ”Restgruppen” som det så sympatisk kaldes, skal derpå reduceres. Dette gøres gennem incitamenter og tvang. Det skal gøres mere besværligt, ikke at ville privatisere sin alderdom. Fradragsordninger for privatpensionerne skal gøres mere favorable og det skal blive økonomisk uhensigtsmæssigt at ville lade folkepensionen stå for ens økonomi i alderdom. Sideløbende skal der startes en lavintens borgerkrig mellem privatpensionister og folkepensionister. Ligesom krigen mellem arbejdere og arbejdsløse har stået på i årevis allerede. Kampen borgerne imellem gør det legitimt, at udpege restgruppen, som dovne, egoister eller økonomisk ufornuftige med en stor del af befolkningen som rygdækning. Den langsigtede strategiske ledelsesopgave bliver herved, at gøre folkepensionen til en ”restgruppepension” og sidenhen afskaffe den helt. Den resterende gruppe må hutle sig igennem sin alderdommen. Vi ser strategien udført allerede på arbejdsmarkedspolitikken, hvor de mest ubrugelige mennesker reelt er opgivet af staten. Som flere CEPOS-folk allerede er begyndt, at argumentere for: ”De er ikke deres løn hver i produktion. Derfor er de arbejdsløse”. Med andre ord: overflødige mennesker. Den neoliberale politiske etik udrydder langsomt, men sikkert, andre måder at være sammen på. Og den gør det under påskud af, at det er af hensyn til økonomien. I realiteten er der tale om en politisk etisk kamp mod andre måder, at organisere fællesskaber på. Dem der ikke vil leve som Homo Economicus må lades dø.

Fort Europa som selektionspassage

Vi kender det fra lufthavnen. De fleste slipper igennem sikkerhedstjekket, men enkelte kan ikke komme ud til flyet. Denne irriterende udvælgelsesproces sker for millioner af mennesker ved indgangen til Europa. For nogle er det svært at komme ud, for andre er det svært at komme ind. Men adskillelsespolitikken er overalt. Det menneskelige affald skyller op på strandene. De europæiske stater dræber ikke aktivt de mennesker, der i tusindvis hvert år skyller døde op på strandene ved Middelhavet, men de lader dem dø. Politikerne siger det direkte. De henviser til deres selektive princip, der ikke er den ariske mand, men derimod Homo Economicus. Man vil gerne have mennesker til landet der har anmærkningen: ”højtuddannet arbejdskraft”, dem vil de fleste politikere faktisk give lettere adgang. Men folk der ikke selv kan betale, lader politikerne være. Alle kan i dag blive sigtet for menneskesmugling, hvis man hjælper et menneske fra den ene grænse over den anden. Alle skal i dag være grænsepoliti, frygtsomme og økonomisk fornuftige.

I Europa og Danmark er staterne og befolkningerne i krig med sig selv. De udvendige krige er blevet til indvendige ”politiaktioner”. Politik er fortsættelsen af krig med andre midler. På det europæiske kontinent er igangsat en lavintens borgerkrig. Krigen udspiller sig som under 1. verdenskrig mellem arbejderne. Der er dog ikke længere arbejde til alle. En stoledans med livet som indsats. Borgerkrigens konflikter går på tværs af landegrænser og igennem byer på kontinentet. Krigen har kun tilsyneladende en ydre fjende, der bliver kaldt ’de fremmede’. Men kigger man efter er der i princippet ingen forskel på indenfor og udenfor. Hvis du kan betale for dig selv og din familie må du leve her. Hvis du nægter, at efterleve drømmen om Homo Economicus bliver du bekriget. Mennesket er et økonomisk dyr, som man siger.

Økonomi er politik

De europæiske institutioner har opgivet det fredelige og demokratiske Europa. Det har længe været tabt. Den politiske strategi tager snarere form af håndtering af undtagelsestilstanden. På den ene side en accept af, at Europa er kaotisk og præget af konfrontationer og oprør mod politiet og staternes institutioner, højreradikale gadebevægelser, høj arbejdsløshed, stormløb mod den engelske kanal fra papirløse på jagt efter et liv og meget andet. Og på den anden side forskellige forsøg på at isolere problemerne, som man har gjort det med krisen i Grækenland, eller som man gør det med de containerbyer som opbevarer mennesker, som ingen kan bruge – flygtningelejrene. Det er for dyrt. Ligesom den Israelske stat i årevis har mestret en lavintens borgerkrig, der kun kortvarigt blusser op, vil vi i fremtiden se en lignende management af konflikter internt i Europa. Svaret har tilsyneladende de senere år været øget bevæbning af politiet og øget kontrol og overvågning. Neoliberalismen og dens agenter har accepteret ufreden og nøjes med, at have kontrol med borgerkrigen.

De europæiske institutioner, banker og toppolitikere er villige til, at destabilisere hele den europæiske region for det de tror på. Øget bevæbning og samarbejde med politiet er en pris man er villig til at betale for, at kæmpe for det man tror på, det økonomiske menneske: Homo Economicus. Hvis der kom noget godt ud af konfrontationen mellem SYRIZA og TROIKA’en var det, at det blev klart for en hver, at økonomien er sekundær. Det afgørende er den politisk-etiske borgerkrig internt i Europa. Det neoliberale regime er villig til, at gå ned med skibet i deres kamp for deres livsform. Spørgsmålet er om en selvorganiseret bevægelse kan nå at hoppe i redningsbådene og sejle bort, inden skibet synker. Om ikke alt for lang tid, vil det være hvide mennesker der skyller op på strandene omkring middelhavet. Ikke kun, som i dag, de ikke-hvide.